Læsetid: 5 min.

Vi kan ikke holde det positive ud

Godt og galt. Den danske statsminister er ved at gøre sig en dyrebar erfaring: Det positive er så godt, at vi gaber os selv i søvn. Det negative derimod ...
Konflikt. Smilet og det glade budskab virker ikke. Det er vreden og den sociale konflikt, der tænder følelserne. Det er statsministeren langsomt ved at lære.

Konflikt. Smilet og det glade budskab virker ikke. Det er vreden og den sociale konflikt, der tænder følelserne. Det er statsministeren langsomt ved at lære.

Keld Navntoft

6. februar 2010

Det går godt i folkeskolen. Men det skal gå endnu bedre. Siger statsministeren. Børnene er er blevet bedre til at læse. Men de skal blive endnu bedre til at læse. Siger statsministeren og lovede et læseløfte. Og han mødtes med eksperter og aktører og sagde bagefter noget af det samme, som det, de havde sagt til ham: »Vi skal lave et nyt partnerskab.«

Danskerne ved bedst selv, siger statsministeren. De er kloge og kompetente. Han er ikke bange for, at de ikke kan håndtere oplysninger om de forskellige skolers karaktergennemsnit, og han stoler på, at vælgerne kan gennemskue alt det kloge-åge-snak fra de politiske kommentatorer, som han selv er temmeligt træt af.

Den nye danske statsminister prøver med andre ord at være positiv. Han har pakket hammeren ned og fundet fløjlshandsken frem: Han klapper og aer nationen, han roser os alle sammen. Det er så godt, at nationen gaber sig selv i søvn. Det er så sandt, at det ikke kan være forkert, og det er så rigtigt, at det er fuldstændigt ligegyldigt.

Rigtigt og forkert

Statsministeren har lagt afstand til sin forgænger, og han er på sin vis trådt i karakter som ny leder. Men det, som han lærer på den hårde måde i disse uger, er, at politikere ikke træder i karakter med roser og komplimenter. De træder i karakter gennem de konflikter, de skaber. Den politiske administration forholder sig til helheder. Men det politiske drama finder sted i konflikten mellem det rigtige og det forkerte. Den effektive administration ser verden som en enhed af tal og tabeller. Det demokratiske engagement virker kun, hvis det ser fronter i den sociale virkelighed mellem rigtigt og forkert. Administrationen appellerer til rationelle ræsonnementer, hvorimod engagementet appellerer til følelserne og fornemmelser af utilfredshed. Den effektive ledelse taler behersket om løsninger, mens den mobiliserende politiker råber op med metaforer og fjendebilleder. Nogen kalder det udemokratisk, at der er så meget hysteri og ballade i offentligheden om problemer, der for en administrativ optik er ligegyldige. De taler nedladende om den forfærdelige symbolpolitik, som undergraver demokratiet. Andre beskylder politikerne for at være verdensfjerne og tale et sprog, som folk ikke forstår. De mener, at politikerne lever i deres egen lukkede verden uden forbindelser til almindelige menneskers hverdag. Og det ser de som et demokratisk problem. Denne anklage afdækker en fundamental udfordring. De to hensyn til den kølige administration og det varme engagement er konflikt. Når kritikere efterlyser, at statsministeren skal opfinde et projekt for at træde i karakter som leder, handler det om, at han skal iscenesætte sociale konflikter i et offentligt teater. Men han svarer igen med endnu flere administrative målsætninger. Kritikerne spørger med andre ord til statsministerens varme sprog og utilfredshed. Og han svarer med det kolde sprog og positive løsninger. Det virker bare ikke.

Altid det negative

Nu kan man mene, at det er ulideligt, at det altid skal handle om det negative. Det er ikke en ny anklage, men et gammelt problem. Filosoffen Hegel betegnede fornuftens engagement i verden som «negativiteten på arbejde«. Digteren Per Højholt lod sin anden stemme Gitte reflektere over dette problem for snart 30 år siden i en monolog om Danmark: »Danmark alså, Christiania og RUC, ikk' oss', grønlændern', sælmord, og forurening, ikk' oss' - kris', al' det negativ', ja, men sår'n er'et, positiv, det bekymmer de sig ikk' om.«

