Essay: Favntag med de uddannede klasser

Når intellektuelle affejer sociale skel som et spørgsmål om kompetence, optræder de med samme klassearrogance som det gamle borgerskab, skriver forfatteren Lars Olsen om en debatkultur, der ikke anerkender klasse og forskelle
Elitens problemer. Tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger på vej til byretten for at kæmpe for sin millionpension. Tidligere tiders eliter havde langt stærkere bindinger til den arbejder- og bondebevægelse, de var udsprunget af.

Elitens problemer. Tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger på vej til byretten for at kæmpe for sin millionpension. Tidligere tiders eliter havde langt stærkere bindinger til den arbejder- og bondebevægelse, de var udsprunget af.

Kjeld navntoft
27. marts 2010

»Det er de begavede, dannede og formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse...«

Orla Lehmann politiker og grundlovsfader, 1861

For nylig deltog jeg i debatprogrammet P1 Formiddag. Lytterne kunne ringe ind og diskutere min nye bog, Eliternes Triumf. Det gjorde rigtig mange. De fleste var også på bølgelænge med bogen, hvis hovedpointe udtrykkes i undertitlen »da de uddannede klasser tog magten«.

En lytter takkede høfligt for, at han kom igennem. Han mindede om, at de fleste seriøse debatprogrammer ikke længere inddrager lyttere og seere, men er en diskussion mellem eksperter. Efter hans mening symptomatisk for mediernes tilgang til den brede befolkning:

»Når jeg ser danske film - eller en udsendelse som De unge mødre - kan jeg ikke genkende mig selv og de mennesker, jeg kender. Der er blevet en ondskabsfuldhed over for de lavere klasser. Os med kun ni års skolegang gør som regel noget forkert, vi er nogle, som det er synd for - eller også er vi socialt udstødte«, sagde han.

Som eksempel nævnte han, at filminstruktøren Ole Bornedal glædede sig over at uddele »proletartæsk« i sin film Fri os fra det onde.

»Vi, der ikke tilhører de højtuddannede i storbyerne, fremstilles som enfoldige småfascister: Nogen, der garanteret stemmer på Dansk Folkeparti og ikke kan lide mennesker med anden hudfarve. Heltene er altid nogle fra den kreative klasse,« sagde lytteren.

Efter min mening har han ret. Sociale skel reduceres al for tit til forskellige »værdier«. Vi har mistet fornemmelsen for de klassebestemte forskelle i levevilkår, der stadig præger det danske samfund. Vi antages alle at tilhøre den samme velstillede middelklasse - bortset fra små grupper af udstødte som misbrugere, hjemløse, marginaliserede indvandrere og så videre.

Arbejderklassen der blev

Jeg gennemgår i Eliternes Triumf Politikens dækning af to konflikter i efteråret: Da utilpassede indvandrerunge fordrev den lokale præst fra Tingbjerg, sendte avisen en stjernereporter til bydelen og svømmede over i forståelse for de unge. Men da hvide københavnske skraldemænd strejkede, var dækningen langt mere nødtørftig. Samtidig blev læserne adskillige gange mindet om skraldemændenes »lukrative« løn og de mulige politiske motiver bag strejken.

To tredjedele af de voksne danskere er ufaglærte og faglærte, men arbejderklassen er forsvundet fra det offentlige rum. Det samme er sociale konflikter og troen på kollektive løsninger. Det er »de uddannede klasser« og deres verdensbilleder, der præger medierne og samfundsdebatten.

Dette skel har også præget reaktionerne på min nye bog. Som forfatter kan jeg ikke klage over manglende interesse: Store omtaler i aviserne, debatter i medierne og på nettet, et hav af kommentarer.

Reaktionerne har imidlertid fulgt et tydeligt mønster: Blandt almindelige borgere er opbakningen næsten unison, mange oplever, at der bliver sat ord på deres egne frustrationer. Men jo tættere vi kommer på hovedstadens højere klasser, desto mere kritik af bogen. Hvordan kan Lars Olsen dog sige sådan, han må være betonsocialist eller det, der i vore dage er værre: populist.

