Den filosofiske superstjernes fald for egen pen

Som ingen anden nulevende fransk filosof forstår den 61-årige Bernhard-Henri Lévy at sætte sig på magasinforsider og sendeflader. Sådan er det hver gang BHL den flotte fyr er så allestedsnærværende i offentligheden, at han nu blot benævnes med sine initialer udgiver bare den mindste pamflet. I denne måned har han udgivet to, hvad der nødvendigvis må give anledning til strømme af personlige interviews og profileringer.

Rituelt er naturligvis også raseriudbruddene hos toneangivende intellektuelle rivaler, hovedsagelig venstreintellektuelle. Hvor dumme kan medierne dog være, at de ustandselig hopper på BHLs promoveringsnumre, og hvor upassende og naragtigt er det ikke at bevilge så rigelig taletid til denne rigmandssøn, som efter deres opfattelse er en åndelig letvægter et oppustet mediefænomen uden filosofisk lødighed, der skygger for de mere seriøse tænkere af større originalitet.

De rituelle raseriudbrud bliver stadig mere hadefulde, selv om ingen af de ophidsede ser ud til at have blik for, at alt, hvad de opnår med deres udladninger, er at bidrage yderligere til BHLs ubestridelige pr-succes.

Med buskerne nede

Men denne gang var der en tvist ved rutinen, som gjorde, at BHLs fjender kunne bryde ud i skadefrydefuld skoggerlatter: Den selvbevidste BHL har for en gangs skyld gjort sig ubehjælpeligt til grin og udstillet en grad af åndelig forsømmelse, som det kun er alt for fristende at udlægge som symptomatisk. Komisk er det om man vil købe den perfide udlægning eller ej.

Hvori består fadæsen? Jo, i den ene af sine nye bøger, De la Guerre en Philosophie (Om krig i filosofien) citerer BHL en vis Jean-Baptiste Botul, filosof og forfatter til værket Immanuel Kants seksualliv, med akklamation. »Botul viste neokantianerne, at deres helt, den såkaldte vismand fra Königsberg, filosoffen uden liv og krop par excellence, var en falsk abstraktion, en kun tilsyneladende ren ånd.« I sin bog søger BHL nemlig at finde en tredje vej imellem den rent spekulative filosofi som hos Kant og den revolutionære filosofi som hos Marx »for at berede vejen for en verden, hvor umenneskeligheden ikke får det sidste ord.«

Men hvem er så denne Jean-Baptiste Botul, som BHL er så glad for, at han har citeret ham adskillige gange i foredrag for studerende? Jo, slår man op på Wikipedia, fremgår det, at Botul blev født i 1896 i Aude, at han omgikkes samtidige navne som Marthe Richard og Simone de Beavoir og afholdt en række berømte konferencer om Kant i Paraguay i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig.«

Nu er sagen imidlertid den, at Botul er en ren fupidentitet: Manden har aldrig eksisteret, hvilket ifølge Le Nouvel Observateur har været velkendt i årevis og afsløret vidt og bredt på internettet. Botul er et ganske avanceret stykke svindel, for hans værk om Kants sekualliv eksisterer rigtignok det blev udgivet på forlaget Éditions de Minuit i 1999, men bag dette bedrageriske nom de plume finder vi en mand ved navn Frédéric Pagès, der nok er magister i filosofi, men ellers slår sine folder som journalist på den satiriske ugeavis, Le Canard Enchaîné.

BHL gik altså lige i fælden, og latteren vil ingen ende tage. Tænk, at den berømte filosof ikke ulejliger sig med at tjekke sine kilder.

En troværdig spøg

Andre lod sig dog også dupere af Botul, da bogen om Kants angiveligt udmærkede forhold til kvinder (der også handler om hans melankoli, syn på selvmordet, det sublime og det obskøne (der er to sider af samme sag). Og heller ikke denne avis dengang begejstrede anmelder var klar over, at Pagès var penneføreren.

