Læsetid: 7 min.

'I Sudan er jeg en blegfis, og i Danmark det sorte får'

Natasja. Ny biografi er rig på anekdoter og tråde og detaljer i den afdøde mester-toaster Natasjas komprimerede, kulørte liv, der blev levet med et stort dunkende, inklusivt, men også overmøbleret hjerte
Natasja. Ny biografi er rig på anekdoter og tråde og detaljer i den afdøde mester-toaster Natasjas komprimerede, kulørte liv, der blev levet med et stort dunkende, inklusivt, men også overmøbleret hjerte
23. januar 2010

Tæt på slutningen af sit korte liv havde Natasja med det borgerlige efternavn Saad, travlt, rigtig travlt. To album i gang, en gryende international karriere, musikvideo-indspilninger, nådesløse byture, grøn tobak i enorme skyformationer, et helt hof omkring sig. Og et stykke på Betty Nansen Teater, hvor hun i sin travlhed, stress, distraktion begyndte at efterlade halvt spiste madder rundt omkring i baglokalerne. Med så stor konsistens at hendes medspiller Blæs Buki efterhånden begyndte at spise de efterladte madder.

Natasja genoptog i 2004 realiseringen af sine musik-ambitioner efter i syv år have dedikeret sig til konkurrenceridning og det hårde hierarki omkring galop i Nordsjælland med alt, hvad det indbefattede af surt arbejde i staldene. Hun var 30, da hun kvittede det. Ingen tid at spilde. Få år tilbage af et liv, der blev fortæret grådigt, nærmest manisk. Fuldt blus på alle gryder. Som om hun vidste, at punktum ville ramme nådesløst tidligt. Og så måtte man altså have flere håndmadder i gang på én gang, selv om man ikke altid fik færdiggjort dem alle.

Natten inden Natasjas sidste rejse til Jamaica i 2007 skulle hun færdigindspille det sidste nummer til, hvad der skulle vise sig at blive hendes posthume nationale gennembrud I Danmark er jeg født. En coverversion af Anne Linnets Smuk og dejlig. Hun var i dårligt humør, vrissede af alle, drak for meget, kastede op, fik endelig med mindre end to timer til take-off indsunget vokalen. Da Cutter valgte en forkert afkørsel på vej til lufthavnen, erklærede hun grædende sit fulde had til sin faste hjælper, men nåede alligevel flyet med det yderste af fingerspidserne.

Hun havde tabt sig. Der blev drukket alt for meget, og der var masser af spritkørsel eller bare fartdæmoni for at komme hjem fra alt for udskejende efterfester eller for at nå umulige fly.

Alternative miljøer

De sidste år af Natasjas 32-årige liv er ikke overraskende de stærkeste passager i djen og journalisten Rasmus Poulsen og sangerinden og veninden Karen Mukupas lange biografi Natasja, der afholdes i et sindigt tempo med god tid til anekdotiske afstikkere. En biografi, der udbreder Natasjas liv med detaljens magt, når det kommer til venner og familier og husdyr, men også med en vis distance til hendes romantiske kvababbelser og ellers i tekster så eksplicitte sexliv. Og den åbner hovedstadens alternative miljøer, især Christiania, ikke mindst pushermiljøet, og reggae- og dancehall-kulturen, som Natasja færdedes så hjemmevant i.

Den er kronologisk fortalt og inddelt i voluminøse kapitler, som hendes liv også synes at have inddelt sig i: Barndom, Tidlig teenager, No Name Requested (hendes første seriøse musikprojekt, en duo med Karen Mukupa), Jockey, Musiker og efter hendes død: Ikon.

Indledningen og starten på den såkaldte Forhistorie spiller i hver sin tyvstart på vores viden om Natasjas død i et biluheld. Der bliver kørt halsbrækkende i bil på Jamaica i begge tilfælde. Mest velfungerende i sidste tilfælde, hvor den hasarderede bilkørsel viser sig at være i en film, som Natasjas mor, Kirstine Madsen, minsandten sad og så i Huset i Magstræde, København. Og hvor flere af hendes datters fremtidige musikalske samarbejdspartnere og venner Phase 5, Yo Akim og Pharfar også var tilstede. De var også alle tre med til at bære kisten med Natasja ud af Christianskirken mange år senere. Den slags er så fiktivt og perfekt manuskriptskrevet, at det kun kan forekomme i virkeligheden.

Terrængående

Natasjas far hedder Ahmed Saad og er fra Sudan. Og selv om han beskrives som en solid og velintegreret mand så endte det alligevel med, at hans hjemlands kønsroller blev for meget for Kirstine med nationens nyfortolkede kønsroller i blodet. I stedet trådte den noget mere transparente Leo og hans datter Julie til, og sammen indgik familien i et miljø af ressourcestærke, handlekraftige, selvorganiserende og politisk bevidste beboere på Islands Brygge, der blev Natasjas hjem lige til sin død.

Natasja viste sig at være en terrængående pige, som elskede heste, natur og børnemagt. Og hun gik i direkte uimponeret dialog med verden. Ja, som syvårig blev hun sendt alene til Sudan for at møde sin fædrene familie. Hun havde en seddel om halsen og blev hjulpet i transfer af stewardesser.

Og multikulturen gik hende hurtigt i blodet. Hun lærte arabisk i Sudan. Som barn læste hun Tolkien og lyttede til reggae på sin walkman, mens hun kørte i bumletog til sin nyindkøbte hest i Fredensborg. Noget af en kombi. Og hendes kærlighed til og indsigt i rastafari-kulturen voksede, mens hendes interesse for skole, skemaer, lektier nærmest var omvendt proportional med hendes alder.

I de tidlige teenageår dannede hun duoen No Name Requested med veninden Karen Mukupa. Natasja toastede på sit tillærte patois den egensindige jamaicanske udvikling af engelsk Mukupa rappede. Men deres evne til at sætte sig igennem i en mandsdomineret business stod ikke mål med deres evne til at feste igennem, så kapitlet om deres stræben handler i lige så høj grad om sjove møder, venskab, drenge, udskejelser i New York og en frustrerende kontrakt med Mega, som på fem år kun vred to singler af sig. Altså en klassisk historie om uforløste ambitioner og døre, der kun blev åbnet på klem.

Så hun droppede musikken. Op på hesten igen. I bogstaveligste forstand. Og ned igen. Alvorligt ned igen. Tidligt blev hun kastet af, fik sin hest ned over sig, brækkede hofte og bækken seks steder. Hun fik at vide, hun ikke ville komme til at gå igen. Hun endte alligevel med at vinde løb, men også med at gennemgå en længere depression samt løbe sur i og blive fyret fra, hvad der bliver beskrevet som en nådesløs udnyttelse af håbefulde ryttere i lære.

Ild i alle ender

Da hun som 30-årig vendte tilbage til sin sangstemme for fuld musik var det som solokunstner og i selskab med Søren, som hun kendte fra sin tid på Sølvgade Skole. Han kaldte og kalder sig Pharfar, og det var med ham ved pinden at hun lavede sine senere, bedste arbejder, ikke mindst albummet I Danmark er jeg født og nyklassikeren Gi mig Danmark tilbage, der genintroducerede protestsangen i Danmark. Og det var her i slutningen af hendes liv at hun brød igennem internationalt, i langt højere grad end nationalt, da hun vandt den prestigiøse jamaicanske talentkonkurrence Red Stripe/Irie FM Big Break i 2006. Som den første udlænding. Hvilket skaffede hende avisforsider på øen.

Natasja levede med jockeyafbrækket, der nærmest ligner en resignation til en barndomsdrøm i sus og dus. Og med ild i alle ender og kanter. I Karen Mukupas og Rasmus Poulsens biografi beskrives hun som et gavmildt, kærligt og givende menneske, som altid havde tid til mennesker, men alligevel også overmøblerede sit inklusive hjerte med indbyrdes udslettende lyster. Druk og fest over for musikalsk ambition og nære relationer. På et tidspunkt gik der 10 år uden en fast kæreste. Bofæller kom og gik. Rodet i lejligheden tårnede sig op. Hun kunne ikke sige fra, var konfliktsky og alligevel egensindig. Hun elskede dyr, mennesker, nærhed, men drak sig også væk.

Hun var beriget af, men også splittet mellem tre kulturer. »I Sudan er jeg en blegfis, og i Danmark det sorte får«, som hun toaster og på Jamaica en dark horse, en vinder mod alle odds, kunne man tilføje. Med en dansk mor, en sudanesisk far og en svær forelskelse i jamaicansk musikkultur var hun en tredelt dame, der kun i perioder formåede at holde det hele sammen med passion som lim.

Karen Mukupa og Rasmus Poulsen fortæller i indledningen, at de har forsøgt at »videreføre hendes åbenhjertighed og ærlighed, som konsekvent både imponerede og provokerede« i deres biografi. Det har de gjort i en nogle gange lige lovlig sludrende stil, hvor hovedpersonerne eksempelvis tager på besøg, spørger efter nogen, venter på dem. Og så kommer de minsandten. Det havde ikke skadet at rydde lidt op i trivialiteter og transport og få luget ud i de utallige anekdoter i den lange bog. Lige som der også kommer noget opremsende over de mange faktuelt fyldte koncertbeskrivelser.

Detaljer, detaljer

Men Natasja er samtidig et fint dokument over en modkulturel og moralsk dame, der ikke bøjede sig for hverken reggaens mangeårige status som uhip i Danmark eller den pornografiske trend blandt kvindelige toastere på Jamaica. Og Natasja er et dokument med et sundt politisk bevidst udsyn over et alternativt Danmark, især rastafariernes og christianitternes Danmark.

Så vi har fået en grundig biografi om Natasja. En velresearchet en af slagsen, som ud over de mange overflødige også har masser af vigtige detaljer med.

Eksempelvis da det fortælles at Damian der mistede kontrollen over bilen, som Natasja, Karen Mukupa og to venner var passagerer i kom ud med blod om munden fra skadestuen. Det viste sig senere, at det skyldtes, at han gav Natasja kunstigt åndedræt efter at lægerne havde givet op.

Da Karen Mukupa vågnede op på Jamaica i den forulykkede bil, var Natasja stadig i live. Og også da hun ankom til skadestuen, hvor hun udåndede. Døden omgås mere pragmatisk på Jamaica, og der er en hjerteskærende beskrivelse i biografien af, hvordan folk nysgerrigt opdagede, at det var den kendte toaster Natasja, der var død. Alt i mens Mukupa brød sammen.

Natasja bisættes i Christianskirken. »Unge og ældre danskere, afrikanere, jamaicanere, arabere, rastaer, hiphoppere, brede mænd med tatoveringer, hippier, jockeyer, musikere og journalister fylder bænkene,« som der står skrevet. Af multikultur er du kommet, til multikultur skal du blive.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu