Læsetid: 4 min.

Et uimodståeligt inferno

Vietnam. 'Rapid capitalism' og helt afsindige mængder udstødningsgasser har forvandlet Hanoi til et sandt mareridt - men efter et par dage i byen vågner man. Og sikke en 'virkelighed', der dukker frem
Vietnam. 'Rapid capitalism' og helt afsindige mængder udstødningsgasser har forvandlet Hanoi til et sandt mareridt - men efter et par dage i byen vågner man. Og sikke en 'virkelighed', der dukker frem
5. februar 2010

Ok, det var et helt urealistisk billede at ankomme til en storby med. Altså at Hanoi nok var noget i retning af den World Nature Heritage-udnævnte Halong-bugts ro og skønhed tilsat et par gadekøkkener og kaffeudskænkninger. Men at Hanoi var seks millioner indbyggere, der har udskiftet deres cykler med udstødningstunge motordjævle, dét havde vi ikke set komme.

Første øvelse i byen er at undgå at blive kørt ned. Næste øvelse: at tøjle adrenalinproduktionen, så man ikke går i brædderne efter en halv times gåtur mellem dyttende, snerrende og uforudsigeligt manøvrerende motorcykler. Tredje øvelse: at acceptere larmen og anskaffe en maske. De rigtige stofmasker til mund og næse kan endda fås i alle farver og mønstre, så de kan integreres i et helt individuelt look.

Jep, den moderne kapitalisme er kommet til Vietnam, for fuld musik.

Således ekviperet og akklimatiseret til infernoet kan man i ro og mag begynde at indtage Hanoi. Efter et par dage med maske på begynder næsen igen at kunne skelne dufte, og vupti finder man frem til gadekøkkenerne, der byder på langt mere delikate frokoster, end f.eks. en dyr ex-pat restaurant som Le Petit Bruxelles over for den belgiske ambassade i Det Franske Kvarter. Og når man begynder at turde se op fra vejen, kan man studere arkitekturen et helt uimodståeligt miks af fransk kolonialisme og kommunistisk funktionalisme. Begge stilarter symboliserer på hver sin måde en svunden æra, der på krampagtig vis fastholdes, som var intet forandret.

Ho Ho Ho Chi Minh

Hanoi byder både på Hotel Metropole, en kulisse for vulgær kolonial overklasseluksus og på gamle damer, der sælger te indtaget på bitte små plastikstole på fortovet; på gourmetrestauranter som Wild Lotus, der får det bedste ved vietnamesisk mad helt op at køre uden at være stadset til, og på statsejede indkøbscentre med fornuftige strømpebukser og billigt køkkenudstyr.

Man kan tilmed finde statuer af Le Nin midt i byen, lige i nærheden af... ja, netop: Ho Chi Minh-Mausolæet. Hvor stakkels beskedne Ai Quoc ligger, bevaret for evigheden og statspartiet. Selv ønskede han ifølge sit testamente at blive brændt og få strøet sin aske ud i naturen i Nord-, Syd- og Centralvietnam, hvor der så skulle anlægges folkelige rekreationsområder, som gamle lokale kunne passe. I stedet ligger Ho Chi Minh til skue for folket og turisterne i et glasbur med fire alvorlige soldater omkring.

Til trods for skæbnens perfiditet over for 1960ernes vestlige frihedshelt number one er mausolæet med tilhørende museum i to varianter en storslået oplevelse. Selve bygningen, det balsamerede lig ligger i, er et imponerende smukt syn med dens kæmpetrappe og kæmpesøjler og kæmpebogstaver i en på én gang overstyret og stoisk fremtoning.

Bag mausolæet kan man blandt andet beskue Ho Chi Minhs hjem de sidste år en hytte på bjælker, mini- malistisk indrettet med så meget liv og varme, at man næsten forventer at se den kønne mand med det lange spidse skæg og de milde øjne komme trissende ind med en kop te til arbejdsbordet.

Dertil kommer et stort museum over Ho Chi Minhs liv og levned i kampen for Vietnams selvstændighed fra Frankrig og ikke mindst krigen mod USA.

Frihedskampen er naturligvis et gennemgående tema på mange af Hanois museer, lige fra Womens Museum til Military History Museum.

Bag kulisserne

På mange af byens museer er lagt stor historiefaglig og visuel dygtighed ind i formidlingen, og Ho Chi Minh museet er sine steder æstetisk eksperimenterende i en så vellykket grad, at man må anbefale Nationalmuseet i København at tage på en lille studietur til Hanoi.

Faktisk er Hanoi generelt som Ho Chi Minhs mausolæum og museum en blanding af konservering, iscenesættelse og eksperimenteren, men alligevel med sin helt egen værdighed og sit helt eget uforstyrrede liv bag kulisserne.

Ud over galopperende kapitalisme er fransk kolonialisme er blevet in i hvert fald i de mest turistede kvarterer, hvor restauranter og cafeer genopliver æstetikken med blandt andet malerier af kolonial »hvide lette kjoler og maskulin smoking-idyl« og retroplakater, der reklamerer for kolonialvarer i ordets oprindelige betydning; ligesom gourmetkøkkener som f.eks. Green Tangerine i den turisttunge del af Det Gamle Kvarter nær den berømte Hoan Kiem sø med Skildpaddetårnet slår sig op på fusioner mellem vietnamesisk og fransk. Det smager fantastisk, det er ikke for det, men dyrkelsen af det franske giver alligevel en lidt bizar smag i munden.

Samtidig står det i skærende kontrast til dyrkelsen af Viet Minh, Viet Cong og ikke mindst Onkel Ho, der smiler ned til dig fra husmure og lygtepæle. På trods af de nye økonomiske takter, ser de statslige propagandaplakater stadig ud som noget, der kunne have illustreret en Røde Mor LP.

Ideologisk fornyelse

Kontrasten mellem dyrkelsen af fransk kolonial æstetik og vietnamesisk frihedskamp er da også kun tilsyneladende begge dele udstråler nemlig samme særprægede miks af virkelig historie og illusion, en slags sløring af noget, der ikke sådan lige er til at gennemskue, hvad er.

Måske hænger det sammen med, at Den Socialistiske Republik Vietnam har indført blæsende markedsøkonomi, men insisterer på at fremstille det, som om det ligger helt i tråd med de marxistiske og leninistiske principper. I opdateret form, forstås. Eller rettere: fornyet den vietnamesiske version af Sovjetunionens perestroika kaldes doimoi, fornyelse. Fornyelse af marxisme-leninisme eller kapitulation til kapitalisme, alt efter anskuelse og tilknytning til staten og partiet.

Med andre ord, Hanoi er ikke, hvad den giver sig ud for. Men hvis man tilgiver byen og sig selv for at blive taget ved næsen og væltet over ende, byder Hanoi og omegn bag al doimoien på uventede oplevelser ad libitum. Og det er netop dem, der forvandler hvordan kommer vi væk herfra? til hvornår kan vi komme tilbage?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu