Baggrund
Læsetid: 8 min.

Er barnets tarv altid vigtigere end moderens?

Rødstrømperne har sovet i timen. Det kvindelige ideal er atter mor, der ammer, vasker bleer og ofrer sig for sit barn. Advarslen kommer fra den franske filosof Elisabeth Badinter og har aktiveret en stribe af landminer i det diskussionslystne Frankrig
Moderne Tider
6. marts 2010
Mor som ren biologi. Oven på 70'ernes kvindefrigørelse er Moder Natur igen ved at blive et ideal, advarer Elisabeth Badinter. Og det vil få mange kvinder til at vælge moderskabet fra, siger hun.

Mor som ren biologi. Oven på 70'ernes kvindefrigørelse er Moder Natur igen ved at blive et ideal, advarer Elisabeth Badinter. Og det vil få mange kvinder til at vælge moderskabet fra, siger hun.

David Trood

Hvad er vigtigst: Den nybagte mors personlige frihed eller barnets sundhed? Sutteflaske frem for amning? Engangs- eller genbrugsbleer? Spørgsmålene rejses i det seneste essay fra den franske filosof Elisabeth Badinter, Le conflit, la femme et la mère (Konflikten, kvinden og moderen, red.). På værkets forside er Le conflit skrevet med røde typer, mens resten af titlen er holdt i sort. Det er der en god grund til. Badinters ærinde er nemlig at demonstrere, at der rent faktisk er en konflikt mellem rollen som kvinde og rollen som mor. En konflikt, der manifesterer sig, når de indledende spørgsmål skal besvares.

Dermed påtager filosoffen sig som så mange gange før opgaven at sige højt, hvad en del andre utvivlsomt må tænke fra tid til anden. Et eksempel:

»At lovprise amning hver gang og i lige så lang tid, barnet ønsker det, svarer simpelthen til at fratage kvinden hendes tid til sig selv. Når der hertil føjes, at kvindens tilstedeværelse er den bedste garanti for barnets udvikling indtil treårsalderen, siger man i virkeligheden, at alle kvindens andre interesser er sekundere og moralsk underordnede.«

For mens hensynet til børnene ofte per automatik placeres øverst i behovspyramiden, er det tabubelagt at nævne, endsige beklage sig over, at mødrene ofrer en stor del af deres personlige frihed og bevægelighed ved at droppe de frigørende sutteflasker og tidsbesparende engangsbleer. Overgangen fra kvindefrigørelsen til nutidens altdominerende fokus på babyen frem for moderen er en overset revolution, vurderer Badinter:

»Vores opfattelse af moderskabet er revolutioneret, næsten uden at vi har lagt mærke til det. Og udviklingen, eller rettere tilbagegangen, har hverken ført til offentlig debat eller opråb. Dens mål er ellers afgørende, eftersom det handler om hverken mere eller mindre end at genindsætte moderskabet i den feminine skæbnes centrum.«

Sådan holdes tonen igennem essayet, hvis budskab er krystalklart: Hvis der ikke sættes en stopper for det voksende sociale pres på kvinder og mødre, vil stadigt flere fristes til at vælge børnene fra.

Kvindebevægelsen sov i timen

Men hvordan er vi kommet fra kvindebevægelsens stærke år i 1970erne til i dag, hvor: »det, der er legitimt for en kvinde, som ikke er mor, ikke længere er det, når barnet kommer til verden«?

Svaret lyder, at en tredobbelt krise skabte grobunden for den nuværende bevægelse i retning af kødgryderne. Den ene krise består i en stribe økonomiske nedgangstider begyndende med oliekrisen i 1973, som sendte et stort antal franske kvinder hjem fra arbejdsmarkedet. Her tildelte staten, i anerkendelse af, at moderskab er et arbejde som alle andre, understøttelse i tre år til kvinder med små børn. Beløbet lød på halvdelen af mindstelønnen.

Den næste krise, lighedskrisen, inkarneres af lønforskellene og den skæve fordeling af arbejdet i hjemmet som kvinderne fortsat står for tre fjerdedele af. Endelig er der identitetskrisen, som rejser spørgsmålet: Når mænd og kvinder kan udføre de samme opgaver og spille de samme roller, hvori består så de essentielle forskelle?

Og her når vi ind til sagens kerne: Spørgsmålet, som rejste sig oven på kvindekampens storhedstid i 1970erne, var nemlig ifølge Badinter så vanskeligt, at det blev for fristende at vende blikket mod gode gamle Moder Natur. En bevægelse, som altså først blev forberedt af dårlig økonomi og kun delvis ligestilling. Dernæst blev den kraftigt understøttet af flere forskellige ideologier, alle udsprunget i USA, som Badinter samler under betegnelsen naturalisme.

Økologi, adfærd og feminisme

Til de underliggende ideologier hører økologien. Dens tilhængere skyer kemiske stoffer som pesten, og den kvindelige andel tager derfor ikke p-piller, foretrækker at føde hjemme og undgår helst både kejsersnit og epiduralblokade. Desuden er tilhængerne af økologien skarpe modstandere af modermælkserstatning. Engangs- bleerne får også på puklen: En baby mellem nul og 30 måneder forbruger et ton bleer om året, som det tager mellem to og fem årtier at nedbryde.

En anden ideologi, som nævnes i essayet, er adfærdsforskningen, som fokuserer på det naturlige bånd mellem mor og barn. Et begreb, Badinter ellers mente at have jævnet med jorden med sit essay fra 1981: Kærlighed i tilgift. Moderkærlighedens historie, hvori hun med historiske kilder fra fire århundreder beviste, at en mor ikke automatisk nærer kærlighed til sit barn.

Men adfærdsforskerne kunne altså i begyndelsen af 1970erne konstatere, at geder og køer knyttede sig tættere til henholdsvist kid og kalve, når de var i tæt berøring i de første dage lige efter fødslen. Som en art krone på værket ansås amningen for at være det ultimative kit til at binde mor og barn sammen.

Denne erfaring kunne også overføres til kvinder og nyfødte børn, vurderede forskerne. Senere er det blevet påvist, at det netop ikke er muligt at bruge resultaterne fra dyr på mennesker, men det budskab har det været svært at trænge igennem til offentligheden med.

Endelig har en art feministisk bølge vigtige aktier i udbredelsen af den naturalistiske ideologi. For i kraft af, at kvindekampen ikke i første omgang resulterede i fuld ligestilling, vendte en ny generation af feminister den ryggen. De Beauvoirs og Badinters ide om, at fuld ligestilling kun kan opnås ved at fokusere på lighederne mænd og kvinder imellem, blev droppet. I stedet fokuserer den ny bølge på forskellene og hylder det særligt kvindelige lige fra menstruationen over graviditeten til fødslen og selvfølgelig moderskabet.

Derudover særhudfletter Badinter organisationen La Leche League leche betyder mælk på spansk som arbejder for at fremme amning på globalt plan. Organisationen har haft held til at påvirke en række vigtige aktører i sundhedssektoren såsom forskellige sunhdedsfaggrupper, Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og Unicef. F.eks. vedtog medlemmerne af WHO i 1981 at begrænse mulighederne for salg af modermælkserstatning ved at forbyde reklamer i den brede offentlighed samt gratis prøver til mødrene.

Selv om der altså er tale om radikalt forskellige ideologier og mærkesager, taler deres tilhængere alle varmt for en tilbagevenden til de naturlige og traditionelle værdier. På globalt plan er der da også flere, der ammer i dag, end i 1970erne:

»Det er ikke let at sige fra, når man er under tæt overvågning fra sygeplejersken (eller familien!),« konkluderer Badinter.

Storblinkende advarselslamper

Under gennemgangen gør feministen et stort nummer ud af at forklare, at det faktisk ikke står så slemt til i Frankrig, rent amme- og blemæssigt. F.eks. er det ganske billigt og let at få passet børn i offentlige vuggestuer. Hun erkender også, at amning rent faktisk har visse videnskabeligt beviste fordele for barnets sundhed. Og hun understreger, at den radikale verison af økologi, adfærdsforskning og feminisme kun berører en minoritet i heksagonen.

Men, skriver hun, tegnene på skredet i opfattelsen af, hvad den gode mor er for en størrelse, er så tydelige, at det er nødvendigt at handle:

»Sammenfaldet mellem disse tre nye ideologier er ikke tilfældigt. De unge mødre genkender ikke sig selv i dem, men de påvirkes i større eller mindre grad af effekterne heraf.«

For det omsiggribende sociale pres intensiverer den splittelse, som mange mødre må forholde sig til: kærligheden til sit barn og den individuelle frihed. Hvis man konstant øger omfanget af de moderlige pligter, bliver splittelsen hurtigt vanskelig at overkomme. Derfor vil kvinder, som ikke er klar til den nødvendige selvopofrelse helt opgive at få børn, lyder advarslen.

Mediemarathon

Dermed har Elisabeth Badinter endnu engang sparket kønsrollemønsteret midt ind i den debatelskende franske offentlighed, der altid gerne lader sig provokere. Denne gang er bestemt ingen undtagelse: Både de menige franskmænd, medierne og samfundsdebattørerne har udvist en gevaldig interesse.

Til en start er essayet suset lige ind på top 10 på hitlisten over de mest solgte bøger i Frankrig og var efter få dage i handlen solgt i 85.000 eksemplarer.

Dernæst har medieopbuddet, ifølge den venlige dame, som tager imod henvendelser fra pressen, aldrig været så massivt. Således har Badinter de senere uger gennemgået et veritabelt marathon i den nationale presse og deltog dagen før udgivelsen i en temadag om sig selv på den statslige radiokanal France Inter. En anden indikator på, at filosoffen har formået at italesætte nogle ømme tabuer, er omfanget af de debatter og kommentarer, der er fulgt i kølvandet på artiklerne om Badinter på nettet. Eksempelvis var et interview med forfatteren månedens mest kommenterede artikel på ugemagasinet lExpress hjemmeside med 324 kommentarer 10 dage efter at det var lagt på hjemmesiden.

En mor, der slet ikke kan genkende sig selv i Badinters udlægning af tingene, skriver således i en kommentar

»Jeg mindes med stor nostalgi mine graviditeter, glæden over at mærke mit barn mod min krop, når jeg ammede. Endelig vidste jeg, hvorfor og for hvem jeg eksisterede [...] Nu må det være nok med moralprædikanter, der udgiver sig for at være intellektuelle.«

Endelig er der de aktører, Badinter retter sin kritik imod. La Leche League har reageret på Badinters »beklagelige pærevælling« ved at rette nogle af de informationer, der bringes om organisationen i essayet. Blandt andet præciseres det, at faderen modsat hvad Badinter har sagt også er vigtig i den moderlige omsorg for babyen, og at et helt kapitel i den 463 sider lange bestseller Den moderlige amnings kunst er dedikeret til faderen.

Avisen Le Monde har desuden lagt spalteplads til Nathalie Kosciusko-Morizet, nuværende minister for strategisk planlægning og digital økonomi. Før det var hun minister for miljø og økologi. Det var i egenskab af den sidstnævnte post, hun opfordrede forældre til at bruge vaskbare bleer et forslag, som Badinter kritiserer i sit essay. Men det er latterligt, vurderer ministeren:

»Polemikken om vaskbare bleer er ubetydelig. Det drejer sig blot om, at hver enkelt skal kunne føle sig fri til at træffe sine personlige valg,« lyder det.

Til gengæld frygter Kosciusko-Morizet, at Elisabeth Badinter misser de reelle problemer:

»Amningen er ikke noget problem. Det er derimod lønforskellene og glasloftet, som endnu i dag forhindrer dem i at få et større ansvar.«

Generelt er der ingen forståelse for, at Badinter kritiserer den økologiske bevægelse så kraftigt, eller at hun er villig til at diskutere prioriteringen af barnets ve og vel. Men det er også de færreste, der som Badinter selv tager hele turen rundt om problematikken i helikopterperspektiv. Derfor er der heller ikke nogen, som har svaret på Badinters afsluttende spørgsmål: Hvor længe kan de franske kvinder modstå det voksende sociale pres?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claes Pedersen

@ Signe R personligt går jeg ikke ind for kvinderne skal hjem til kodgryderne, og jeg har en philippinsk veninde, som jeg begranser medhensyn til at stå ved kodgyderne. So hun kan bruge tiden mere positivt po at læse, chatte eller andet.

Men i Danmark er det specielt et problem inde for vores omsorgssektor kvinderne vil have aktiviter i kokkenet, frem for bruge tiden po positive aktiviter, og det ganske enkelt et problem, da medore en stigmatisering af mange i det danske samfund, da tiden kunne jo bruges bedre, po mere udviklende og larende og sjover måde. So det ville vare sobert om vi so en kritik af denne kultur fra de mere frigjordte kvinder.

Men ellers tilhore problemet hvis kun overklassen og det er meget vare problemer, som den langt den storste del af verdens kvinder slos med, og til tider glemmer kvinderne lidt hvor langt vi er noget i forhold til at forbedre forholdene langt den storste del af befolkning, bode for mand og kvinder i vesten.

Men ellers stotter jeg din holdning til bedre institutioner, med mere inde plads nor vejret ikke er til at vare ude og lege.

Hans Jørgen Lassen

Uhyggelig læsning, Badinter hylder åbenbart egoismen over alt og ser livet som en kamp, en evig konflikt, her mellem mor og barn.

Mærkelig livsopfattelse, og ikke sympatisk.

Søren Rehhoff

@Hans Jørgen Lassen

."Uhyggelig læsning, Badinter hylder åbenbart egoismen over alt og ser livet som en kamp, en evig konflikt, her mellem mor og barn."

Ja, det er sandelig uhyggelig læsning, men du kan altid blive au pair pige og redde små uskyldige børn fra typer som Badinter.

Dorte Sørensen

Bare en lille side bemærkning.. Hvordan kan engangsbleer være en ulempe for barnet. Det virker helt grotesk da de er mere vandsugende end de vaskbare bleer. Hvis engangsbleerne er imod noget er det miljøet og træfældningen.

Hans Jørgen Lassen

Allerede overskriften stiller en falsk modsætning op mellem moderens tarv og barnets. De skulle gerne være i harmoni, ikke i konflikt. Modsætningen eksisterer ikke.

Med mindre man som Badinter bygger sin hele tankegang på den moderne, ekstreme individualisme, en dybt asocial liberalisme, der udelukkende ser mennesker som enkeltstående individer.

Når en kvinde vælger at få børn, så er hun ikke længere først og fremmest individ (hvis et menneske da nogen sinde er det, hvilket forekommer tvivlsomt). Hun bliver derved til moder, og det indebærer en hel masse i forholdet til barnet.

I øvrigt er det jo i vore dage ens eget frie valg, om man vil have børn, men ønsker man at være forældre, så må man som en selvfølge og en glæde, og ikke en tung pligt, tage med, hvad deraf følger.

Personligt syntes jeg ikke, at det var en sur pligt at stå op midt om natten for at skifte knægten. Vi brugte for øvrigt stofbleer - hvor har jeg vasket mange bleer! Nå, det er nu også mange, mange år siden.

Jeg vil da sige, at hvis nogen oplever at modsætningen mellem et individs identitet som forælder og barn eksisterer for dem, så gør den det også. Uanset om de så er mænd eller kvinder.

Det er derfor folk bør tænke sig gundigt om før de får børn. Der hvor JEG synes det går galt er præcis dér: at det at have børn er blevet forbundet med en art statussymbol, en slags Darwinistisk show-off af hvor godt éns liv er lykkedes. Folk får dem rask væk.
Det er sgu lige som når små børn får en hamster og så ikke kan finde ud af at fodre og passe den.

At få børn er en kæmpe beslutning, og sådan som jordens befolkningstilvækst ser ud, kontra miljøproblemstillinger oma., så er der ingen grund for Badinter til at være dybt bekymret over, at nogen vælger børnene fra.