Bortvisningen er den ultimative afmagt

En decemberaften sidste år mødtes fire 14-årige drenge for at spille kort. De inviterede en pige fra klassen, hun kom op, de spillede videre, men på et tidspunkt gik det galt. Drengene begyndte at kilde hende, mens de holdt hende fast på gulvet. De trak trøjen op over hovedet på hende, de trak bukserne ned, og så tog de billeder og filmede det hele med deres mobiltelefoner. Billeder, som de efterfølgende sendte videre til deres venner. Det, der begyndte som en kildeleg, var endt som blufærdighedskrænkelse. Sådan lød sigtelsen fra politiet:

»De forklarede, at de lod sig rive med af situationen. De kunne godt se, at den omvendte situation ikke ville være rar. Hvis nogen havde taget tøjet af dem, taget billeder af det og sendt billederne til andre,« fortæller vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi til lokalavisen Villabyerne.

Tiltalen mod de fire drenge blev frafaldet, fordi de var under den kriminelle lavalder. Alligevel fik de deres straf. Da klassen mødtes igen efter juleferien, manglede de fire. De var nemlig blevet bortvist fra Skovshoved Skole.

Bortvisning er en straf, der er blevet mere og mere almindelig, lyder vurderingen fra skoleledernes formand, Anders Balle. Der har da også været en række sager fremme i medierne de seneste år. Den mest kendte er pedo-sagen fra Helsingør i 2008, hvor en 11-årig beskyldte sin lærer på chatroomet Arto for at være pædofil. Eleven blev bortvist og selv om bortvisningen senere blev ændret, og eleven kunne nøjes med at begynde i en anden klasse på samme skole, gik undervisningsminister Bertel Haarder dengang ud og sagde, at skolelederne skulle have øgede beføjelser til at kunne bortvise elever. I maj 2008 tissede en 9.-klasses elev på Amager Lilleskole i en el-koger og blev bortvist. I november samme år blev en 14-årig elev bortvist fra Humlehaveskolen i Odense, fordi han og tre andre drenge havde overfaldet to piger på et isstadion. Der havde været problemer med ham gennem længere tid, lød begrundelsen for bortvisningen. Og i marts 2009 blev to af de ældre elever fra Vejgaard Østre Skole i Aalborg bortvist i en begrænset tidsperiode, fordi de havde oprettet en hadegruppe på Facebook rettet mod en klassekammerat.

»Den mest ultimative sanktion er en bortvisning. Det er mit klare indtryk, at bortvisningen er en sanktionsmulighed, der i stigende grad bliver brugt blandt skolelederne,« siger Anders Balle, formanden for Skolelederne og påpeger, at han ikke taler om de konkrete sager, der har været i medierne.

I foråret 2009 vedtog Folketinget da også at udvide skolelederes ledelsesrum, så de kan flytte elever til andre skoler uden forældrenes samtykke.

Magt og afmagt

Anders Balle fremhæver, at skolelederne selvfølgelig skal passe på med at devaluere sanktionsmuligheden ved at bruge den for ofte.

»Men selvfølgelig skal den være en mulighed. Hvis en elev har opført sig så grænseoverskridende eller har været voldelig over for en lærer eller over for sine kammerater, så skal det være en mulighed. Et offer skal ikke møde sin gerningsmand igen på skolens gange. Der, hvor det går ud over andre, hvor det kan skade andres liv, helbred og gode skolegang, og hvor vi vurderer, at det kan skade det psykiske arbejdsmiljø for lærerne og kammeraterne. Så skal de væk,« siger Anders Balle og forklarer sin holdning med, at skolerne i de senere år har oplevet grovere og grovere opførsel fra elevernes side.

»Noget, vi oplever i langt højere grad end tidligere, er vold og trusler mod lærere. Det er selvfølgelig også blevet langt mere synligt i kraft af de elektroniske medier, hvor de eksempelvis kan hænge en lærer ud som pædofil.«

At bortvise en elev er det yderste virkemiddel, en skoleleder har for at sikre muligheden for undervisning for elever og lærere. Fra en skoleleders side handler det om at tage ansvaret for at sikre en skole, hvor lærere og elever kan være, og hvor der kan finde undervisning sted. Men samtidig er bortvisning den totale fallit i forhold til den elev, der bortvises, mener Hanne Knudsen, der er adjunkt på Institut for Læring ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Hun har analyseret samtaler på kontoret med elever, der er problemer omkring. Samtalerne har bortvisningen som mulig udgang.

»Det er tilsyneladende en stærk magtudøvelse, når elever skal underkaste sig lederens autoritet og gøre, som der bliver sagt. I virkeligheden balancerer disse samtaler på kanten af afmagt, fordi lederen ikke har flere midler, hvis eleven afviser at gøre, som det bliver sagt. Bortset fra at bortvise eleven.«

Hanne Knudsen giver et eksempel fra en dansk folkeskole, hvor en leder bad en elev tage huen af.

Det gjorde eleven, men tog den på igen umiddelbart efter samtalen. Lederen fik markeret, at hun har autoriteten til at bestemme over eleven og elevens hue. Men hun mistede muligheden for at få eleven til frivilligt at tage huen af, fordi lederen ikke for eksempel spurgte eleven, hvorfor han havde hue på: »Det samme gælder, når man bortviser elever, så er man ikke inde og have fat i, hvordan eleven forstår verden, man er ikke inde og styre på elevens handlinger eller opfattelser. Man markerer bare, at det er på skolelederens kontor, at autoriteten ligger,« siger Hanne Knudsen og påpeger, at en langt mere magtfuld måde at henvende sig til de elever, skolen har svært ved at rumme, på, er eksempelvis de så kaldte familieklasser, hvor eleven og elevens forældre bliver inviteret en formiddag om ugen, hvor man underviser forældrene i at være forældre.

