Læsetid: 9 min.

'Det har jeg grublet over i årevis'

Hvad fik den tidligere kommunistiske partiformand Aksel Larsen til at indlede et mere end 10-årigt samarbejde med den amerikanske efteretningstjeneste? Det har historikeren Kurt Jacobsen grublet over i forbindelse med genudgivelse af sin biografi om en af Danmarks mest markante politikere
Ulovligt. Ud fra en striks juridisk vurdering var det formentligt ulovligt, hvad Aksel Larsen gjorde, siger Kurt Jacobsen.

Ulovligt. Ud fra en striks juridisk vurdering var det formentligt ulovligt, hvad Aksel Larsen gjorde, siger Kurt Jacobsen.

Kristine Kiilerich

6. marts 2010

Der er nogle historiske personer, man åbenbart aldrig bliver færdig med. Som var deres liv og skæbne et blomsterløg, kan man blive ved med at pille lag efter lag af uden at nå den absolutte kerne.

Den svagelige dreng, der i 1897 blev født i træskomagerens familie som den fjerde i en søskendeflok på ni i den lille fynske landsby Brændekilde, og som viste sig at have så rige talegaver, at han som voksen blev en af danmarkshistoriens bedst kendte og mest populære politikere, er i særklasse sådan en.

Aksel Larsen var den, der i 1932 førte Danmarks Kommunistiske Parti ind i Folketinget og derefter var partiformand i 26 år. Senere i livet var han den første topperson i den europæiske kommunistiske bevægelse, der åbent gjorde op med den hidtidige dogmatiske underordning i forhold til Moskva. Han gjorde det for at stifte Socialistisk Folkeparti som en uafhængig tredje position mellem socialdemokratismen og kommunismen.

Nu har det så oven i købet vist sig, at samme Larsen over en 11-årig periode havde så mange møder og et så tæt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste CIA, at historikeren Kurt Jacobsen, der tilbage i 1993 skrev doktorafhandling om manden, ikke tøver med at kalde Aksel Larsen »decideret CIA-agent«.

I den nyudgivelse af Jacobsens Aksel Larsen-biografi, som netop er udkommet på Informations Forlag, fokuserer et efterskrift på 30 tætskrevne sider netop på Larsens nu blotlagte indsats som informant og meddeler til CIA.

Larsens kalkulerede risiko

»Jeg har grublet i årevis over, hvorfor Larsen gjorde som han gjorde. Man må jo gøre sig klart den enorme risiko han løb ved at mødes med CIA. Hvis det var kommet offentligt frem, at han detaljeret redegjorde for det nystiftede SFs indre diskussioner, herunder udførligt fortalte om personer og situationen i SFs topledelse, så havde han været en færdig mand i dansk politik,« vurderer Jacobsen.

Han har længe haft lidt mere end en anelse om, at der var et eller andet mellem Aksel Larsen og CIA: »Da jeg for 17 år siden udgav min biografi, var der allerede antydninger af nogle møder og kontakter mellem Larsen og CIA,« forklarer han.

Fra en anonym kilde i Forsvarets Efterretningstjeneste havde Kurt Jacobsen inden udgivelsen fået en stemningsberetning fra den dag, efterretningstjenesten erfarede, at der var noget i gære mellem CIA og Larsen. Gennem aflytning af en telefonboks beliggende i begyndelsen af Østerbrogade og derfor anvendt af såvel sovjetiske som amerikanske diplomater, blev det afdækket, at souschefen for CIA i Danmark, Grant Olson, jævnligt mødtes med Aksel Larsen. De danske efterretningstjenester endte med at acceptere situationen mod at modtage rapporter om møderne fra CIA.

»I 1993 var jeg meget i tvivl om, hvor vidt det overhovedet kunne være rigtigt. Men jeg gik ud fra, at Larsen bare var blevet debriefet, altså at han havde fortalt amerikanerne en masse om, hvad han vidste fra sin lange karriere som kommunistformand, og at det kunne ses som en slags livsforsikring mod eventuelle hævnaktioner fra Sovjetunionens side: Når Larsen allerede havde fortalt, hvad han vidste, var der intet opnået fra russisk side ved at uskadeliggøre ham. Måske så jeg det også som en særlig snedig måde fra Larsens side at signalere til de danske toppolitikere som utvivlsomt ville få noget at vide om kontakten at hans brud med sovjetkommunismen var alvorlig ment,« fortæller Kurt Jacobsen.

Men i kraft af først DIIS-udredningen om Danmark fra juni 2005 og senest PET-Kommissionens beretning fra juni 2009 er det nu offentligt, at Larsens samarbejde med CIA var meget mere omfattende end hidtidigt antaget. Det fremgår således af PET-Kommissionens rapport, at der mindst var 20 (måske endda 21) møder mellem Aksel Larsen og CIA, hvor det første angiveligt fandt sted i november 1958 få dage efter Larsens brud med DKP >og det sidste blev holdt i 1969, tre år før Aksel Larsen døde.

»Vi ved nu, at Larsen til og med påtog sig at indsamle oplysninger om forskellige forhold for CIA, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at han var agent, selv om der ikke var betaling involveret,« siger Jacobsen.

Det, som Larsen påtog sig at undersøge for sine amerikanske kontakter, var spørgsmålet om Sovjetunionens indflydelse på den spirende fremvækst af en ny venstrefløj, altså nye partier f.eks. i Norge, Finland og Sverige, som kunne minde om SF. Ganske som PET var CIA i starten nemlig tilbøjelig til at tro, at de SF-agtige partier blot var den gammelkendte kommunisme i ny og smartere indpakning.

»Min vurdering er, at Larsen i den grad var fyldt med afsky mod DKP og alle Ib Nørlund-typerne (Ib Nørlund var DKPs uofficielle chefideolog, red.) og især en vrede over i et langt liv at have tjent, hvad der i stedet for en ædel sag viste sig at være et dødbringende og terroristisk regime. Han var så opsat på at bremse Sovjet og kommunismen, at han var nødt til at gå til amerikanerne. De var de eneste, der var stærke nok til i givet fald kunne holde russerne stangen. Så Larsen og CIA blev forenet efter princippet om din fjendes fjende,« forklarer Jacobsen og påpeger, at bortset herfra var Larsen på ingen måde enig med CIA.

Sad og græd i et hjørne

»Dels kan man se fra møderne, således som PET-Kommissionen har refereret, at Larsen af og til holdt lange foredrag om sit eget syn på den amerikanske imperialisme og Den Tredje Verden; dels kan man konstatere, at mødehyppigheden faldt brat i takt med, at afskyen mod USAs krig i Vietnam nåede til Europa. Så de har absolut ikke været på bølgelængde, men kun været forenet af ønsket om at knække kommunismen.«

Efter Aksel Larsen blev ekskluderet fra DKP, var han ifølge Kurt Jacobsens vurdering nødt til at danne et nyt parti til venstre for socialdemokraterne, men til højre for kommunisterne, hvis ikke hele hans politiske indsats skulle være forspildt. I den situation kunne han ikke også åbent indrømme, at han i årevis som formand for et kommunistisk parti havde løjet og bedraget om forhold, hvor han kendte sandheden, f.eks. om det danske folketingsmedlem Arne Munch-Petersen, der forsvandt i Sovjetunionen. Allerede i 1938 vidste han, at Munch-Petersen trods sin Stalin-begejstring var arresteret af Stalins hemmelige politi, og i 1950 fik han at vide, at vennen og partikammeraten var død af tuberkulose, mens han sad fængslet som kontrarevolutionær klassefjende. Alligevel foregav Larsen over for offentligheden, at han intet vidste, og ikke mindst Munch-Petersens enke levede derfor i årevis i troen på, at hendes mand en dag ville komme tilbage.

>Var det forkert af Larsen at samarbejde med CIA?

»Ud fra en striks juridisk vurdering var det formentligt ulovligt. Men svaret afhænger ganske af, hvordan man i øvrigt vurderer situationen. Selv synes jeg, at mennesker må have en legitim ret til at følge deres idealer, også selv om det er i modstrid med den gældende lov. Det skete jo også i Hitler-Tyskland, at enkelte samarbejdede med de allierede, og disse personer anser vi i dag for at have været særlig modige.«

Et andet eksempel er, at det for nylig kom frem, at den tidligere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen havde været agent for amerikanerne i de tidligste efterkrigsår. Herom mente den nuværende udviklingsminister Søren Pind (V), at netop det samarbejde gjorde H.C. Hansen til en hædersmand.

»Jeg får i al fald ikke kvababbelser over, at Larsen gjorde det. Og jeg kan egentligt godt forstå ham. For hvis nogen politiker i det her land har vidst noget, som han siden har løjet og løjet om >og dermed fået anbragt sig selv i et dybt moralsk morads >så har det været Larsen.«

Jacobsen, der selv har været medlem af DKP frem til efter murens fald, ved fra egen erfaring, at især for krigsgenerationen af danske kommunister var sagen så vigtig, at alt kunne forsvares: Netop fordi kommunisterne var sat på jorden med det ædleste af alle politiske projekter, kunne løgn, propaganda og beskidte tricks sagtens forsvares.

»Vi ved, at Aksel Larsen havde sin tvivl allerede før Anden Verdenskrig, og at han to gange ville gå af som partiformand, fordi han ikke kunne forsvare det. Men hans disciplin var alligevel så stærk, at han forblev på posten, fordi Kommunistisk Internationale beordrede det. Det er næsten helt ubegribeligt, hvad han har måtte bære rundt på af hemmeligheder, som han ikke kunne gøre noget ved,« fortæller Jacobsen og erindrer, at han en gang under et foredrag traf en af Larsens niecer.

»Hun, der selv var blevet en midaldrende dame, fortalte, hvordan Aksel Larsen ofte selv på en smuk forårsdag som i dag kunne sætte sig hen i et mørkt hjørne og græde og græde. Det havde hun som barn og ung set, når hun med sine forældre besøgte den ødegård, som Larsen havde i Sverige.«

Hvorfor er det vigtigt for os i dag at vide, hvad Aksel Larsen har gjort for 40-50 år siden?

»Fordi det giver et indblik i, hvad politikere er i stand til, og dermed får vi en større forståelse for det politiske system. Og som jeg ser det, har Aksel Larsens mange møder med CIA gjort, at det har været tæt på, at det politiske projekt med SF var endt i en katastrofe, hvis agentvirksomheden var blevet opdaget af andre, f.eks. af Gert Petersen.«

Forskerguld om Den Kolde Krig

Siden PET-Kommissionen offentliggjorde sin rapport i juni sidste år, har Kurt Jacobsen afventet at få adgang til nogle af de dokumenter, som Kommissionen har gennemgået.

Men selv om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 lovede fri adgang for alle forskere i DIIS-udredningens papirer, og trods et nyere tilsagn fra tidligere justitsminister Brian Mikkelsen om en lignende adgang til PET-Kommissionens papirer, så må Jacobsen på linje med en række andre forskere nøjes med at vente og vente og vente. Regelmæssigt som et urværk får han hver anden måned et nyt brev fra PET, der beklager, at »Deres anmodning fortsat ikke er færdigbehandlet«.

Kurt Jacobsen vil for det første gerne se de omkring 3.000 maskinskrevne sider, som var resultat af aflytningen fra 1952-58 af den lejlighed i Nørre Søgade, hvor Alfred Jensen, næstformand i DKP, boede med sin kone.

»Hverdagssnakken mellem Alfred Jensen og hans kone Ragnhild Andersen må rumme guld om den kolde krigs højdepunkter,« siger Kurt Jacobsen og nævner i flæng afslutningen af Koreakrigen, Stalins død, opgøret med persondyrkelsen på den 20. partikongres i Sovjetunionens Kommunistiske Parti, tøbruddet i forhold til Jugoslavien og sprængningen af DKP.

»Alt det ligger bare og venter i PET-arkiverne.«

For det andet vil Jacobsen have indsigt i referaterne fra alle de møder, Larsen har holdt med CIA og især i fire, som DIIS ikke har offentliggjort. I efterskriftet til Larsen-biografien peger Jacobsen således på, at DIIS i visse tilfælde bagatelliserer indholdet af samtalerne. Tilsvarende offentliggør DIIS kun referater fra 16 møder, selv om PET-Kommissionen anfører, at der findes mindst 20 referater.

»Jeg ved ikke, om PET har undladt at give DIIS de sidste fire referater, eller om det er DIIS selv, der har undladt at offentliggøre dem. Under alle omstændigheder ville det være interessant for min forskning, hvis jeg fik adgang til dokumenterne, således som det også er tilkendegivet fra statsministeren og justitsministeren.«

Når det alligevel trækker ud med indsigt i dokumenterne, mener Kurt Jacobsen, at det må hænge sammen med to forhold: »For det første vil enhver efterretningstjeneste automatisk stritte imod at åbne for adgang til deres arkiver. CIA vil således hverken be- eller afkræfte, at de har haft kontakt med Aksel Larsen, selv om souschefen Grant Olson på DR2 har forklaret vidt og bredt om møderne for nogle år siden. For det andet viser forløbet, at det åbenbart ikke har været andet end mundsvejr, når Fogh Rasmussen og Mikkelsen har talt om fri adgang for forskerne.«

Kurt Jacobsen

Aksel Larsen stifteren af SF.

754 sider, ill. 299 kr.

Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Jacobsen taler om at sagen var så vigtig for kommunisterne, at alt kunne forsvares. Det er nu ikke sandt, men lad det ligge, og lad os se på hvad sagen så var! Sagen var i al sin enkelhed arbejder klassens tarv, og arbejderbevægelsens muligheder for, at skabe menneskelignende forhold for arbejder familierne. Denne sag forrådte Aksel Larsen tilsyneladende, gennem sin agent virksomhed for CIA; ligesom han gennem denne virksomhed blåstempler, USA internationale imperialisme og US´s udplyndringe af 3. verdens lande. Måske skulle man se på Aksel Larsens liv som en helhed og se på tendenser, som kunne afslører mulige brister i mandens kareter eller muligheden, af et P.T.S.D. Husk på, at også overfor Gestapo var Larsen noget åbenmundet, hvad Gert Petersen nærmest brugte et helt liv til, at dække over. Måske skulle man også undersøge om Larsen, på et meget tidligere tidspunkt har været agent for CIA; og eller se på nogle, af de mange beskyldninger fra Richard Jensen og Co. Det er jo ikke umuligt, at der er noget om anklagerne for kontrarevolutionær virksomhed som Richard Jensen stædigt fastholdt.

Aksel Larsen gav lige siden sin lagerarbejdstilværelse mange hovedbrud. Ikke alene forholdet til CIA , Christimas Møller og Gestapo (og hans særbehandling som fange i Tyskland) gav anledning til en grim mistanke om en slags dobbeltagentrolle.
Når vi husker hans bramfrie fremtoning toner imidlertid altid et uafklaret drama frem af storpolitisk karakter, nemlig hans sidste dage sammen med Arne Munch-Petersen i Moskva, da de sammen formulerede DKP's leninistiske politik. Han tog hjem, Elna Hjort- Lorenzen rejste, men da Arne nogle dage senere skulle af sted, blev han arresteret og anklaget som hundredvis af andre fremtrædende kommunister.
Aksel Larsen optræder i KGB's forhørsprotokoller, men mig bekendt uden en eneste antydning af angiveri (for 'trotskisme'). Aksel Larsen ville aldrig tale med Elna om Arnes endeligt (det var en 'kommandosag'), til trods for at han antagelig kendte eller formodede forklaringen, og han rejste straks efter krigen igen til Sovjet.
Alle medvidere er døde, men mange andre - man kan bl.a. spørge Ole Sohn eller Morten Thing - har givetvis overvejet sagen, der her er skitseret som et psykologisk fænomen, men ikke kan klarlægges uden forbindelse til det særlige kommunistiske kommandosystem under optakten til krigen, hvor enkelte stærke kræfter under Stalin foretog en udrensning.
Særskilt må bemærkes, at den slags sager har været oplagte angrebspunkter for de politiske modstandere under hele Den kolde Krig, hvor det lykkedes at tegne et sort-hvidt billede af dansk politik. Artiklen i dag bliver måske et yderligere eksempel på kampen mod kommunisterne, idet man ikke tager udgangspuinkt i den marxistiske ideologi/teori, men angriber historiske særtilfælde, nogle af stalinsystemets udfald i krigen mod nazismen, som netop ikke er kommunistiske, måske mere et spejlbillede af modstandernes egen ideologi. Det kommunistiske dilemma (og et alment problem) består i, at kommunismen principielt har den gennemførte demokratiske opbygning fra bund til top, men i afgørende sager alligevel lader en snæver inderkreds i toppen træffe afgørelserne suverænt den samme suverænitet, som ikke bare den nazistiske statsteori baksede med, men som giver uoverskuelige juridiske vanskeligheder for ethvert parti, der vil kalde sig demokratisk.
Aktuelt har staten formuleret problemet i antiterrorloverne (der har været anvendt af Højesteret i afgørelsen over for Fighters+Lovers), men de beskriver undtagelsersbestemmelser, indfører en nødret, men nødretten giver ingen ret i en normativ samfund, men anerkender til gengæld krise og kaos som almindelige tilstande i samfundet. Hvem skal så bestemme lov og ret (folkeretten / naturretten)?

