Læsetid: 4 min.

Filosoffen, der endte som offerlam

Silvio Berlusconi gav filosoffen Norberto Bobbio kuldegysninger: 'Hvor er en verden, der bekymrer sig om prikkerne på Berlusconis slips, dog frivol og banal,' sagde han. I Italien diskuteres Bobbios aktualitet
Festdræberen. Norberto Bobbio anså den intellektuelle som en uundværlig bidragyder til den skrøbelige fred, som politik kan tilbyde. Men med fordærvelsen af det politiske klima i Italien og Berlusconis fremkomst så han den moralske intellektuelle udskreget som festdræber og tudefjæs.

Festdræberen. Norberto Bobbio anså den intellektuelle som en uundværlig bidragyder til den skrøbelige fred, som politik kan tilbyde. Men med fordærvelsen af det politiske klima i Italien og Berlusconis fremkomst så han den moralske intellektuelle udskreget som festdræber og tudefjæs.

27. marts 2010

Norberto Bobbio var efterkrigstidens vigtigste politiske tænker i Italien. De sidste år af sit liv brugte han på at bekæmpe berlusconismen. Bobbio betragtede Silvio Berlusconi som den fysiske inkarnation af demagogen eller tyrannen: »Berlusconi er dybest set som tyrannen i de græske klassikere, der mener, at alt, hvad almindelige dødelige drømmer om, er ham tilladt. Tyrannens kendetegn er, at han tror, han kan alt,« sagde Bobbio, der oplevede Mussolinis magtovertagelse og blev aktiv i modstandsbevægelsen: »Når Berlusconi træder ind på scenen, rejser folk sig og råber 'Silvio, Silvio!'. Det er til at få kuldegysninger af.«

Bobbios bekymring blev ikke hørt: »I praksis var bobbismen ikke andet end en unilateral nedrustning, mens de nazistiske kampvognsdivisioner rykkede frem: en slags kulturelt Belgien, som modviljen mod at gribe til våben ikke redder fra at blive knust,« skriver politologen Pierfranco Pellizzetti i tidsskriftet MicroMega, der fejrer filosoffens 100-års-fødselsdag.

Demokratisk formidler

Bobbio var en internationalt anerkendt formidler af det liberale demokratis grundprincipper, men hans udgangspunkt var, at politik består af såvel høje idealer som fysisk vold, det ophøjede og det nederdrægtige: »Som politisk tænker var han aldrig, hvad man lidt brutalt kunne kalde for en skønånd, tværtimod. Lige fra starten tog han bestik af den hårde skole inden for den politiske realisme,« skriver filosoffen Marco Revelli. Bobbio betragtede det politiske engagement som en nødvendig konsekvens af sit akademiske virke, og hans enorme forfatterskab er et stædigt forsøg på at mægle mellem modsætninger: højre og venstre, troende og ikketroende. Gennem det meste af sit liv var han knyttet til Socialistpartiet og blev i 1979 udnævnt til livstidssenator. Men ifølge Pierfranco Pellizzetti blev professoren fra Torino skubbet ud i »ubetydelighedens hjørne«, da Berlusconi forvandlede det offentlige rum til skuepladsen for et permanent slagsmål, hvor alt er tilladt: »I sine sidste år blev Bobbio et offerlam, der forsvarede sig bevæbnet med fornuft og gode manerer mod modstandere, som kunne finde på de mest tarvelige kneb.«

Fyrsten

Det begyndte i 1984, da Bobbio beskyldte socialisternes leder, ministerpræsident Bettino Craxi, for at repræsentere »bifaldets demokrati«. Til almindelig forargelse betegnede Craxi det antifascistiske koryfæ som »en intellektuel, der fås til kilopris«, og afviste kritikken. Craxi er en af de tre italienske regeringsledere, der har udgivet et forord til Niccolò Machiavellis Fyrsten. I modsætning til de to andre, Mussolini og Berlusconi, der begge nærer forkærlighed for tesen om, at målet helliger midlet, kritiserer Craxi Machiavellis dobbeltmoral. Man kan ikke skelne mellem privat og politisk moral, der findes kun én moral, skriver Craxi. Senere blev han idømt 10 års fængsel for korruption og ulovlig partifinansiering og døde i landflygtighed. I teksten Etica e politica (Etik og politik), som er skrevet i Craxis regeringsperiode, forklarer Bobbio, hvorfor denne kritik af Machiavelli ikke blot er hyklerisk, men også forkert: »Hvis der hos en gruppe røvere, pirater, banditter eller sigøjnere, for ikke at tale om mafia, camorra og den slags, som er en del af vores hverdagserfaring, findes en regel, der anser tyveri for lovligt, er det indlysende, at den regel, der forbyder tyveri - ifølge et regelsæt, der, uanset om det er statens, kirkens eller almindelige menneskers moralbegreber, betragtes som lavere - implicit må betragtes som ophævet, fordi den er uforenelig med et regelsæt, der anses for at være højere. Også stater kan med Augustins berømte udtryk være magna latrocinia (forbrydersammenslutninger).«

Bobbio præciserer, at det politiske livs etik adskiller sig fra almindelige moralbegreber, men ikke i den forstand, at ethvert mål helliger midlerne: »Selv for Machiavelli kan umoralske handlinger i politik kun retfærdiggøres, hvis målet er 'store ting' (...) At søge magten for magtens skyld er at forvandle et middel, der skal vurderes med målet som kriterium, til et mål i sig selv.«

Moralisten

Man ikke kan lave politik uden at få snavs eller blod på hænderne, mente Bobbio. I kampen om erobring eller fastholdelse af magten, som er essensen af politik, er krig eller truslen om vold ikke undtagelsen, men snarere reglen. Det politiske kan både være et løfte om det fælles bedste og et redskab for det absolut onde, og således er det i bedste fald det mindste onde: »For at leve sammen har mennesker brug for politik,« skrev Bobbio i gennembrudsværket Politica e cultura (Politik og kultur) fra 1955. Demokratiet er den eneste styreform, der kan frigøre det politiske fra volden, mente filosoffen, der betragtede menneskerettighedserklæringen fra 1948 som den største politiske opfindelse. Men fordi politik højest kan tilbyde en ustabil fred og tenderer i retning af konflikter, insisterede Bobbio på kulturens autonomi og opfattede den intellektuelle som en uundværlig medierende instans, der kan neutralisere den politiske polemiks destruktive elementer gennem dialog. Da fordærvelsen i italiensk politik blev åbenlys i starten af 90'erne, og Berlusconi efterfølgende gik på banen, betegnede han landets situation som »uløselig« og opgav rollen som medierende intellektuel: »Det er det egentlige vendepunkt i Bobbios læsning af den italienske tragedie, og snarere end politisk er det etisk og æstetisk,« skriver Marco Revelli. Bobbio var bevidst om faren: »I et velfærdssamfund bliver moralisten opfattet som en festdræber, der ikke kan finde ud af spillet, ikke kan finde ud af at leve. Moralist er blevet synonym med tudefjæs, en overset og lidt latterlig pædagog, der prædiker for vinden og revser tidens sæder, lige så kedelig som han heldigvis er uskadelig.«

Efter Norberto Bobbios død i 2004 er berlusconismen trådt ind i en ny fase. Nu har Berlusconi taget patent på frihedsbegrebet med partiet Popolo della Libertà (Frihedens folk), der også omfatter Mussolinis arvtagere. Om Bobbios aktualitet skriver MicroMegas redaktør, filosoffen Paolo Flores D'Arcais, som er en frontfigur i den marginaliserede men artikulerede opposition i Italien: »Konsekvensen af de værdier, som det liberale demokrati hviler på, er uundgåeligt en kamp for lighed, som Bobbio utrætteligt forbinder med friheden, der ellers korrumperes af privilegier.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer