Læsetid: 5 min.

Selvhjælperen: Hvad er en mand uden succes?

Hvad stiller man op med en musearm, tom indbakke og en friværdi, der rasler ned om ørerne på en?
Hvad stiller man op med en musearm, tom indbakke og en friværdi, der rasler ned  om ørerne på en?
Moderne Tider
27. februar 2010

Det er en efterårsaften i nærheden af Husum. Vi er her for at høre Pete Andersen. Siden 1985 har han holdt over 300 kurser i coaching. I aften gælder det en gratis introduktion til hans kursus i Silva Life Systems.

Jeg er her fordi, jeg er kriseramt og mangler arbejde.

Ligesom resten af markedet, har jeg har tabt initiativet. Jeg sidder mest og stirrer på min indbakke i håb om, at der dukker noget op, mens friværdien rasler ned om ørerne på mig. Pete lægger ud med en historie:

»Det var den her fyr, der gerne ville have en Aston Martin DB. Så en dag ude på motorvejen bliver han overhalet af en Aston Martin DB. Dem er der som bekendt kun ni af i Danmark...« Han nikker indforstået og fortsætter:

»Da de senere tanker benzin på den samme tank, og fyren er færdig med at fylde på sin Audi, kan han ikke nære sig og går over og fortæller manden, at hans bil står øverst på hans visionboard. Det rigtig besynderlige er, at så kører der sgu en anden Aston DB ind på tanken...!«

Pete betragter os mildt triumferende og spørger: »Hvordan kan det lade sig gøre? Så siger manden med Aston Martin'en: 'Giv mig dine nøgler'. Hvad for noget? 'Giv mig din nøgler, så bytter vi igen ved Lillebæltsbroen. Den stod øverst på dit visionboard, og jeg har poweren til at give dig den«.

Og sådan går det nogle gange. Man tiltrækker ting som man drømmer om. Det er en act of love, som Jose Silva kaldte det.

Pete er en drenget mand i rød kortærmet skjorte. Selvironisk betror han os, at 'de siger, at han ligner en konfirmand i jakkesæt', når han holder kurser for erhvervslivet.

Kærlighedens handlinger

Det havde de sagt til ham i ledelsen på Danfoss. Dengang de brugte en hel weekend på Hotel Scandic i Sønderborg på Silva Life Systems. Selv ingeniøren Gustavsen med sin store venstre hjernehalvdel, som man ikke lige skulle have troet rummede intuitive kræfter, havde givet los og fundet vej i den subjektive verden.

De havde lært at få effortless succes. At slippe de rationelle tankemønstre og flyde ind i en strøm af kreativitet. Egentlig er det ikke så mærkeligt. Det var faktisk bare, hvad de gjorde i forvejen. De sidder nemlig ofte med lukkede øjne og visualiserer, hvordan deres produkter skal se ud om 10 år. De bruger deres intuition. De går ind i deres mentale laboratorium. Et begreb som Pete blank indrømmer, at Jose Silva har stjålet fra Albert Einstein.

Pete er en mand med et afslappet forhold til succes. Ifølge internettet er han selv forretningsmand og partner i virksomheden Zinzino, som Bo Hamburger - ifølge Ekstra Bladet - også er involveret i. (ønsker du at blive partner kan du tilmelde dig på www.velstand.nu - alle har ret til rigdom).

Vi er en 20-25 stykker. På forreste række sidder en række af damer med korte frisurer. Pete spørger os, hvad vi gerne vil have ud af kurset.

En fyr med basstemme siger, at han godt kan lide, at kurset kan gentages. En anden coach vil gerne vide noget om at mestre teknikken. Den unge mulat med Roskilde T-shirten spørger, hvorfor det er så fantastisk. Og naturvejlederen vil gerne vide, om vi kommer ind på oplevelser, der involverer vores indre stemmer.

Hver gang Pete bliver stillet et spørgsmål, er det de samme tre-fire stykker, der stiller spørgsmålene. Og hver gang er Pete utrolig glad for, at man stillede ham lige netop dét spørgsmål.

Damerne på forreste række spørger ikke om noget. Pete forklarer, at stemmerne er sider af din personlighed, som du kan bruge som dine rådgivere. Mestrer du teknikken, kan det styre, selv hvornår du vil sove, og du har ikke brug for mere end 4-5 timers søvn.

Det er godt, fordi vi bliver fri for alle de piller og aktiverer kroppens indre medicinskab.

Han er især glad for spørgsmålet om, at kurset kan gentages. Vi får nemlig et særligt kort for gennemført kursus. Og med det kan man gentage kurset overalt i verden. Pete selv har taget kurset igen i Brasilien og Berlin.

Jose Silva Ultramind ESP System står der på powerpointen, vi ser på hele aftenen. Den viser et diagram over hjernebølger.

Kurset er delt i to. Første del i alphaområdet. Der er her Leonardo De Vinci så billeder oppe i loftet, når han lå i sengen. Vi får nye kreative værktøjer og foretager en mental hovedrengøring. Hjemmearbejdet er 100 ting, vi gerne vil opnå.

100 ting, man gerne vil opnå

I den anden del kommer vi ned i Theta og Delta området. Vores 'dør til den spirituelle dimension'. Der er bedst at dele det. For nogen kan det nemlig være grænseoverskridende at opdage, at man kan ting, man ikke vidste, man kunne. For eksempel at fornemme en genstands historie bare ved at føle på den. Det, der hedder psykometri, som Pete forklarer henkastet.

Gustavsen havde for eksempel været skeptisk i starten, men selv han havde lært psykometri. Til slut spørger damerne på første række, hvad det koster, og om det er muligt at få et kursus til Slagelse?

Første del af kurset koster kun 2790. Kroner. Om der er overhovedet bliver en del to afhænger af, om der er nok, der tør gå videre. Jeg finder 100 kroner. For dem kan jeg akkurat lige få bogen Silva Metoden i det gamle oplag. Jeg læser den, mens jeg tænker på, at jeg godt kunne tænke mig nogle penge.

Siden har jeg rent faktisk haft en vis succes. Der er kommet mails, jeg har fået arbejde og en halvpart i en Toyata Corrola hatchback, der kun har gået 70.000 km.

Det er ikke måske ikke at vinde i lotteriet, men Jose Silva skriver: 'Du vil fornuftigvis ikke vinde i lotteriet. Lotteri er af en sådan beskaffenhed, at meget få vinder'. Derimod er livet af en sådan beskaffenhed, som gør, at enhver kan vinde langt mere, end hvad et lotteri kan tilbyde'.

Så dét er vel også en slags succes.

moderne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Min veninde bruger en lignende teknik, som udmærker sig ved at være helt gratis og den går simpelthen ud på at tænke positivt. Tænker man positivt, siger hun, og leder man f.eks.efter en parkeringsplads, så er der altid en. Nu har jeg så bare ingen bil, men mindre kan også gøre det. Engang skulle jeg f.eks. finde en indflytningsgave til min niece og den postitivt indstillede veninde hjalp mig med at tænke positivt og hvad skete der så? I den næste Imerco fandt vi ikke bare en pebberkværn, men både en kværn til salt og en til pebber. Altså et sæt. Hvilket var mit held, om du vil, for det viste sig, at niecen allerede havde en pebberkværn.

Pete Andersen

Hej Nikolai. Imponerende forfatterskab du her lægger for dagen. Der er stort set lykkedes dig, at fantasere frit over næsten enhver information, du fik den aften. Godt gået.

Men der jo faktisk også gået over 5 måneder siden du var til foredraget d. 7. september 2009, og du d. 26. februar fik »artiklen« udgivet.

Nå, men du er da altid velkommen hvis du har lyst til at opleve selve kurset, som ganske rigtigt koster en smule mere end et års abonnement på Information - hos Silva er det dog gratis for resten af livet.

Bedre og bedre
Pete ;-)