Læsetid: 15 min.

Manden der vandt vælgerne og tabte sit parti

Anders Fogh Rasmussen var ikke en stærk leder. Han formåede ikke at lade sine ideer sive ned i organisationen og mistede næsten halvdelen af partiets medlemmer, efterlod landet i økonomisk krise og et Venstre i dyb konflikt med sig selv. Nu forsøger partiet at glemme manden, der vandt regeringsmagten tre gange, men tabte partiet på gulvet. Han havde et projekt. De havde et parti. Nu er de et parti uden projekt
Krise. Anders Fogh Rasmussen har efterladt sig et parti i dyb krise. I forrige uge truede store grupper af venstrefolk med kollektivt at melde sig ud af partiet. 'Vi synes, at man er begyndt at kigge mere på, hvor vælgerne er henne, end hvor partiet er. Det kan godt være, man kaldte Fogh en stærk leder, men der er ingen, der tør sige, hvad de mener, og os, der mener noget, bliver ikke hørt længere. Der er færre, der forstår, hvad vi landmænd egentlig laver, og hvordan vi arbejder, siger landmand Niels Vestergaard.

Krise. Anders Fogh Rasmussen har efterladt sig et parti i dyb krise. I forrige uge truede store grupper af venstrefolk med kollektivt at melde sig ud af partiet. 'Vi synes, at man er begyndt at kigge mere på, hvor vælgerne er henne, end hvor partiet er. Det kan godt være, man kaldte Fogh en stærk leder, men der er ingen, der tør sige, hvad de mener, og os, der mener noget, bliver ikke hørt længere. Der er færre, der forstår, hvad vi landmænd egentlig laver, og hvordan vi arbejder, siger landmand Niels Vestergaard.

Peter Hove Olesen

3. april 2010

På Elmegaarden midt i Vendsyssel har man altid stemt på Venstre. Niels Vestergaard Salling har haft gården siden 1995, og efterhånden er besætningen oppe på godt 720 søer. Jorden har han forpagtet ud til sin bror Per Vestergaard, der har overtaget fødegården Teglgård få kilometer væk. Mindst en gang om ugen mødes de to brødre på Østergaard, hvor deres forældre bor i dag. Det er kun få hundrede meter fra Niels, og her er der fællesspisning og stormøde. Familien er i gang med et glidende generationsskifte.

Niels Vestergaard har altid vidst, hvor han skulle sætte sit kryds til folketingsvalg, men de sidste par gange har en lille tvivl alligevel sneget sig ind hos ham.

»Jeg stemmer stadig på Venstre, men de senere år har jeg tit overvejet at springe fra,« siger han med udpræget nordjysk dialekt.

»Jeg har da også set utrolig mange melde sig ud af Venstre, og stemningen over for partiet, her hvor jeg kommer fra, er blevet værre og værre under årene med Fogh. Men jeg tror ikke på det der med at lave nye partier. Hvis man skal flytte noget, må man arbejde på den lange bane indefra.«

Og Niels Vestergaard arbejder for sagen. Ud over at holde sine søer er han formand for Landbo Nord og repræsenterer flere tusinde landmænds interesser i Nordjylland. Historisk set en bund solid base for Venstre, men i dag er bønderne rasende på partiet. I forrige uge mødte 1.100 landmænd op i Brønderslev Hallen til stormøde om regeringens Grønvækst-plan. Og her truede store grupper af venstrefolk partiets miljøordfører Birgitte Josefsen med kollektivt at melde sig ud af partiet. For landmænd er ikke meget anderledes end alle andre, som Niels Vestergaard forklarer. De kan godt se, hvad der er sket med Venstre under Anders Fogh Rasmussen.

»Vi synes, at man er begyndt at kigge mere på, hvor vælgerne er henne, end hvor partiet er. Det kan godt være, man kaldte ham en stærk leder, men der er ingen, der tør sige, hvad de mener, og os, der mener noget, bliver ikke hørt længere. Det er der ikke andre end ministre og embedsmænd, der gør, og de har bare tromlet henover os. Det er helt udemokratisk og en helt udansk måde at håndtere politik på. Der er færre, der forstår, hvad vi landmænd egentlig laver, og hvordan vi arbejder. Det betyder også, der er færre, der ved, hvad vi mener, når vi siger noget.«

Et ødelagt parti

Det er ikke til at se på den Anders Fogh Rasmussens, der for præcis et år siden stod foran verdenspressen i sit skræddersyede statsmandssæt som nyudnævnt generalsekretær for NATO, men det er ikke bare Anders Fogh Rasmussens politiske bagland, der taler gennem Niels Vestergaard Salling. Det er Anders Fogh Rasmussens ophav. Opvokset godt hundrede kilometer syd for Elmegården på gården Hviddinglund mellem Viborg og Randers, har han gennem hele sin opvækst muget ud, kørt korn og malket køer, fra før solen stod op. Han er et produkt af Landbrugsdanmark, og nu stod han så i Bruxelles, klemt inde mellem den franske præsident Nicolas Sarkozy, den tyske kansler Angela Merkel og den afgående generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer. Han så lettet ud. Stolt ud, men også lidt betuttet for en Anders Fogh.

»Fogh vidste godt, hvilket Venstre han afleverede, og det havde han det ikke godt med,« siger en kilde, der dengang fulgte Fogh tæt, til Information.

»Det var et Venstre ude af form og uden klar idé.« Eller som en kilde højt placeret i partiet beskriver det:

»Det er et ødelagt parti, han har efterladt sig. Han har ødelagt debatten i partiet. Han har ødelagt det frie ord, og det ved han godt selv. Partiet var hans redskab til at blive statsminister, og det eneste, han var optaget af, var at få magt og at skabe sig sit eftermæle. Han er den statsminister i Danmarkshistorien, der har været mest liderligt optaget af sit eget eftermæle.«

For nok vandt Fogh valget i 2001. Men medlemmerne tabte han. Da han blev formand for Venstre i 1998, var der knap 84.000 medlemmer af partiet. Han efterlod det med 51.786 medlemmer. Anders Fogh vandt vælgerne, men tabte Venstre. Nu forsøger partiet at komme videre, men Foghs 'succes' er svær at ryste af sig.

Ingen kærlighed

Dagen efter valgnederlaget i 1998 mødtes Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen på en frokostrestaurant i Nyhavn. Da valgresultatet i løbet af natten stod klart, var Anders Fogh Rasmussen som næstformand og Claus Hjort som partisekretær kaldt til møde på partiformand Uffe Ellemann-Jensens kontor. Formanden ville trække sig, og selv om de to andre forsøgte at overtale Uffe Ellemann til at sove på beslutningen, stod det fast. Anders Fogh var ny formand i Venstre, og i Nyhavn dagen efter lå den nye strategi allerede parat.

Det skulle markeres klart, at partiet havde fået en helt ny leder. Hvor Uffe Ellemann havde været inkarnationen af det liberale Venstre og en leder, der til tider kunne virke flabet og konfrontatorisk, skulle Anders Fogh finde sin helt egen stil. Han skulle ikke elskes - det var han helt på det rene med. Han skulle respekteres. Ønsket om at få befolkningens kærlighed havde han set slå fejl hos Poul Nyrup. Intet var så ynkeligt som uelskværdige ledere, der gerne ville elskes, mente Fogh. I stedet ville han fremstå resultatorienteret, målrettet og bygge bro over partiets evindelige land-og-by-kløft. Udadtil skulle partiet være bredere og mere favnende. Men frem for alt: Anders Fogh skulle være sig selv. Fogh og Hjort Frederiksen gik til partiets kampagnemand Hans Morten Rubin med deres plan, og til deres store overraskelse var den ellers så kritiske og konfronterende strateg meget begejstret for oplægget.

»Efter valget 2001 blev Venstre det parti, der havde den mest jævne sociale fordeling af alle partier,« siger valgforsker Jørgen Goul Andersen, om det valg, der sendte hele 12 ekstra mandater i Folketinget for Venstre.

»Det blev et regulært folkeparti. Det havde den mest jævne fordeling af arbejdere, funktionærer, akademikere og selvstændige. Det matchede næsten perfekt landet, og det er ikke set siden Fremskridtspartiets kom ind i 1973.«

Den samme profil bar partiet igennem valgene 2005 og 2007, og gav Venstre en bredere social profil end de nogensinde har haft.

Før 1980 var hovedparten af Venstres vælgere forbundet til landbruget, men det ændrede sig op gennem 80'erne. De arbejdede sig langsomt ind i byerne med det liberale budskab, og partiet delte sig mellem et landvenstre og et byvenstre.

»Men med Fogh blev partiet helt igen. Han var givetvis ikke nogen folkelig figur, men han polariserede ikke vælgerne, som Uffe Ellemann gjorde det,« siger Jørgen Goul Andersen.

Vælgerne følte sig trygge ved Foghs målrettede politik i en grad, man ikke er vant til at se hos politikere. Han var den første venstremand, der ikke bare talte om den 'offentlige sektor', men om 'velfærdsstaten'. Han var kompromisløs og målrettet, og med Dansk Folkeparti som støtteparti var han fuldkommen usårlig. Der skulle ikke være noget at komme efter, og det var der heller ikke.

Det lykkedes ham som første venstremand i historien at erobre og holde regeringsmagten tre valg i træk. Det lykkedes ham at overholde kontraktpolitikken, skattestoppet og indvandrerstoppet. Det lykkedes ham at føre krig mod smagsdommere, Afghanistan og Irak, at stå igennem den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig med Muhammed-tegningerne, og det lykkedes ham at gennemføre reformer på snart sagt alle politiske områder med mindst mulig opbakning. Alt sammen uden på noget tidspunkt at være i nærheden af at være truet af oppositionen. Der var ikke noget at komme efter.

»Succesen går på to ben,« forklarer Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingske Tidende og har fulgt Fogh gennem hans tid som statsminister tættere end nogen anden journalist.

»På den ene side lykkes det ham at erobre velfærdsdagsordenen. Han gik langt over på Socialdemokraternes hjemmebane med slagord om, at han ville investere i velfærden, udvikle den og ikke afvikle den. I mellemtiden kørte han værdipolitikken hårdt med den anden hånd - opstramning af udlændingepolitik, retspolitik og kravet om, at skatten ikke må stige med skattestoppet. Den kombination formåede Socialdemokraterne aldrig at udfordre.«

Præsidenten

Men gennem hele regeringsperioden lå frustrationen og ulmede. Venstre var ikke længere Venstre, lød det i krogene. Venstre var blevet Foghs personlige projekt. Et midtersøgende parti med en altdominerende leder, som hverken folketingsgruppen, baglandet eller ministrene turde sige imod. Flere af hans ministre har siden talt om den frygt, Fogh skabte som leder. Frygten for at fejle, frygten for at dumme sig, frygten for at blive ydmyget og »kaldt til tavlen«, som en unavngiven minister beskriver det i bogen Præsidenten, om Anders Foghs Danmark. Det hele var blevet timing og politisk kommunikation, lød kritikken, og det forpestede ikke bare Venstres politik, men hele Folketinget.

Fogh var utålmodig og kolerisk overfor sine partisoldater og minister-kollegaer, hvis de ikke var lige så professionelle som ham - og det var der meget få, der var. Han kørte som et urværk, og beslutningen om, at han ville respekteres, var han ifølge kilder tæt på partitoppen nærmest sygeligt optaget af at eksekvere. Det var hans eget eftermæle, han bryggede på, og det havde han gjort, siden han kom til som formand. Som en minister fortalte månedsmagasinet Euroman i februar, var han så optaget af sit eftermæle som statsminister, »at jeg nogle gange kommer i tvivl om, hvorfor han egentlig lever. Om han kun lever for sit eftermæle«. En anden minister har en teori om, at historikeren Bo Lidegaard, der blev ansat som Foghs departementsråd, kun var blevet hyret for at skrive Foghs biografi.

Både i Folketingsgruppen og i baglandet begyndte paranoiaen over den utilregnelige chef at blande sig med frustration, men gang på gang fik Fogh orden på rækkerne med et svirp over håndleddet. Som da den liberale Søren Pind sammen med en række andre venstremænd i sommeren 2003 præsenterede ti liberale teser, og omgående fik besked på at rette ind efter partitoppen. Pind kom aldrig i betragtning som minister i Foghs tid som leder.

»Han startede med at gøre alle venstremedlemmer halvneurotiske, fordi de lige pludselig ikke kendte den røde tråd i politikken. Det eneste system, der fandtes var det han vurderede, der skulle til for at bevare magten,« siger en højtstående kilde i Venstre.

»Det var ikke Venstre han efterlod. Det var et parti skabt for at Anders Fogh kunne få magten, bevare magten og komme ud af magten på den pæneste måde. Han formåede selv at overbevise journalister om, at det var et Venstre, der var nyt, men det passer ikke, det var et Venstre, der var yt.«

Det gik ud over partiets rod mener kritikere, og Venstre havde pludselig svært ved at være andet end Foghs politik, hvilket stod lysende klart den 5. april sidste år, da han forlod partiet. I dag er der en stor utilfredshed i partiet, siger et utal af kilder i og omkring partiet, som Information har talt med. En krise. Eller som én udtrykker det:

»Det er ikke et træværk, hvor råddenskaben kommer udefra og ind. Den kommer indefra, og det gør den meget sværere at se. Og du opdager det først, når det er for sent.«

De dødes rige

»Når et parti har regeringsmagten så mange år, bliver baglandet tit koblet helt af,« siger Thomas Larsen. Der skal manøvreres på den lange bane, og det er forbeholdt partiets top. Tilbage står en slidt partiorganisation, der har glemt at idéudvikle undervejs, og derfor er det også en famlet ideologi, der dukker op af støvet nu, hvor Anders Fogh er væk, mener Thomas Larsen.

»Vi så mange eksempler på en Anders Fogh Rasmussen, der helt egenhændigt tog meget væsentlige beslutninger for partiet. De fleste blev slet ikke debatteret internt, og derfor så vi ofte et parti, der blev sat helt af og ideerne fra toppen rodfæstede sig ikke internt,« siger han og nævner miljøpolitikken som eksempel. Anders Fogh havde et opgør mod Svend Aukens miljøministerium og allierede sig tæt med Bjørn Lomborg, der stod for en noget anden linje. Senere, til sit baglands store overraskelse, sprang han ud som grøn statsmand, da det stod klart, at Danmark skulle være vært for FN's klimatopmøde. »Internt i Venstre er der den dag i dag en dyb skepsis overfor den linje,« siger Thomas Larsen.

På den baggrund kalder venstremedlem og højskoleforstander på Rønshoved Højskole Thue Kjærhus også Fogh for en svag leder. En leder, der ikke formåede at lade sine værdier trænge ned i systemet til stor ærgrelse for det Venstre, Kjærhus føler sig forbundet med.

»Anders Fogh Rasmussen kom fra landbrugsvenstre og smeltede partiets fløje sammen ved selv at indoptage de liberale økonomiske værdier, men nu hvor han har fået Lars Løkke sat ind som efterfølger, står det klart, at den bro, han byggede, er væk, og det blev liberalismen og byvenstre, der sejrede i partiet,« siger Thue Kjærhus, der mener, at hele 'Højskolevenstre' og 'landbrugsvenstre' er efterladt hjemløse uden Fogh.

»Det er hele Vestjylland, Nordjylland, Sønderjylland, Sydfyn og Odsherred. Her vil man huske ham for at være den, der tog Venstre med sig i graven. De føler sig svigtet. For Anders Fogh Rasmussen var den sidste grundtvigianske leder i Venstre. Han var den sidste rigtige venstremand. Hele det omdrejningspunkt, han skabte om sammenhængskraften, er et klassisk grundtvigiansk syn. Men nu er der tomt. Det er de dødes rige, som man kaldte det i det gamle Venstre. Han har efterladt sig et voldsomt tomrum, der hvor forbindelsen til det gamle Venstre var, og det er ikke en stærk og god leder, der gør det.«

Ville alligevel elskes

Det var et mål for Anders Fogh Rasmussen gennem det meste af sin tid som statsminister at opnå en international toppost. Han havde i årevis flittigt fulgt Folketingets sprogundervisning i fransk og engelsk, og allerede i 2004 forsøgte han at køre sig selv i stilling som formand for EU-Komissionen uden dog på noget tidspunkt at være rigtig tæt på. I sin tredje regeringsperiode var der flere poster i spil rundt omkring i verden. NATO skulle have ny generalsekretær, og EU skulle både have en præsident for Ministerrådet, en udenrigspolitisk koordinator og en ny formand for Kommissionen. Det var særligt posten som EU-præsident, Fogh var interesseret i, og kun en måned efter genvalget i november 2007 blev den første medarbejder i Statsministeriet orienteret om planerne.

Ambassaderåd Thomas Ahrenkiel fra Statsministeriet var den første, der blev orienteret om planerne, og siden blev også Foghs personlige rådgiver Michael Ulveman og departementschef Karsten Dybvad orienteret. Men ingen af de tre personer fik at vide, at de andre vidste noget, og ingen i regeringen blev orienteret - heller ikke Lars Løkke Rasmussen. Den strategi frustrerede partikollegaerne grænseløst for knap et år før den officielle udnævnelse af Fogh som generalsekretær, var de danske aviser begyndt at løbe med rygter fra udenlandske medier.

Ifølge kilder tæt på Venstre begyndte Fogh i samme periode at blive mere og mere besat af at få det rigtige eftermæle. Han ville pludselig elskes, fortæller en kilde. Her gik det alvor galt for hans omdømme internt i partiet, og det siges, at Fogh bad Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen om at få lov at blive siddende som partiets formand indtil landsmødet for at blive hyldet af partiet. Han havde ventet på den store tale og de stående klapsalver, men her skulle den nye partiledelse dog efter sigende have sat foden ned.

I dag er der underligt tavst omkring Fogh i folketingsgruppen. Der er heller ikke mange, der taler om ham offentligt blandt ministrene, og i partiet er han helt væk. Der er tilsyneladende ingen, der ønsker ham tilbage, selv om Lars Løkke har haft det svært i meningsmålingerne det første år i sin regeringstid. Selv har han til gengæld ved jævne mellemrum forsøgt at tegne på sit danske eftermæle. Senest, da han i sidste måned lod en journalist fra Berlingske Tidende følge ham i Mellemøsten, og på forsiden af avisen betragtede sine egne bedrifter som dem, der definitivt skulle løfte Danmark ud af nederlaget fra 1864.

»Jeg ser en linje med et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen, over kampen mod den her usle fodnotepolitik i 80'erne, og så til vores meget aktive og udenrigspolitiske engagement i dag,« stod der på forsiden af avisen.

»Det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær i sin tid skrev. Vi går ud og gør en indsats selv. Det er dét Danmark, jeg ønsker. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Det skal ses i det lys, at jeg siger ja til en post som NATO's generalsekretær (...). Jeg vil godt gå så langt som til at sige, at vi i Danmark langt om længe har kastet småstatsmentaliteten af os. At vi har formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den internationale scene og sige, at her er vi. Det har været min dagsorden.«

De fleste kommentatorer tolker citatet som et febrilsk forsøg på at forfatte på sit eget eftermæle i vished om, at det renommé, Fogh brugte mange år på at værne om, led alvorlige ridser i lakken det sidste år af hans regeringsperiode og som følge af hans exitstrategi fra partiet. Som Thomas Larsen ser det:

»Det bliver også en del af hans eftermæle, at han smuttede fra posten på et ekstremt svært tidspunkt for Danmark,« siger han.

»Vi tordner ind i den mest alvorlige krise siden 1930'erne, og han efterlader pludselig Lars Løkke med den finansielle krise, og en politik denne ikke selv har lagt skinnerne til. Han blev smidt ind i et umuligt klimatopmøde, hvor verdens spidser skulle samle sig i Danmark, og hele den måde at komme af sted på har aflejret en stor bitterhed i Venstre.«

Tilbage i partiledelsen på Christiansborg er det sværere at finde kritikere af Foghs betydning for partiet. Claus Hjort Frederiksen, der var hans nærmeste ideologiske betroede, har således ingen bitterhed over hans pludselige afgang.

»Og jeg fornemmer egentlig heller ikke nogen bitterhed i partiet,« siger han til Information.

»Jeg tror da godt, baglandet kan forstå, at det kan være svært at håndtere den slags på andre måder, og jeg er da sikker på, at de er umådelig stolte af ham rundt omkring. Og det er der også grund til at være.«

Og for Claus Hjort er der ingen tvivl. Fogh vil blive husket som en stor Venstremand: »Han vil blive husket som en af dem, der var med til at føre Venstre til magten og samle partiet på tværs af Danmark. Og vel at mærke en statsminister, der kunne holde Venstre ved magten og tegne Danmark markant. En respekteret mand og en vigtig mand for Venstre med et stort arbejde bag sig.«

Det færdige portræt

Hvis man går til højre, lige når man kommer ind på Christiansborg, og går op af den store brede trappe, der måske bedst huskes for valgnætterne, hvor valgets vindere lader sig fotografere, kommer man op på anden etage og kan gå ned mod Landstingssalen. Her hænger alle tidligere statsministre portrætteret af samtidens største kunstnere, og det er kutyme, at den afgående statsminister selv vælger sin kunstner. Schlüter valgte Niels Strøbæk, og Nyrup valgte Michael Kvium, men det er endnu ikke offentliggjort, hvem der kommer til at stå for Foghportrættet. Det skal offentliggøres til december, og eftersigende er kunstneren allerede i gang. Vi har brugt uforholdsmæssigt mange kræfter på at finde ud af, hvem kunstneren er, men tilsyneladende kan kunstverden finde ud af at holde mund. På Christiansborg er de dog ikke helt så hemmelighedsfulde.

»Vi kan fortælle, at Anders Fogh havde fem kunstnere at vælge imellem, og hans valg var meget interessant,« fortæller den ansvarlige for statsministerportrætterne.

»Meget interessant, meget vovet og højest utraditionelt.«

Det endelige eftermæle står historien for.

Ud over en lang række interview med kilder i og omkring partiet Venstre er artiklen baseret på materiale fra bøgerne: 'Tid til Forvandling - Venstres vej til magten' af Hans Mortensen, 'Præsidenten - Foghs Danmark 2001-2009' af Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck, 'Håndbog for Statsministre' af Susanne Hegelund, 'Fogh - historien om en statsminister' af Anne Sofie Kragh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med Fogh var den personlige forfængelighed i højsædet, og han ofrede sit fædreland på den bekostning. Hvem synes helt ærligt, at Danmark er et bedre land at bo i i dag end i 2001?

Jeg troede, at jeg var den eneste, der havde den opfattelse af Fogh, som artiklen beskriver. Men der var jeg helt galt afmarcheret - åbenbart.
Har aldrig stemt på Venstre, men hvis der var oprettet en negativ stemmeafgivelsesmulighed, ville jeg have placeret den på Fogh (og DF).
Men det er utroligt, at han ene mand har kunnet kujonere et så stort parti.

Helge Olsen, det var jo bare 'del og hersk': sålænge folk ikke talte sammen, kunne de nære fordomme om hinandens præferencer. Nu er den onde magi brudt, og sandheden kommer for en dag. Det værste er dog, at vi nærmest har haft en diktator - for der står jo meget præcist, at Fogh også bare trumfede sin vilje igennem overfor andre folkevalgte.

Naturligvis var Anders Fogh en stærk leder. Alt andet ville være useriøst at sige.

Han formåede at gøre Venstre næsten garant for regeringsmagten, havde styr på sine ministre og sit bagland, dog i en grad der forekom meget lidt rumeligt og vel egentlig ganske usympatik og til tider lignede det mest af alt en decideret undertrykkelse, men styr på det, ja det havde han, og effektivt var det ligeledes.

Hans taktik med at Venstre til et midterparti med bredere appel i befolkningen, især i byområdet, var en geni-streg. Hans valg af ministre som talte som Socialdemokrater, men som var liberale minister i forklædning, endnu et godt valg.

Anders var i mine øjne ikke en kompetent statsminister, men til gengæld en helvedes dygtig politik med øje for magten, med øje for, hvad der skulle og, hvor der skulle sættes ind.

Men personligt har jeg det rigtigt skidt med AFR.

Jeg ser ham som en løgner uden den store samvittihed samt manden der for alvor lukkede Dansk Folkeparti ind i dansk politik. En arrogant mand, som absolut ingen fejl kunne indrømme, eller menneskelig empati og personlighed havde.

Kort sagt. En kold nikkedukke.

Steen Erik Blumensaat

Magten købt for lånte penge. Ligesom Romernes stemmekvæg, køber politikerne deres vælgere, først for vælgernes egne, siden for lånte penge.
Pantsætning af landet er det gennemgående tema i vores historie. Intet nyt fra Vestfronten.
Navn, berømmelse, guld og nydelse er drivkraften.

Vi stemmer for at nogle få kan være uansvarlige, at manden så benytter retten til at være uansvarlig er vel hans ret.

Maskinen har forladt bygningen, og suget al sjæl ud af sangen om Danmark med de åbne hjerter.

Vi blev degraderet til tosser, landsforrædere, terrorister, nassere, tudehøns og tørklæde fanatikere, af en af vores egne.

3 gange....det er lidt flovt

Fogh formåede at gennemføre det neo-liberale projekt i Damnark. Alle bivirkninger er ligegyldige, det er en fait complet i en sådan grad at det vil være næsten irreversibelt. Han har gjort for sine venner, hvem de nu ellers måtte være, det han kom for at gøre. Som sådan må man sige at han måske er damnarks mest succesfulde politiker nogensinde. Skid hul i velfærdsstat og tradition, skid hul i venstre, skid hul i vælgerne osse, deres eneste formål er at blive ført bag lyset længe nok til at stemme på ham. Skid hul i demokrati? Ikke just, det er en del af det neoliberale projekt at bibeholde demokratiets fremtrædelsesformer for roens skyld, men iøvrigt demontere dets indhold og funktion for den globale monopolkapitalismes skyld.

Lasse Lavrsens analyse er totalt forvrøvlet.

Anders Fogh Rasmussen har fået smadret det offentlige sundhedsvæsen og har for skatteydernes penge privatiseret sundhedsvæsnet.

I fremtiden vil vi have et offentligt sundhedsvæsen for de lavere klasser og et privat sundhedsvæsen for de velhavende.

Det er med andre ord lykkedes VKO på mindre end 10 år at smadre en af grundpillerne i det socialdemokratiske velfærdssamfund.

Derfor er det simeplthen regulært vrøvl at påstå at Anders Fogh Rasmussen har ført socialdemokratisk politik og at han skulle have droppet liberalismen.

Dorte Sørensen

Det kniber mig at se det storslåede ved Fogh Rasmussen som fremstilles af Lasse Lavrsen. I mine øjne legede Fogh Rasmussens socialdemokrat ved hoveddøren og indførte forberedelser til indførslen af hans elskede minimalstat. Fx fik han indført tilladelse til fortjeneste på pasning og pleje, fik indført tilladelse for brugerbetaling for ekstraydelser lidt over det mere og mere skrabede udbud fra det offentlige. I lovgivningen om hjemmepleje blev , der indskrevet at kommunerne ikke måtte udbyde ekstraydelser mod betaling. Så den ældre fik ikke et frit valg og kommunerne fik ikke en fri konkurrence.

Det er ikke dækkende at forklare misstemningen og forvirringen inden for Venstre med Fogs ledelse, eller at partiet skulle mangle et projekt. Svækkelsen i det oprindelige bagland skyldes, at Venstre har ført en politik, som har kastet landbruget ud i en krise af historiske dimensioner. Senest har partiet endog været hovedansvarligt for vedtagelsen af den ny landbrugslov, som undergraver selvejet. Se nærmere herom på Frie Bønders hjemmeside www.levende-land.dk .
OLE KJÆRULFF DAVIDSEN

AFR var og er en lidt utypisk politiker (på godt og ondt).

Han førte en politik, der var ret socialdemokratisk i mange henseender - formentlig ud fra den betragtning, at det udsnit af vælgerne , der skifter fra gang til gang og ikke er stemmekvæg, og som reelt afgør et valgs udfald ,ikke vil have den gamle stærke venstre liberalisme.

Villy Søvndal laver p t samme manøvre som AFR gjorde - SF drøner i fuld fart fra at være et venstrefløjsparti til at være "en lækker anretning" for de vælgere, der reelt afgør , hvem der danner regering.

Hvis udviklingen fortsætter i de kommende år, så bliver S mast mellem de to eksprestog, der fra hver side bevæger sig mod midten til et sammenstød.

jennifer conway

Man kan ikke separere Fogh fra Pia og fra deres egne vaelgere. Fogh var og er principlos og skiftede taktik med ubaerlig lethed og kynisme. Han var altid den lille dreng som ville vaere Stormand....no matter what. Og uanset bekostning for andre. Fogh valgte sine politiske venner, ikke fra empati, men fra utilitarian principper.

Han omringede sig af nogle af de dummeste og mest amatoragtige ministre DK har oplevet.........ingen tilfaelde. Middelmaadighed bliver nemt forvekslet med storhed, naar saa mange af de som omringer en er baade dumme og uduelige. Jeg vil paastaa, at Fogh var&er middelmaadighed kombineret med narcissistiske og psykopatiske traek. En farlig blanding.

Fogh var afhaengig af Pia and DFs politik af had og kontrol ......DK fik reformer som har kikset og kostet..... det danske samfund udviklede sig til et flok A og B mennesker ......DK gik ind i Irakkrigen....... allesammen omkostningsfri for Herr Fogh. Wow.......

Fogh var og er en blanding af Faust og psykopatisk leder. ..og den Lille Dreng Som Ville Blive Set styrer stadig. Man kan ikke sige, at han var saerlig ugennemskuelig i hans "vision", saa hvordan og hvorfor saa mange valgte ham og hans psykopatiske indkobspolitik gang paa gang er i sig selv et interessant sporgsmaal.

Enig med, Sonja Bautz siger:
Maskinen har forladt bygningen, og suget al sjæl ud af sangen om Danmark med de åbne hjerter.

Vi blev degraderet til tosser, landsforrædere, terrorister, nassere, tudehøns og tørklæde fanatikere, af en af vores egne.

3 gange….det er lidt flovt

Og brudt grundloven med en ulovlige angrebs krige!! håber han bliver slebt for domstollen i Haag for de 1mio menneskeliv i Irak krigen har kostet

Jesper Frimann Ljungberg

Det er også nemt at holde på regerings magten når man har haft rekord mange penge at dele ud af.

http://www.skm.dk/publikationer/udgivelser/skattenidanmarki2007/5251/

Det kan godt være at man har givet et par milliarder hist og milliarder pist i skatte lettelser. Men hva' faen har man brugt resten af pengene til. Ja man har måske høvlet lidt af på gælden, 300 Milliarder eller så:
http://www.nationalbanken.dk/DNDK/Statsgaeld.nsf/side/Statsgaeld_i_tal!O...

Men det ændrer ikke det faktum at Fogh regeringen har haft så mange ekstra skattekroner mellem hænderne, set i forhold til Nyrup, at de kunne have bygget 5-7 storebæltsbroer om året.
Eller man kunne for bare et års ekstra indtægter have renoveret samtlige skoler i Danmark for 90 millioner per skole.
eller man kunne have........

Det niveau af inkompetence og ødsle med skatteborgernes penge burde være strafbart.

// jesper

Anders Fogh Rasmussen var den rigtige leder for de der ønskede en stærk leder....

og de der ønsker en stærk leder, dem er der desværre alt for mange af i dette lille kongedømme...

Lisbeth Johnsen

Men hvor mange elsker ikke en mand, der kan skabe illusionen om at løfte ansvaret fra deres skuldre og tage det på sig selv. En man kan følge -- og hvor de dog fulgte ham.
Den stærke mand, der kan bortvejre al tvivl og tage beslutningerne på sig -- helt egenhændigt -- som at træde hidtidige traditioner under fode, ignorere kravet om en folkeafstemning og egenhændigt/egensindigt underskrive Lissabontraktaten, (i øvrigt godt hjulpet af S og SF), efter at have bestilt en afgørelse fra "egne" jurister, en afgørelse (om ingen suverænitetsafgivelse) som enhver perlehøne kan se, er forkert. Sådan handler en ultimativ kyniker.

Men den herre havde helt andre boller på suppen.
Hvis man endelig skulle udtrække noget positivt ved denne misére, skulle det være muligheden af, at flere lærte, at over for diktatorisk adfærd gives kun én mulighed, nemlig uforbeholden og vedholdende modstand og vilje til ukuelighed.
Demokrati er sgu ikke noget, man får foræret.

Og glem ikke, at ingen kan udrette den slags alene -- han havde hjælpere og ligesindede. Vi har lige set den gruppe, som anlagde søgsmål i retten for Foghs uretmæssige inddragelse af Danmark i en krig, få afslag mod at føre en sag. Det samme ville ske (er jeg overbevist om), hvis man ville anfægte Lissabontraktaten, eller regeringens underskrivelse af International Health Regulations, der overdrager en anséelig del af retten til myndighedsudøvelse i Danmark i tilfælde af en global pandemi (som vi har set med lethed kan kreeres af WHO og medicinalindustrien), med inddragelse af militæret og retten til at tvangsvaccinere borgerne med en giftig og utestet vaccine, og/eller karantæne og meget meget mere, som almindelige borgere intet ved om, og ikke vil tro, før det er for sent (www.theflucase.com).

Fogh er tydeligvis en af de, som har meldt sig ind i den globale elite, som har til formål at oprette en verdensregering og reducere verdens befolkning til et par hundrede millioner, ellers ville han overhovedet aldrig være kommet i betragtning til nogen form for internationale stillinger.
Han er da ligeglad med Danmark, demokrati og velfærd eller miljø.

Undskyld, men hvad "dævlen" tror I, at politik går ud på???

Fogh er venstres svar på socialdemokraternes Jens Otto Krag. De havde begge en fænomenal forståelse for magtens logik, og de efterlod også begge deres partier på herrens mark

Lisbeth Johnsen

Respekt får den, som kan tage lederskab til alles bedste, og ikke kun sit eget.
Sådan skal magten bruges, ikke misbruges.

Mads Bo Poulsen

Den dag Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i Danmark begyndte det hele at gå ned af bakke.

Han er en løgner, som ikke havde/har noget problem med at sende unge mænd i krig for hans egen politiske fortjeneste. At sende sit land og dets unge mænd i krig på en løgn rangerer nummer ét på min personlige top-ti over fuck-ups du kan lave som statsminister. Derefter at skride fra alt det kaos, man selv har været med at skabe, er efter min mening også deroppe ad. Han var en røvslikker på USA, en svag leder der ikke havde nosserne til at, på hans eget folks vegne, sige stop. Med andre ord; han kunne ikke være mere ligeglad med dig og din familie.

Lad vær med at forsvare, hvor der ikke er noget at forsvare.

Hvor er det tydeligt i den her Artikel at Information er præget af en meget stærk socialistisk holdning og meningsdannelse.

Fogh er og var en stærk leder i Venstre, ud røg de mere landemandspræget dispositioner, i det Fogh tydelig kunne se at landbruget i Danmark er en underskuds, forretning og at det kun pågrund af EU støtte er i live, østlande kan producere mere og bedre kød/korn og produkter og er ikke bundet af miljøregulativer.

Så undskyld mig, men Venstre er ikke et landmandsparti og hvad et par gamle mænd i jylland synes om venstre, betyder ikke at os som har valgt at blive i byerne mener det samme.

Så må sige jeg er skuffet over denne artikels hovedmand, for seriøs journalist, er ikke noget som står på hans visitkort.

Sonja Bautz: Du rammer essensen ..tak for det.
Fogh var ikke et sundt menneske . Han ville ikke danskerne det bedste. ...det handlede om at gøre os til noget andet, end det vi i folkesjælen er....til et mini USA.
De åbne hjerter blev afløst af simpel grådighed.
Omsorg for svage blev til irritation over, de overhovedet var til.
Fogh forvekslede godhed med blind naivitet.
Vi er mange, der begræder dette årti med denne mand!

