Læsetid: 5 min.

Grædende ind og smilende ud

Hvis dét er klientens oplevelse, har det været en god dag, siger skilsmisseadvokat Sandra Moll, der ofte oplever børnene blive centrum for forældrenes magtkampe
13. marts 2010

Fortalt til Sebastian Gjerding

Jeg har mange klienter, der græder. Især i tilfælde af skilsmisse, hvor de mister børnene, eller deres partner er flyttet med dem. De er i stor sorg, når de kommer ind på mit kontor, og jeg kan levende forestille mig, hvordan det må være. Det, jeg skal gøre, er først og fremmest at berolige dem og få klarhed over situationen. Mange gange handler det om, at de er nervøse, bange og forvirrede, fordi de ikke kender de muligheder, de har for at få løst deres problemer. Det er mit job at sørge for det. Det fascinerende ved jura er, at man har redskaber til at få tingene til at falde på plads. En god sag er, når mine klienter kommer grædende ind på mit kontor og går smilende derfra, når sagen er slut.

Man kan ikke vinde hver gang, og mange gange er udfaldet af en retssag held. Arbejdet med jura er logisk opbygget, men der findes altid det menneskelige element, som er uforudsigeligt. Det kan være fordi, din klient svarer forkert på spørgsmålene i retten, eller modparten kan virke meget overbevisende. Så du har altid en ubekendt, uanset hvor god din forberedelse er.

Jeg kom til Danmark fra Italien, da jeg mødte min mand i 1982. Jeg var allerede cand.jur., men måtte tage uddannelsen forfra her i Danmark. Jeg blev ansat i mit nuværende firma, kort efter at jeg blev uddannet advokat. Jeg fik familiejura som område, fordi jeg er den eneste kvinde i firmaet, og derfor endte alle de sager automatisk på mit bord. Man har åbenbart stadig den tanke, at bløde områder som familie, ægteskab og børn er noget, kvinder skal tage sig af til trods for 100 års kamp for ligestilling.

Familiejura og skilsmisser er lavstatus inden for advokatbranchen. Mændene vil hellere sige, at de har med erhverv at gøre, da det åbenbart er lidt finere. Jeg synes, det er meget uretfærdigt, at familiejura bliver nedprioriteret. For det første fordi vi alle sammen kan risikere at blive skilt eller få familieretlige problemer, men også fordi det er et rigtigt hårdt job. Man kommer virkelig i kontakt med nogle mennesker, der er i krise og har meget brug for din hjælp.

Slås om børnene

At være advokat er hårdt arbejde. Man taler meget om det psykiske arbejdsmiljø for socialrådgivere, fængselsbetjente og andre, der har med mennesker i krise at gøre.

Men man glemmer altså, at advokaterne møder præcist de samme mennesker. Både dem, der ryger i fængsel, og dem, der får tvangsfjernet børnene. Det er aldrig sket for mig, men flere af mine kollegaer har prøvet at have klienter, der er gået amok og har bidt dem, revet skjorten af dem eller på anden måde været fysisk voldelige.

I forbindelse med skilsmisser er det store slagsmål børnene. Der er vedtaget en lov, der bestemmer at forældremyndigheden, som udgangspunkt er fælles. Men det betyder bestemt ikke, at konflikterne er blevet færre. Selv om alle sager nu starter i Statsforvaltningen, og man har mulighed for vejledning og konfliktmægling, så har jeg ikke den oplevelse, at det har hjulpet. I nogle tilfælde er der stadig et meget højt konfliktniveau mellem parterne, fordi børnene bliver betragtet som et statussymbol i forbindelse med skilsmisser. Den, der får børnene, vinder, og den, der ikke får, bliver taberen. Derfor er børn det vigtigste våben i konflikten mellem forældrene, men penge og spørgsmålet om bodeling spiller også en rolle.

Ekstremt skematisk

Man skal arbejde ekstremt skemalagt, hvis man skal arbejde med jura. Jeg vil helst være på arbejde klokken otte. En time før vi åbner. Så har jeg tid til at læse avis, drikke kaffe, læse min mail og sortere min post. Det er rart, at der er en times fred, og jeg er helt forberedt, når telefonerne begynder at ringe klokken ni. Vi lukker klokken 16, og så bliver jeg gerne en time ­ek­stra bagefter, for at få et overblik over, hvad der er sket i løbet af dagen, og hvad jeg skal nå i morgen.

Jeg skriver altid alting ned, så jeg er helt sikker på, at jeg ikke glemmer noget. Jeg gennemgår alle mine sager en gang om ugen. Det er vigtigt, fordi i nogle af sagerne er klienterne eller modparten meget insisterende og bliver ved med at rykke hele tiden. Det betyder, at jeg kan risikere at bruge al min tid på de sager, og glemme de øvrige. Derfor er det vigtigt at have alt skemalagt og gøre status.

Der er også meget stramme frister, der er vigtige at overholde. Hvis min klient lider skade, fordi jeg glemmer at sende noget til retten, bliver jeg pålagt ansvar for det. Jeg har prøvet nogle gange pludselig at have meget travlt med at få noget af sted, fordi jeg havde taget fejl af en dato, men jeg har aldrig misset en frist.

God til at diskutere

Mit job går ud på at kæmpe for mine klienter. Det ligger i oprindelsen af ordet advokat, der kommer fra latin advocatus. Det vil sige ad ausilium vocatus, altså den der bliver kaldt som hjælp. Og jeg synes meget godt, den beskriver vores funktion. Du går til advokaten i det øjeblik, du har brug for hjælp. Enten hvis du har gjort noget forkert, eller der er sket noget i dit liv, der har gjort, at du er havnet i en situation, hvor du ikke kan klare skærene selv.

Jeg forsøger at holde mit arbejde og mit privatliv adskilt, og jeg kan sagtens have et lykkeligt ægteskab, mens jeg har et job, hvor jeg ser mange nedbrudte ægteskaber, eller sager hvor parterne hader hinanden og bruger børnene som våben. Alle, der er gift ved jo, at det ikke kun er en dans på roser, men det er stadig de færreste skilsmisser, der ender med en stor konflikt parterne imellem.

Min mand mener, at jeg er meget advokatagtig, når vi diskuterer. Jeg forsøger altid at finde og påpege det forkerte i hans argument. Det er noget jeg gør ubevidst, fordi jeg er miljøskadet. Men han er god til at standse mig og sige, at han ikke gider at diskutere med advokaten mere. Og så stopper jeg.

segj@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu