Læsetid: 5 min.

Folket tager konflikten tilbage

Med den nye lov om konfliktråd, der er i fuld funktion fra næste uge, kan offer og gerningsmand i en straffesag mødes og tale om forseelsen. Det er ikke længere kun juristerne, der skal placere skylden. Forbrydelsen skal også sones hos folket selv. Mennesket har fået en plads i det danske retssystem
Røveriofferet. Tre gange var Bente Kjær udsat for den samme røver. Det var først, efter hun fik talt med ham, at hun kunne overvinde de traumer, hun var blevet påført.

Røveriofferet. Tre gange var Bente Kjær udsat for den samme røver. Det var først, efter hun fik talt med ham, at hun kunne overvinde de traumer, hun var blevet påført.

Kristine Kiilerich

Moderne Tider
20. marts 2010

Tre gange har han stået med kniven helt oppe i ansigtet på hende.

Nu står han lige foran hende igen. Denne gang uden kniv. Uden styrthjelm. Uden de hullede hvide handsker, som er alt, hun husker fra første røveri. Kun kildevand og en skål med frugt i er imellem dem. Foran ligger blokken fyldt med spørgsmål, så hun ikke glemmer dem: »Hvorfor gjorde du det?«

»Jeg havde en stor narkogæld. Du må undskylde, det gik ud over dig.«

Efter to timer i lokalet på Albertslund Rådhus, hvor Bente Kjær har siddet ansigt til ansigt med den mand, der tre gange over få måneder truede hende til at udlevere kassebeholdningen i Superbrugsen, går hun ud og sætter sig på en bænk. Frysende af sved. Lettet. Rystet.

I 2008, to år efter røverierne, mødte Bente Kjær sin gerningsmand.

Hun er en af dem, der har deltaget i forsøgsprojektet med konfliktråd, der har kørt siden 1994 - senest i Københavns Vestegns og Midt- og Vestsjællands politikredse.

Vores konflikt

Men nu er forsøgsstadiet fortid. I slutningen af 2009 besluttede folketinget med forhenværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) i spidsen, at konfliktråd skulle være et tilbud til alle i alle politikredse fra januar 2010.

I næste uge er det nødvendige antal mæglere uddannet. Systemet er derfor klar til at tilbyde forsoning til ofre og gerningsmænd. Nu kan folk selv løse deres konflikter.

»Det er ikke længere kun staten og teknokratiet, der kan tage sig af lov og orden. Nu bliver det lige så meget offeret og gerningsmandens konflikt,« siger juraprofessor ved Københavns Universitet Eva Smith. Hun sad med i regeringens udvalg, der udfærdigede den betænkning, som førte til den nye lov.

Loven er dog ikke bare ny. Den er også nyskabende i Danmark, mener Amina Carsce Nissen, der netop er blevet færdiguddannet som mægler hos politiet. Hun er samtidig ved at færdiggøre sit speciale om konfliktråd ved Copenhagen Business School:

»Loven er et opgør med staten som befolkningens eneste konfliktløser. Staten og kollektivet skal ikke længere tage hele ansvaret på sig. Nu vil den enkelte have ret til at løse sine egne konflikter på egne præmisser. Rettighedsmentaliteten har bredt sig til håndteringen af kriminalitet. Folk vil høres og ses.«

Umenneskelig retssag

Og det er netop på det punkt, at strafferetssager ifølge Amina Carsce Nissen har sine begrænsninger. Her betegnes offeret som et vidne og ikke som en forurettet. Offeret bliver reduceret til de øjne, der så - i stedet for den person, der følte.

»Mennesket bliver taget ud af retssagen, fordi det er staten, der bliver den krænkede. Gerningsmanden skal stå til ansvar over for staten - og ikke offeret. Det udspringer af den her generalisering, der er brug for i retssystemet, for at alle skal kunne dømmes lige. Men objektiviseringen har taget overhånd - man glemmer mennesket bag. Offeret skal bare afrapportere ligesom en tilfældig forbipasserende. Bagefter går han eller hun hjem og lukker døren og er stadig bange.«

Bente Kjær går da også hjem. Og lukker døren. Hun lukker faktisk helt ned. I månederne efter røverierne bliver hun bange for at gå uden for huset. Hendes mand ledsager hende de 300 meter på arbejde indtil den dag, hun ikke kan få sig selv ud af huset mere. Hun sidder bare i sofaen, ser tv, vasker op. Høje lyde får hende til at krølle sammen. De lyder ligesom ham: »Kom så med de skide penge, kom så!« Efter to år bag hjemmets fire vægge får hun diagnosen posttraumatisk stress.

En aften får Bente Kjær et opkald med et tilbud om at møde manden, der har placeret hende bag nedrullede gardiner. Uden tøven siger hun ja. Endelig får hun muligheden for at vælte sin vrede, angst og spørgsmål ud over nogen.

Den mulighed har ofre ikke i de danske retssale, for systemet kan ikke rumme følelserne, vurderer Amina Carsce Nissen, der også har arbejdet som domsmand.

»Hævn er en følelse, offeret kan have brug for for at komme videre, og den får også plads i et konfliktråd. Det kan lyde kynisk, men hævnfølelsen kan i sidste ende blive transformeret til noget andet, nemlig barmhjertighed. Der ligger en kæmpe empowerment i at kunne tilgive. Offeret kan ende med også at gøre det for gerningsmandens skyld, på den måde er der noget altruistisk i det. Og det er igen en overset effekt i retssystemet, hvor det er staten og samfundet, der skal tilgive, selv om det er offeret, der har brug for det.«

Mentalt skift

Ifølge Eva Smith har konfliktråd netop en genoprettende effekt:

»Det er det, man kalder restority justice. Altså man genopretter balancen. Offeret får en forklaring, måske en undskyldning - og gerningsmanden får luft for sin dårlige samvittighed, og måske tilgivelse.«

Allerede i 1977 slog mæglingen igennem i Norge, efter sociologen Nils Christie fremsatte en model for konfliktråd. Siden har store dele af verden taget ordningen til sig, netop fordi den menes både at have præventiv og genoprettende effekt. Først nu er Danmark kommet til samme konklusion.

»Det har været lang tid undervejs, men der er ved at ske et mentalt skift, Man er begyndt at indse, at konfliktråd også kan forebygge tilbagefald hos gerningsmænd, hvilket fængsling ikke kan,« forklarer Lin Adrian, ph.d.-stipendiat fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet og involveret i designet af den første forsøgsordning tilbage i 1994. Hun mener, at det også giver »god mening ud fra en dansk tankegang, hvor man i nyere tid er begyndt at skifte fokus fra straf til forbedring af det enkelte menneske«. Men på grund af ordningens karakter af supplement er mentalskiftet »en revolution med modifikationer«.

Der er ganske rigtigt begrænsninger i ordningen, men den vil alligevel få betydning for gerningsmændenes straf, vurderer Eva Smith.

»Deltagelse kan ses som en formildende omstændighed, og derfor vil vi se flere strafnedsættelser som følge af konfliktråd.«

De formildende omstændigheder er, hvad Danmark kan rumme på nuværende tidspunkt i forhold til alternativer til straf, mener Amina Carsce Nissen. Men ordningen er første skridt på vejen:

»Offeret og krænkelsen har fået en stemme. Mennesket er tilbage i det danske retssystem.«

Bente Kjær fik sig selv tilbage efter mødet med sin gerningsmand. Nu går hun på arbejde, alene. Endda efter mørkets frembrud uden at føle frygten. Hun ved, at røveriet intet havde med hende at gøre. Det var ikke hendes skyld. Det var bare en stakkels mand, der var kommet ud i noget rod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kasper Michelsen

bla bla..
Din holdning er pessimistisk, fordi du føler dig adskilt fra andre mennesker.
tilgivelse og barmhjertighed er ikke begrænset til religiøs forkyndelse, men mangler fuldstændig i samfundet, som etiske idealer.

Jeg synes det er en overordentlig god udvikling i systemet, der ALDRIG har fungeret, men kun været en desperat
funktion, grundet i afmagt.

selvfølgelig er det ikke perfekt, men vi kan vel ikke blive ved med at smide folk i fængsel, til sidst er der ikke flere uden for murene.
Desuden er fængsler de perfekte uddannelsesinstanser til opgradering af ens misbrug og kriminelle karriere, så det er lidt en ond cirkel, som samfundet selv har skabt med sit begrænsede menneskesyn.

Niels Christiansen

Det er ikke ualmindeligt, at der fokureres meget på gerningsmanden med henblik på at hjælpe ham/hende videre både under og efter udstået straf. Og fint nok. Denne fokusering kan til tider godt forekomme noget ensidig og måske endda tilmed virke krænkende på offeret; ALT skal - helt i tråd med tiden - analyseres, høres, forståes, snakkes i gennem, tages hensyn til,accepteres etc, etc. Ikke nødvendigvis lige det man, som offer for en forbrydelse, tænker allermest på eller har mest forståelse for, for den sags skyld. En klar afvisning fra den kant er derfor både forståelig og forventelig.

Hvis konfliktråd derimod, berettiget skepsis såvel som fordomme til trods, viser sig at være et effektivt middel til at komme videre med både for offer og gerningsmand, skal der ikke lyde et ondt ord fra min side. Så er det bare at klø på, havde jeg nær sagt.

Jeg forstår dog så udemærket den modstand, der måtte være over for et sådant tiltag fra berørte personer. Forståelsen af alvoren i personfarlige forbrydelser og nødvendigheden af at beskytte offer og øvrighed mod yderligere overgreb bør aldrig vige for hensynet til forbryderen. Der er nu engang personer, der simpelthen ikke egner sig til at være blandt alle andre og som kun yderst vanskeligt eller slet ikke lader sig forandre. De skal bare tages i forvaring, uanset om det så måtte være for bestandigt.
Jeg forestiller mig ingenlunde at straf alene skulle kunne løse problemet med kriminalitet. Dertil er der klart for mange beviser om det modsatte.
Jeg håber blot, at samfundet ikke går så langt i sine bestræbelser på at tilpasse og generalt tilgodese lovovertræderne, at man tager det måske næste skridt, nemlig at gøre konfrontationen mellem partnere obligatorisk.

Deltagelse i konfliktråd må og skal forblive frivilligt.