Hvad BHL angår, er han mand nok til at tage affæren med et smil. I sin ugentlige klumme, Bloc-notes, i Le Point, kalder han bedraget for »en brillant og meget troværdig spøg. Tillykke til kunstneren, der stod bag. Jeg føler nærmest en slags vellyst over at være gået i fælden og være hoppet på en så velturneret mystifikation.«

Tilbage til de franske intellektuelles had-kærlighedsforhold til BHL. Om grunden til at han er blevet Frankrigs »mest afskyede dandy« har Renaud Girard en række interessante betragtninger om i Le Figaro. »Hvad skyldes jalousien og den maniske afsky? Har BHL måske på et eller andet tidspunkt gjort sig i skyld i en uoprettelig intellektuel forbrydelse? Har han forsyndet sig imod moralen eller sit lands højeste interesse? Lad mig vove en forklaring. I dette rationelle og korporativistiske land, som Frankrig er, har BHL den store fejl, at han ikke kan indpasses i nogen bås. Han breder sig ud over dem alle. Han filosoferer uden at være professor, fører politik uden at være valgt, skriver reportager uden at være journalist,og bedriver diplomati uden at være fra Quai dOrsay (den franske udenrigstjeneste, red.). Uden at frygte for genreforvirring, slører han alle holdepunkter. Ikke blot trænger han ind i lejre, som ikke er hans, men han respekterer aldrig de etablerede regler.

Ikke for fatsholdere

Og Girard uddyber: »I sine filofiske værker ulejliger han sig ikke med fodnoter og et kritisk apparat. Han forsøger heller ikke begreb for begreb at opbygge et stort system, der kan forklare hele verden som en Kant, Hegel, Fichte, Marx eller Freud (...) Den slags myrearbejde har aldrig været BHLs kop the, hans appetit er for forskelligartet. Den ene dag er han essayist, den næste filminstruktør, den næste igen romanforfatter eller reporter, medmindre han hellere vil være talmudfortolker eller dramaturg.«

Regelbryder er BHL også i journalistikken:

»BHL respekterer ikke fagets gamle konventioner. Han giver ikke en døjt for upartiskhed eller afbalancering af synspunkter. Når han vil dække en eller anden international konflikt, tager han parti. Han vælger sin lejr og bliver der. Han praktiserer en engageret journalistik, der i reglen altid er på de mest åbenlyse ofres side. I Bosnien tog han parti for Sarajevos belejrede muslimer og gjorde sig til lidenskablig talsmand for præsident Izetbegovic (som senere dekorerede ham). I Georgien, som blev invaderet af den russiske hær i 2008, sluttede han resolut op om præsident Saakasjvili, uanset dennes rolle i det bombardement mod Sydossetiens hovedstad, som blev anledning til krigen. Og i den israelsk-palæstinensiske konflikt har han konsekvente stillet sig på Tsahal-soldaternes side for at forsvare den israelske hær, han ser som verdens mest etiske.

I indenrigspolitik tog BHL parti for Ségolène Royal, hvis nære rådgiver han blev, men det var ikke for at bakke op om hendes socialistpartis linje, men ifølge BHLs eget udsagn for »at bekæmpe venstrefløjens antiamerikanisme, antizionisme og kommunatarisme«. I dag modtages han jævnligt hos Sarkozy for at diskutere Frankrigs kurs over for Iran.

For fastholdere er BHL altså ikke. Betegnende var det, at han sagde ufortøvet nej tak, da Chirac tilbød ham kulturministerposten. For som Girard konkluderer, er det vigtigste for BHL at »at bevare sin bevægelsesfrihed«. Og bevægelsesfri har BHL altid været takket være den enorme formue han har arvet fra sin far. »BHL har aldrig kedet sig et sekund i sit liv det liv, som han selv har tegnet på samme måde, som man bygger et værk.«