Læsetid: 11 min.

Myndighederne tror ikke på, at han siger, hvem han er

Han er 40 år og siger, at han hedder Petro Musa. Men han er klemt mellem et system, der ikke tror ham, og alverdens lande, der ikke vil modtage ham. Han har fået afslag på asyl, men politiet kan hverken identificere eller sende ham ud af landet. Så han sidder på 11. år i et asylcenter og venter
Nytteløst. Myndighederne har fængslet Petro Musa uden dom i mere end to et halvt år, frataget ham lommepenge og givet ham bopæls- og meldepligt i Sandholmlejren. Men hverken fængslingerne eller de 'motivationsfremmende' foranstaltninger har hjulpet. Han fastholder, at han er flygtning fra Sudan.

Nytteløst. Myndighederne har fængslet Petro Musa uden dom i mere end to et halvt år, frataget ham lommepenge og givet ham bopæls- og meldepligt i Sandholmlejren. Men hverken fængslingerne eller de 'motivationsfremmende' foranstaltninger har hjulpet. Han fastholder, at han er flygtning fra Sudan.

Anders Birch

20. marts 2010

De ved ikke, hvem han er. De har set ham, de har talt med ham, og de har undersøgt ham grundigt. Han har været i Danmark i 11 år. Han hævder at være flygtet fra forfølgelse i det uroplagede sydlige Sudan, men ifølge akterne i hans asylsag afviser Rigspolitiet samtlige hans forklaringer om, hvem han er, og hvor han kommer fra. Talrige kriminalassistenter har løbende igennem de sidste otte år forsøgt at få ham identificeret i både Øst- og Vestafrika. Rigspolitiet har haft eksperter i sproganalyse til at vurdere hans stammesprog tabosa, et sprog, de hævder, han ikke taler. De har analyseret alt fra måden, han udtaler »mælk« på engelsk, til hans viden om sammensætningen af ingredienser i traditionel sudanesisk grød. Alt sammen for at finde frem til det afrikanske land, som de mener, han skjuler at komme fra. Og hver gang med samme resultat: Sporet ender blindt hos afrikanske myndigheder, som aldrig har hørt om ham og følgelig nægter at modtage ham som tvangsudvist.

Skønnet fuldstændig utroværdig

De har fængslet ham uden dom i mere end to et halvt år, frataget ham lommepenge og givet ham bopæls- og meldepligt i Sandholmlejren. Men hverken fængslingerne eller de 'motivationsfremmende' foranstaltninger har hjulpet. Nu sidder han på et lille værelse i Sandholmlejren og venter på, om der sker noget nyt i hans sag.

Han ved godt selv, hvem han er: »Jeg hedder Petro Musa Ndehekio«. Han fortæller, at han blev født i 1970, og at hans flugt startede som 21-årig. »Det var den 1. januar 1991, da regeringens fundamentalister angreb min hjemby i det sydlige Sudan. Jeg flygtede til Juba for at redde mit liv. Her arbejdede jeg på en gård, inden jeg flygtede videre til Khartoum og siden til Egypten,« fortæller han til Information.

Både Petro Musa og hans far var involveret i den primært kristne oprørsbevægelse SPLA/M, der lå i blodig konflikt med regeringen i nord. Hele Petro Musas familie blev dræbt under angrebet, mens hans selv fortsatte sin flugt. »Jeg rejste til Rusland på et falsk pas. Her betalte jeg nogle penge til en mand, der fik mig smuglet til et Danmark på et containerskib. I Danmark spurgte jeg om vej til et sted at søge asyl, og de fortalte mig om Sandholmlejren. Da jeg kom dertil, afleverede jeg mine dokumenter og søgte asyl,« siger han.

Men Petro Musas ansøgning om asyl går fra starten helt galt. Ifølge sagens akter er allerede den første timelange afhøring præget af dyb mistillid til hans forklaring. Han formår ikke at redegøre detaljeret for sin rejse, eller hvad han har lavet på sine stop på vejen. Ifølge afhøringsrapporten er politiet særligt mistænksomme over, at han ikke taler et ord arabisk efter at have opholdt sig tre år i Egypten, samt at der den dag, han angiver som afrejsedag fra Egypten, ifølge politiets undersøgelser slet ikke går noget fly fra Cairo til Moskva. Petro Musa bliver derfor efter nogle timers afhøring gjort bekendt med, »at hans forklaring vedrørende rejserute skønnedes fuldstændig utroværdig«.

Tabosa eller ej

Efter de første afhøringer begynder en omfattende undersøgelse for at fastlægge hans identitet. For at tjekke om han kommer fra Sudan, bliver der foretaget en række test af Petro Musas sprog på både engelsk og hans modersmål tabosa - en meget lille sprogstamme i det sydlige Sudan. Ingen af testene falder ud til Petro Musas fordel. En ekspert fra USA konkluderer ud fra en båndoptagelse, at »det indtalte sprog er ikke tabosa, og ikke et eneste ord ligner det sprog, som toposa- stammen taler«. Han vurderer ham i stedet til at komme fra et land i Vestafrika. En kvindelig tolk hos Rigspolitiet lytter også til båndet og mener at kunne genkende flere swahili-ord, der dog »bliver udtalt mere eller mindre bagvendt«. En tredje sprogkyndig, der analyserer Petro Musas engelske udtale, vurderer ham til at komme fra et swahili-talende land og nævner Kenya eller Uganda som mulige lande. Eksperten understreger dog, at det er umuligt at konkludere entydigt.

Da ingen af Rigspolitiets undersøgelser kan bekræfte, at Petro Musa er sudaneser, og han heller ikke under en række yderligere afhøringer formår at overbevise myndighederne, bliver hans ansøgning om asyl afvist. Forklaringen lyder: »Da styrelsen således ikke kan lægge din forklaring om din identitet til grund finder styrelsen at måtte forkaste din forklaring om dit asylmotiv i sin helhed«.

Hvad for et identitetstjek?

»Jeg kommer fra Sudan, og jeg har spurgt dem flere gange, hvad det er for et identitetstjek, de så gerne vil lave. De har bedt mig om at tale min dialekt tabosa, og jeg har talt den,« forklarer Petro Musa, om de oplysninger, der er afgørende for, at han på 11. år opholder sig i det danske asylsystem. Han fortæller sin historie i simple, korte sætninger på engelsk og forklarer om sin flugtrute, helt upåvirket af at myndighederne aldrig har troet den. Han fortæller om problemer med regeringens tropper i det sydlige Sudan og om sit første møde med det danske asylsystem:

»De stillede mig alle mulige spørgsmål. Betjenten råbte virkelig meget af mig. De havde en tolk fra Egypten, der oversatte fra dansk til engelsk. Men ingen, der talte tabosa,« siger han. At resultaterne af sprogtestene ikke bekræfter, at han kommer fra Sudan, kan han ikke forstå.

»Jeg husker, at der til en af de første afhøringer kom en dame og spurgte, om jeg kunne forklare om Sudan, og hvordan jeg kom hertil. De sagde, at det skulle sendes til USA. Men da der kom svar tilbage, fik jeg at vide, at en mand i USA havde sagt, at jeg i virkeligheden hørte til noget med Nilo-stammen i Uganda. Men der har jeg altså aldrig været,« siger han.

Søgning efter 'hjemlandet'

Efter afvisningen af Petro Musas asylsag bliver han fængslet i marts 2000 efter Udlændingelovens § 37 stk. 1 »med henblik på fremskaffelse af de nødvendige rejsepapirer«. Han overføres til Sandholmlejrens fængselsafdeling, mens Rigspolitiet i de følgende måneder forsøger at få ham identificeret hos myndighederne og Interpol i blandt andet Ghana, Sudan, Kenya, Nigeria, Uganda, Egypten og Tanzania. De får dog udelukkende negative tilbagemeldinger, og efter otte måneder begynder fængslingen at tage hårdt på Petro Musa. Ifølge afhøringsrapporterne føler han sig indespærret »uden grund« og klager over søvnbesvær, besvimelser og psykiske problemer. Han hævder at have oplyst politiet om alt, mens Rigspolitiet forsvarer indespærringen med, at man »har gjort utallige bestræbelser for at få ham verificeret/identificeret med henblik på at udsende ham til sit 'rigtige hjemland'«.

Løbende bliver de indtalte båndoptagelser vurderet af eksperter og tolke, der sender Rigspolitiet i nye retninger i deres søgning efter det 'rigtige hjemland'.

En ny ekspert er »sikker på, at han ikke var fra Tanzania eller fra Vestafrika«, mens en anden vurderer, at ordene har en »meget swahili klingende udtale, men i sammenhæng giver det ikke nogen mening på swahili«. Også på flere afrikanske ambassader forsøges han afsat, men den ugandiske viceambassadør kan efter en samtale med Petro Musa ikke kende sproget. Han fortæller, »at det ville være meget svært for ham at udpege det nøjagtige sted, hvor Musa stammede fra« og nævner syv forskellige afrikanske lande som muligheder.

Kenya og Tanzania

Efter 80 bilag og et års anstrengelser er Rigspolitiet ikke kommet et skridt nærmere en identificering af Petro Musa. De samler derfor fokus på at få ham fremstillet for myndighederne i lufthavnen i enten Tanzania eller Kenya. Den 8. maj 2001 når de bestræbelser sit foreløbige højdepunkt, da den danske konsul i Tanzania Robert Andersen efter flere måneders pres får en mundtlig tilladelse fra en Deputy Director of Immigration til at fremstille Petro Musa for immigrationsmyndighederne i hovedstaden Dar Es Salaam. Der bliver hasteudstedt visa til tre betjente, men fem dage efter kommer der kontraordre fra Tanzania, da en Director of Immigration telefonisk uden »yderligere begrundelse« meddeler, at »tidligere givet accept ikke længere var gældende«. Det første reelle gennembrud i udsendelsen løber altså ud i sandet, og kort efter bliver Petro Musa løsladt fra fængslet, »idet der ikke umiddelbart var udsigt til en snarlig udsendelse«.

Trods løsladelsen er Rigspolitiet ikke sådan at slå ud. Politimester Hans Viggo Jensen erklærer den 28. august 2001 i en redegørelse, at Rigspolitiet fortsat anser det »for muligt at gennemføre udsendelsen«. Optimismen finder han i mulighederne for en »genoptagelse af forhandlingerne med Kenya og Tanzanias ambassader i Stock- holm«, og få dage efter bliver der faxet til de kenyanske myndigheder i endnu et forsøg på at få ham fremstillet. I faxen strammer Rigspolitiet gevaldigt op på eksperternes strittende vurderinger af sproget og skriver, at »han hævder at tale tabosa, men det er blevet afvist af sprogeksperter. Sproget, der tales, inkluderer en masse ord på swahili. Alle de adspurgte sprogeksperter peger på det swahili, der tales i Kenya, Uganda eller Tanzania«. Men forsøget bliver få dage efter blankt afvist i Kenya, der øjensynligt tror mere på Petro Musa end på Rigspolitiet: »Vi er ude af stand til at finde ovenstående i vores registre over kenyanske borgere (...) Vi er heller ikke overbevist om, at ovenstående er kenyansk borger. Tabosa-folket er ikke blandt Kenyas 42 stammer,« skriver de. Da vedholdende forsøg på en lignende fremstilling i Tanzania også endeligt fejler i slutningen af 2004, synes Rigspolitiets muligheder udtømte.

Deja-vu

Men så alligevel ikke. For den 3. juni 2005 bliver Petro Musa for anden gang varetægtsfængslet. Begrundelsen for fængslingen er »at sikre udlændingens tilstedeværelse, indtil bestemmelsen om udvisning kan fuldbyrdes«, og et fuldstændigt parallelt forløb i Petro Musas liv starter nu.