Gitte spørger med andre ord, hvorfor det altid skal handle om det negative. Hun kan ikke forstå, hvorfor vi ikke snakker om det positive. Hun finder det opslidende, men hendes egen refleksion leverer svaret: Der er ikke nogen, der bekymrer sig om det positive. Når man er optaget af den sociale virkelighed, er man 'bekymret'. Det er det bekymrende, som taler til én, og som man får øje på. Det er det, der er værd at beskæftige sig med. Der er ingen grund til at tage sig af det positive, for det kører jo bare. Hvem kender ikke til skuffelsen over, at man ikke kan glæde sig over et løst problem? Man er enormt bekymret over noget, der kan gå galt. Men når det til sidst går godt, bruger man slet ikke samme tid på at glæde sig over det. Så er man allerede optaget af næste problem. Og hvem kender ikke til den dårlige samvittighed over, at man ikke kan engagere sig i gode venners succes, men først kommer rigtigt tæt på dem, når de bliver syge eller skilt? Man hører ofte beklagelser over alt det negative i pressen. Men det er jo ikke interessant at høre om tog, der kører til tiden, hemmeligheden, der ikke bliver lækket og skolegårde uden mobning. Klimaet bliver først interessant, når det er ved at være ødelagt, ligesom man først taler om sammenhængskraften, når man mener, den er truet. Man hører ikke om fjerne lokalsamfund, før en forbrydelse har fundet sted, og venners kolleger dukker først op i samtalen, når de er blevet fyret eller har fået kræft. Det sjove er, at også efterlysningen af det positive er en bekymring over noget negativt: Man forholder sig negativt til det negative, ligesom man taler om de lykkelige danskere som polemik mod dem, der hævder, at vi er blevet til bevidstløse forbrugere og egoister. Dem, der taler om de lykkelige danskere, virker aldrig lykkelige, mens de taler.

Det betyder naturligvis ikke, at mennesket bare skal brokke sig og være sure. Men de risikerer at blive det, hvis de ikke omsætter deres utilfredshed og negativitet i en kritik, der peger opad mod dem, der bestemmer, og det, der er galt. Den negative attitude og det varme sprog bliver til evindelig surhed og brok, hvis det ikke forbindes med fornuftige løsninger og forandringer. Så sparker man bare nedad efter dem, der ikke sparker igen. Og hvis det kolde sprog ikke fatter den utilfredshed og foragt, som cirkulerer, virker det komplet latterligt at tale om, hvor godt det går, og hvor dejligt vi har det. Og det bliver man forarget over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det skrev Johannes V. Jensen jo allerede om i 1901 i 'Den gotiske Renaissance': 'Det danske samfund har Luftens Tilstandsform, Molekulerne søger fra hinanden. Og naar de Skillerum, der lukker om Staterne, Nationaliteten, om føje tid falder for den kosmopolitiske Bevægelse, vil Danskerne bogstavelig tal fordufte mellem Folkene. Der vil sidde en Dansker i San Francisco og hade en i Kalkutta, en Dansker vil staa paa Banegaarden i Novgorod og spytte ved at høre en Jerusalems Skomager tale dansk. Disse to Millioner indædte Hadere vil vandre husvilde med Hælene mod hinanden rundt mellem Verdens Arbejdspladser.

Danskerne hader hinanden som smittebærende Skadedyr - og med god Ret. Der hænger samme impulsive, næsten mystiske Dræbelyt over Danskerne indbyrdes som over to Mennesker, der har været gift i 40 År og kender hinanden og ser rødt i hinandens Selskab hver modbydelig ny Morgenstund. Hvorfor? Fordi det danske Folk kliner sig sammen som en gammel Familje, der i taabelig Raceforblindelse hellere ender som Kretinere end søger sammen med friskt og fremmed Blod. Fordi Danmark lider af Indgifte, af social Blodskam, af nationalt Selvhad.'

Og i sit forord til bogen har han nogle endnu mere karske betragtninger om de fortabte liberale sønner, som nu spiser sammen med svinene. Men, det var jo i 1901 og inspireret af dels Systemskifte dels den store verdensudstilling i Paris i 1900 - så det var dengang.

Fuldstændigt rigtigt - når Lars vil gøre skolerne endnu bedre og kræver, at sygeplejerskerne og pædagogerne gør en endnu større forskel ,og vi alle opper os, selv om vi er verdens bedste, så fremstår det som evindelig utilfredshed, en komplet overflødig ekstra omgang pisk til befolkningen. Den endelige årsag skal dog findes i, at Materialismen og Vækstfilosofien for enhver pris skal fortsætte - maskinen MÅ simpelt hen ikke stoppe.

Mads Kjærgård

Hvor ligge det positive i at man ikke lader folkeskolen arbejde i fred, nedgør de offentligt ansatte ved enhver lejlighed ved at fremhæve, at private virksomheder ved en 2 og en halv mand gør det ud for mindst 20 offentlig ansatte etc etc.

Personligt oplever jeg regeringen som nogen der hele tiden vil have mere for mindre og ikke bestiller andet end at blande sig i hvad folk laver og jamre over hvor skidt det går. Der er ikke en skid positivt over den.

Nej opløs folketinget og send politikere og spindoktorer som Rune hjem og lad ISS køre biksen sammen med Bruxelles og lad os få noget arbejdsro! Så bliver vi glade Rune!

Søren Kristensen

Statsministeren har ikke brug for at opfinde et projekt for at træde i karakter, så længe han har Pia Kjærsgaard og DF, som iscenesætter af sociale konflikter i det offentligt teater Still going strong på niende sæson. Når man er lavet at sten, kommer man jo heller ikke til at lide af metaltræthed, vel? Kedsomhed? Jo det kan godt være, men det lune passer nu engang bedst til det danske vejr, som oftest er gråvejr. Kort sagt: Lars Lykke er den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Heldigvis er det forpasset lige om lidt.