Historien skal bedømmes i sin egen kontekst.

Opgaven dengang var at sikre, at de to supermagter ikke røg i totterne på hinanden. Husk Danmark alene var tiltænkt 72 atombomber. Den kommunistiske sag i forhold til den kapitalistiske samfundsmodel var i folks bevidsthed trådt i baggrunden med - som man sagde dengang - supermagternes mulighed for at sprænge hele kloden i luften. 'Fred i Europa' var et langt mere påtrængende ønske end ideologi - og som enhver ved så er spioner og agenter de mennesker, der har gjort mest for verdensfreden.

På min væg har i snart mange år hængt et portrætmaleri af Aksel Larsen, gjort af Ejler Krag engang i 60'erne. Stuelysets forskellige virkninger giver Aksel skiftende udtryk, men altid et hvast blik til siden og et lidt prøvende og underfundigt udtryk i øjnene, idet han formulerer et ord mellem sine læber. Selv for en arbejdsmand gælder, at det personlige udtryk aldrig er almindeligt, men ofte genialt.

Alexander Carolinus

Så vågn dog op. Højre-Venstre dialektikken er konstrueret for at splitte folket, mens de egentlige herskere i stilhed manipulerer begge sider bag kulisserne. Hvis man ikke har opdaget det tidligere, falder tiøren når man når toppen - og hvorfor så ikke tjene en skilling, når man nu har muligheden

Alexander Carolinus siger:
Højre-Venstre dialektikken er konstrueret for at splitte folket,

Ikke enig. De laveste indkomster i samfundet har behov for stærke organisationer (fagbevægelse, sygekasser, boligforeninger, folkeskoler m.v.) og dygtige ledere og politikere for at tiltvinge sig deres del af samfundskagen. At en stor del mellemindkomstgruppen er indoktrineret med en lakaj-filosofi, der gør at de klæber til samfundets højindkomstgruppe - det er klassekampens skisma.

Højre-Venstre dialektikken er reel nok, om end det kan være svært at sætte sig ind i en lakaj-filosofi, se "Fuldt finansieret reform" http://www.information.dk/226531

Alexander og Bill:
Den politik, som I forfægter, findes i Dansk Folkepartis program siden partiet blev etableret som et protestparti af et triumvirat fra Fremskridtspartiet. Det er protesten mod de etablerede partier, mod eliten, mod eksperter, sågar mod de underprivilligerede, mod de fremmede og mod andre religioner end den kristne - på grundlag af den folkelige sunde fornuft! Hvis I selv tror, at fornuften trods alt også findes i en postrationel fremtid, må I også kunne indse rækkevidden af at tage dette folk - det såkaldte gode-gæve-gavnlige-hæderlige - som indtægt og grundlag for en politik..

Per Diepgen,
Jeg skriver "Ikke enig" til Alexander. At du så sambehandler vores synspunkter i din banalyse er dit problem. Men jeg vil for mit eget vedkommende anføre at min fortrøstning omkring de gode-gæve-gavnlige-hæderlige er baseret på opblomstringen af velfærdssamfundet i de lande hvor disse gode-gæve-gavnlige-hæderlige har haft den politiske magt.

Claus Oreskov

Per Diepgen@. Måske er det ikke så enkelt! Umiddelbar lyder det fornuftigt, at tage det gode-gæve-gavnlige , hæderlige og folkelige politiske alvorligt. Det mener jeg også man skal, men situationen er samtidig den at: ” det gode-gæve-gavnlige-hæderlige projekt” syndes alvorligt manipulerede, så det er svært, at se virkelig repræsentation fra den falske dito. Det er ikke alle der taler i folkets navn som repræsentere folket!

Alle vil gerne være populære og kan derfor forledes af at ændre mål og med i overensstemmelse med folkestemningen. Populisme findes vel i flere partier, ofte i takt med valget.

Claus Oreskov

Jo og nej – for hvad er populisme sådan lige præcis? Det jeg gerne vil afdække er, af hvem og hvordan manupuleres folkestemningen. Og hvordan lykkedes det nogen, at tale på folkets vegne uden noget mandat for til sidst, at fremstå som repræsentanter for det folkelige. Sådanne processer forgår jo hver dag, hvis jeg må være så fri.

Hvad er populisme sådan lige præcis?

Populister skal vel måles på de politiske resultater.... men almenhedens hukommelse er kort

Problemet er at de skal tage bestik af disse politiske resultater er købt af den selvsamme populismeindustri ...