Læsetid: 4 min.

Den svære proces

Det er godt at læse en politiker, som kan kunsten at tænke ud over sin egen næsetip og som har andre perspektiver end sin og sit partis magtudfoldelse. Som eksempelvis den tidligere tyske præsident Weizsäcker i sin nye bog om Tysklands vej mod enhed
23. januar 2010

De er åbenbart temmelig seje, de store gamle tyske politikere. Helmut Schmidt er med sine 91 år stadig en aktiv debattør, og den tidligere præsident Richard von Weizsäcker på snart 90 ligger for tiden på bestsellerlisterne med sin nyeste bog om processen, der førte frem til den tyske enhed. Som Berlins borgmester fra 81 til 84 og som præsident for Vesttyskland og senere for det genforenede Tyskland var han i årene 84 til 94 med i forreste række under efterkrigstidens mest betydningsfulde udvikling i Tyskland og Europa.

Statsmand

Weizsäcker er således mere end blot en almindelig politiker med interesse for at fremme sit eget partis standpunkter. Han er snarere en af det 20. århundreds store europæiske statsmænd, og i den klasse spiller partitilhørsforhold ikke den afgørende rolle. Derfor generer det heller ikke Weizsäcker at rose en række fremtrædende socialdemokrater (bl.a. Brandt, Egon Bahr og ikke mindst hans gode ven Helmut Schmidt). En noget mindre positiv holdning indtager Weizsäcker over for sin partifælle, den tidligere kansler Kohl, hvis udenrigspolitiske evner han ikke er en stor beundrer af. Det var Kohl, minder Weizsäcker om, som engang beroligede amerikanerne med, at en mand som Gorbatjov skulle man ikke være så nervøs for, selv om han havde en retorik, der mindede om Goebbels.

Weizsäckers rolige og næsten afdæmpede stil virker meget saglig, om end den til tider også er så diplomatisk tilbageholdende, at man kan savne lidt mere tydelighed. Eksempelvis om Tyrkiets optagelse i EU hedder det, at »det vil vise sig«, og det er jo en ret risikofri sætning. Bogen er dog ikke så meget en kommentar til den nutidige og fremtidige politiske situation, selv om det aspekt også er med. Først og fremmest er den en personlig skildring af den lange udvikling, som førte til murens fald og af årene efter med den lange og besværlige genopbygning af det, som nogen vil hævde, tyskerne endnu har til gode; den indre enhed, en ægte forening af øst og vest.

Kirkernes rolle

En af de faktorer, som ifølge Weizsäcker spillede en meget vigtig rolle i udviklingen, var den tyske kirke på begge sider af jerntæppet. Også efter murens bygning var der tætte forbindelser mellem de to kirker i øst og vest. I 1982 begyndte Nikolajkirken i Leipzig en række fredsandagter, som efterhånden fortsatte som demonstrationer hver mandag. I 89 voksede antallet af deltagere markant, og den 9. oktober deltog 70.000. Den dag »holdt vi vejret«, for alle frygtede, at der nu ville blive slået brutalt ned på demonstranterne. Men »trods udtrykkelig anmodning fra sikkerhedsmyndighederne i DDR blev det sovjetiske militær på Moskvas ordre i deres kaserner« og dermed blev dagen til »et afgørende gennembrud i den fredelige revolution«. »Vi er folket« og »ingen vold« var slagordene. DDR-kirkernes rolle, skriver Weizsäcker, var af uerstattelig værdi, og man leder forgæves efter udsagn om, at religion skal fjernes fra det offentlige rum eller at religion og politik skal holdes skarpt adskilt.

I bogen finder man også den tale, som Weizsäcker holdt den 3. oktober 1990: den første dag med den tyske enhed.

Den svære kunst at dele

Talen hører til blandt de største, der er holdt i det europæiske politiske rum i det 20. århundred. Den er udtryk for det håb, der tegnede sig for fremtiden, og samtidig en afstandtagen til de mere eller mindre tomme løfter om nemme overgange og hurtig vækst i det gamle DDR, som nogle politikere, ikke mindst fra Weizsäckers eget parti, strøede omkring sig. Den er visionær og realistisk på én gang.

»At forenes indebærer at lære at dele,« sagde han. Den svære kunst har vist sig at være en af de store forhindringer for overvindelsen af kløften mellem øst og vest. En anden forhindring har været skuffelsen over, at det for det gamle DDR tog mere end den af blandt andet Kohl lovede tid at komme på økonomisk omgangshøjde med den vestlige del. Frem for det blomstrende landskab, som Kohl tegnede, skulle man, skriver Weizsäcker et andet sted i bogen, have holdt en blod-sved-og-tårer tale med klar angivelse af, at det ville komme til at koste at slå de to lande sammen.

Det er utrolig velgørende at læse om politik på det her plan. Måske fordi det er så fraværende på vore egne hjemlige breddegrader, hvor spin og leflen for laveste fællesnævner og instinkter synes at være det altdominerende. Det kan man blive enten modløs eller kampklar af, alt efter temperament. Uanset tilstanden er det godt at læse en politiker, som kan kunsten at tænke ud over sin egen næsetip og som har andre perspektiver end sin og sit partis magtudfoldelse. Det er udtryk for ægte politisk realitetssans at indse, at det kun er de visionære indstillinger som dem en Weizsäcker kan formidle, som skaber bæredygtige politiske beslutninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu