Klumme
Læsetid: 4 min.

Hva' skal vi så snakke om?

Når substansen kommer ind i den politiske kamp, rykker de intellektuelle ud af den politiske debat
Når substansen kommer ind i den politiske kamp, rykker de intellektuelle ud af den politiske debat
Moderne Tider
27. februar 2010

Nu har vi endelig fået det, vi vil ville have. Og så vil vi ikke have det alligevel. Det er klart. For vi vil ikke have det, vi får.

Vi har klaget over symbolpolitikken, og vi har sukket efter substans. Symbolpolitik har i årevis været et ord, vi brugte om laveste fællesnævner og den platteste populisme. Det er jo bare symbolpolitik, sagde vi om alt det, som man overhovedet ikke burde beskæftige sig med. Man kunne lukke en diskussion blandt veluddannede og velorienterede mennesker ved lige at gøre opmærksom på, at det de snakkede om, var ren symbolpolitik. Så skammede de sig. For symbolpolitik er overfladisk underholdning for masserne, mens substans er rigtige reformer og redeligt regeringsarbejde. Symbolpolitik er enten noget, dumme politikere bedriver, fordi de ikke kan lave rigtig politik, eller noget, som kyniske politikere bruger til at manipulere de bevidstløse masser. Symbolpolitik er en negativ betegnelse i et univers, hvor substans er det gode. Og som den store danske provokationskunster Bjørn Nørgaard, der både bruger bandeord om MasseDanmarks dumhed og dekorerer gravsteder for majestæten, sagde til pressen i denne uge: Substansen var vendt hjem! Om den nye danske kulturminister udtalte Nørgaard: »Per Stig Møller vil have forståelse for substansen.«

Spørgsmålet er nu, om vi andre, de snakkende humanister på sidelinien, også vil have forståelse for substansen.

Ikke det, vi plejer

For der var ikke var andet end substans i det nye regeringsgrundlag, som blev fremlagt i denne uge. Der var ikke et ord om alt det, vi plejer at foragte som symptomer på den politiske kulturs forfald: Kamphunde, hovedtørklæder på kvindelige dommere, retsfølelsen, kampen mod middelalderlige normer i nutiden og opgøret med den onde relativisme. Det sagde de ikke et ord om, og det stod der ikke meget om i regeringsgrundlaget: Værdipolitikken blev beskrevet som et administrativ problem, der var ekspederet: »Vi har gjort op med tanken om, at alle værdier er lige gode. Danskerne ønsker respekt om dansk kultur og de principper, som det danske samfund bygger på. Væk er den slappe og eftergivende ligegyldighed.«

Farvel til Fogh og kampen mod denne ligegyldighed, for kampen har levet af en forestilling om, at relativismen var en allestedsnærværende trussel. I stedet for symbolpolitik var der substans i regeringsgrundlaget: Der var redegørelser for økonomiske og administrative målsætninger. Der var anvisninger på strategier for realisering af målsætninger. Det var beskrevet præcis så pædagogisk klart, at de fleste af os humanister på sidelinien forstod, at det forstod vi ikke meget af. Da substansen endelig blev det eneste tema, stod det klart, at den administrative og økonomiske substans i et komplekst velfærdsdemokrati ikke er et anliggende for åndfulde argumenter. Det er en kamp om definitioner af holdbarhed, nulvækst og realvækst og eventuelt underfinansierede reformer.

Symbolpolitik er ikke pladder

Det viser sig her, at Carsten Jensen havde ret, da han for 25 år afskrev den intellektuelle som systemkritiker i velfærdsstaten. Problemet var ifølge Jensen ikke, at den intellektuelle havde mistet sin uskyld. Problemet var, at den intellektuelle havde mistet sin medskyld: Den administrative magt bruger ikke længere argumenter, som alle kan forstå, og den oversætter ikke sit ekspertsprog til et fællessprog for alle. Det efterlader os andre med den erkendelse, at vi enten kan deltage i diskussion om det, der ikke betyder noget, eller træde ud af diskussionen om det, der betyder noget. Det er let at efterlyse substans frem for symbolpolitik: Her man kan påberåbe sig det store forfald og den elendige dumhed. Men når substansen kommer på banen, tager eksperterne over.

Heldigvis holder denne diagnose kun, hvis man mener, at symbolpolitik er pladder, og administration er substans. Den holder kun, hvis man tror, at hele den danske verden styres fra et administrativt hovedkvarter, og at den offentlige diskussion handler om at bestemme administrationen. Men sagen er åbenlyst omvendt: Det er, når politikerne tror, at verden regeres fra Christiansborg, at de bliver allermest latterlige og afmægtige. Man kan ikke derindefra bestemme, at lærerne skal være autoriteter i klasselokalet, og de overvægtige skal tabe sig.

Ikke kun for politikere

Mange af de symbolpolitiske kampe virker administrativt latterlige: Hvorfor lave en regel om dommere må bære hovedtørklæde, når der ikke findes en eneste kvindelige dommer, som vil? Men diskussionen om religionens stilling i et sekulært velfærdsdemokrati er ikke ligegyldig. De fleste diskussioner om slaphed og konsekvens, formynderi og frigørelse, straf eller pædagogik er administrativt håbløse, men vedrører temaer, som forener skolelærere, forældre, ungdomstrænere, ledere og pædagoger i et problemfællesskab. For demokratiets fordring er ikke kun at finde ud, hvordan man bestemmer over dem, der bestemmer. Den er også at skabe et fællesskab af borgere, der lærer af hinandens konflikter og problemer. Kampen om symbolerne handler ikke mindst om, hvordan vi ser hinanden, og hvordan vi skal lære at leve sammen. Den største demokratiske revolution i det 20. århundrede var kvindefrigørelsen, og den startede som symbolsk kamp om blikket på kvinden. Den tyske oplysningsfilosof Hegel så disse symbolkampe som fundamentet for den moderne stat: Han kaldte det den »etiske substans«. Og ligesom der er symbolpolitik i administrationen, er der substans i symbolpolitikken: Den handler om, hvad der er retfærdigt, og hvad der er muligt. Og det kan hverken dem, der regner sig for de intellektuelle eller dem, der administrerer, sætte sig ud over. Det er en form for politik, som politikerne ikke har monopol på. Det er en kamp, der foregår, ligegyldigt om man vil have den eller ej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole E. Mikkelsen

Rune Lykkeberg:
'For demokratiets fordring er ikke kun at finde ud, hvordan man bestemmer over dem, der bestemmer. Den er også at skabe et fællesskab af borgere, der lærer af hinandens konflikter og problemer.'

Det lyder af en umådelig fornuftig formulering af at samfundet er et fælleskab, og ikke en samling egoistiske rettighedshavere, der bruger ethvert forsøg på at skabe fælles rammer til at påstå at religionsfrihed eller ytringsfrihed er krænket.

Og nedkalder store straffe og al landskens ulykker fra deres gud, den store hellige menneskerettighedsgud (fred være med ham), på det store flertal hvis ikke deres forkælede egoisme får fortsat fri udfoldelse uanset at alle andre er generet af den.

Fra artiklen

Om den nye danske kulturminister udtalte Nørgaard: »Per Stig Møller vil have forståelse for substansen.«
----------------

Hvor vidt Bjørn Nørgaard sku' være begyndt at tro på også Julemanden - sagde han vist ikke noget om.

Så skulle vi åbenbart lige have endnu en dosis af Lykkebergs verbale onani, på en ellers udmærket weekend.

Hvad har vi dog gjort, at vi skal straffes så hårdt?

Svend W. Jensen

Jeg er så umådelig træt af, (næsten) altid at være enig med Rune Lykkeberg.

P.s. Og også jævnligt som her, at skulle kippe med flaget for Ole E. Mikkelsen (minus de gudelige).

Frej Klem Thomsen

Kære Rune.

Det ligner altså en fejldiagnose, fra din ellers ofte skarpsindige pen. Problemet med det nye regeringsgrundlag er jo ikke fraværet af symbolpolitik, men fraværet af substantiel politik også. Med Løkkes nye regering er den tomme retorik som man kender fra managementsprogets værdibaserede ledelse indtrådt i regeringsgrundlaget, opsummeret i vagt definerede plusord som ingen kan være uenig i, med målsætninger så tilpas langt ude i fremtiden at man kan undskylde fraværet af enhver form for realisme omkring midlerne.

Hvis substansen skulle tilbage i dansk politik ville det fordre ikke at man konstaterede at Danske skoler skal være blandt de bedste i verden, men at man fremlagde et sobert og detaljeret bud på hvad det vil sige at en skole er god eller dårlig, og forklarede hvilke midler der skulle føre skolerne fra deres givne situation over i den fremtidige formåen.

Og så er det jo rigtigt at det overhovedet ikke er ligegyldigt at diskutere f.eks. religionens stilling i et sekulært samfund, men det er heller ikke symbolpolitik, og bestemt ikke noget som VKO har praktiseret. Foghs faste dagsorden har tværtimod været at udstille værdier og principper som noget modstanderen havde, i den sammenhæng reduceret til "smagsdommeri", for til gengæld at ophøje tvetydige floskler til en slags karaktertræk. "Principfasthed", jovist, men ideologien og dermed hvilke principper man er fast omkring har jo aldrig været mere fordækt end under de sidste 9 års regeren.

Det er for så vidt rigtigt at Løkke fortsætter DJØF'iseringen af den offentlige debat. Men ikke dermed korrekt at politikken bliver substantiel. Og det er ikke symbolpolitik vi i den sammenhæng savner, men redelighed om hvilke politiske værdier og principper der ageres på grundlag af, og hvorfor.

Først kunne man tænke sig tilbage til 70-erne og 80-erne - og dernæst kunne man stille det enkle spørgsmål:

Er det først nu gået op for dig, Rune, at universiteterne idag styres af erhvervslivet og at den ide er fostret i Ministerierne. Hvem skyder du egentlig efter?...

Med venlig hilsen

Hvis 'symbolpolitik' bedrives på stylter. Uden udsigt til landet forneden. Som det fandtes i L. Løkkes forgænger. Så er denne politiks fravær i den nyeste politiske konstellation jo måske i højere grad udtryk for L. Løkkes rødder i det kommunale. Hvorfra den i sjælden grad føres.
Men vend skildpadden, Løkke, fra sin ryg. Hvor en klima konference blæsten ham omkuld(sådan i billedesprog). Da kan den politiske sommer måske være fyldt med knap så mange agurker. Vejen(Gade'n) er jo ryddet til en frisk start.

Frej Klem Thomasen har ganske ret. Analysen er mangelfuld - eller afspejler en art træthed over, at alle hyler op, når det drejer sig om den såkaldte "værdipolitik", som mest drejer som om noget med islamisme, ytringsfrihed og indvandrere. De seneste par ugers avis- og mediedebat har demonstreret, hvordan medierne gløder, når disse emner er på banen. Omvendt hersker der en underlig radiotavshed, når det handler om konvergensproblemer, skattereformens tekniske sider, ungdomsarbejdsløshed, uddannelse eller den overordnede økonomiske politik.

Læser man regeringsprogrammet "Danmark 2020", er det meste af den såkaldte "værdipolitik" skrevet ned til nogle uforpligtende, bløde punkter med lighed, integration, tillid og afbureaukratisering. Foghs konfrontations- og polariseringsiver er på disse områder tilsyneladende forladt. Resten skulle så iflg. Rune være 'substans'.
No way. Regeringens målsætning for fremtiden beskrives udelukkende i det, som Frej Klem Thomsen kalder: "den tomme retorik som man kender fra managementsprogets værdibaserede ledelse." Og denne er ikke værdineutral. Under de pæne ord om de paradisiske tilstande i Dannevang anno 2020 ligger uforandret management-tankegangen kaldet New Public Management. Den offentlige sektor skal slankes dramatisk gennem effektivitetsforbedringer, dvs. quasi-markedsgørelse med alt det velkendte fra de seneste mange år: fokus på ledelse, begrænsning af medarbejderindflydelse, ledelsesformer hentet i den mere konventionelle private sektor, kvantitativ målbarhed af resultater, kombineret med udlicitering osv.
Det erklærede ønske om at ændre balancen mellem den offentlige og den private sektor skal opnås bl.a. gennem det kæmpemæssige bluff-nummer, som er indbagt i sidste forårs skattereform. Fuldt financieret, "krone til krone", jovist, men først i...2019. Inden vi når så langt har landet oplevet 2-3 folketingsvalg med andre regeringskonstellationer, internationale konflikter, nye finanskriser, energikriser osv. Det er rent fantasteri. 5-års planer var engang dristige i deres tidshorisont, 10-års planer må være rent overbud.
Derfor er regeringsprogrammet fuld af det, Rune kalder "symbolpolitik i administrationen". Den anden 'symbolpolitik' kan hentes frem efter behov, hvis 'Vild-med-dans'-segmentet skal aktiveres.

Efter i årevis at have kørt på den offentlige sektors produktivitet kunne man fx have forventet, at regeringen nu ville se på en hovedårsag til ubalancer i økonomien, nemlig at den private sektors produktivitet ikke har udviklet sig siden 2001. Men nej, kun lidt forundring over dette forhold (s. 14) og så en løs gentagelse af det, der har været Sanders stålsatte, men lidet fremgangsrige dogme om "fra tanke til faktura" og den mislykkede universitetsreform. Garneret med uklare floskler om innovation og design, efterhånden gentaget til hudløshed i nyere regeringsprogrammer.

Hele udspillet kan selvfølgelig tolkes som en taktisk manøvre. De løse målbeskrivelser kan være oplæg til et forårsvalg. I mellemtiden afventer man S-SF's udspil, som givetvis vil rumme mere "substans", dvs. konkrete programmer. Herefter kan regeringens shoppe rundt i disse forslag og se, om oppositionen vil være med, fordi det alt afgørende synes at være: at bevare magten. Hvis oppositionen blokerer for egne forslag, er valg en mulighed.

Hvilket hæsligt billede. Hvor hjernevasket skal man lige være for at klæde sig sådan?

Thorsten Lind

...smukke øjne~~*~~

Lind - jada, Desværre er det det eneste du kan se. Hele den psykiske "voldtægt" bagved øjnene opfatter du ikke.

Thorsten Lind

...det sete afhænger, af øjnene som ser :-)

Ang. artiklen så har Lykkeberg genfundet en nullermand i sin navle...hvad symboliserer det?

Aner det ikke, måske har han glemt at vaske sig ;-)

Jens Thorning

Nej, men det er da kun fordi, Løkke ikke egner sig til værdipolitik; hans argumenter imod burkaen var, at en burka er én for meget, og at vi i det offentlige rum skal kunne henvende os til hinanden - altså, også i ædru tilstand, kunne kontakte vildtfremmede mennesker på gaden. Hvis han ikke kan finde på noget bedre - han kunne have sagt, at burkaer er symbol på udansk sort formørket formummethed og regulært livsfarlige - så duer det ikke, og så må det der "substans" på banen i mangel af bedre.

Jens Thorning

I øvrigt burde værdipolitik slet ikke være tilladt.

Ivar jørgensen

@ Frej Klem Thomsen og Kristian Berg Nielsen:

Tak for jeres anbefalelsesværdige kommentarer.

Svend W. Jensen

Jens Thorning,

I den aktuelle politiske situation, gør du ret i at pege på, at Løkke ”ikke egner sig til værdipolitik” eller rettere forholder sig helt anderledes til værdipolitik end forgængeren.

Løkkes forståelse af liberale politik er først og fremmest praktisk og økonomisk, at løsningen af samfundsproblemerne skal ske med meget fri markedsøkonomi (liberal) eksemplerne er privatiseringer og udliciteringer.

Helt modsat Fogh, der var erklæret politisk ideologisk liberal (i hvert fald i hans udgangspunkt). I hans ”Minimalstaten” skriver han direkte, at nu (efter murens fald) hvor den liberale økonomis overlegenhed var bevist, skulle den moralsk begrundes.

Samtidigt med statsminister skiftet er der sket et voldsomt skift i de faktiske omstændigheder af muligheder – fra symbolpolitik (etisk substans) til substans - og det bliver sidstnævnte, der bliver den store udfordring mange år fremover.

Finanskrisen er kun fordønningen til den store tsunami. For ca. 1 måned siden blev der flere på overførselsindkomst end erhvervsaktive og den tilstand vil fortsætte til 2044. Dette samtidigt med, at en hel række lande nærmest eksplosivt udvikler deres videns -og produktionspotentialer, der gør, at de allerede er tunge konkurrenter og i løbet af relativ få år har muligheden for at udkonkurrere os i evnen til at skabe velstand og dermed velfærd.

Der skal ske meget store ændringer i ”substansen”, hvis vi skal stå distancen. Dybtgående reformer af skattesystemet, velfærds –og sundhedssystemet, arbejdsmarkedets strukturering , uddannelsessystem mv.

Sådanne store omvæltninger i den praktiske politik (substansen) kan ikke foregå uden en ligeså omfattende debat af værdipolitikken (symbolpolitikken, den etiske substans) til en afklaring af, hvad de fællesreferencerammer (samfundets referencerammer) skal være.

Det første opgør skal være med den omsiggribende rettighedsfundamentalisme, som også påpeget af Ole E. Mikkelsen, i en nødvendig erkendelse af, at et samfund bør være noget andet og mere end blot summen af enkeltindivider.

Den nødvendige diskussion af værdipolitikken på mange niveauer er knapt nok begyndt.

Jens Thorning

Tak, enig i analysen, men ikke i konklusionen:

... nu (efter murens fald) hvor den liberale økonomis overlegenhed var bevist, skulle den moralsk begrundes ...

Svend W. Jensen

Jens Thorning,

Jeg håber, at du har opfattet, at det var Foghs konklusion, ikke min – sådan da, men det er en anden snak.

Jens Thorning

Jo det har jeg naturligvis opfattet; det fremgår skam tydeligt. Længe leve Rettighedsfundamentalismen med Efterlønnen som dens mest lysende fakkel!!