@Jack Hansen
I stedet for blot at lynche artiklens bagmand som værende en unuanceret socialist, så ville det unægtelig klæde dig at følge op med noget mere substans?

Du berører jo kun et enkelt element, hvorfor man naturligvis kan kræve langt mere.

Et angreb uden argumenter er et fattigt angreb.

Intet varer evigt,
og formentlig har Venstre opnået, hvad et parti kan.

Hvad partiet ikke fandt gehør for med sin særlige form for liberalisme under besættelsen og dets allerstørste hensyn til nazisterne og eksportmarkedet, blev i store træk gennemført i forening med den amerikanske højrefløj.
Allerede før besættelsen søgte mange medlemmer af Venstre mod nazismen, om ikke selv nazister, så oprettede en del LS. Venstre var først i samarbejdet og derfor kritisk til samarbejdsregeringen, hadede kommunisternes modstandsarbejde, stemte gladeligt for kommunistloven, og på Venstres initiativ indkaldtes samarbejdsudvalget og oprettelsen af Frikorps Danmark. I dag figurerer mange af de samme frontfamilier i landbruget.
Venstre opfatter stadig begrebet 'solidaritet' som erhvervsfremme, gerne ved outsourcing eller som nødhjjælpsforanstaltning til underudviklede lande.
Således stiler både Fogh og Løkke efter det første, største og flotteste i verden, hvilket også skal gennemsyre det danske samfund.

Det var Anders Forgh Rasmussen, der erklærede landet i krig imod et fremmed folk, tilmed under henvisning til Besættelsens solidaritet!! Men også Venstre uden Fogh er krigens glade giver.
Samvittighed før eller siden bestemmes af trangen til oprejsning. Parlamentarisk bliver modstykket til revolution, systemskifte og reformer - frihed uden tolerance.

Tom W. Petersen

Det er da nok muligt, at AFR har ødelagt noget for partiet Venstre. Dem om det.
Men det er da komplet inferiørt i sammenligning med, at han sammen med sin lydige udenrigsminister på et grundlag af løgne har ført vort land i krig mod et folk, som absolut intet har gjort os.

Thorsten Lind

I Me Mine ( Harrison )......
Fogh førte egoismen ud i det absurde,
og anså vel Danmark, som et ta´selvbord,
for egne ambitioner.......
Det krævede mange nyttige idioter -
sån´cirkus 55% af befolkningen.....
Gad vide om de vil omsætte tømmermændene,
efter Fogh, til forandring og nytænkning,
i det politiske landskab....til næste valg?
Jeg tvivler ( desværre ).
Men jeg glæder mig da over Venstres Hangover,
....den har de til fulde fortjent........Hik...! ( og bøvs )

"Han formåede at gøre Venstre næsten garant for regeringsmagten, havde styr på sine ministre og sit bagland, dog i en grad der forekom meget lidt rumeligt og vel egentlig ganske usympatik og til tider lignede det mest af alt en decideret undertrykkelse, men styr på det, ja det havde han, og effektivt var det ligeledes.

Hans taktik med at Venstre til et midterparti med bredere appel i befolkningen, især i byområdet, var en geni-streg. Hans valg af ministre som talte som Socialdemokrater, men som var liberale minister i forklædning, endnu et godt valg.

Anders var i mine øjne ikke en kompetent statsminister, men til gengæld en helvedes dygtig politik med øje for magten, med øje for, hvad der skulle og, hvor der skulle sættes ind."

...vel bare effektivt i dén forstand at pisk trods alt kan 'virke' mens der piskes? Et (beklager management-retorikken) kompetent og effektivt lederskab iagtager vel også det lededes fremtid - istedet for at efterlade det i så grundlæggende diskursiv vildrede.

For mig at se 'fungerede' Rasmussen den Anden's værdi-vulgære neoliberalisme akkurat kun sålænge at et angstfuldt øje fra tårnet kendte hver en krog af konglomeratet. Der var ligeud tale om et (psyko)m(ek)anisk trip, som Rasmussen den Tredje efter kort tid så sig svært nødet til at omtale i cykelrytter-aforismer. Vilde opkørsler og livstruende nedkørsler på tempotunge demokrati-drugs.

“Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved!” Nej ikke nok med at Krigen er imod Danmarks grundlov den er også bygget på en klokke klar løgn.. Blir ikk bedre!!

Tja, man kunne vel egentlig nemt have skrevet en lignende artikel om en værftarbejderfamilie og Socialdemokratiet!?
Et bondeparti med få bønder tilbage eller et arbejderparti med få arbejdere tilbage, hvor begge er overtaget af levebrødspolitikere, for hvem magtens sødme nok er den samme, kan vel komme ud på et!?

Lars Peter Simonsen

Det er næsten lissom Hitler, han efterlod osse sit land i kaos efter at ha' ført kulturkamp, reformeret og ført krig i udlandet.. Bland andet...

En af de grimme minder, var da AFR som den taktiske vendekåbe han var, begyndte at blive grøn.

Da han stod til et Venstre landsmøde, og lavede jokes med at man nok har taget ldt fejl og at nu vil oppositionen nok blive lidt sur på mig, hvorefter salen bryder ud i grin.

Grim arrogance og en grim ligegyldighed. Den opdragelse tjener intet formål ud over at være slesk.

Det mest frygtelige er erfaringen af, at det var så let at sende Danmark i angrebskrig i et fjernt land. Hvorfor kunne han?
Hvorfor lød der ikke et ramaskrig?
Hvorfor tav vi resigneret?
Hvor mange år skal der gå, før nationen siger undskyld og tager skridt til, at den slags ikke må kunne ske igen?

@Niels Bjerre

Sandheden er at interessen i den danske befolkning, hvad angår Irak-krigen ikke er stor nok, til at pressen tager det mere seriøst.

Pressen er det kapitalistiske korstog her i det moderne samfund, hvorfor journalistisk alvorlighed er en alvorlig mangelvare.

Svend Hvid-Andersen

Efter min opfattelse, har den politiske scene i Danmark udviklet sig til en form for "stat i staten" ,hvor borgerne mere og mere objektiviseres og sekmenteres med det formål at faciliterer den politiske verdens behov. Er det så politikernes skyld? Næh! Ingen er vel forpligtiget ud over deres evner og visioner. Vi har placeret dem på Christiansborg på demokratisk vis og de afspejler vel til dels borgernes demokratiforståelse og visioner. Så længe vores visioner er præget manglende solidaritet og økonomisk sårbarhed, har vi som borgere placeret os på sidelinjen og valgt tilskuerens rolle. At være bevidstløs, er også at være løst fra sin bevidsthed om medansvar.

Til alle dem, der påstår AFR var en stærk leder...:
Han kunne kun udøve denne ditatoriske magt, fordi han var omgivet af nyttige spindoktoridioter (betalt af os ironisk nok), der affejede al kritik , før den landede på herrens bord.!
Reelt blev vi styret af smarte management folk og Thomas Larsen, der i den grad så op til AFR på uanstændig kritikløs vis.
Iøvrigt har alle venstrefolk fået kursus i NLP,..tror det er deres hemmelige våben:)..og så må de givetvis også have fået kursus i at snakke uden at sige noget.For de snakker ens allesammen.

Fogh er den største politiske bedrager i landets politiske historie. På et løgnagtigt grundlag førte landet i krig. Han har blod på hænderne. Han stjal principløst andre partiers ideer for selv at blive ved magten. Han efterlod landet på fallittens rand ved at føre en fuldstændig stupid økonomisk politik. Og det ikke for borgernes skyld, men for sin egen sølle karrieres skyld. Hvorfor har vi som danskere været så dumme, at vi flere gange lod os narre af et lille og så usselt menneske. Jeg tror egentlig han vil være en fed case for psykologer og psykiatere.

jens peter hansen

Hvis partiet venstreskulle leve af sine oprindelige kernevælgere, nemlig bønderne, ville det ikke have over 6 mandater i folketinget. Og så har både kone og voksne børn stemt på partiet. Socialdemokratiets kernevælgere arbejder i Kina og Slovenien. Højskolevenstre blev dømt stendød i 80'erne da Uffemanden, som dengang var hadeobjekt nr. 1 på venstrefløjen, nu nærmest helgenkåret, kom til magten. Danmark er for lille til ham, som de vidtskuende ledere dengang skrev.
Alle statsministre er forsvundet den dag de var væk. Krag, Anker, Schlüter, Nyrop og Fogh. Det er embedet og mennesket der hænger sammen. Derefter er de meget lidt. Hvad en forhenværende statsminister mener er der ingen der gider at høre.
At Fogh forlader et Danmark som er i dyb krise er sandt, at regeringen selv har skyld i en del af miseren er rigtigt, men at mene at Fogh's regering er skyld i verdenskrisen er vist at overvurdere hans betydning.

Niels Møller Jensen

Jeg tror at historien vi vise Anders Fogh's eftermægle som den største uvederhæftig, løgnagtig (kreativ bogføring, Afganistandkrig m. m) og uansvarlig politiker vi til dato har haft har i Danmark.

Niels Møller Jensens og andres karakteristik er i store træk beskrivelsen af mange af historiens såkaldte store personer for ikke at sige personligheder. Det kan ligefrem styrke storheden at have blod på hænderne.

Man må efter min mening ikke se bort fra, at Fogh i mindst lige så høj grad var en politiker, som var god til at aflæse, hvad retning vinden blæste i, som en politiker, der selv dominerede og definerede sin tid.

En diskussion af de sidste 9-10 år i dansk politik bør derfor ikke reduceres til en diskussion om Fogh, men må også og i højere grad være en diskussion om, hvad det er for en tidsånd, som har præget disse 9-10 år.

Og Fogh passede jo med sin lidt autoritære ledelsesstil og "stærk mand" karakter godt ind i et årti, som også internationalt blev meget præget af Bush, terrorkrig og "med-os-eller-mod-os" kamp imod muslimsk fundamentalisme.

I Danmark opstod der yderligere en synergieffekt mellem "terrorkrigen" og en i forvejen stigende folkelig utilfredshed med den flygtninge- og ingrationspolitik, som var blevet ført de foregående 18 år, som tilsammen udmøntede sig i, at udlændingepolitik og "værdikamp" imod islam blev en central faktor i vælgernes stemmeafgivelse og placeringen af magten i Danmark.

Også på andre områder fulgte Fogh reelt mere end han ledede. Den almindelige dansker synes af rent følelsesmæssige grunde, at beskatning af ejerboliger er urimelig, og det imødekom Fogh så med et skattestop, som bl.a. fastfrøs ejendomsskatterne, uanset økonomernes talrige advarsler imod denne ide.

Fogh var givetvis personligt meget opsat på, at Danmark skulle følge USA ind i Irak, men lige så snart den folkelige stemning vendte sig imod krigen, fandt han lynhurtigt en undskyldning for at trække de danske soldater hjem. Og i det hele taget var han eminent dygtig til at kvæle sine politiske modstandere ved at omklamre dem.

På mange måder er det derfor folket og ikke Fogh, som har regeret Danmark i 00`erne. Så i det omfang, man er uenig i den førte politik, så er det langt hen ad vejen folket, man må diskutere med og forsøge at overbevise :-)

Erik Andersen

Jeg er meget bekymret over, at Fogh kunne vælges til Natogeneralsekretær efter, at have være hoved kraft i dansk deltagelse i angreb på Iraq på trods af efterretningerne og FN.
Hvad kan være forklaringen?

Christian Olesen

»Der er da ingen tvivl om, at flertallet bakker regeringen op. 67 procent af befolkningen synes retrospektivt, at Anders Fogh Rasmussen – den efter min mening mest skruppelløse, amoralske og menneskeligt uhyggelige statsminister, vi nogen sinde har haft – var en stor statsmand«.
(Carsten Jensen)

Christian Olesen

»Det er ikke et træværk, hvor råddenskaben kommer udefra og ind. Den kommer indefra, og det gør den meget sværere at se. Og du opdager det først, når det er for sent.«

Sider