Læsetid: 6 min.

Kongemager, Mørkets Fyrste eller sin mesters skødehund

De første memoirer fra George W. Bushs inderkreds er udkommet. Chefen for valgkamp og strategi, Karl Rove, overbevist konservativ og af mange beskrevet som både Bushs hjerne og hans rygrad, fortryder intet
Den første. Karl Rove er den første fra Bushs inderkreds, der udgiver sine erindringer. Og medieinteressen er enorm.

Den første. Karl Rove er den første fra Bushs inderkreds, der udgiver sine erindringer. Og medieinteressen er enorm.

William Plowman

Moderne Tider
20. marts 2010

Er waterboarding tortur? »Nej.«

Var det rigtigt at tage metoden i brug over for al-Qaeda-mistænkte efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001?

»Absolut - og jeg er stolt af, at vi benyttede os af teknikker, der gjorde verden til et mere sikkert sted. Teknikker, der gjorde os i stand til at nedbryde disse terroristers viljestyrke, og som resulterede i, at vi fik værdifulde informationer. Der gjorde, at vi kunne stoppe planer om f.eks. at kapre fly og anvende dem som våben mod Heathrow Lufthavn og London samt planer om at få fly til at styrte ned i Atlanterhavet.«

Karl Rove er ikke en mand med uld i munden. Og nu har den tidligere kampagnechef, som stod i spidsen for George W. Bushs to valgsejre, og som i den anden valgperiode tillige blev chef for det meste af Det Hvide Hus' udvikling af politikker, skrevet sine memoirer.

Min eneste fejl

Citaterne ovenfor er ikke fra bogen, men fra et interview med BBC, som blev foretaget i slutningen af sidste uge i anledning af bogen, der er den første af sin slags fra den tidligere præsidents inderkreds. Både Bush selv, Colin Powell, Condoleezza Rice og Dick Cheney er på trapperne med deres erindringer, men Rove kom altså først og erhverver sig hermed retten til at give sit bud på forståelsen af en præsident, der endte som en af de mest upopulære nogen sinde, men som ifølge Rove var en sand leder, der uden at tøve forsvarede USA som frihedens urokkelige og moralske globale tropsfører

Rove selv er en af de mest hadede figurer på den amerikanske venstrefløj, og det er han fuldt ud klar over. Og han har travlt med at fremlægge sin egen dagsorden. Som i BBC-interviewet er der ingen beklagelser at finde i bogen - hvis man lige undtager det triste faktum, at Rove og hans stab »ikke gjorde nok for at forsvare George Bush« mod anklagerne om at have vildledt verden - og amerikanerne - op til Irak-krigen.

Det er nemlig et faktum, skriver Rove, at »alle troede, bygget på hvad der senere viste sig at være utilstrækkelige og ukorrekte oplysninger fra vestens efterretningstjenester, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.« Det var med andre ord ikke noget præsidenten havde fundet på.

Der er i det hele taget ikke noget som helst, man kan laste den tidligere præsident for. George W. Bush er stærk, principfast, morsom, god, modig og optændt af en indre glød, arbejdsglæde, og ydmyghed over for opgaven: at lede sit land. Og det er lidt for meget af det gode.

Den konservative spindoktors hengivenhed for sin arbejdsgiver tangerer en cockerspaniels underdanige kærlighedsforhold til sin ejer. Rove beskriver det første møde mellem de to mænd således: »George W. Bush gik ind ad fordøren og han udstrålede mere charme og karisma, end politiet tillader. Han havde sin Air National Guard-jakke, jeans og cowboystøvler på.« Rørende.

En personlig lidelseshistorie

Men før bogen når til Bush-årene - og især før forfatteren når til det med spænding ventede kapitel 21, hvor Roves version af begrundelserne for og debatten op til Irak-krigen findes - føres læseren gennem en kort, gribende og særdeles velskrevet personlig beretning om den lille Karl Roves ret miserable barndom, ungdom og tidlige voksenliv.

Hans forældre blev skilt, og den følelseskolde og mentalt svækkede moder viste endog ganske lille interesse for sine børn. Faktisk stjal hun systematisk de penge, som den (norske) geolog-fader sendte til hende for at dække udgifterne ved børnenes underhold. Hun endte med at begå selvmord. Noget senere viser det sig, at Karl er adopteret af sin far: det finder teenageren ud af ved et tilfælde, fordi det en passant bliver nævnt af hans tante og onkel, hvor han boede i en periode. Den far, som Rove så op til og beundrede - og elskede - var således slet ikke hans biologiske familie.

Rove beretter uden svinkeærinder og uden unødig schwung eller falbelader om alt dette, inklusive da hans første hustru uventet og abrupt forlader ham. Til det ene møde, hvor der skal forsøges mediation, ser hun på ham og udbryder: »Jeg elsker dig ikke. Jeg har aldrig elsket dig. Jeg kommer aldrig til at elske dig.« Derefter forlader hun rummet, og som mediatoren siger med et skuldertræk til den lamslåede ægtemand, så »er der ikke noget at gøre her«.