En nyt mønster

De folkelige reaktioner kommer fra mange kanter: En måned som blogger på Jyllands-Posten, det før nævnte radioprogram, mails fra en del mennesker og foredrag landet over. Nogle reaktioner er naturligvis fra brokkerøve, som altid lufter deres mavesurhed, men påfaldende tit er det en velformuleret kritik af en samfundsudvikling, hvor de få bestemmer over de mange.

Mange tager naturligt nok udgangspunkt i deres egen situation. Folk i sundhedssektoren, der føler sig tromlet af alliancen mellem spareivrige politikere og verdensfjerne DJØF'ere i toppen af systemerne. Undervisere, der er frustrerede over, at stadig større dele af uddannelsessystemet indrettes efter akademiske undervisningsformer. For nylig modtog jeg et brev fra en pensioneret vicekriminalkommissær. Efter hans mening skyldes den fejlslagne politireform, at folkene bag savnede kendskab til praktisk politiarbejde:

»Forarbejdet til politireformen blev gjort i en samling af jurister - herunder en forhenværende svensk rigspolitichef - og et par erhvervsfolk og så en enkelt organisationsmand, som i øvrigt skulle varetage interesserne for ca. 70 procent af de ansatte i politiet. En i mine øjne meget skæv magtfordeling,« skrev han.

Billedet er lidt forskelligt fra område til område, men grundlæggende er mønsteret det samme: Reformer og styring udformes i et samspil mellem politikere, embedsmænd, forskere og konsulenter, tilsat lidt management fra det private erhvervsliv. Det er storbyernes overklasse og højere middelklasse, der sætter deres forestillinger igennem overfor 'praktikerne' og dermed etablerer nye magtforhold.

Et mærkeligt valg

De uddannede klassers triumf har således mange ansigter. Et er den voksende afstand til hverdagens praksis blandt politifolk, lærere og sygehuspersonale. Et andet er centralisering omkring storbyer og store enheder. Et tredje er den voksende klassearrogance i kultur- og samfundsdebatten.

Det er imidlertid langt fra alle, som kan se dette magtskifte - endsige betragter det som et problem. For en del højtuddannede er deres egen magt nærmest udtryk for »naturens orden«. Det gælder også mange intellektuelle. For en generation siden tordnede progressive intellektuelle imod klassesamfundet, i dag betragtes ens egen sociale position som det eneste logiske.

»Selvfølgelig har eliterne triumferet. Det er jo det, der kendetegner dem. Og selv om de har lavet mange fejl, bør vi tørre vore øjne. Der er intet, der tyder på, at det ville have været federe at leve i et samfund, hvor det var de dårligst uddannede og mindst indsigtsfulde, der bestemte«, skrev sociologen Henrik Dahl i Weekendavisens anmeldelse.

Tænksomme læsere undrer sig måske over, hvorfor valget kun står mellem de højtuddannedes herredømme eller de dårligst uddannedes ditto. Lad det ligge. Jeg vil give ordet til en anden Henrik fra hovedstadens akademiske ekspertise. Lektor i statskundskab, Henrik Bang, kommenterede bogen i et debatinterview i Berlingske Tidende:

»Lars Olsen har ret i, at magten er gledet over til et stort netværk af professionelle, eksperter og kendte - både når det kommer til at sætte dagsordenen og til at udføre politikker (...) De udfordringer, vi står overfor, kræver bare mere og mere ekspertviden og kompetente eliter, der kan få tingene gjort (...) Virkeligheden er alt for kompleks til, at vi kan vende tilbage til det gamle repræsentative system, hvor vi diskuterede alting i timevis«, forklarede han.

Fra politik til teknokrati

Sådan reduceres politik til teknokrati. Det afgørende er ikke sociale konflikter, heller ikke politiske valg, men såkaldt 'kompetence'. Dermed lukkes øjnene for to afgørende kendsgerninger:

For det første er der stadig sociale forskelle i vores politiske holdninger og interesser. Overklassen/den højere middelklasse er godt nok delt i konkurrerende segmenter, men har også meget til fælles. For eksempel langt mere positive holdninger til globaliseringen end folk flest.

For det andet er disse holdningsforskelle ofte udtryk for forskellige levevilkår og hverdagserfaringer. Folk i samfundseliterne er ikke bare bedre uddannede, men lever også på anden vis et andet liv. De bor i storbyerne, ikke i provinsen. De bor i ejerbolig, ikke til leje. Deres børn går i gymnasiet, ikke på erhvervsuddannelse. Konsekvensen er andre vinkler på centralisering, boligpolitik og uddannelsespolitik.

Elitens nye måder

Det demokratiske problem beskrives ganske præcist i den norske Magtudredning, der udkom i 2003 med en langt mere samfundskritisk konklusion end den samtidige danske:

»Mens folkeflertallet vil have økonomisk udjævning, social stabilitet og national kontrol, vil beslutningseliterne have effektivitet, omstilling og internationalisering,« konstaterer den norske Magtudredning og fortsætter:

»Selv om samfundseliterne danner undergrupper med forskellige holdninger, formes der ikke længere en alternativ elite gennem arbejderbevægelsen. Ledere i Arbejderpartiet indgår ofte i samme form for elitecirkulation som politikere i andre partier, med pendling mellem politik, erhvervslivsledelse, informations- og lobbyvirksomhed«.

Bedre kan det ikke siges! Naturligvis var der også eliter for 50-70 år siden, og rent økonomisk var klasseskellene større end i dag. Forskellen er imidlertid, at mange af datidens ledere havde rødder i arbejderbevægelsen og landboorganisationerne. Dansk politik var formet af »landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere« - som historikeren Hal Koch skrev i 1945.

De politiske ledere udgjorde naturligvis eliter i den forstand, at de havde større indflydelse end almindelige borgere. Men de var helt anderledes forbundet med de brede samfundsklasser. I kraft af deres sociale rødder i arbejderklassen og landbomiljøerne. Og i kraft af folkebevægelsernes stærke tillidsfolk, der hørte til de politiske lederes nærmeste omgivelser.

Forglemmelse?

På få årtier er der sket et dramatisk brud med disse værdier. Over 70 procent af de yngre folketingsmedlemmer har i dag akademisk baggrund. Også på anden vis har de bedrestillede klasser erobret nye positioner - DJØFisering, akademisering, centralisering og mere af samme skuffe.

Samtidig har vi svært ved at håndtere uddannelse som en social skillelinje. Mange akademikere 'glemmer', at højere uddannelse ikke kun giver viden og overblik, men også er adgangsbillet til privilegerede levevilkår og magtfulde positioner. Når intellektuelle affejer sociale skel som et spørgsmål om kompetence, optræder de med samme klassearrogance som det gamle borgerskab.

Min bog indledes med Orla Lehmanns klassiske citat om »de begavede, de dannede og de formuende«, som også bringes i starten af dette essay. Det var ment som et finurligt apropos, men er desværre brandaktuelt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Peter H. Hansen

Hvem er DJØF’erne?

Er det alle cand.polit’er? cand.jur. cand.samf.,
cand.scient.adm’er m.fl.? Er det bare en flok der
lever en luksustilværelse i et bureaukratisk
elfenbenstårn?

Alle fra ovennævnte gruppe er ikke medlem af
DJØF, og personer der har samfundsvidsb.
uddannelser handler KUN efter politisk order!

DJØF’ere og andre kan ikke handle uden, at det
er POLITISK BESTEMT!

NÅR der spares er det altid POLITISK: S, K, V, DF
m.fl. initieret.

JA Danmark er et klassesamfund, det er ET KAPITALISTISK
SAMFUND!

JA Der er MASSIVE besparelser, og JA det danske
samfund ER næsten faldet helt fra hinanden i
rige og fattige.

OG JA, der er behov for et oprør.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Der er grund til stor kritik af arbejderklassen - for dens usynlighed! Fagbevægelsen stækkede sig selv ved at lukke sine medier, og det er i den sammenhæng ris til egen røv.
Arbejderne har i stort tal fravalgt politisk indflydelse gennem partimedlemskab, den ellers traditionelle vej til indflydelse på det danske samfund. Mange fravælger deres fagforening og - endnu værre - deres a-kasse. Det er trist, at den danske arbejderklasse er så kortsynet, at den har opgivet sin indflydelse på idékampen; men det er ikke andres skyld end dens egen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Man lader sig nemt indbilde, at der i sidste halvdel af forrige århundrede og som følge af først andelsbevægelsen og siden ungdomsoprørets iboende kulturradikalisme skulle have været en situation hvor klasserne var opløst og demokratiet mere udbredt end det vi ser i dag. Men så vidt jeg husker opstod der ikke sådan en situation, selv om der var mange tilløb, forhåbninger og gode viljer, især på venstrefløjen. Øvelsen viste sig imidlertid umulig i praksis, kulminerende med Olsen Bandens endeligt og mures fald.

Meget tyder på at den vedholdende klassedeling skyldes at samfundet reproducerer sig selv og sine magtstrukturer stort set automatisk og at vi derfor ikke kan gøre ret meget ved det, med mindre vi som samlet folk kommer så langt ud i tovene at det giver mening at satse på en egentlig revolution og den slags ligger, som bekendt, danskere fjernt. Vi må, med andre ord bare se i øjnene, at vi ikke har en skid at skulle have sagt, så længe vi har det godt. Noget for noget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent Kim  Jepsen

Den altopslugende middelklasse
At lederne af arbejder- og bondepatierne i dag er akademikere uden rod i det beskidte arbejde på gulvet og i marken, og at disse ledere er blevet en del af den højere middelklasse er kun naturligt socialt set.
At der ikke er flere arbejdere og bønder, der har fulgt deres ledere i uddannelse og beskæftigelse, er en katastrofe for hele det danske samfund. Der findes i dag 18 ufaglærtærte til hvert ufaglært stykke arbejde i samfundet p.t. Det er her kæden er hoppet af.
Sandsynliggvis fordi samfundet i de sidste mange år har overført hjemmearbejde til lønnet udearbejde for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det har kostet dyrt i udvikling og uddannelse af mændene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Kamp

Denne bog kommer paradoksalt nok i en tid, hvor populisme, masseunderholdning og laveste fællesnævner florerer på bedste vis politisk og kulturelt.

Politik er i dag et spørgsmål om populisme og visualitet på begge fløje - få konkrete mærkesager er vejen frem, og den saglige og dybdegående debat er ofte at finde i nichemedierne. For medierne er med på denne dille, da de ligesom politikerne i øvrigt skal have så mange kunder som muligt. Derfor elsker medierne ligeså det enkle, det dramatiske, det fængende og underholdene. Og underholdningen er som bekendt X-faktor, vild med talent, aftenshowet og en halvdårlig film på DR1, TV2 eller TV3 fredag aften. Dette bringer os til kulturstoffet, der længe har været oceaner væk fra det synlige, og derfor nu meget symbolsk har kulturen fået sin egen, billige kanal: DRK.

Og ja, jeg ser spøgelser, og heldigvis står det da ikke så slemt til, fordi det enkelte menneske forstår at komme dybere ind i det givne materiale, end hvad medierne og politkerne ellers giver udtryk for.

Alligevel må vi konstatere, at det lette og umiddelbart fængende har sejret både politisk og kulturelt. Alle skal jo have en chance.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Ken Pedersen

@ Bent Kim Jepsen:

."Sandsynliggvis fordi samfundet i de sidste mange år har overført hjemmearbejde til lønnet udearbejde for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Det har kostet dyrt i udvikling og uddannelse af mændene."

Øh, udgangspunktet var nu en mangel på hænder, som gjorde det attraktivt at inddrage "udenforstående" grupper såsom kvinder, fremmedarbejdere mm.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Troels Ken Pedersen, man kunne jo have valgt dengang at stå imod og sætte industrien stolen for døren. Så havde de måske været bedre til at udvikle teknologiske alternativer til glæde for trivslen blandt mennesker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Fin essay. Om end begrebet 'elite' bliver en smule bredt. Er kongehuset så eliten? Lars Løkke? Eller C. Hedegaard? Modtager af vindmølle prisen. Der må jeg være Sancho Panza.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Ken Pedersen

@ Peter Hansen:

Jeg har intet imod at samfundsudviklingen gjorde det muligt for kvinderne at forlade kødgryderne en masse. Min protest gjaldt påstanden om at det var ideologi, som bragte kvinderne på arbejdsmarkedet. Det er faktuelt ukorrekt; sammenhængen er mestendels den anden vej rundt.

Ikke at jeg i øvrigt vil nægte, at DJØFiseringen har haft sine uheldige konsekvenser. Jeg finder det bare morsomt på den lidt smertefuldt ironiske måde, at selvsamme tendens er for alvor løbet amok i det årti, hvor et selverklæret folkeligt anti-elitært parti har båret regeringsmagten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arthur Schopenhauer

Menigmands holdninger og synspunkter har da ingenting overhovedet at gøre i seriøse debatter. Vi burde prise os lykkelige over, at vi stadig værdsætter eksperter herhjemme. I USA, for eksempel, er Sarah Palins ord præcis lige så tungtvejende som nobelprisvindende videnskabsmænd på videnskabelige spørgsmål. Er det sådanne tilstande, vi vil have herhjemme?

Desuden er det forkert at tale om én enkelt "elite." Der er den intellektuelle elite, der sidder på ekspertviden om humaniora og naturvidenskab, og så er der finanseliten, der trods grådig mig-mig-mig hulemandsmentalitet og anti-intellektuel ensporethed får lov at træffe beslutninger på vegne af alle os andre. Man kan med rette have noget imod sidstnævntes indflydelse, men den intellektuelle elite er da en velsignelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sonja Bautz

Som udgangspunkt har nedenstående intet med indtægt at gøre.

Jeg håber virkelig ikke, vi når et punkt hvor et menneske der har tilbragt 30 år på at opnå indsigt, skal sættes på plads af et dårligt lune, en følelsesmæssig bitter dag.

Vi har allerede i dag masser af eksempler på at markedet dirigerer over viden. Luner, og moder sætter dagsorden, hvor dem der kan sine ting pænt må tage plads på hold kæft holdepladsen.

Indtægt fortæller intet, ej heller hvor mange der deler et synspunkt, kun mange års vinklinger, giver et billed. Men det gider ingen i dagens lynsamfund at høre på, det komplekses realiteter.

Fakta er at stemmen fra det der ikke vil fordybe sig, er højere end den nogensinde har været.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lisbeth Johnsen

Når man læser kommentarerne til denne artikel er det meget nærliggende at konkludere, at de fleste her selv tilhører 'eliten'.
Man fornemmer mange bagvedliggende fordomme om de, som ikke tilhører 'eliten':
De er højtråbende, ufunderede, lader sig styre af emotioner, stemmer på DF - i det hele taget primitive og næsten værdiløse, undtagen selvfølgelig som arbejdsdyr.

Er det mon muligt, at de nævnte tv-programmer som 'unge mødre', 'x-faktor' og alt det andet, der sættes i samme kategori, er medieelitens, eller rettere den styrende faktor bagved (hvem det så er, kan udgøre en debat i sig selv) `s strategi til at pacificere de uuddannede masser?
Kan den vendes rundt på den måde, monstro?

For ikke så længe siden, da klimadebatten var på sit højeste, fremførte Conni Hedegård et forslag om, at folk skulle vaske tøj om natten for at spare energi (fordi belastningen på nettet er mindre om natten) - et tilsyneladende udmærket forslag. Det har nu resulteret i, at jeg kan få fornøjelsen af at høre på min nabos vaskemaskine om natten, da jeg bor i tæt etagebyggeri, hvilket jeg gerne ville være foruden. Men Hedegård tænkte sikkert kun i parcelhuse og villaer, hvor naboerne ikke kan høre andres vaskemaskiner.

Danmark er splittet op og sammenhængskraften gået fløjten, måske er det kun 'eliten', der endnu ikke har opdaget det.

En stor tak til Lars Olsen for at gide beskæftige sig med emnet. Han er en af de sidste.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter H. Hansen

Var det ikke HERMAN GÖRING der engang udtalte:
”Hver gang jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min pistol”.

Dansk Folkeparti har spændt hanerne på mange pistoler gennem de sidste 10 år, og ”affyret dem”!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Vi lever i et demokrati, men det fordrer altså, at folk tager deres mulighed for og ret til påvirkning af udviklingen alvorligt. Lars Olsen retter bager for smed: når der er et magttomrum, bliver det fyldt. Så djøfficeringen er i høj grad resultatet af den brede befolknings fravær i offentligheden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Lars Olsen har en vigtig pointe, mener jeg. Og den er da, at folk flest altså ikke har en universitets-uddannelse, og som sådan slet ikke er i stand til at gennemskue, det der sker. Og derfor reagerer de følelses-mæssigt, når de mister deres arbejde, f.eks. når systuen lukker eller når de oplever, at læreren ikke siger noget til en indvandrer-elev, som slår en anden elev i klassen. Og det får dem så til at stemme på Dansk Folkeparti.

Ang. uddannelses-systemet har Lars Olsen også en pointe; omend end svagere en end den ovenfor fremførte. Og det har han, fordi han ikke kan vil indse, at det folk skal kunne idag, også som f.eks. sosu-assistent eller medie-grafiker eller elektriker er noget andet end hvad skulle kunne for f.eks. 20 år siden eller blot for 10 år siden. Og alle kan altså lære at reflektere over, hvad de gør, også sosu-assistenter, tømrere og elektrikere.

Det kræver bare en veltilrettelagt planlægning af undervisningen - og brug af det, der hedder problem-orienteret projektarbejde. I denne form for (gruppe)arbejde tager man nemlig udgangspunkt i den praksis, eleverne og de studerende befinder sig i, vænner dem til at kigge på hvad de gør, og hvorfor de gør det. Og få dem til indse, hvad de selv kan gøre for at ændre på dette.

Og om dette er særligt akademisk ved jeg ikke; siden hvornår er reflektion og evnen til at vurdere ting, og ændre dem, blevet til noget, man gør udelukkende som akademisk arbejde.

Min pointe er at mange tømrere, sosu-assistenter eller elektrikere allerede gør det i deres dagligdag; dette kaldes tavs viden. Og det denne tavse viden, man som underviser skal have fat i, hvis og når man skal lære f.eks. sosu-assistenter at reflektere.

Og især for sosu-assistenter er det nyttigt at kunne; de skal nemlig motiver de ældre til at spise sundere eller yde hjælp-til-selvhjælp. Og såfremt den ene metode ikke virker, skal de kunne reflekrere over (italesætte) hvorfor den ikke virker, og så komme op med en metode, eller en ny plan.

Og X-Factor fungerer ligesom Cirkus Maximus (det med løverne) gjorde i det gamle Rom - pane et circumvenio; brød og skuespil er det. Og meningen er vist den, at sålænge folk har brød og noget at kigge på ,(i tv) så laver de ej hellerballade (alt for meget).

Min holdning til det her er måske nok en smule gammeldaws; den er at vi der har fået en uddannelse skal bruge den til gavn for de som ikke har så meget og ej er i stand til at gennemskue det vi kan. Ikke bruge vor uddannelse til at det som Svend Auken i sit politiske testamente kalder for 'almuesindet' kommer igen.

Og det er det jeg oplever er ved at ske...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Gad vide hvor mange i de u-uddannede klasser der egentlig synes dette er et vigtigt emne for dem ...

Er essayet mon blot endnu en omgang uddannet, selvplagende, navlepilleri fra den skyldbetyngede, elitære venstrefløj?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg tror næppe, Lars Olsen vil anse sit essay som navle-pileri; Lars Olsens bog (som han selv nævner) er jo netop et opgør med de uddannede klassers 'overherredømme' (som Olsen kalder det) over det som han kalder for 'underklassen'.

Hvis man kigger lidt i bogen, vil man se, at den rent faktisk indeholder pointer og interviews med f.eks. Malene Harpsøe, uddannelses-ordfører for DF, og en ganske konstruktiv kritik af Reform 2000.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jean Thierry

At der er skabt en magtelite er efter min opfattelse en uundgåelig konsekvens af at vi har et hierakisk samfund, der især er karakteriseret ved et repræsentativt frem for et direkte demokrati.

Indtil vi får et mere direkte med flere folkeafstemninger og deltagerdemokratisk budget i kommuner og stat og et mere lokalt funderet demokrati, så vil den nuværende centralisering og afdemokratisering, hvis mest ekstreme udtryk er EU, fortsætte.

I øvrigt er det langt fra alle mine med-DJØFere og andre akademikere, der er decideret intellektuelle. Mange af dem er uddannet til at være systemtro og fantasiløse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jean Thierry, du har ret mht. akademikerne, desværre - det viser tidens universitetsledelse tydeligt hver dag.
Mht. mere direkte demokrati har de sidste 9 år (er det virkelig ikke længere?) vist mig, at en gruppe er det lettest manipulérbare, man har, og derfor er repræsentation godt; men netop repræsentation, ikke valg af prygleknægte! Indflydelsen på politikken i Danmark går gennem organiseret partiarbejde, og når en 'eltite' synes at styre butikken nu, er det først og fremmest, fordi folk svigter deres ansvar for deltagelse i samfundets udvikling gennem politisk deltagelse. Valg hvert 4. år er i den sammenhæng rent symbolsk.
Så tag partierne tilbage eller dan nye, hvis de gamle ikke længere tilfredsstiller jer; men lad være med at tude over manglende indflydelse, når I undlader at deltage i den udkrystallisering af magten, der gives mulighed for, og som traditionelt har fungeret. Politikerlede er så 90er og 00erne-agtigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  Rehhoff

Man kan ikke afskaffe forekomsten af magt eller magtudøvelse, ligegydigt hvordan man strukturerer et samfund. Demokrati skaber også en magtorden. Så man kan nok ikke fuldstændigt undgå ihvertfald temporære magteliter.
Problemet er mere hvis en evt. magtelite sætter sig for godt fast og udvikler en magtfuldkommenhed. Som Lars Olsen påpeger er det nok der er sket.
Typer som Henrik Dahl er et udmærket eksempel, der har du da en magtfuldkommen og selvtilfreds idiot der vil noget, med alle de negative følger, folk med hans indstilling, så har for den måde samfundet tackler spørgmål om globalisering, klasseopdeling o.s.v. på.
Omvendt så nytter det jo heller ikke at gøre folk til totale ofre for magteliten, hvor praktikerne undertrykkes af DJØFerne. Synet på Verden har ændret sig, så hvis praktikerne vil gøre op med magteliten, må de sætte sig ind i magtens sprog. Der er en kronik om det i Politiken.