En ny sprogtest konkluderer, at »det er højst sandsynligt, at personen har sin sproglige baggrund i Uganda, nærmere bestemt den nordlige del«. Rigspolitiet går derfor målrettet efter, at det er Uganda, som Petro Musa skjuler at komme fra, og en måned senere lykkes det at få ham fremstillet for Ugandas ambassadør i Danmark. Ambassadør Omar Lubulwa kan dog ikke umiddelbart hjælpe, og efter en samtale forklarer han, »at det ikke var muligt for ham at fastslå, om Musa var fra det sydlige Sudan, som han påstår, eller fra det nordlige Uganda, som er konklusionen på sprogtesten«.

Ambassadøren afviser ikke direkte, at Petro Musa kommer fra Uganda, så det resultatløse møde slår ikke Rigspolitiet ud af kurs. En kriminalassistent rejser i oktober til Kampala i Uganda for at få immigrationsmyndighederne i tale og vise dem fotos af Petro Musa. Ud fra sine ansigtstræk vurderes han af embedsmænd i immigrationsmyndigheden til at være »ikke muslimsk«, og de anslår, at han muligvis kan komme fra den sydvestlige del af landet, men afviser, at han skulle komme fra den nordlige del, som sprogeksperten ellers vurderer. De fortæller også, at der ikke bør være nogle problemer ved at få ham fremstillet i lufthavnen for at få ham identificeret.

Således opmuntret sender Rigspolitiet et brev til de ugandiske myndigheder, denne gang med en direkte forkert udlægning af resultatet af sprogtestene: »Alle de sprogeksperter, der har været konsulteret, peger på, at Musa Petros sproglige baggrund skal findes i Uganda, nærmere bestemt den nordlige del af landet,« skriver de.

Men Uganda giver ikke et eneste brugbart svar i løbet af det næste år, på trods af, at både Udenrigsministeriet, ambassademedarbejdere og talrige kriminalassistenter presser på. Simultant med myndighedernes forsøg på at få hul igennem i Uganda bliver Petro Musas varetægtsfængsling rutinemæssigt forlænget hver måned, da »der endnu ikke er modtaget svar fra myndighederne i Uganda«.

Under hele forløbet bliver han hevet ind til afhøringer, hvor han gentager den forklaring, han uden afvigelser har fastholdt igennem hele forløbet: Han hedder Petro Musa og kommer fra Sudan. Efter et år og fem måneder i Vestre Fængsel løber Rigspolitiet efterhånden tør for begrundelser for at opretholde fængslingen, og Petro Musa løslades med påbud om indkvartering i Sandholmlejren.

Et foreløbigt punktum sættes i sagen to år efter, da Udenrigsministeriet pludselig får hul igennem til de ugandiske myndigheder. I en fax opfordrer de Rigspolitiet til endnu engang at fremstille Petro Musa på ambassaden i Danmark for at få en vurdering. To kriminalassistenter kører derfor i foråret 2008 Petro Musa ud på ambassaden. Efter en halv times samtale mellem Petro Musa og førstesekretær Joshua Mutabazi kan Rigspolitiet definitivt udelukke Uganda som løsning, da førstesekretæren meddeler de to kriminalassistenter, at »han var sikker på, at Musa ikke var fra Uganda eller Sudan, men snarere fra Rwanda, Burundi eller Congo«.

Uden at vide det sætter førstesekre-tæren et foreløbigt punktum for otte års slid ved at pege på tre helt nye lande, som Rigspolitiet nu kan vælge, om de vil begynde forfra med.

Afvist og udvist

»Har de sagt noget til dig om, hvornår jeg får svar på, om jeg må blive i Danmark?«

Spørgsmålet afslutter et længere interview med Petro Musa. Vi har gennemgået hans sag, der, siden han kom til Danmark i 1998, gradvis er blevet mere og mere håbløs. En stak domsudskrifter blandt de flere hundrede bilag viser, at han i 2003 fik 30 dages betinget fængsel for vold mod en mand i Aalborg, en forbrydelse, han afviser at have begået. Og da Petro Musa den 21. april 2004 fik stjålet sine ting fra sit værelse og efterfølgende kom op at skændes med en Røde Kors-ansat i Sandholmlejren, gik det for alvor galt. Den ansatte meldte ham til politiet for trusler, og da det blev tolket som gentagelseskriminalitet, nedlagde anklagemyndigheden krav om udvisning. Og fik det. Petro Musa havde på trods af at have opholdt sig syv år i Danmark ifølge retten »ikke nogen tilknytning til Danmark«.

