Læsetid: 6 min.

Progressiv og utæmmelig reaktionær

Da det teologiske tidsskrift Tidehverv blev repræsenteret i Folketinget med præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, vandt de indflydelse i samfundet, men tabte de kirken i samme slag? Krarup og Langballes politisk- ideologiske ståsted er i dag svært at skille fra deres teologi, og det har skabt to nye bærende fronter i Folkekirken: For eller imod Tidehverv
Da det teologiske tidsskrift Tidehverv blev repræsenteret i Folketinget med præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe, vandt de indflydelse i samfundet, men tabte de kirken i samme slag? Krarup og Langballes politisk- ideologiske ståsted er i dag svært at skille fra deres teologi, og det har skabt to nye bærende fronter i Folkekirken: For eller imod Tidehverv
6. februar 2010

Det er ikke mere end et månedsblad og et sommermøde én gang om året, men den teologiske kreds Tidehverv har gennem knap 100 år haft en kolossal indflydelse på det danske åndsliv. Og kredsen har ikke begrænset sig til at præge det kulturelle liv og interne teologiske diskussioner. Særligt efter bladets redaktør Søren Krarup og dennes fætter Jesper Langballe i 2001 blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, er Tidehverv blevet en politisk magtfaktor. I dag har gruppen større indflydelse end nogensinde før og ligner efterhånden det, som den er skabt til at bekæmpe: En politisk ideologi.

»Det er blevet meget vanskeligt at skelne Tidehverv fra Langballe og Krarup,« siger professor Ove Korsgaard, der har fulgt Folkekirkens udvikling indgående.

»Bevægelsen har flyttet sig fra at være en ren teologisk diskussion til at være en hel politisk ideologi. Da de kom i Folketinget, blev Tidehverv pludselig eksponeret på en helt andet måde, og i dag er de to fætre simpelthen selve Tidehverv.«

Krarup og Langballes politiske kamp har også flyttet Folkekirkens interne teologiske fronter. Hvor kirken tidligere var delt i Grundtvigianere, Indre Mission og Tidehverv, er grænserne i dag mere utydelige og nu afløst af et for eller imod Tidehverv. Tidligere var bevægelsen også sværere at placere på den politiske højre-venstre-skala, med en studiekreds, der fint kunne rumme både Margrethe Auken, Ejvind Larsen og Søren Krarup, men i dag bliver den i medierne betragtet som en højreorienteret og af nogen endda direkte fremmedfjendsk teologisk bevægelse.

Tidehverv blev grundlagt i 1926 som kritik af Indre Mission. Kredsen startede som systemkritik, og der går ifølge lektor på Menighedsfakultet Kurt E. Larsen en lige linje fra Tidehvervs fundament som oprørsbevægelse mod den missionske fromhed, vækkelseskristendom og ungdomsforkyndelsen i KFUM til kampen mod islamisme, der tilsyneladende er den eneste kamp, bevægelsen har for øje i dag. Men kampen er flyttet fra teologi til politik.

»Tidehvervs fjender er dem, der lægger vægt på moral og lov, og dem, der ved hvad, der er godt for andre,« siger Kurt E. Larsen, der selv er aktiv i Indre Mission.

»Så da den første indre teologiske krig var vundet, gled Tidehverv over i sin anden store kamp indledt med Søren Krarups bog Demokratisme fra 1968, og det er her, bevægelsen bliver politisk. Det var en krig mod ungdomsoprøret, den bedrevidende og den politiske korrekthed, der ville presse bestemte holdninger ned over andre. Fjenden flyttede, så det gjorde Tidehverv også.«

Fra oprører til bevarer

På samme vis mener Kurt E. Larsen, at fronten i dag er flyttet over mod islam og islamisme, fordi det ifølge Tidehverv er en ny fjende, der lægger vægt på moral og lov. Den tredje krig, som Kurt E. Larsen kalder Tidehvervs kamp mod islam, har fået sympatisører fra alle teologiske retninger til at danne fælles front med Tidehverv.

»Omvendt har den også stødt en hel masse fra sig, så man i dag i høj grad orienterer sig for eller mod Tidehverv, for ved at lægge afstand til islam som lovreligion lægger man sig fint i tråd med en luthersk folkekirke, men i Tidehvervs tradition for en voldsom polemisk form og retorik har man uden tvivl stødt andre fra sig. Og den polemiske form har altid være udpræget for Tidehverv.«

Professor Ove Korsgaard understreger ligeledes, at Tidehvervs element af oprør og polemik har flyttet sig til den politiske scene, og at folketingspladserne til Krarup og Langballe har givet dem en helt enorm gennemslagskraft. Men han mener ikke længere bevægelsen kan betragtes som det progressive indslag i Folkekirken. I dag kommer den til at stå som en reaktionær bevægelse.

»De har flyttet sig fra en oprørers position til kun at ville bevare kirken som institution. Det er svært at sige, om det har marginaliseret dem, men der er helt klart en voksende gruppe inden for Folkekirken, der føler sig utilpas ved den udgave af Tidehverv, Krarup og Langballe repræsenterer. Særligt de mange kvindelige præster, der er kommet ind i kirken er ikke Tidehvervspræget,« siger Over Korsgaard, men påpeger, at store dele af Folkekirken stadig er dybt præget af Tidehverv, uden at de nødvendigvis bekender sig til Krarup og Langballe

»For Tidehvervs grundlæggende opgør har betydet meget for, hvor Folkekirken står i dag, og er almindelig fornuft hos de fleste præster. Deres nuværende idémæssige ståsted derimod er for mig at se ved at krakelere. De ynder at se sig selv som den menige mands talerør og som et opgør mod eliterne, men store dele af deres syn på indvandrerproblematikken, der i dag er altoverskyggende for dem, har så bred genklang i befolkningen, at de står som talsmænd for en bærende tanke i samfundet.«

Fra Kierkegaard til Grundtvig

Sognepræst i Ribe Torben Bramming har skrevet bogen Tidehvervs historie, der af Søren Krarup har fået den udmærkelse at blive kaldt både historisk og teologisk inkompetent. Det får dog ikke Torben Bramming til at frakende sig sin tidehvervske ånd, men som han selv beskriver det, er han bare sat på udskiftningsbænken.

»Kampen står, hvor den har stået hele tiden, for Krarup,« siger Torben Bramming og påpeger ligesom Korsgaard og Larsen forskydningen fra det eksistentielle ståsted for med Kierkegaard og Sartre over mod et essentielt politisk ståsted.

»Han skriver selv, at hans arbejde er at forkynde evangeliet om den ubetingede nåde og så at kæmpe for Danmark som selvstændig nation. Det er kampen om Danmark, der har fyldt mest udadtil, og det er også det, der har fulgt Krarup siden EF-afstemningen i 1972, over flygtningeloven i 83 og frem til i dag.«

Tidehvervs referencepunkt for kampen om nationalstaten er ifølge Torben Bramming modstandsbevægelsen, som flere Tidehvervsfolk gik direkte ind i, men den gang beskæftigede gruppen sig ikke med, hvad der var dansk kultur de var eksistenstænkere, mener Bramming.

»I dag handler det hele om kristendom over for lovreligion. På den måde har Tidehverv arbejdet sig væk fra Søren Kierkegaards fokus på eksistens over mod Grundtvigs fokus på den danske kultur og danske interesser. Det kan være svært at se, hvor det egentlig flytter Tidehverv hen, og om bevægelsen har vundet eller tabt, men man kan sige, at der er nogle i Tidehverv, der har travlt med at profilere sig på en politisk højrefløj. Det har så betydet, at sådan nogen som mig ikke har lyst til at komme der mere,« siger Torben Bramming, og forklarer at Tidehverv aldrig har beskæftiget sig meget med at danne alliancer inden for Folkekirken, men har været utroligt arbejdsomme med at skabe kontakter i andre dele af samfundet.

»Trykkefrihedsselskabet; Værn om Danmark under Den Kolde Krig; Forældrenes børnekommission, den gang vi debatterede revselsesretten; Frihedsbrevet og Den Danske Forening nu, hvor kampen står mod islam. Men det skifter hele tiden for Tidehverv. For eksempel stod Krarup og Erhard Jacobsen skulder ved skulder i starten af 70erne, og da det handlede om EF sad SFs stifter Aksel Larsen med ved kaffebordet det har altid været deres styrke at indgå alliancer, der hvor det kunne bruges til at føre kampen.«

Egentlig er Torben Bramming fuld af forståelse for drejningen ind på den politiske scene, som Tidehverv har foretaget det bliver bare uden præster som ham til sommermøderne.

»Man kunne godt blive ved med at tæske rundt i Kierkegaard og Sartre, men det er jo ikke der, kampen står i dag. Tidehverv har fået meget mere betydning ved den linje, de har lagt nu, og hvis man går tilbage til 1983 og ser den allerførste leder, Søren Krarup skrev, så står der: Vi vil have mere betydning,« siger Torben Bramming: »Man må slå sine slag, der hvor man har hjertet med og det må de så have held og lykke med. Tidehverv har altid været på liv og død.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

spændende hvordan personlig fnidder, overtro og nepotisme, kan smadre en hæderlig bevægelse, og forvandle den til et afskyelige udtryk for mindreværd, vanvid, og en forkølet udgave af vagttårnsfantasternes lam-og-løve-drøm, udtrykt i Narup Jr.s og fætter klamballes mortenkorch mareridt version af et Danmark, der aldrig har fandtes.

Jeg tror at man kunne smadre luftkastellet, og samle tosserne bag narup jr. og klamballe, hvis statsstøtten til havenissehusene blev fjernet, og kirkene blev brugerfinansieret. Lige nu fungere folkekirken som trone og talestol, for selvbestaltet beskyttere af en syg fantasi,og som værn imod en imaginær skjult trussel, og religionskrig.

Den store kamp, som Søren Krarup kæmper, er for religionen. Med udgangspunkt i den lutherske teologi og loven proklamerer Krarup ustandselig menneskerettighedernes fallit. Overtro, kan man sige, men med stor betydning for mange folks opfattelse af demokrati og parlamentarisme. Krarups hovedsigte er ufortrødent kirken, virkningen i det sekulariserede samfund en anden og ham underordnet. Alt står i gud faders hånd.
Samme erlangendes Jesper Langballe.

Den spændende fortælling om:

Sorte Søren å' den rekyle-fri kulturkanon - fortsætter.

----

Evt. vil nogle dialektiske materialister komme med nogle virkeligt spændende bidrag mht. hvorvidt nogen virkelig kulturkanon nogensinde virkeligt kan være helt rekyle-fri !

Tidehverv præsenteres stadig kun inden for et religiøst debatforum, netop efter Søren Krarups hoved.Den journalist må findes, som kan betragte den religiøse indflydelse, her Tidehverv, udefra og være villig til at blive kategoriseret som kulturradikal (tidl.som kommunist), dvs. i kirkens øjne som én, der ikke tilhører menigheden. (Krarup har fra den sekulære synsvinkel altid optrådt kulturradikalt i opfattelsen af kultur, men det forekommer, at debatten er bundet til en religiøs tankegang.)

Jørn Sonny Chabert

et citat fra en afdød kunstner:

And when his humble tv servant
With humble white hair
And humble glasses
And a nice brown suit
And maybe a blond wife who takes phone calls
Tells us our God says
It's okay to do this stuff
Then we gotta do it,
'cause if we don't do it,
We ain't gwine up to hebbin!
(depending on which book you're using at the
Time...can't use theirs... it don't work
...it's all lies...gotta use mine...)
Ain't that right?
That's what they say
Every night...
Every day...
Hey, we can't really be dumb
If we're just following god's orders
Hey, let's get serious...
God knows what he's doin'
He wrote this book here
An' the book says:
He made us all to be just like him,"
So...
If we're dumb...
Then God is dumb...
(an' maybe even a little ugly on the side)

(Frank Zappa)

det kunne måske blive ophøjet til en slags kanon hva?

"Kanon", hvis ikke også den betragtninig ophøjes til guddom. Mennesker tror så meget, ikke underligt i denne forvirrede verden og ikke en anklage mod den troende, men end ikke tilsammen gør de nogen konfession, og mange har aldrig haft brug for religionen som "ledestjerne", men opfattet dens præster som ubehagelige snyltere på tilværelsens i forvejen trange kår, sjælerøvere.

Citat fra artiklen:

»Tidehvervs fjender er dem, der lægger vægt på moral og lov, og dem, der ved hvad, der er godt for andre,«

Så Tidehvervs fjender er Søren Krarup og Jesper Langballe?

Du rammer dilemmaet på et hår, Sune N. Olsen. Derfor er Krarup nødt til stædigt at fastholde, at Tidehverv ikke er politisk, men folkeligt. Imidlertid er folkelighed i et demokrati ubetinget politisk, det er hele demokratiets idé. Og man må igen og igen spørge, om Krarup er egentlig demokratisk - en af hans store danskere var Høegh-Guldberg, der bragte den sorteste enevælde tilbage efter kuppet mod Struensee!

Peter Hansen:

Ja, jeg har lagt mærke til at der er en revisionistisk tendens blandt højre-orienterede bloggere og skribenter (Ole Hyltoft bl.a.) omkring Høegh-Guldberg, tilsyneladende mest baseret på en anakronistisk tolkning af hans "indfødsret".

Jeg tvivler også stærkt på Krarups demokratiske sindelag. Hans ideologi er overvejende baseret på teologiske fundamenter som synes lidet kompatible med et pluralistisk samfund. Hans typiske forsvar ved kritik af hans ideologi er automatsvaret at kritikeren ikke forstår "kristendommen og Tidehverv" (således også i hans replik til ovenstående artikel). Det er således også et ekstremt esoterisk verdensbillede som kun ligesindede har lov at trænge ind i.

Hvis vi skal bruge fremmedord, synes 'esoterisk' at ramme ret præcist Tidehverv-fænomenet, samtidig med at jævnføre den tidstypiske sammenslutning med andre aktuelle og historiske fænomener af samme karakter, idet Tidehvervs indadvendte forsamling dog afholder åbne møder og skrifter i modsætning til f.eks. logernes aktiviteter, men uden et socialt engagement, en slags teologisk protestbevægelse med poltiske udfald, der vel kan betegnes 'progressiv og utæmmelig reaktionær'.

Gid Tidehverv må blive dræbt i hellig krig mod Al-Qaeda m.fl., så vi - den ateistiske befolkning - endelig kan slippe for at høre på fundamentalistisk åndspropaganda og andre religiøse tosser.

Peter Andreas Ebbesen

Tidehverv er Vogternes Råd.
DR og TV2 skal undskylde vær gang de har fornærmet Dansk Folkedanserparti.
Og det gør de jo gerne, for ellers mister de jo penge.
VH Heidi Madsen

Steen Erik Blumensaat

Luthers fyrstekirke i nord og pavens kirke i syd.
Europa et fundamentalistisk præstevælde.
Snylter og tyveagtige løgnere, trøsteordssælgere med hånden nede i pengekassen.
Det med pengene fik jeres gud ikke rigtig styr på, på trods af sin almægtighed, allestedsværenhed, alvidenhed, og altgennemtrængthed.
Slapsvansen tabte til sin egen frembringelse, Rex Mondus: Verdens fyrste som i nu tjener og må kysse i røven.