Hvis Hitler og DDR ikke havde fået gjort kål på Berlins overklasse, så ville den have været samlet til stede i søndags i Neue Nationalgalerie. Det er et af Berlins smukkeste bygningsværker, tegnet af arkitekten Mies van der Rohe og opført i 1961. Mindre synes heller ikke godt nok til et arrangement, der har en stjerne af denne kaliber som hovedtaler.
Norman Foster, eller Baron Foster of Thames Bank, som hans officielle navn og titel lyder, er kommet for at tale ved arrangementet The Future of Cinema(s).
Da den 74-årige Foster træder op på talerstolen i grå jakke og sort rullekrave med en fysik som en græsk gud (han løber stadig cross country skimaraton på sine langrendsski) og sit skaldede hoved med det karakteristiske underbid, er det som at se en personificering af van der Rohes bygning i stål og glas: Elegant og samtidig med en betydelig tyngde.
Megastar i Berlin
Egentlig tegnede Mies bygningen i 1950erne. Den skulle ligge i byen Santiago de Cuba og være hovedkvarter for spiritusproducenten Bacardi. Men en revolution kom i vejen, så i stedet for at ende i Cuba og dér dufte af rom, røg den til Berlin og blev fyldt med kunst.
At Norman Foster er en megastar i Berlin, har sin naturlige forklaring. I 1999 fik den tyske Rigsdag, der havde været kuppelløs siden bombardementerne af Berlin under Anden Verdenskrig, toppen tilbage.
Det er Norman Foster, der har tegnet den nye kuppel, og den er i dag Berlins mest besøgte attraktion med 8.000 besøgende hver eneste dag året rundt.
Men den er ikke bare det. Som Foster siger i dokumentarfilmen How Much Does Your Building Weigh, Mr. Foster?, der bliver vist på Berlinalen, og som handler om ham selv: »Den er ikke kun et symbol på byen, men er blevet et symbol på det genforenede Tyskland. Jeg ville på ingen måde medvirke til at genskabe noget fra kejsertiden. I stedet er det lykkedes mig at lave en kuppel, der genspejler sol og skygger, og hvor de besøgende nærmest går en processionsvej på vej mod toppen.«
Emblematisk ikonisk
Denne søndag hedder hans foredrag Back to the Future?, og Foster indleder med at sige, at han har en stor lidenskab for film uden at være ekspert.
»Jeg voksede op i et arbejderklassekvarter i Manchester, og i min barndom var biografen symbolet på en ekstraordinær verden,« siger han og viser os et billede fra sin barndoms biograf, der hed Regal Cinema og lå i Levenshulme i Manchester.
Den er opført i 1937 og minder i sin funktionalistiske skønhed en del om Arne Jacobsens Bellevue Teater, der er fra 1936. Foster mindes de ritualer, der hørte med til at gå i biografen, da han var barn.
»Det var ikke bare det, at alle stod op og sang »God Save the King«, når filmen sluttede. Det var også, at man blev fulgt hen til sin plads, som man i dag kun gør i operaen eller til nød i teatret. Det var emblematisk ikonisk. Det var en ekstraordinær bygning i ordinære omgivelser,« siger Norman Foster og tilføjer, at kun én af hans barndoms fire biografer overlevede.
»Som bingohal. Men den har ikke-rygerforbundet sikkert også fået taget livet af.«
Biografens guldalder
For arkitekten er filmens guldalder perioden fra 1920-30erne og frem til 1950erne.
»Vi gik i biografen lørdag morgen. De tidlige film som Fritz Langs Metropolis fra 1927 eller Jens Lyn fra 1936 var jo nærmest profetiske. Megabyer som Langs begynder vi jo først for alvor at se i dag,« siger Foster og nævner Just Imagine fra 1930, You Only Live Twice fra 1967 og Blade Runner fra 1982 som særligt fremsynede film.
Som eksempler på biografer fra en æra med grand design viser Foster os billeder af Graumans Chinese Thea-tre (Hollywood, 1927) og Titania Palast (Berlin, 1928). Et billede forestiller Showcase Cinema Multiplex i byen Winnersch i Berkshire i det sydlige England. Den er opført i 1990erne og ligner en drive in fast food-restaurant.
Fosters eneste kommentar lyder:
»Hvorfor i alverden skulle man have lyst til at gå derhen?«
Herefter kommer et billede af Empire på Leicester Square fra 1928. Den ligger i London.
»Dengang var der 3.000 tilskuerpladser og et orgel. I dag er den bygget om til en mængde små kasser med en masse kafkaske blindgyder,« siger Foster.
Frygt og fugleperspektiv
Et hurtigtog toner dernæst frem på lærredet. Det er et Burlington Zephyr fra 1934.
»At køre med tog er en meget civiliseret måde at rejse på,« siger Foster og viser med en graf, hvordan antallet af biler er steget, samtidig med at antallet af biografer og togrejsende er faldet. Han behøver ikke at sige mere, efter at han har illustreret det med et fotografi fra check-in i Heathrow Lufthavn i London og en motorvejskø på noget, der hedder M-28, og som man håber, man aldrig kommer til at befinde sig på.
Det er ikke, fordi den engelske lord er bange for fremtiden. For eksempel mener han ikke, at iPhone som fremtidens minibiograflærred vil fremskynde biografens død. Manden ved siden af Information hiver straks sin iPhone op ad lommen og stirrer bekymret på den, som om han er bange for, at Norman Foster skal få den til at forsvinde for øjnene af ham.
Det er heller ikke, fordi Norman Foster er imod flyvning som sådan. Han aftjente sin værnepligt hos Royal Air Force, og i dokumentarfilmen om ham, der er en spansk produktion instrueret af Noberto López Amado, ser vi ham ofte flyve sin privatjet og sit svævefly.
Fugleperspektivet bliver også brugt til at vise hans værker. Millau Viaduct i Frankrig, Swiss Re Headquarters i London eller Hearst Building i New York, der skulle være så grøn som mulig, og derfor for 80 procents vedkommende er lavet af genbrugsstål. Det falder dem alle ret naturligt at blive vist på filmens store lærred.
Fremtidens biograf
Den første tegning, han kan huske, at han lavede, var af en flyvemaskine.
»Jeg kan stadig huske glæden ved at tegne den,« siger Norman Foster, der altid tegner. Med venstre hånd. I hans bil ligger blokke, hvis noget skulle falde ham ind. Det er den måde, han tænker på.
Foster viser os et billede af The Winspear Opera House, Dallas, der blev indviet sidste år, og som Foster and Partners har tegnet. Det er glas, masser af glas. Foster understreger vigtigheden af, at folk kan se ind, se hvad der foregår, blive inspireret. Og man kan ikke lade være med at tænke på Operaen i København. Og den stakkels Henning Larsen, der vist nok engang havde samme vision.
Det samme gælder for fremtidens biografer, mener Foster og viser sit sidste billede. En tegning med et hjerte i midten, det er jo Valentins Dag. Her står Destination med undertitlen Wow!, og Foster definerer det som »stedet, man har lyst til at gå hen.«
Rundt om står ord som urbanisering, bæredygtighed, tilgængelighed, fleksibilitet og social. Alt sammen krav til fremtidens biograf. Fremtidens biograf er nemlig ikke kun biograf, men et mødested med foredrag og andre kulturelle begivenheder, mener Norman Foster.
»Du får, hvad du efterspørger. Og hvis du ikke efterspørger noget som forbruger, så får du ikke noget,« siger han.
