Læsetid: 4 min.

Kærlighedens vold mod virkeligheden

Den gamle forestilling om, at kærligheden er magisk, indeholder en sandhed. Magi er altid snyd. Ikke kun fordi kaninen var i hatten hele tiden. Men også og langt væsentligere, fordi virkelig magi - uden snyd - for alvor er snyd. Hvis kaninen opstår af det pure intet, er det ikke bare publikum man snyder, men virkeligheden
Den gamle forestilling om, at kærligheden er magisk, indeholder en sandhed. Magi er altid snyd. Ikke kun fordi kaninen var i hatten hele tiden. Men også og langt væsentligere, fordi virkelig magi - uden snyd - for alvor er snyd. Hvis kaninen opstår af det pure intet, er det ikke bare publikum man snyder, men virkeligheden
3. april 2010

»Vi er samlede her i dag for at forene dette tegn med denne betydning - og så for at tilføje lidt ekstra.«

Det er jo det, det hele handler om. Det lille ekstra. Kernen. Tingen. Stedet. Det var lige netop dér, de mødtes. I et digt af Jørgen Leth. Vinen stod flot i glasset. Netop dér. På bordet. Lige ved siden af hende, hvor han så hende første gang, og hvor hun ikke havde set ham endnu, men han havde set hende. Og alt ville have været helt anderledes, hvis det ikke netop var for dét.

Italienske Giorgio Agamben har her brugt begrebet geni. Genius var navnet på den Gud, de gamle romere mente, man blev tildelt ved fødslen. Geni er den lille Gud i os, der kræver, at når vi skriver, så skal det være med lige netop den pen. Den pen, som jeg stjal fra min sidemand ved et uheld til forelæsningen, og som ligger rigtig godt i hånden. Geni er det, at hele verdens betydning kan være kondenseret i ét punkt. Det må og skal være dette og ikke det. Det skal være den pen og ikke den.

Men geniet er først og fremmest upersonligt. Geni er lige så meget det tryk, hvormed blodet flyder gennem mine årer, som det er det, der former min personlighed. Geniet er det i mig, som jeg ikke har kontrol over. Det snyder mig gang på gang. Jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg ville, men så ville jeg i virkeligheden noget andet, noget mere, noget ekstra.

Kærlighedens vold

Det lille ekstra er kærlighed. Netop som Jacques Lacan formulerede det: Jeg elsker dig, men fordi jeg på uforklarlig vis elsker noget i dig mere end dig, ødelægger jeg dig.

»Vi er samlede her i dag for at forene denne mand og denne kvinde med dette i dem, som er mere end dem, og som skal ødelægge dem.«

Ville kærligheden ikke være underligt bleg uden denne ødelæggelse? Ikke bare i den lidt banale forstand, at den man elsker, tugter man, men snarere således at kærlighed, ægte kærlighed, altid er et overgreb, for meget og først og fremmest ufortjent? Den måske største katastrofe man kan forestille sig, må være at blive elsket, fordi man har fortjent det. Hvis kærligheden kom som noget, der ikke var et overgreb, men derimod præcis en kærlighed til det og på grund af det jeg er. En sådan ulykke påkalder sig uvægerligt spørgsmålet: elsker du mig virkelig så lidt?

Vi må derfor fejre Søren Krarup, fordi han siger sandheden: Kærlighed er ikke neutral. Den er derimod direkte voldelig. Jeg elsker dig og ikke dig. Kærlighed har ingen lighed med sentimentale længsler efter forskelsløshed. Hvis man vil have kærlighed, må man sætte en grænse. Man kan ikke elske alt. Det bliver vammelt, hvis man prøver. For at sige det som Krarup gjorde i Kristeligt Dagblad: »Det skriger til himlen af skaberi og uvirkelighed. Et kønsneutralt ægteskab. En verden af kunstighed og usandhed.«

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at 'geni' deler etymologisk rod med 'køn' (i det indoeuropæiske 'gen' - tænk bare på det engelske 'gender'). Såvel geni som køn har med skabelse at gøre. Vi er geniale, når vi skaber noget nyt, og kønnet er som bekendt stedet for skabelse af nyt liv. Og kønnet er naturligvis også stedet for forskellen. Det latinske genus betyder køn, men også det, der sætter den oprindelige forskel.

Når Krarup bruger ord som uvirkelighed og usandhed om det kønsneutrale, så har han helt ret, for så vidt at dette betyder, at der ikke kan findes kærlighed uden forskel - uden geni uden skabelse eller uden vold.

Revolutionær kærlighed

Krarup er helt på linje med Che Guevara. Vi er samlet her i dag for at forene denne mand og denne mand i det hellige meningsfællesskab, som er en ærværdig institution indstiftet i lige dele vold og kærlighed. Che Guevara pointerede meget præcist, at det, den sande revolutionære har brug for, først og fremmest er kærlighed. Dermed mente han netop ikke som John Lennon, at »all you need is love«, men derimod, at hvis den revolutionære vold skal lykkes, så er det nødvendigt med kærlighed. Hvordan skulle jeg ellers kunne ødelægge dig, hvis ikke det var fordi, jeg elskede noget i dig mere end dig?

Men Krarup bliver stående underligt på midtvejen. Han ved, at kærlighed er uløseligt forbundet til vold. Men hans kærlighed er langt fra voldelig nok. Der er noget, der må beskyttes fra volden. Det hedder virkeligheden. Det er som om, han alligevel ikke rigtig stoler på kærligheden. Den bliver for voldelig, for farlig og man føler, at noget alligevel må beskyttes mod dens kraft, og for Krarup er det vores tradition og historie - sådan som vi plejer at gøre. Krarup vil derfor beskytte det traditionelle kristne, danske ægteskab mod bøsserne og de lesbiske. Problemet er, at kærligheden ikke lader sig begrænse på denne måde. Når først den er sluppet fri og dens voldelige kraft sat i spil, nægter den at adlyde tilfældige historiske begrænsninger. Den nedbryder og frisætter uden grænser - voldeligt udvælger den denne ene, som jeg vil have. Sorry, Krarup. Løbet er kørt. Vi elsker dig, men fordi vi elsker noget i dig, mere end dig, nemlig kærligheden selv, må vi ødelægge dig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Bro Clemmensen

Ah, får mig til at tænke på det her lille klip med Zizek:
http://www.youtube.com/watch?v=TJPhA9TGRls

Jeg synes at grebet med Kærligheden til (Krarup og dermed)kærligheden, som gør at vi må Ødelægge tradition og historie i revolutionær kærlighed er ret flot, og på mange måder minder denne Ødelæggelse om Zizeks umiddelbare idé om Ondskab, som det der er imod virkeligheden(eller "det bestående", "traditionen" og "historien").

" Hvis kaninen opstår af det pure intet, er det ikke bare publikum man snyder, men virkeligheden".

Pragtfuldt - og anfægteligt.

Hvis kaninen kan opså ud af det pure intet, så er denne mulighed for at "skabe" kaniner logisk set en del af virkeligheden - så ingen snydes derved.

Men bortset fra dette "kvantemekaniske stykke eksistentialisme ", så skriv endelig mere - det er fornemt.

Jakob Andersen

Indlægget må da være en joke; en troll som skal nare naragtige besservisser til at skrive det, de skriver her i kommenterne...eller hvad?
Men hvis ikke, ved da analysanten forskellen på f.eks. erotisk besættelse og kærlighed? Forelskelse og kærlighed? Næppe. Vedkommende har åbenbart ikke oplevet nogen af delene. Men det kommer måske, hvis vedkommende lægger attitudeparader ned et par sekunder og oplever at den ægte kærlighed kan overrumle selv den mest forhærdede.

Rasmus Bro Clemmensen

@ Jakob Andersen: Det at kærligheden kan "overrumle selv den mest forhærdede" er vel netop det voldelige i kærligheden - det er vel netop kærlighedens potentiale til at ødelægge selv den mest forhærdede konstruktion og reducere den til et ubehageligt minde.