Læsetid: 4 min.

De gode gamle fællesskaber

Efterhånden er bondesamfundet kommet så meget på afstand, at vi glemmer volden og nedværdigelserne og husker det som en social idyl
Idyl? Sødt ser det ud, men det, man glemmer om bondesamfundet, er, at det var baseret på undertrykkelse og umyndighed. 
 Arkiv

Idyl? Sødt ser det ud, men det, man glemmer om bondesamfundet, er, at det var baseret på undertrykkelse og umyndighed.
Arkiv

Gregers Nielsen

3. april 2010

Det siges som en selvfølge: Fællesskabet, ja fællesskabet var i hvert fald bedre i gamle dage. Man havde ikke så mange mobiltelefoner og karrieremuligheder dengang. Klart nok. Man havde selvklart heller ikke den samme frihed til selv at vælge sit liv, man havde ikke så mange biler og fjernsynsapparater, og man havde ganske givet ikke så mange sek- sualpartnere i løbet af sin ungdom. Ja, man havde ikke engang en ungdom i gamle dage. Men man tog mere hensyn til hinanden, siges det, og man tænkte ikke så meget på sig selv.

Vi har med andre ord i dag mere af det meste, og de fleste har nok også for meget af lidt for meget. Men der er noget, som alle mener, vi har ondt i, og som vi alle bør have lidt ondt over. Og det er fællesskabet. Det var egentlig ikke nostalgisk, men nøgternt, da den borgerlige undervisningsminister i denne uge efterlyste fællesskaber i skolen. Og lærerforeningens formand nikkede med, og oppositionen var også enig, men måtte dog tilføje, at det særligt er den siddende regering, der har ødelagt fællesskabet. Det talte alt sammen til nostalgien, selv om det ikke kom fra nostalgikere. Det traf en tone, som klinger gennem offentligheden, når vi taler om det fælles. Hvad enten det er præster, pessimister, ældre socialister eller seniorintellektuelle med stor dannelse og endnu større pathos synes der enighed om, at det er fællesskabets forfald, vi er vidner til.

Og det er ikke forkert. Det er ikke det samme fællesskab, de taler om, men der er ét fællesskab, som er forsvundet. Det er bondesamfundets fællesskaber, fra før Danmark blev moderne. Det var dengang, man bestemt ikke gjorde, som man havde lyst til. Det var selvfølgelig afhængig af, hvem man var, men de fleste passede den plads, de var blevet anvist. De skulle ikke opfinde deres egen tilværelse, og selvrealisering var ikke et obligatorisk projekt. Dette fællesskab mindes i dag med stor romantik: Der var ikke skilsmisser dengang. Familierne hang sammen, fordi de var nødt til at hænge sammen. Børnene rejste ikke til fremmede lande for at finde ud af, om det lige var dem, og bedsteforældrene måtte ikke nøjes med et årligt besøg af børn og børnebørn, som til daglig havde alt for travlt til at rejse hjem til Danmark eller bare til provinsen. Bedsteforældrene holdt heller ikke op med at arbejde, mens de stadig var sunde og raske, og de lod sig ikke underholde af efterløn for at spille golf og tage på safariture.

Omsorg for de andre

Man sang de samme sange dengang, og man kunne sangene. Man talte ikke så meget om sig selv, og man så ikke så forbandet meget ligegyldigt tv. Naturligvis spiste man heller ikke så meget sødt, som man bagefter blev sur på sig selv over, og der var ikke så meget misbrug af alle mulige usunde substanser. Herfra hvor vi står, kan man let se bondesamfundet som en anderledes stolt og solidarisk kultur. Man drog ikke så meget omsorg for sine egne problemer, men man drog mere omsorg for de andre. Man tog ikke så meget hensyn til sine egne behov, men man tog hensyn til fællesskabet.

Man sled hinanden

Det, man bare glemmer, er, at bondesamfundet var baseret på undertrykkelse og umyndighed. Volden var måske ikke legitim, men der blev ikke gjort indsigelser mod den. Det kan godt være, man ikke blev skilt dengang, men det betød - ifølge forfatteren Hans-Edvard Nørregaard-Nielsen - at »periodens ægtekoner« var »slavebundet til hjemmet og vilkårlighederne dér«. »Vilkårlighederne« henviser til, at konerne blev tvunget til at blive hjemme hos mændene, selv om de til tider blev misbrugt og banket. Det sker også i dag, men dengang havde de ikke noget valg. Ægteskabet kunne ifølge Nørregaard-Nielsen udvikle sig til »en forbitret dødedans, hvor et par sled hinanden op på nederdrægtigste vis«. Børnene i bondesamfundet skulle ikke ud og realisere sig selv som små entreprenører, men mange blev sendt hjemmefra allerede i otte- ni-års-alderen for at tjene på andre gårde. Se på børnene i anden klasse i dag og tænk på at sende dem ud og tjene penge og bo hos mennesker et andet sted uden telefon og med sjældent samvær med mor og far. Ikke nok med, at de ikke havde en ungdom. Mange af dem fik heller ikke en barndom, før de skulle ud og gøre sig gældende som arbejdskraft hos fremmede mennesker. Det var ikke ualmindeligt, at de små børn, som var ude og tjene, blev seksuelt misbrugt af de store karle på gården. Det var til gengæld ualmindeligt, at misbruget fik konsekvenser for misbrugerne. Således var den halvdel af befolkningen, som var kvinder ikke myndige til at vælge selv. Dem, der var tyende, havde heller ikke selvstændig myndighed. Det siges almindeligvis, at vi fik demokrati i 1849 og parlamentarisme i 1901. Men tyende og kvinder fik først stemmeret i 1915. Deres stilling var både eksistentielt, socialt og juridisk underordnet. Det kan godt være, der blev taget hensyn til fællesskabet, men der blev ikke taget hensyn til langt over halvdelen af befolkningen som myndige i deres liv. Og det er muligt, der blev draget omsorg for de fælles funktioner, men der blev ikke draget omsorg for de enkelte mod vold, elendighed og nedværdigelse.

