Klumme
Læsetid: 3 min.

Tabte en halv million på Inger Christensen

For nylig blev Lone Scherfig som den første danske instruktør nogensinde nomineret til en Oscar i kategorien bedste film. Men hun læser andet end filmmanuskripter
Moderne Tider
13. februar 2010
Sproglig afsmitning. Som yngre, læste jeg masser af amerikansk trash. Det gør at mit engelsk på dårlige dage er en blanding af gymnasie-Shakespeare og 80'er-Jackie Collins, siger Lone Scherfig.

Sproglig afsmitning. Som yngre, læste jeg masser af amerikansk trash. Det gør at mit engelsk på dårlige dage er en blanding af gymnasie-Shakespeare og 80'er-Jackie Collins, siger Lone Scherfig.

Gitte Sofie Hansen

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Bare mange, ikke nogle bestemte. Det første man ser i Skotland, når man er kommet sig over, at folk rent faktisk går med ternet tøj, er, at så mange sidder og læser bøger i de offentlige transportmidler. Fokuserede, optagede. Min mormor var bibliotekar, og jeg elsker biblioteker og boghandler. Det første tv-spil, jeg skrev og instruerede, Margrethes Elsker, foregik på et bibliotek. Jeg var grædefærdig, da vi skulle rive dekorationen fra Wilbur Begår Selvmord ned, en kæmpe boghandel med 50.000 bøger, som stod opbygget i Zentropas studie. I Taiwan, som er det land i verden, hvor folk er højest uddannet, er boghandler steder, hvor man kan finde en kæreste. Der er små blindgyder i reolsystemerne, så der er mere intimitet end normalt. I Danmark er der til gengæld bogcontainere på nogle af vores lossepladser. Her kan man lægge eller tage de bøger, man vil. Sådan burde det være flere steder. På stationerne for eksempel.«

Hvem vil være millionær

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Umiddelbart er det nok Inger Christensens digte. For deres skønhed, klogskab og præcision. Jeg har tabt en halv million i Hvem vil være Millionær, fordi jeg ikke kunne huske eller forlige mig med, at hun ikke havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Ellers læser jeg ikke poesi, men jeg holder meget af minimalisme.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Bortset fra Kurt Vonnegut har jeg svært ved fantasy og science fiction. Jeg falder også nemt i søvn, når jeg ser filmatiseringer i den genre, navnlig af Ringenes Herre, selv om Viggo Mortensen er med, og filmene er teknisk sublime. Magisk realisme skal også være meget velskrevet for ikke at være en lille smule ufrivillig morsomt. Og kække, causerende bøger, hvor forfatteren er mere optaget af sig selv end af omverdenen. Niels Hausgaard og jeg portrætterede sådan en forfatter i Hjemve: Lindy Steen, som blev spillet af Peter Hesse Overgaard. Niels skrev en hel lille digtsamling af Lindy Steen, og jeg skrev en opulent bagsidetekst. Der er nogle få bøger, som er mesterlige, men som har præget mig så meget, at jeg fortryder, jeg læste dem. Det Hvide Hotel, American Psycho og senest The Road er eksempler. De brænder billeder ind i hjernen på én, man ville have haft det bedre uden. Smudslitteratur er underholdende, hvis plottet ellers fungerer, men jeg kan blive helt ubehageligt til mode, hvis jeg læser noget, som er unødvendigt sukkersødt eller selvlækkert. Især da jeg var yngre, læste jeg masser af amerikansk trash, men det har givet mig en sproglig usikkerhed på engelsk. På dårlige dage er mit engelsk en blanding af gymnasie-William Shakespeare og 80er-Jackie Collins.«

Hvilken type læser er du?

»Jeg læser mange filmmanuskripter, som generelt er svage sprogligt, fordi det er arbejdspapirer fremfor litteratur. Ellers er det ret tilfældigt og tit noget, der er anbefalet af den dansk-engelske bogklub, www.engelskbog.com, som jeg er medlem af. Ian McEwan eller Rose Tremain for eksempel, som er nogle af de største nulevende engelske forfattere. Det var noget af et uskyldstab, da det gik op for mig, at man kan købe sig ind på bestsellerlisterne, så det er en hjælp, at der bliver sorteret af en redaktør.«

Hvornår læser du?

»For sjældent. Det er desværre ikke altid, jeg er i gang med en god bog.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her