Klumme
Læsetid: 4 min.

Du får ret - og jeg får fred

Hvis sandheden er forbeholdt de fulde - hvad må vi andre nøjes med?
Ude af sync. Det føles så kuldegysende enkelt, indtil man pludselig finder ud af, at man har mistet magien.

Ude af sync. Det føles så kuldegysende enkelt, indtil man pludselig finder ud af, at man har mistet magien.

Moderne Tider
6. marts 2010

Der er perioder af ens liv, hvor alt bare flasker sig. Uden lifecoach eller stjernetegn eller skytsengle bliver man ført lige så lækkert igennem et hav af muligheder. Man er taknemmelig, men også lidt urolig, fordi man troede, det kun skete for meget smukke piger. Alle disse tilbud der tårner sig op foran brand- og køkkendør. De kommer og spørger fra øst. De kommer og spørger fra vest. Med rejsechecks og tillægsord. Projektmaskinen ruller og man kan vælge og vrage mellem mennesker og andre tilbud. Og selv om man er forvirret, er man også stolt. Og far er stolt. For de ringer hele tiden. Også fra bladene. Og man bliver forlegen og glad ned i maven, fordi de taler med begejstrede stemmer, og man lægger røret og falder omtumlet sammen henne i hjørnet med hånden mod panden og tænker åh jeg magter ikke aldrig igen at skulle leve uden dette.

De perioder kaldes et gennembrud. Den søde tid, inden alle bliver uvenner og narkomaner, og folk begynder at få nok af dig og din lette vej til magtens midlertidige fine varme stol. Men før du når så langt ned, skal der hygges på toppen. Gennembruddet skal følges op af stabilitet. Du skal blive en af dem, de regner med. Du skal langsomt udvikle dig, men være tro mod egen stil og gamle venner. Du skal balancere så fint mellem undergrund og mainstream, elevrådsformand og poseluder og hele tiden mærke efter, mærke efter og mærke efter. Kan du se det kører det er ret nemt de rigtige beslutninger kommer bare af sig selv midt i en vejrtrækning. Hvilket ben skal ud af sengen? Hvilke jeans skal det have på? Hvilket beat skal det svinges til?

Unskyld, undskyld, undskyld ...

Det føles så kuldegysende enkelt, indtil man pludselig finder ud af, at man har mistet magien. Eller det, som vel er en blanding af talent, fokus, timing og overblik. Det er på det tidspunkt, at man må trække sig lidt længere væk fra rampelyset og stå omme bagved og blive ældre og tykkere og trække i alle tråde og netværk og tjekke scenekantens bredde og »hvis jeg misforstår afstanden her så burde jeg havde taget den forbandede uddannelse at falde tilbage på«.

Nå men altså det gjorde jeg ikke. Universitetet var sært usexet, og alle pigerne lavede deres lektier. Så farvel og goddag til et årti af fest. 00erne lignede bunden af to tømte vodkaflasker for mig. Og jeg har kørt den som selvbestaltet aggressiv overdommer i natteliv og omegn. Og jeg er blevet betalt for arrogancen. Og jeg har fået spalteplads stillet beredvilligt til rådighed. Jeg har været så svidende sikker på at vide bedre, at det nærmest mindede om tetosteron. Min yogalærer siger, at jeg må i takt med min kvindelige side, og derfor har jeg bukket mig dybt og længe i et langt stræk af afholdenhed. Jeg har ikke været fuld siden 31. december. Eller sukkerjunkie. Eller junkfoodvrag. Og jeg har ikke haft skyggen af at have ret. Jeg ved ikke om der er indbildskhed med on the side til alt det onde. Men jeg skal love for, at der er rigtige tømmermænd nu. Og tvivl. Jeg har så frygtelig ondt i nedre del af ryggen min hud går amok, og kiloene rasler af i takt med mit formindskede selvbillede. Det er på tide at angre og tage på en lille runde af fejltagelser: Undskyld til alle de bands, der blev fnysende afvist med et enkelt blik. Undskyld til alle de albums, der aldrig blev hørt i fuld længde, men rippet for hits og skyllet ud med tidens vand og dårlig mp3-kvalitet. Undskyld til alle dørmænd I er også mennesker med fylde og substans. Undskyld til klubber med mavesure ejere, der alligevel var sejere end alle de andre. Undskyld til andre lesbiske djs. Undskyld til Queerfestivalen. Undskyld til World Outgames. Undskyld til andre grene, jeg selv har siddet på, men har glemt at save over. Undskyld til andre redepissere. Undskyld til diverse piger må I få smukke børn samt lykkelige familier med andre federe typer. Undskyld de til unge, at jeg spillede for langsomt. Undskyld til de gamle, at jeg spillede for højt. Undskyld til min bankrådgiver, at jeg ikke spillede mere pop. Undskyld til Medina, at jeg nu skriver dette: Undskyld, at jeg spillede Medina lidt for længe, fordi der endelig var noget pop, jeg kunne lide.

Ud af sit ego

»Man skal kunne gå ind og ud af sit ego,« siger min kloge ven, mens hun klapper mig på det hoved, der er så tungt, så tungt af støj og one hell of a forårsrengøring: »Kig på det observer dig selv, bryd dine mønstre og gå så ind og ud af dit ego.«

Man kan også gå ind og ud af en taxa. En tilfældig dag hvor selvretfærdighedens guldalder er forbi. En lortedag hvor det snart 10-årige weekendmuseum er blevet røvet og tømt for alle gulvtæpper, scenespots, lange underbukser og skudsikre veste. Og knalde døren op i en cyklist. En celeber en af slagsen. Og en konsekvens en af slagsen. Morten Kaplerz, mand. Gammel bzer, provokatør, manden bag AFR og pt. fucker i Villa Salò i Signa Sørensens kunstnerisk perverse hus i Hellerup. For helvede at være sådan en, der ikke engang har luret det streetwise omvendte hireaki mellem kørebane og cykelsti. Hvor forkert på den har man lov til at være? Undskyld Morten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her