I et svar til hans advokat Bjarne Juel Pedersen på en af de talrige ansøgninger om humanitær opholdstilladelse grundet udsendelseshindringer blev alvoren af den sidste dom for alvor tydelig: »Da din klient er udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år, og din klient fortsat befinder sig i landet, kan din klient således allerede af denne grund ikke meddeles opholdstilladelse. Det påhviler fortsat din klient at udrejse af Danmark,« skriver ministeriet i sin afgørelse. Det er herfra umuligt at se, hvordan Petro Musa nogensinde skal få mulighed for at forlade Sandholmlejren:

»Jeg har sagt det igen og igen. Hvis jeg bliver sendt til Sudan, vil jeg blive jagtet og slået ihjel af regeringen. Det kan jeg ikke lade ske,« siger Petro Musa. Han har bopælspligt i Sandholmlejren, får ingen lommepenge og må ikke arbejde. Tiden får han til at gå med at læse bøger og hjælpe til med at lægge sengetøj sammen. Der er ikke sket noget nyt i hans sag i snart to år: »Jeg venter bare. Uden at vide hvor længe,« siger han.

Men hvad venter du på?

»Jeg venter på deres beslutning, om hvad de vil gøre. De har aldrig fortalt mig noget specifikt om, hvor længe det vil tage dem at beslutte sig for, om jeg må blive her. Om det vil tage 5, 10 eller 20 år, ved jeg ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

14 år er sgu lang tid .
Men hvis man efter 14 år ikke kan påvise hvem han er . giv dog manden et arbejde .
minder mig om den film med Tom Hanks . bare lidt længere .

Jeg fatter det ikke:
Hvis asylansøgere har fået afslag, fordi man mener, at deres ansøgning er uberettiget, men at man ikke kan sende dem "hjem" pga. fare for forfølgelse, så har man jo netop godkendt grunden til deres tilværelse som flygtning.

Og hvis en afvist flygtning nu ikke vil rejse tilbage - selv efter flere år med de kummerlige vilkår man byder ham/hende - burde enhver, der er ved sine fulde fem, ikke tænke, at der nok var en velovervejet grund til den mangende vilje til at rejse?

Eller er det bare mig, der er dum og naiv?

Lars R. Hansen

"Jeg har sagt det igen og igen. Hvis jeg bliver sendt til Sudan, vil jeg blive jagtet og slået ihjel af regeringen

Det forekommer mig ikke sandsynlig - alene af den grund Sudans regering nægter at modtage den uheldige udviste indvandrer.

Erik Karlsen,

Et dansk asylcenter er tilsyneladende bedre end en tilværelse som illegal i Egypten eller Rusland eller som borgere i hans eget hjemland - Fri kost og logi (og muligivs hvad man kan tjene på sort arbejde) i Danmark kunne meget vel være en del bedre end en gennemsnits tilværelse i Østafrika.

Bo Klindt Poulsen

@ Stig Larsen

Er du fuldstændig vanvittig? Tro på asylansøgere og traumatiserede flygtninge?

Hvad bliver det næste så? Humanitært ophold til asylbørn? Anerkendelse af de facto-flygtninge? Tiltag til at stoppe DKs udvikling mod bananstat?

Nej tak, må vi blive fri for dine betonhumanistiske og tossegode idéer.

--- ironi kan være anvendt---

I dag er det dronningens fødselsdag og i den anledning benåder hun alle "livstidsindsatte" på vand og brød i flygtningelejrene i DK!

Nå, nej, - lagkage og årgangsvine, samt hele svineriet i 70 år til en der ikke har nogen magt overhovedet.. Hvor er det bare ligesom et eventyr det hele; "Dronningen i et yndigt lille land" og "Heksene der åd menneskesjæle"..