Individualisme er ikke modsætningen til fællesskabet, men forudsætningen for, at vi beskytter hinanden mod overgreb som selvstændige mennesker, og for at hver enkelt har mulighed for at stikke af fra det uacceptable. Fællesskabet mellem frie mennesker er altid presset og truet og svært. Men det gamle fællesskab var umenneskeligt for os i dag og for mange allerede dengang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tage Skou-Hansen talte allerede i 1969 om "Det midlertidige fællesskab" forandringen mod denne flygtighed. Hvad kunne vi kalde de fællesskaber vi har i dag? Måske var fællesskaberne kun positive for de velbjærgede bønder der tog på højskole om vinteren - andelsmejerierne og al det der. . Hvem ejer og definere fællesskaberne i dag?

Udmærket med et nægternt skelende historisk blik, så fællesskabsforestillinge(r)n(e) ikke sander til i retraditionalistisk idylliserende reminiscensterapi.

I så henseende kan Haneke's seneste værk, 'Det hvide bånd', yderligere anbefales.

John V. Mortensen

"Der var engang", ja der var engang, hvor alle i en opgang kendte og hjalp hinanden, resten af gaden lærte man at kende i ismejeriet og købmanden, hvor alle handlede. Fællesskab var ikke bare et ord, som pampere og politiker brugte, men var noget - man var opdraget til - at bruge.

Men - det var også den gang, at børn blev sendt på feriekoloni for at blve fedet op (ikke som i dag - for at blive affedet). Og - det var også den gang, at de mange store steder - vi i dag bruger til flygtninge, blev bygget - til sanatorier for tuberkulosen, som virkelig huserede - både i by og land.

Når det alligevel var de gode gamle dage, var det fordi - man kom hinanden ved, og - at dem der kunde - og gad, var sin egen lykkes smed, eksamenspapir som stopklods - kom først i 60-erne - der førte en ny stand med sig, fællesskab blev nu til garanteret velfærd, altså - hvis man var med på holdet, ellers - not.

Kan i huske Ritts 5000 kr.- boliger til lærere og sygeplejersker, ja - men, hvad med kassedamen og arbejdsmanden, de - hørte til - not.

Fællesskab på landet i 1950'erne???

Glem det!

Det fandtes kun blandt ligestillede. - Da min far som ung landmand købte en større gård på vores hjemegn, gik der en rum tid før han blev en del af de andre proprietæres fællesskab. Et fællesskab der byggede på gård-størrelse og ikke menneskelige kvaliteter.

Der var INGEN husmænd, fodermestre, karle eller andre udenfor deres stand med i deres fællesskab.

Opad i systemet var de afgrænset af godsejere og ejere af endnu større gårdejere.

Dette system gennesyrede alt, vores opdragelse, skolegang og uddannelse - og vi skulle ikke finde på at gifte os 'nedad'.

Fællesskab er derfor en helt forkert og alt for romantisk betegnelse - det handlede om afhængighed.

For uden pigerne i huset fungerede husholdningen ikke, og uden karle, fodermesteren og de lejlighedsvist ansatte daglejere fungerede gården ikke.

På den måde var alle afhængige af hinanden og det var først i 1960'erne og med ungdomsoprøret at vi unge kunne begynde at drømme om at bryde ud af den kvælende afhængighed og finde rigtige fællesskaber.

Kurt Svennevig Christensen

Hvem andre end skabsliberalisten Lykkeberg kan i individualismens hellige navn finde på sætte lighedstegn mellem det landlige fællesskab i 50'erne og det manglende fællesskab vi taler om i dag?

Meget få ved deres fulde fem vil i dag være uenig i, at dette nu halvgamle landlige fællesskab, var alt andet end netop fælleskab. Så langt så godt. Så hvad er så Rune Lykkebergs ærinde? Er det andet end at få fremmet individualismen i vores tid?

Den individualisme som tyranniserer os i dag, er så langtfra forudsætningen for de fællesskaber jeg ønsker - og næsten tænke kan. Men et ved jeg og det er, at manglen på omsorg og solidaritet i dag, intet kan hente i hengemte landlige fællesskaber.