»Her åbner man for spørgsmål, hvor forskellige opfattelser kan være legitime. Man spørger ind til, hvordan oplevede du det selv, da du råbte fucking luder til læreren, eller hvad tænkte du, da du kom op at skændes med din sidekammerat. Man prøver at få eleverne til selv at komme med en fortolkning eller udlægning af en begivenhed for at få dem til at blive refleksive i forhold til, hvordan de kunne have gjort det bedre. På den måde er det en mere blød, men også en mere magtfuld form for samtale, fordi den får forældre og elever til at udvikle sig selv ud fra nogle præmisser, der handler om, at man skal indgå i positive relationer.«

Sidste udvej

Problemet er bare, mener Anders Balle og bakkes op af professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Niels Egelund, at bortvisning ikke er noget, en skoleleder griber til for sjov. Det er ikke den nemme løsning, men allersidste udvej, når alt andet er prøvet.

»Inden man når dertil, vil de her børn have alle mulige symptomer på problemer, måske allerede helt ned fra børnehaveklassen, som man har prøvet at gøre noget ved,« siger Niels Egelund, der ikke kan lade være med at sammenligne det øgede antal bortvisninger med en øget forråelse blandt børn og unge.

»Vi oplever på alle måder en forråelse. Det ser vi også på den stigende udskilning til de mere alvorlige former for specialundervisning på grund af adfærds- kontakt og trivselsproblemer det antal er steget med 300 procent siden 1980. At en pige stikker en klassekammerat med en kniv, som vi hørte om for nylig, har vi aldrig set før,« siger Niels Egelund, der påpeger, at eleverne på den ene side er blevet sværere. På den anden side er skolen samtidig blevet mindre tolerant i takt med, at eleverne er blevet vanskeligere.

»For 10 år siden var problemer af denne art blevet mødt med forståelse, i dag er der nogle adfærdsmæssige regler og rammer, og hvis man ikke overholder dem, så har det altså en konsekvens. For 13-14 år siden var der stort set ingen skoler, der havde ordensregler. I dag har de det alle sammen, og det er der en god grund til. Vi ser det endda helt ned til børnehaveklassealderen, at elever er voldelige over for deres lærere,« siger Niels Egelund.

Men når man bortviser en elev i en kortere eller længere periode, handler det i virkeligheden om, at man mener, at børnene godt ved, hvad de har gjort forkert: De kan sagtens opføre sig ordentligt, det vil de bare ikke, og derfor kan man godt tillade sig at straffe dem. Det mener Søren Langager, lektor på Institut for Pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

»Og derfor kan man bortvise eleven, der så sidder derhjemme i et par dage og tænker over, hvad han eller hun har gjort galt. Og når vedkommende så vender tilbage til skolen, så opfører han sig ordentligt. Man arbejder med en grundlæggende ide om, at eleven ved, hvad han eller hun har gjort forkert,« siger Søren Langager, der mener, at skolen i stigende grad handler om nultolerance, handlekraft og konsekvens. Det ser man både på lovgivningen, men også i hele diskussionen om folkeskolen.

»Den tænkning sniger sig ind helt i småbørnsalderen, og det er et nyt billede. Tidligere sagde man, at der var behov for hjælp, støtte, specialundervisning, psykolog og så videre. I dag lægger skolepolitikken op til øget brug af bortvisning,« siger han og påpeger, at skolen har de børn, der er i samfundet. Hvis der er en øget råhed og en større skare af anderledes vanskelige børn, så er det den udfordring, skolen står overfor.

»Da nytter det ikke at sige, at vi giver op: Vi vil ikke have samfundets børn eller vi vil kun have nogle af dem. Man kan ikke bare sige, at så bortviser vi dig og dig, og så har vi ikke flere problemer,« siger Søren Langager, der mener, at grunden til en øget brug af bortvisning handler om en lavere tolerancetærskel i skolerne, der dybest set handler om de fagmål, lærerne skal opfylde.

»Det kan ikke lade sig gøre for en lærer at opfylde de meget forskelligrettede forventninger, der er på én gang. Der skal være orden og disciplin og samtidig er der et stærkt fokus på fælles mål og klare fagmål. Konsekvensen er, at acceptabel elevadfærd bliver det, man fokuserer på. Det vil sige, at bare de er i stand til at opføre sig ordentligt i klasseværelset, så er deres tilstedeværelse accepteret og så må vi håbe, at de lærer noget.«

For hurtig proces

Men i Gentofte Kommune er der opstået konflikt om bortvisningen af de fire ottendeklasseselever fra Skovshoved Skole. Sagen har affødt heftig debat i lokalavisen Villabyerne. Tre af drengenes forældre har accepteret beslutningen, mens den fjerde drengs mor har tænkt sig at sagsøge kommunen. Kommunalbestyrelsen bakker op om beslutningen, men de radikale i Gentofte vil have sagen kulegravet.

»Ud fra de oplysninger vi har, så synes vi, at man har været meget hurtigt til at trykke på bortvisningsknappen, og man har været meget voldsom i sine udtalelser om sagen. Det er håndteringen af sagen, vi kritiserer,« siger Marie-Louise Andreassen fra Det Radikale Venstre og påpeger, at man må ty til bortvisning i sidste instans. Men så er der også tale om allersidste instans.

»Jeg anerkender, at der er tilfælde, hvor man ikke kan ty til andre metoder. Men det er et meget voldsomt indgreb at hive børn ud af fællesskabet. Jeg mener, man kan komme langt med dialog,« siger Marie-Louise Andreassen.

Hverken Skovshoved Skole eller Gentofte Kommune vil kommentere sagen, men kommunen mener, at man har handlet, som man skulle.