Læsetid: 8 min.

Fra Andes til Amazonas

I Peru kan man opleve den uspolerede del af Amazonas jungle i Sydamerika. På få dage møder man farvestrålende papegøjer, krokodiller og kryb. Og turen derud er også en oplevelse i sig selv
En kaiman er et almindeligt syn i Amazon-junglen, der er rig på særpræget natur. Her er mere end 1000 slags fugle og knap 100 pattedyr, og stedet har verdensrekord i flora med 15.000 forskellige registrerede plantearter.

En kaiman er et almindeligt syn i Amazon-junglen, der er rig på særpræget natur. Her er mere end 1000 slags fugle og knap 100 pattedyr, og stedet har verdensrekord i flora med 15.000 forskellige registrerede plantearter.

Isabel Fluxá Rosado

6. marts 2010

Det, som er smukt, kan også være dødsensfarligt. Det gælder både køreturen over Andesbjergene for at komme frem til den peruvianske del af Amazonas-junglen såvel som de spændende dyr, der befinder sig i verdens største tropiske regnskov.

Det første lærte vi hurtigt på den elleve timer lange køretur til Manu Nationalpark, et beskyttet område af junglen på størrelse med Wales.

Manu er et af de ypperste steder for økoturisme og det sted, hvor du kan opleve flest forskellige dyre-, fugle og plantearter.

Første del af køreturen fra Inkaernes hovedstad Cuzco foregår smertefrit ad en asfalteret vej, men så snart vi kan skimte de høje Andesbjerge i horisonten, begynder en nervepirrende oplevelse.

Asfaltvejen hører op, og en smal bumpende grusvej smyger sig op ad bjergene. Den ene hårnålskurve efter den anden overgår hinanden. Jo tættere vi kommer på junglen, jo mere mudret bliver vejen. Der er tydelige spor af jord- og stenskred, og der er minimum 100-200 meters afgrund på ydersiden.

Minibussen, der er belæsset med tyve turister samt to guider, en kok, en assistent og mad til 5-6 dage, svinger af sted fra side til side med 30-40 kilometer i timen. Vi kan ikke se kanten af vejen, kun ned, ned, ned.

Vi er blevet placeret forrest i bussen ved siden af chaufføren, som er dybt koncentreret. De gange, bussen til vor store rædsel skal passere en modkørende, dukker vi hovedet og holder i hånd. Alligevel må vi forsøge at nyde den storslåede udsigt.

Flot overkrop

Vejen til junglen begynder i 3300 meters højde og fortsætter over et pas på 3530 meter. I løbet af køreturen passerer vi tre økosystemer: På vej op til passet er omgivelserne golde med røde og gule bjerge og få grønne træer. Fra toppen og ned mod junglen, som befinder sig i lavlandet, kører vi igennem en såkaldt tågeskov, som bliver mere og mere grøn og subtropisk, klæbende fugtig og tæt sammenfiltret.

Efter en lang dags kørsel gør vi stop ved en lejr med komfortable træhytter på pæle, men før vi falder omkuld, besøger vi et fast kur-sted for Perus berømte fugl Cock of the Rock, en såkaldt klippehane. Hver eneste morgen og aften kommer den orange-sorte han til sit ynglingskursted og venter tålmodigt på, at en hun kommer forbi. Hvis hun gør, hopper, danser og fløjter han for at imponere hende i sin farverige fjerdragt. De dybt orange fjer går ud over hans næb, så det ser ud til, at hans hoved er meget aflangt.

På vej tilbage til hytten når vi også at møde den røde brøleabe, som bevæger sig graciøst fra gren til gren med sine lange arme højt, højt oppe i trætoppene. Vi må have kikkerten frem for at betragte dens færd på tæt hold.

Der går hurtigt et par timer med at se på den sjove abe og de kurrende, kælne fugle, bagefter går vi til bords i den fælles spisehytte, hvor en trerettersmenu står klar. Straks efter går vi omkuld under moskitonettet til junglens eksotiske lyde.

Tidligt næste dag kører vi et par timer mere i bus til landsbyen Atalaya. Her deles gruppen op i to, og vi skifter til to motoriserede flodbåde. De næste par dage skal vi sejle langs Amazonas-floden Alto Madres de Dios for at komme dybere ind i junglen.

Båden suser af sted, og den grønne jungle langs flodbredden bliver til en grøn mur, der bliver højere og højere. Vi får masser af frisk luft, og temperaturen er langt behageligere end på land.

Hver gang, der er noget spændende at se, stopper vi. Der er masser af langbenede fugle på de flydende træstammer. Vi koncentrerer os alle om den grå-hvide sandbredde, hvor pumaen ynder at spadsere.

Vi stopper for natten i nærheden af junglebyen Boca Manu. Efter aftensmaden finder vi vores pandelamper frem og går på opdagelse i junglen. Vores guide, som også er biolog, går forrest. Vi følger ham tæt på en række.

Umiddelbart kan vi ikke se noget, men vi ved, at de er der altså dyrene, for de larmer som et helt orkester. Hurtigt peger guiden det ene mærkværdige insekt efter det andet ud med sin lommelygte: farvestrålende firben, kæmpe edderkopper, fantasifulde kryb og neongrønne frøer. Han forklarer, at mange af de mest farvestrålende insekter, kryb og planter, vi møder, kan være farlige. Ikke på grund af deres størrelse eller deres kindtænder, men fordi de er giftige.

De stærke farver er altså et signal til andre dyr og planter om at springe dem over, når det er spisetid!

Næste dag finder vi ud af, hvorfor junglen også bliver kaldt for en regnskov.

Så kom regnen

I båden på vej ind i nationalparken bliver vi pludselig mødt af en tonstung regnbyge, der slukker for alt lyset og plasker os til på få sekunder. Vi hiver lynhurtigt regntøj på og gemmer os bag en blå plastikpresenning, mens regnen pisker ned, og kraftige vindstød hiver og slider i båden.

Efter en time stopper regnen brat, og i det samme er alt vindstille og solrigt igen.

Ved dagens afslutning finder vi vores tredje base for de næste to dage, hvor vi skiftevis er på vandretur i junglen og sejler langs floden. Hidtil har vi befundet os i den kulturelle zone, hvor det er tilladt at bo og bruge skoven. Dyrene må også gerne blive jaget. I nationalparken er det strengt forbudt.

Inden turens begyndelse er vi blevet nøje briefet om, hvordan man gebærder sig i junglen. De meget økobevidste selskabers mantra ved disse ture er: »Rør ikke ved noget, efterlad ikke andet end fodspor og tag ikke andet end billeder.«

Under en procent af Manu Nationalpark er tilgængelig for turister, resten er forbeholdt dyrene og de cirka 40 forskellige indianerstammer, som ifølge vores guide har valgt at leve med deres traditioner i pagt med naturen og totalt isoleret fra omverdenen. Kun forskere har adgang til resten af parken.

Klukkende, hylende aber

Da vi endelig kommer ind i Manu Nationalpark, oplever vi først for alvor, hvor rig på dyreliv junglen er. Også selv om de dyr, som lever her, er mere bange for os end omvendt og derfor er meget sky. Det gælder om at være stille og bevæge sig langsomt for at få øje på noget.

En god guide er også altafgørende. Det viser sig at vores guide, en lokal peruvianer, kan høre, hvilken slags abe det er, som hopper fra den ene gren til den anden. Selv fodspor på stien kan han tyde. Er der ikke noget at se, begynder han selv at lave lyde, og til vores store overraskelse får han et svar i det fjerne! Vi går på række på den smalle sti og følger guiden omgivet af tæt jungle, mens vi konstant er ved at snuble over grene og ubestemmelige skikkelser, som man ikke aner om er levende, før man har trådt på dem.

Selv om vi vandrer i lang tid uden at møde dyrene i junglen, kan vi konstant høre dem. Klukkende, hylende aber, syngende, skræppende fugle, hakkende spætter, gryntende vildsvin, summende insekter og lyde der bare er så mærkelige og ubestemmelige, at de kunne være fra det ydre rum. En bestemt fugl får hurtigt øgenavnet kompliment-fuglen, fordi den fløjter nøjagtigt, som man ville pifte efter en pige

Papegeøjer i gult og blåt

Ifølge vor guide er det værste, der kan ske i junglen, at man bliver bidt af en tæge eller får en kæmpe gren i hovedet, som vi konstant hører knække af træerne, fordi aberne er ophidsede. De såkaldte kuglemyrer skulle heller ikke være behagelige, da deres bid kan svige i flere dage. Men værre er det ikke. Tarzans voldsomme kampe med pumaer og anakondaer hører kun Hollywood til.

Pludselig hører vi en skræmmende gryntelyd fra vildsvin.

»Der er en gruppe vildsvin på vej, og de er vrede. Normalt angriber de ikke mennesker, men det er sket før. Er I klar til at klatre op i et træ?« siger vores guide, som for første gang virker en smule på vagt.

Heldigvis slipper vi for at afprøve vores klatreevner. Vildsvinene vælger at løbe den anden vej. Der er nok fugle og dyr til, at turen i Manu er en oplevelse for livet. Her er mere end 1000 slags fugle, knap 100 pattedyr og stedet har verdensrekord i flora med 15.000 forskellige registrerede plantearter.

Vi har fået en lille bog med en tjekliste over alle dyrearter, som vi har mulighed for at se. I løbet af turen bliver der sat mange krydser. Vi ser ni ud af 13 abearter boltre sig i træerne. Adskillige små krokodiller, de såkaldte kaimans, med gule øjne, der skummelt stikker op ad vandet og stirrer på os. I de to søer Salvador og Otorongo oplever vi de to meter lange oddere, som altid svømmer sammen med deres familie.

Langs flodbredden ser vi den sjove kapivar, der ligner et overdimensioneret marsvin. Vi ser også kæmpe skildpadder omsværmet af sommerfugle, en sort lang slange sniger sig af sted langs sivene ved flodbredden, og højt, højt oppe flyver kæmpe papegøjer i skrigende gult, blåt og rødt. De flyver altid i par, for når de først har fundet hinanden, bliver de sammen resten af livet.

Det er en skøn fornemmelse at se dem i deres rette element. Langt væk fra bure i dyrehandlere eller på skulderen af en gammel sur søulk.

Vi håber på at få sat kryds ud for jaguaren eller pumaen ved turens afslutning, mens boksen ud for anakondaen sådan set gerne må stå tom!

Efter fire fugtige dage i junglen glæder vi os til at tage et minifly tilbage til Cuzco. Sejlturen tog vi gerne igen, men køreturen vil vi bestemt gerne være foruden. Vi har spurgt vores guide henkastet, om det ikke var en god idé at få asfalteret vejen helt ud til junglen? Hans svar var et klart nej. Så vil der jo komme flere turister, og det vil forstyrre dyrene.

Miniflyet bliver aflyst, og der er ingen vej tilbage end over Andesbjergene. Den samme vej, som vi kom. Vi holder igen i hånd det meste af vejen tilbage til Inkaernes hovedstad, men denne gang har vi en oplevelse med i rygsækken, som vi ikke ville undvære. Vi så desværre ikke jaguaren eller pumaen i Manu, men vi så næsten alle de andre.

Vi tog med Pantiacolla Tours fra Cusco til Manu. Selskabet er en ud af ni turarrangører med adgang til den beskyttede del af Manu Nationalpark.

En tur i junglen varer 5 9 dage. Priserne varierer fra cirka 4.200 12.000 kr. pr. person, alt inklusive.

Manu har været fredet område siden 1973. Det er et af verdens 200 vigtigste økosystemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu