Læsetid: 5 min.

Er dialog og sækularisme modsætninger?

Hvad man kan lære af en kikset pristildeling til Irans tidligere præsident
Dialog. Modtageren af Aarhus Universitets 'Global Dialogue Prize', skulle oprindelig have delt den med Irans tidligere præsident Khatami (foto). Sagen har kastet et interessant lys over, hvilket forhold 'dialog' har til sækularisme.

Dialog. Modtageren af Aarhus Universitets 'Global Dialogue Prize', skulle oprindelig have delt den med Irans tidligere præsident Khatami (foto). Sagen har kastet et interessant lys over, hvilket forhold 'dialog' har til sækularisme.

13. februar 2010

Nu fik den fredsommelige sækularist Daryush Shayegan så Aarhus Universitets såkaldte Global Dialogue Prize. Oprindelig skulle han have delt den med Irans tidligere præsident Khatami hvilket en del iagttagere protesterede imod. Kort før prisuddelingen sidst i januar trak Khatami sig, uvist af hvilken grund om han ikke kunne få udrejsetilladelse, om han var blevet anmodet af priskomiteen eller andre om at trække sig, eller om han selv anså det for ikke at være politisk opportunt, det hensvæver i det dunkle.

Men sagen har kastet et interessant lys over hvad det efterhånden slidte ord dialog egentlig betyder, og hvilket forhold dialog har til sækularismen.

Jeg undrede mig i første omgang over, at priskomiteen bag Global Dialogue Prize var helt ude af stand til at forklare, hvorfor man ville give Khatami prisen. Nogle af personerne bag prisen pegede på hans politiske indsats, andre på den politiske indsats, han ikke fik gjort som Irans præsident, og atter andre hævdede, at prisen overhovedet ikke var politisk, men alene skulle gives for hans akademiske indsats. Kigger man imidlertid på hvad Khatami faktisk selv siger, får man imidlertid en ide om hvorfor han skulle have prisen. Både i sine berømte FN-taler og i sin akademiske essayistik kredser han om Dialog mellem civilisationer. Det lyder jo kønt, men inden man når at knibe en tåre, snubler man over hans definition af dialog. Dialogen er »essentielt hellig og spirituel«, og dialogen skal derfor vende sig imod modernitet og sækularisme. Vesten er »faustisk-cartesiansk« og skal derfor modarbejdes af dialogen. Khatami gentager sådanne ting igen og igen. Der er ingen tvivl om, at der er visse parter, der slet ikke skal deltage i dialogen sækularister. Det er kun religioner, der skal deltage og religionskritik er helt udelukket fra dialogen.

Dialog

Denne opfattelse af dialog er så udbredt, at man efterhånden bliver nødt til at slå sin shit-detector til, når man hører ordet dialog. Et af de steder, denne dialogopfattelse også er udbredt, er i priskomiteen bag Global Dialogue Prize, hvor man finder den både hos prisens ophavsmand Jesper Garsdal og hos fremstående medlemmer af priskomiteen såsom Mark Sedgwick og Abdolkarim Soroush. > Nogle af komiteens medlemmer er endog inspireret af den mærkelige højrefløjsstrømning traditionalisme fra 20erne og dens lignende opfattelse af dialog. Jeg gættede derfor på, at den reelle grund til at komiteen ville prise Khatami er, at man er enig i hans opfattelse af dialog som noget vendt imod den moderne verden, imod demokrati og imod sækularisme, som beskrevet i Weekendavisen den 15. januar.

Denne analyse af komiteens motivationer fremkaldte naturligvis modsvar. Mark Sedgwick og Jacob Skovgaard-Petersen fremførte i Weekendavisen en uge senere forskellige indvendinger mod min undersøgelse af komiteen.

Sedgwick forsøger at føre krigen over i fjendens lejr efter det man siger er man selv-princippet. Han hævder, at jeg på min side kræver spiritualitet udelukket fra dialog. Det er ikke sandt. Jeg er tilhænger af ytringsfrihed og kræver ikke bestemte synspunkter udelukket fra at ytre sig. Tværtimod synes jeg, man skal tale frit og ikke hemmeligholde sine motivationer.

Demokratisk tradition

Skovgaard er anerkendt som kender af Mellemøsten, og jeg har selv haft glæde af hans indsigt på feltet. Man kunne ønske han udstrakte sin viden til også at omfatte Vesten. Så ville han næppe udvise forståelse for Khatamis ide om at udgrænse sækularister fra dialogen.

Over for Sedgwicks og Skovgaards afvisning af sækularisme er der måske i det hele taget grund til at minde om, hvad det egentlig er den går ud på. Sækularisme er jo den politiske doktrin, at staten skal være neutral i religiøse anliggender. I Vesten er denne ide blevet udmøntet på forskellig vis ved adskillelse af stat og kirke som i USA, Frankrig, Sverige, eller ved at opretholde en statskirke fjernet fra politisk indflydelse som i England og Danmark. Sækularismen er et helt centralt træk i den demokratiske tradition, der har ført til udviklingen af den moderne verden. Ja, måske udgør den det allermest centrale punkt i oplysningens opgør med de absolutistiske og klerikalt styrede stater, der også prægede Vesten ind til langt op i 1800-tallet. Derfor er sækularismen ikke noget, man bare sådan lige kan skyde til side for dialogens skyld, sådan som Sedgwick og Skovgaard med Khatami synes at antage. Tværtimod og det burde jo faktisk interessere de troende er sækularisme den eneste kendte politiske model, der tilbyder reel religionsfrihed. Religionsfrihed er jo ofte noget, der ikke bekymrer medlemmerne af en majoritetsreligion, såsom Khatami, under hvis styre anderledes troende i Iran blev hårdt forfulgt (og her mener jeg rigtigt >forfulgt, med fængsling, vold, mord der blev ikke bare tegnet karikaturer af dem). Kristne, jøder, sunnimuslimer, ateister og især bahaier blev skånselsløst forfulgt under Khatami der til og med som præsident åbent indrømmede indespærringen af anderledes troende: »Sandelig har vi politiske fanger. Der er folk i fængsel for deres tro.«

I modsætning til Shayegan, der heldigvis endte med at få Global Dialogue Price, er Khatami imidlertid uforbederlig antisækularist. Det ser man aktuelt, hvor der fremstår en en stærk strømning af secular greens i Reformbevægelsen i Iran (www.seculargreens.com). Imod dem udtalte Khatami så sent som for et par uger siden, at »Sækularismen er fjern fra vor religion og kultur«, og tilføjede, at udenlandske agenter står bag sækularismen i Iran. I iransk sammenhæng er dette naturligvis ensbetydende med at kræve disse personers anholdelse, endda liv. Religionsfrihed og sækularisme optager altså på ingen måde Khatami.

Teologisk anliggende

Men religionsfrihed burde ærlig talt optage Khatamis religionsglade dialogpartnere i Global Dialogue Prize. I stedet finder man en komite, der priser Khatamis ide om at dialogen kun er mulig, hvis den er hellig og spirituel og udelukker sækularisme og modernitet. Og det er langt fra det eneste sted, hvor man finder denne mærkværdige opfattelse af dialog som noget, der er vendt imod sækularisme. Det er også vidt udbredt >i FN, f.eks. i initiativet Alliance of Civilizations inspireret af Khatami.

Men det er ikke bare et konservativt synspunkt, det er et synspunkt, der er reaktionært i den reneste brug af ordet det er et synspunkt der vil tilbage til verden før oplysningen, til en tid, hvor politik var et teologisk anliggende. Vi burde ikke have glemt rædslerne i tiden før sækularismen. I Danmark skal vi trods alt kun halvandet hundrede år tilbage før vi er i en tid, hvor politik og teologi var uadskillelige karakteristisk nok en tid uden religionsfrihed og uden ytringsfrihed.

At dialog og sækularisme virkelig skulle være modsætninger, sådan som Khatami og hans danske beundrere i Global Dialogue Prize antager, er naturligvis ikke sandt. Tværtimod er det først, når man har sækularisme, at man virkelig har frihed til at føre dialog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For år tilbage forekom inden for den religiøse debat begrebet 'sækularisering' at henvise til verdsliggørelse af kristendommen.

Men for (a)gnostikeren betyder sekularisering (sækularisme) overgangen fra en kultur til den næste, altså en kulturel nedbrydning og opbygning. Derfor er sekularisering ensbetydende med dialog (der også har været velkendt i forsøgene på samtale mellem konfessionerne), selv om dialog angår andet end sekularisering.
Den endnu betydningsfulde sekularisering fandt sted, da kristendommen trængte ind i den hellenske og den romerske kultur for at opbygge sin egen "kultur". Dialogen er endnu ikke forbi efter 14-1500 år.
Apologeterne krævede religions- og ytringsfrihed i romerriget, hvilke de kristne kunne erindre sig i dag under deres fremfærd (korstog) mod muslimer, hvorfra de selv kom. Logos blev til Jesus, og Jesus til logos, men for (a)gnostikeren er derfor tale om at fastholde eller tilbageføre kulturen, hvilket gav anledning til oplysningstiden, men også havde stærke afsæt i middelalderen.