Kampagner ifølge Rove

Men lige så åben og faktuel Rove er i starten af bogen, når det drejer sig om hans opvækst og ungdom, lige så lukket og demagogisk er han i hele resten af den 600 sider lange bog. Et er, at der ikke er noget at komme efter, når det gælder vurderingen af Bush. Det er der naturligvis heller ikke, når det drejer sig om Rove selv.

Her skal man huske, at vi taler om en mand, der er så hadet af den demokratiske venstrefløj, så beundret og frygtet (cirka 50-50) af det samlede nationale pressekorps og så forgudet af den konservative del af det republikanske parti, at hans navn er blevet til et adjektiv. En kampagne kan benævnes Rovian, og så ved alle, hvad man taler om: en hensynsløs, nådesløs bulldozer-stil med en kamikaze-lignende kraft og effektivitet. En kampagne, der væbnet med statistik og fordrejninger ingen midler skyr for at nå sit mål, og som uden at blinke pløjer skidt op og dynger det på sin modstander.

Ifølge Rove er dette naturligvis komplet forkert. Han stiller hjælpsomt selv otte punkter op som modbillede, hvoraf punkt et er det vigtigste, hvis man vil komme nogen vegne i politik: »Man skal have en bærende ide, en vision, der kan være fundamentet for, hvor man skal hen.« Hvis denne ide er stærk nok, kan man udøve mirakler i politik. Hvis man ikke har en vision, eller hvis man principløst og glat, »kan mene hvad som helst«, som Rove ondskabsfuldt skriver om John Edwards - den kandidat, Rove oprindeligt frygtede mest som George Bushs eventuelle demokratiske modstander, fordi Edwards var »et friskt ansigt og en ny mand på banen, der talte godt for sig« - taber man uvægerligt kampen.

Møgbunke af løgn?

Roves bog har delt vandene i USA, nøjagtigt som Sarah Palins gjorde det for nogle måneder siden. Demokrater, der er blevet bedt om at anmelde den, tøver ikke med at kalde den for »en møgbunke af utrolige løgnehistorier« - som f.eks. Paul Begala, Clintons tidligere chefstrateg, der har anmeldt den på hjemmesiden TheDailyBeast.com - eller »ikke memoirer, men fup og bedrag og et forræderi over for historien« (Huffington Post), mens konservative læsere af Wall Street Journal har forlystet sig med lange ærbødige uddrag. Alle debatprogrammer på tv og radio har haft ham inde som gæst, og bogen sælger som varme hveder Store Bededag.

At Rove er en overbevist polemiker, der til enhver tid vil hævde, at sort er hvidt, hvis det passer ham, bør imidlertid ikke undre nogen. Det er mere interessant at læse bogen for at finde ud af, om den giver en dybere forståelse af, hvor den variant af den amerikanske konservatisme, som Rove står for, kommer fra.

Ifølge bogen er det ret enkelt: Rove blev konservativ allerede som barn, fordi han voksede op i Texas og lærte at sætte pris på frihed, jagt og individuelt ansvar, samtidig med at han søgte tilflugt fra sine trængsler i bøgernes verden. Som ung mand beundrede han Richard Nixon og engang fik han en på sinkadusen af en niårig pige, som støttede Kennedy. At den bebrillede nørd med det ulykkelige og dysfunktionelle familieliv ender med at skrive historie og med øgenavnet 'Bushs hjerne', ville ikke mange have gættet.

Men sådan er USA også. Folk ender de utroligste steder, og Roves bog er bl.a. værd at læse, fordi den giver et indblik i en tankemåde, som kan vende tilbage til Det Hvide Hus en dag. Se f.eks. blot den aktuelle kampagne fra et af republikanernes unge håb, Liz Cheney, der for tiden sortlister jurister fra den amerikanske centraladministration som 'the al-Qaeda 7' i videoer på amerikansk tv. Rove har ikke levet forgæves.

Karl Rove:

Courage and Consequence: My Life as a Conservative in the Fight.

596 sider.

16,20 dollar.

Threshold Editions - Simon & Schuster

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At Karl Rove ikke for længst er blevet slæbt for en domstol, anklaget for forsøg på statskup, er en gåde.

Karl Rove –

'Rovian'

eller

’turd blossom’, blomsten,der trives i lort

- den har han sikker glemt at få med.

Annegrethe Rasmussen

Ja det er jo ret sjovt, at det netop var Bush, som gav Rove tilnavnet "turd blossom". Noget kunne tyde på, at den betingelsesløse kærlighed og beundring, som Rove nærede for Bush - og sikkert stadig nærer - ikke var helt gengældt ...

Man kan få den tanke at republikanske præsidenter ynder at se sig selv som mafiabosser omgivet af badguys...

....Nixon kaldte Rumsfeld 'A Ruthless Little Bastard'