Det virker lidt, som om ingen føler sig helt hjemme i byen. Som om alle er landet i Manila ved en lettere ondskabsfuld tilfældighed, men har forliget sig med tanken om, at de ikke slipper ud igen. Sådan er det helt sikkert for de mange, der har solgt alt, hvad de ejede i Filippinernes landdistrikter, fordi de troede græsset var grønnere i storbyen. Det er det ikke. Virkelig ikke.
Som turist har man selvfølgelig en hel del indflydelse på, at man befinder sig netop her og så er man jo næppe stuck. Alligevel kan gigantbyens fangarme føles skræmmende.
Når man har brugt tre timer på at komme meget få millimeter på sit lille turistkort og må indse, at det, man skulle, kan man ikke nå, og nu er der mindst tre timer hjem igen, og sikkert mere, for hvis det var myldretid før, er det gået helt bersærk nu, og køen til toget er så lang, og det er så varmt og ...
Cash og kolonialisme
Så er det, man skal trække vejret helt ned i maven, og give slip på kontroltrangen. Ja, udflugten gik helt i fisk, og nej, du ved ikke, hvordan i helvede du kommer tilbage til dér, hvor du kom fra, og fuck, der faldt du over en gadesælgerbod. Men slap dog af. Ingen er ude på at genere dig. Sådan er Manila bare, og hvis dem, der bor her, kan cope med det, så skulle du da være et skarn, hvis du ikke i det mindste gav det et forsøg.
I Manila kan man ikke undslippe mylderet, man kan ikke undslippe fattigdom og slum, og man kan ikke undslippe kaos. Og det har faktisk sin egen morbide charme. Måske er det ønsketænkning, men det virker, som om kaosset er så omfattende, at selv ikke de rigeste kan købe sig fri og så er der da lidt retfærdighed til i hovedstaden i et land, hvor begrebet røverkapitalisme får en helt håndgribelig betydning.
Som et sindbillede på Filippinernes tragedie er de to mest velholdte delbyer i megabyen dels Intramuros de gamle spanske koloniherrers Manila, og dels Makati City, som mest består af shiny hoteller, business og gourmetrestauranter bygget op med både nye og gamle penge og med så ekstrem eksponering af rigdom, at selv en Paris Hilton må rødme.
Ro på i krigszonen
Så er der mere stil over Quezon City, der vel ret beset må kaldes et middelklassekvarter. Her ligger University of the Philippines og utallige ngoer. Der er masser af hyggelige villaveje men uden villakvarterets selvtilfredshed og der er krakemut-markeder med alle mulige lækre (og enkelte ulækre) spiselige ting. Der er Jolly Bee (Filippinernes svar på McD), og der er kaffebarer. Quezon City er rar og overskuelig, mange af ngoerne har små åbne biblioteker, hvor man kan blive klogere på landet, og så rummer bydelen flere grønne områder, hvor man kan jogge, lave kollektiv gymnastik, drikke drinks og lege natur.
Men hvis man vil have rigtig ro på, skal man paradoksalt nok vove sig til den farligste del af Filippinerne: Mindanao, der i 40 år har været hærget af væbnet konflikt mellem regeringshær og oprørsgrupper. Udenrigsministeriet fraråder rejser til Cotabato-provinserne, Sultan Kudarat, Maguindanao, Sarangani, Lanao-provinserne og Misamis Occidental samt Sulu-øhavet. Det er for en gangs skyld ikke helt ude i hampen, især hvis man ikke har lokale kontakter. Ud over missionærerne, der jævnligt bliver kidnappet, er de eneste andre hvide her amerikanske soldater og de er bombemål.
Men Iligan City i Lanao del Norte kan man fint begive sig til, f.eks. med Rural Transit fra universitetsbyen Cagayan de Oro, der i øvrigt er et paradisisk miks af storby og landidyl.
Iligan City er en hyggelig industri- og havneby med nogle af verdens smukkeste vandfald i nærheden, f.eks. Tinagu Falls det skjulte vandfald. Selve byen er mere rå end Cagayan de Oro, men på en helt uaggressiv måde.
Er man til beach resorts, buffeter, surfing og dykning, er omegnen af Davao i det sydlige Mindanao langt mindre overrendt og mere behageligt end de foretrukne turiststeder på f.eks. Cebu.
Og har man først været på Mindanao, vil alt andet virke en anelse falmet. Smag, farver, lugte, omgangsformer. Hvis Manila er angstprovokerende for en småusikker turist, føler man sig meget hurtigt i trygge, varme hænder i Mindanao. Folk glor, og gadebørnene råber Hey Joe (slang for amerikaner), men mere nysgerrigt konstaterende end ubehageligt ment. Tværtimod virker det, som om de fleste opfatter det som et varsel om fredeligere tider, når ubevæbnede udefrakommende vover sig til deres konflikthærgede ø.
Djævlen ligger i detaljen.
Rizal er nationalhelt fordi amerikanerne gjorde ham til det?
Hvorfor denne antydning af noget suspekt? - det vender jeg tilbage til.
Rizal er nationalhelt på samme måde som Holberg, Kirkegaard, Bohr m.fl. er det her til lands.
Rizal skrev blandt meget andet en ”roman”, Noli Me Tagere (The Social Cancer) som var forbudt, men som ikke desto mindre var læst af alle læsende på filippinerne. Bogen er mange ting på en gang; roman, samfunds kritisk analyse, religions kritik, manifest m.v.
Så svaret er, at Rizal (død 1896) allerede mens han levede var etableret som nationalhelt. Noget andet er så, at det først er med spaniernes afgang (1898), blev ”lovligt” at fejre ham.
Når NTA er nød til, at forsyne Rizal med ”Jose Rizal, som amerikanerne mente var et passende symbol på filippinsk ’uafhængighed’” så er forklaringen nok, at google viser at NTAs har et vist engagement i Internationalesocialister, IS. Der er man så vidt vides hardcore Marx/leninister.
I sådan et selskab vil en person, der afviser ideologi, religion og revolution som brugbare veje, naturligvis altid skulle omtales med tillæg af et negativ.
Noli Me Tagere og meget andet kan læses frit på joserizal.info
Og sørme om ikke og så Jose Saison, bl.a. kendt for, at have foranstaltet at revisionistiske partikammerater havnede i en massegrav, er på NTA s fakta boks...Hvilket får mig til at citere lidt fra en bog jeg lige har læst, C.N. Parkinson, Øst og Vest, 1963 (ham med Parkinsons lov)
Min bemærkning til citatet; Parkinson kender næppe Rizal, til gengæld tyder alt på, at Rizal er en særdeles nærværende inspirationskilde i Sø-asien og kina, han var selv delvist etnisk kineser. Når Rizal, hans tid taget i betragtning, ikke finder inspiration hos Marx/socialismen, så er mit gæt at han fra jesuiterne har fået alt rigeligt af totalitære ideologier.
Parkinson:
Kun en religion kan overtage Islams plads i det moderne asien og fungere som banebryder for ekspansionsbevægelsen [Parkinson ser forholdet mellem øst og vest som noget der bevæger sig frem og tilbage som stemplet i en forbrændingsmotor]. Ydermere er det klart, at religionen må opfylde visse krav. Den må erstatte familien med en organisation, der kan tilbyde den samme fornemmelse af medlemskab, tilhørsforhold og sikkerhed. Den må være orientalsk i sindelag, men den må samtidigt være forligelig med de vesterlandske tanker, som er fundet nødvendige til brug i forsvaret mod vesten. Den må tilfredsstille den kinesiske tradition med et regime, bestående af en intellektuel elite, såvel som den kinesiske mereværdsfølelse over for andre folkeslag. Den bør, om muligt, tilfredsstille den indiske fornægtelse af selvet og den arabiske fornemmelse af en strid mellem godt og ondt. Kort sagt det må blive kommunismen. Det er den religion, som synes forudbestemt til at give det genopstående østen dets skæreevne. Parolen for denne nye islam er en omskrivning af det ord, som kalder de troende til bøn: Der er ingen Gud uden økonomisk determinisme, og Marx er Guds profet.
Shintoismen, jødedommen, kristendommen og islam.... må nu tilføjes marxismen – en tro, der ligesom de andre er baseret på vold, en religion, som i sidste instans har sin oprindelse i jødedommen. Karl Marx var jøde, tysk kun af sprog og uddannelse. Han var jødisk i sin fanatisme, jødisk i sin intensitet, jødisk i sin sans for personlig frelse og jødisk i sit had. Ligesom kristendommen og islam stammer marxismen således fra de semitiske folkeslag i ørknens udkant. Ligesom sine rabbiner-forfædre opfattede Marx verden som en skueplads for kampen mellem godt og ondt, mellem de troende og de fordømte. Han så nøjagtigt ud som det, han var, en gammeltestamentlig profet, der nedkalder ødelæggelser over slettelandets stæder. Han var en af de udvalgte, de forfulgte, men sikker på forløsning en gang i fremtiden. Som statsløs jøde, professor uden professorat, forfatter uden læserkreds, viede Marx alle sine evner til én, enorm opgave, til løsningen af hvilken han medbragte en umådelig lærdom, en gennemført egoisme, en fantastisk ildhu og en imponerende begavelse. Resultatet blev Das Kapital.
Das Kapital har form af en lærebog i økonomi, men er i virkeligheden en slags bibel, langtrukken, indtrængende og uklar – en kilde til tekster for forkynderen, en kilde til trøst for den fattige. Den udgør en blanding af moralsk ildhu og videnskabelig jargon og udviser større had til kætteren end den erklærede fjende.
....
Den maxistiske doktrin indbefatter nogle få økonomiske tanker, alle indlysende forældede, en udviklingsteori om historien, baseret på utilstrækkelige beviser, og en profeti vedrørende en øjensynligt statistisk[skulle nok være statisk] og utopisk fremtid. For den indviede, for partimedlemmet, har marxismen en temmelig indviklet teologi, baseret på på forestillingen om dialektisk materialisme. For folket som helhed har den sine guder, sit præsteskab, sin hellige bog, sin litteratur, sin liturgi, sine kættere, sin inkvisation, sine sindbilleder, salmer og valfartssteder.