http://politiken.dk/debat/kroniker/article925088.ece

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for christen thomsen

Jamen, det er jo en hel genre. Måske var det Jørgen S. Dich, der grundlagde den? Sidenhen kom Erik Meier Carlsen og Rune Lykkeberg til: de statsansatte eksperter, de kulturradikale, 68'erne og nu pædagogeliten, der tvinger sygeplejerskerne til at læse Habermas og Bourdieu. De har magt, men tror de er oprørere mod magten - de naive hyklere!
Men er det egentlig er det vist en nostalgisk genre, der dyrkes: engang var der en arbejderklasse og nogle politisk magtfulde fagforeninger.
Send endelig en sms, når den danske arbejderklasse vil være arbejderKLASSE igen!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claes  Pedersen

Min egen far blev fodt i 1933 under fattige kor i et arbejder kvater i Vejle, han kunne komme i arbejdernes Boldklub og lare spille fodbold, fordi nogle troede og havde forestilling om at selvom man var fodt fattig so, so var moske ikke fodt til denne skabne, som mange kristne mente og forsat mener i dag.

Igennem sporten blev min far respekteret som menneske, og blev Vejle Boldklubs forste landsholds spiller og han var en blandt mange som mange andre fra den tid der kunne komme og udvikle deres talenter i arbejder bevagelsens organisationer.

En af Danmark sorste Cykel rytter Ole Ritter husker jeg fortalle han fik et lon i ABC til en rytter cykel, eksemplet er hvis et fattig familie i dag vil understotte deres barn i en interesse men mangler pengene, kan de so fo et lon po kommune som har overtaget denne rolle som Arbejder bevagelsen organisationer havde forhen i tiden.

Svaret er nej de bliver stoppet i deres muligheder for at forbedre deres tilvarelse og udvikle deres talenter, og so kan dog fo en hjalp idag, men det er jo forst nor man har vise psykiske og sociale problemer og bliver konstant mindet om man tilhore de svage i Samfundet, ikke at po omroder moske er starker end de mennesker der sider der og ansatte for hjalpe en, men som i virkeligheden medvirker til at stigmatisere mennesker der kommer fra de laver klasser og fattige vilkor i det danske samfund.

Men da Lars Olsen bruger Hal Koch i sin bog, selvom jeg stor respekt for Hal og hans virke inde for Hojskole Bevagelsen, so skal man dog huske po det var hans kone Bodil Koch der netop som kirkeminister for Socialdemokraterne fik nedtonnet klasse kampen og derved blev Arbejder bevagelsen organisationer som AOF DAI ARTE ikke langere stotte fra toppen i partiet, og den offentlige sektor og dens ansatte evner ikke hjalpe mennesker po samme mode, fordi man skaber mure og skel mennesker imllem og skriver mennesker ind social eller sygdoms kultur.

Moske klasse kampen kan vakkes til live igen, personlig tror jeg so mere po en demokratisering af vores offentlige sektor med et folkevalgt kammer under vores folketing, og vi af den vej kan fo et system der po de fattiges pramisser og ikke socialrodgiverne, psykologerne, socialepedagogerne, psykiatrene pramisser. Som jo har overtaget den rolle som kriken havde forhen med hensyn til undertrykke mennesker og udstille dem, i dag bruger man so et lidt mere rafineret sprog, da det med religion ikke helt har samme magt over mennesket.

Selvom en del af denne magt elite her po Information gerne ser det igen, nor talen emnet omhandler Islam og en kritik af den.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ann-Charlotte Kjeldsen

@ Lisbeth Johnsen

1000 tak for din kommentar, den er spot on ! Jeg kunne ikke være mere enig.

Som stresspensioneret socialrådgiver og gennem mange år enlig mor til et handicappet barn (han er nu voksen) har jeg tilhørt en elite, men tilhører nu underklassen, i ordets egentlige betydning.

Jeg er dødtræt af at høre på magteliten (Lars Olsens deff.) og dens totale uvidenhed om især underklassens livsvilkår. Livsvilkår, som ingen partier i Folketinget, bortset fra Enhedslisten, ønsker at gøre noget for.

I reproducerer magtstrukturerne, fordi de er til gavn for jer selv. Og kun derfor.

anbefalede denne kommentar