Journalisten Jens Gaardbo sagde for nogle år siden, at da han var ung, var man journaliststuderende, fordi man var interesseret i verden, mens man i dag er det, fordi man er interesseret i mediet. Det ser kun ud som om, Gaardbos tanke er blevet bekræftet. Medierne er blevet mere og mere selvoptagede og mindre og mindre optagede af at undersøge og kortlægge verden. Den undersøgende journalistik er i krise, hvis man skal tro nogle af journaliststandens egne grand old men, som f.eks. Kurt Strand, der i 2000 udgav bogen Journalismens meningsløse ulidelighed.
Bemærkelsesværdigt nok synes det dog også som om, at selv den kritiske og dybdeborende journalistik, der faktisk stadig findes, er blevet underligt impotent. Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig fra 2006, der fremkom med meget alvorlige anklager mod den danske regering, blev lagt død med en spin-debat om, hvorvidt venstrefløjspolitikere havde været involveret i tilblivelsen af filmen, mens dens centrale påstand - at Danmark havde udleveret krigsfanger til USA, og at de muligvis var blevet tortureret - aldrig er blevet undersøgt og dårligt nok diskuteret. En lignende skæbne ser ud til at overgå Cavlingpris-modtageren fra 2009, Orienterings Jesper Tynell, der ifølge fagbladet Journalisten blandt andet afslørede, at daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen havde afgivet urigtige oplysninger til Folketinget, at hans ministerium havde bestilt misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at fordreje den offentlige debat, og at embedsmænd i ministeriet havde slettet belastende dokumenter fra arkivet. Hjort Frederiksen er i dag finansminister og Jesper Tynell fortsætter med at passe sit job på P1.
Alt for mange nyheder
Selvom man kunne ønske sig endnu flere film af Christoffer Guldbrandsen eller endnu flere radioindslag af Jesper Tynell, forbliver det gådefuldt, at 'den reelt eksisterende undersøgende journalistik' ofte er uden virkelig effekt. Umiddelbart kan Kurt Strand og ligesindede have ret i, at der er for megen overflade og Paradise Hotel og for lidt kritisk journalistik i medierne, men det kan ikke forklare, hvorfor historier, der faktisk ligger frit for enhver at studere, ikke har nogen betydelige politiske konsekvenser. Hvad nu hvis problemet ikke så meget er, at der er væsentlig viden, der ikke kommer frem i lyset, som at der er alt for meget viden, der kommer frem i lyset som væsentlig?
Det væsentlige er i den optik ikke fortrængt, men alt er ophøjet til væsentligt. Det kan blive en selvstændig nyhed, at en statsminister har afholdt en tale med opsmøgede ærmer, eller at en oppositionspolitiker bærer en bestemt taske. Lars Løkke Rasmussens evner som familiefar er lige så afgørende som opfølgningen på den miserable udgang af klimatopmødet i København.
Meninger brydes, og det er altid væsentligt at have to sider af en sag, således at journalisten ikke kan beskyldes for at forfordele. Fem minutter til jøderne og fem minutter til Hitler, som en fransk filosof sagde for et par år siden. Med andre ord: Fem minutter til dem, der mener, at det var en god idé med skjorteærmerne og fem minutter til deres modstandere; og fem minutter til hver side i debatten om Løkke Rasmussens familie. Dertil kommer vejret, finans og sporten. Det betyder imidlertid ikke, at klimaforandringerne, de fattige i Afrika, jordskælvsofrene og landbrugets udledning af kvælstoffer ikke bliver omtalt i medierne. Det hele er der. De, der ikke er tilfredse med bladenes, radioens eller tv'ets nyheder, kan opsøge nyheder på nettet. Problemet er ikke, at der ikke er nyheder nok - problemet er måske snarere, at der er for mange.
Den psykotiske offentlighed
Skal man beskrive denne tilstand i psykoanalytiske termer, kan den sammenlignes med forskellen på neurose og psykose. En neurotiker 'bor i sproget', som Jacques Lacan sagde, men der er noget, der hele tiden ikke når frem til neurotikerens sprog, fordi det er fortrængt. Neurotikerens tilstand kan derfor sammenlignes med den tilstand, som Kurt Strand og andre mener, offentligheden befinder sig i. Der er masser af medier og information og debat, men denne beboelige offentlighed er plaget af en fortrængt viden, som aldrig synes at nå frem, fordi der ikke er uafhængige og ihærdige journalister nok.
Psykotikeren, i modsætning til neurotikeren, 'bor' ikke i sproget, men er beboet eller, som Lacan sagde, »besat« af sproget. Psykotikeren evner ikke at skelne mellem det symbolske og det reelle - det er som om al viden er nærværende hele tiden og kræver at blive tillagt afgørende betydning. Alt er lige gyldigt, men det betyder ikke, at det er ligegyldigt. Tværtimod, der er alt for megen mening. Derfor kan en psykotiker ikke fungere som et almindeligt menneske. Han eller hun bliver bogstaveligt talt hele tiden forstyrret af vigtige opkald.
Kunne man ikke se mediemaskinen og dens brugere i forlængelse af denne beskrivelse af psykosen? Enhver ny detalje eller udvikling er vigtig. Der er ingen forskel på væsentligt og uvæsentligt, alting har lige meget betydning, og vi er besat af sprog og informationer og nyheder fra alle sider.
