Læsetid: 10 min.

Var det nok? - og blev det sagt?

De var trætte af at blive bedømt på udseendet, af at føle sig usikre i forelæsningssale, af undertrykkende kønsstrukturer og af at blive til grin for at påpege dem. Det feministiske manifest 'Nu er det nok, så er det sagt'sparkede gang i 00'ernes kønsdebat med et ordentligt brag. Vi har spurgt seks af manifestets bidragydere, hvordan det så nu - 10 år efter
De var trætte af at blive bedømt på udseendet, af at føle sig usikre i forelæsningssale, af undertrykkende kønsstrukturer og af at blive til grin for at påpege dem. Det feministiske manifest 
'Nu er det nok, så er det sagt'sparkede gang i 00'ernes kønsdebat med et ordentligt brag. Vi har spurgt seks af manifestets bidragydere, hvordan det så nu - 10 år efter
6. marts 2010

»Jeg fortæller ham om min angst for at være alene med ansvaret og spørger, om han er med på at føle et lige ansvar fra starten. Hans svar er, at han nægter at gå til fødselsforberedelse.«

»I bagklogskabens klare lys kan jeg nu se, at mit indlæg handlede om min angst for at få børn. Jeg ville gerne, men var bange for, at prisen for at få børn ville være ligestillingen. Jeg kunne se omkring mig, at nok så stærke kvinder røg ind i offerroller så snart, de fik børn.«

»Nu har jeg så fået et barn. Jeg kastede mig ud i det efter, at min daværende kæreste og jeg havde taget en alvorlig snak og aftalt, at det skulle være en fifty fifty-ting. Det endte alligevel med, at jeg tog otte måneders barsel og han tog tre.«

»Vi fulgte de klassiske kønsrollemønstre. Tilfældigvis havde han et arbejde, hvor man ikke kan tage en sygedag. Han er filmfotograf, så det kan koste flere 100.000 kroner, hvis han ikke møder op på et set. Og tilfældigvis havde han en højere løn end mig. Så havde han til gengæld perioder, hvor han ikke arbejder. Hans arbejde blev på den måde absolut, mens mit kunne forhandles. Til gengæld var vi gode til den ligelige fordeling af husarbejdet.«

»Jeg er glad for mit valg om at få et barn. Jeg gider ikke være sur, men det gør ikke, at jeg ikke kan se de strukturer, der ligger bag, og dem har jeg stadig lyst til at ændre. Vi har stadig en barselslovgivning, der er uligestillet, vi har stadig ikke ligeløn og stadig ikke 40-60 fordeling på ledende poster.
Show me the money,og du vil finde mændene.«

»Hvis jeg skulle skrive et indlæg til en lignende bog i dag, så ville det nok handle om at blive skilt og al den frihed, der følger med det. Jeg ser det store pres, som mange i min omgangskreds er udsat for fra omverdenen, og hvordan de reagerer med at klippe en hæl og hugge en tå for at gøre sig attraktive som potentiel mor og hustru. Selv om det ikke er lykkeligt at blive skilt, slet ikke når man har et barn sammen, så sker der noget helt vildt. Man får sig selv tilbage på en måde.«

Sakena Ali

- Informationsarkitekt i Kriminalforsorgen, blogger på den pro-sexfeministiske blog Feminists in Space, født 1976 -

»Kvinder, der udstiller deres seksualitet og kalder det girlpower. HVORFOR? Jeg bliver helt vildt vred. Også på mændene. Hvorfor synes mænd, det er fedt, når kvinder gør det?«

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke særlig stolt af det, jeg skrev dengang. Det var alle os kloge piger i gymnasiet, der klagede over, at der ikke var nogen, der ville have os, og mit indlæg handlede om de 'slemme' piger og den opmærksomhed, de fik på grund af, at de spillede på deres seksualitet. I dag har jeg det sådan, at de slemme piger må være lige så slemme, som de har lyst til. Jeg er blevet mere liberal og en meget stor modstander af en offergørelse af kvinder, og det synes jeg nok egentlig, at bogen bidrog til, uden at jeg egentlig var klar over det.«

»Dengang følte jeg mig undertrykt, det gør jeg ikke i dag. Vi kvinder er fucking seje og stærke, vi kan godt selv. Men vi må huske på, at vi er en af de første generationer af frigjorte kvinder, og vi må åbenbart lære på den hårde måde. For eksempel er en af grundene til, at vi stadig ikke har ligeløn, at kvinder har svært ved at forhandle en ordentlig løn hjem.Men jeg synes ikke, kvinder skal have ondt af sig selv. Nu må det stoppe, vi er frie og lige, universiteterne er proppede med kvinder, og vi har mænd, der hellere end gerne vil dele barsel med os. Men selvfølgelig er der da stadig en masse at tage fat på.«

»Der er stadig en ting med kvinder og skønhed. Skønhedsidealet bliver ved med at være teenageagtigt, men det gælder jo også for mændene. Tag en modeserie fra Euroman, der er kun teenagedrenge. Det så man altså ikke for 15 år siden. Så på den front er der kommet mere ligestilling; jeg ved så ikke, hvor godt det er?«

Susanne Brønnum Cordes

- Selvstændig, født 1971 -

»Måske jeg ikke ville have higet så meget efter at passe til billederne, hvis ikke der var en kulturel norm, at piger skal være kønne. Og eftertragtelsesværdige.«

»Det, jeg skrev dengang, er måske endda endnu mere aktuelt nu end dengang. Jeg har selv en pige på 11 år, og kan mærke, hvor kraftig seksualiseringen af de unge piger er. Den er overalt, i medier, reklamer og indbyrdes blandt pigerne selv. Det er også andre ting, der er gået tilbage. Vi har haft en regering, der har lagt ethvert tiltag til debat død. Vi har haft en ligestillingsminister, der har gjort magtfordelingen i hjemmet og på arbejdsmarkedet til et privat spørgsmål.«

»Det springende punkt for kvinder på arbejdsmarkedet er stadig, at de føder børn, og dermed kan vi virke langt mindre attraktive som ansatte. Det kan vi så udligne på to måder: Vi kan lade være med at få børn, eller vi kan dele lige med mændene.«

»For vores mødre og bedstemødre handlede ligestilling om de store, synlige landvindinger, om lige ret til uddannelse, stemmeret, ejendomsret. I dag har vi ligestilling på papiret, og derfor er debatten lukket ned. Men den er ikke mere subtil, end at man stadig kan se det i lønstatistikkerne.«

»Det er nu ikke fordi jeg selv går og lider. Jeg er stadig feministisk engageret, men personligt har jeg valgt at leve mit liv, hvor jeg ikke går og kæmper så meget i det daglige. Jeg er blevet skilt, jeg har to børn og bor med en ny kæreste. Jeg er selvstændig, og har valgt at være min egen direktør.«

»Hvis jeg skulle skrive i dag, så ville det handle om nye familieformer. Familierne er i opløsning; kvinderne lever deres egne liv; og de kvinder jeg kender, der er skilt, har gode job, gode boliger og børn - og de får det hele til at hænge sammen. Selvfølgelig har man ikke lyst til at blive skilt, men måske er det ikke så dårligt. Hver anden uge kan man arbejde igennem og lave andre ting. Og så giver man slip på frustrationerne, for man går ikke hele tiden med forventninger, som ikke bliver indfriet.«

Sarah Højgaard Cawood

- Ligestillingskonsulent, Københavns Kommune, født 1970 -

»Det var et chok at opdage, at jeg var usynlig som seksuelt væsen på gymnasiet. Selv om jeg aldrig havde været klassens dronning i grundskolen, det var gået op for mig, at drengene som regel faldt for de 'pigede' piger, dem som gav op, når der var konkurrencer ...«

»Mit bidrag til bogen var nok et udtryk for en ungdomsoplevelse, jeg tror, er forholdsvist typisk. Når man pludselig skal til at være seksuelt interessant gælder der nye regler. Det man lærte som barn, at være dygtig, at være modig, at stå op for sig selv, bliver pludselig et deficit i et rum, hvor kvinden skal være powerkvinde, men samtidig appellere til mænds præferencer. Det, der står klarest for mig fra dengang, var, at jeg prøvede at lære at virke hjælpeløs.«

»Det er vigtigt at have koblingerne mellem det personlige og det politiske. I dag er jeg mere optaget af de strukturelle og større perspektiver, af den samfundsmæssige udvikling. Jeg er ikke det sted, hvor jeg har lavet en ny analyse af mit eget liv.«

»Det har haft betydning for niveauet af den offentlige debat, at vi har en regering, som ikke interesserer sig for ligestilling; vi har en ligestillingsminister, fordi vi skal have det.«

»I modsætning til nogle af de andre nordiske lande, hvor der dels har været offentlige debatter på et højt niveau, dels politik og lovgivning, som har hjulpet ligestillingen på vej, ligger vi langt bagud i Danmark. Jeg tænker på alt lige fra øremærkning til fædre på barsel og en ordentlig uafhængig ligestillingsinstans, som kan overvåge ligestillingsudviklingen, til kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer.«

»Når man siger, at kvinder ikke er gode nok til at forhandle løn, så ser vi stadig ikke, at der sidder én på den anden side af bordet, der er den magtfulde, og som bestemmer, hvad lønnen i sidste ende skal være. På den måde kan kvinder selvfølgelig ikke løfte deres egen opstigning i værdihierarkiet.«

»Man kan blive fældet af, at de samme typer udmeldinger som dem, der kommer fra mænd, lyder aggressive og selvpromoverende på en anden måde, når de kommer fra kvinder. Det er stadig en balancegang - på den ene side skal kvinder agere, som mænd typisk har ageret; og på den anden side gælder der helt andre spilleregler, hvis ikke kvinderne skal dømmes ude som ukvindelige.«

Mete Bom

- Webkonsulent i Kulturarvsstyrelsen, født 1970 -

»I dag er Alba blevet smidt ud af Columbia, fordi hun ikke kan betale undervisningsafgiften. Pataki har sparet undervisningsstøtten til kvindelige minoriteter væk. Og Alba er jo en kvindelige minoritet, selv om hun er næsten helt hvid som Michael Jackson.«

»Før havde jeg en meget konstruktivistisk tilgang til kønnene, men jeg må sige, at der sker noget fysisk, når man får et barn. Jeg er forbavset over den fysiske tilknytning mellem kvinde og barn, og man skal virkelig hjælpe manden ind for at spille en rolle tidligt i barnets liv, ellers bliver det kvinden, der tager barslen, ikke får sparet op i pension og går på kompromis med arbejdet. Det er stadig lettere for kvinder at sige, at de tager et års barsel. Det er accepteret.«

»Hvis en mand gjorde det samme ville det være uhørt, mærkeligt og underligt. Han ville blive set på som en, der ikke ønskede sin karriere.«

»Ligestillingsdiskussionen er for mig blevet meget nærværende og meget praktisk. Hvis job er for eksempel vigtigst, når barnet er sygt?«

»Som ung nyfeminist var jeg meget bevidst om ikke at gå på kompromis med karrieren og alt det. Og hvis jeg ikke havde fået min søn, havde jeg sikkert været kommunikationschef i en stor virksomhed, men når man får børn, prioriterer man anderledes.«

»Jeg har været heldig, min mand har et fleksibelt job, han laver mad, køber ind, henter tre gange om ugen. Men jeg har kæmpet med omverdenens ideer om, hvordan det skal være. Lige fra vuggestuen, der altid ringede til mig, til at jeg bliver spurgt, hvem der så tager vores søn, når jeg tager til Paris.«

»Hvis jeg skulle skrive et indlæg om kvinders ligestilling i dag modsat for 10 år siden, så skulle >det handle om kvinders muligheder for at danne netværk og ytre sig i den offentlige debat. Internettet og de sociale medier er et fantastisk værktøj for kvinder. Mit speciale på universitetet handlede om, at det var mænd, der skrev kvinders historie. Men de nye medier gør, at kvinder selv kan skrive deres egen historie, de kan selv få plads i debatten, hvis de vil og tør tage den.«

Gritt Uldall-Jessen

- Dramatiker, født 1970 -
»Den kunstige penis af vat og gazebind placeres i mandeunderbukserne. Herredeodoranten tages på. Hudlimen duppes på ansigtet. Bakkenbarter, skæg og øjenbryn laves. Min stemme forandres. Mit kropssprog tilpasses.«

»Jeg var glad for at skrive om mine erfaringer som dragking dengang. På daværende tidspunkt var der ikke en dragking-kultur i København, så jeg havde brug for at fortælle om mine erfaringer for at synliggøre, at man kunne lege med de kønnede koder.«

»Jeg ser stadig kritisk på køn, og der er stadig muligheder for at lege med det kønnede udtryk. Men jeg har fået så travlt, at jeg ikke har tid til at indgå i subkulturen. Jeg har ikke selv tid til at gå med skæg, men jeg arbejder for at andre skal kunne have skæg på. For 10 år siden levede jeg nogle ting ud; i dag knokler jeg for at andre får frirum til den undersøgelse. Som aktivist er fokus flyttet fra at være agent til at blive feministisk aktivist, der kæmper for at andre har et rum uden for heteronormativiteten. Men jeg må da sige, at jeg i mit liv har mulighed for at udtrykke mig, som jeg vil.«

»I dag ville jeg ikke opholde mig så meget ved det oplevelsesorienterede og de subjektive erfaringer. Jeg ville opholde mig ved, hvordan jeg kunne bidrage til at sætte strukturelle forandringer i gang. I stedet for at fortælle om en oplevelse med at gå med skæg på, så ville jeg tage fat på transpersoners manglende rettigheder i Danmark eller stille kritiske spørgsmål ved, hvorfor vi har et så rigidt system, hvad angår opfattelse af køn. Jeg ville være mere offensiv i min beskrivelse af diskrimination af transpersoner og kønsudfordrere. Jeg ville angribe undertrykkelsesstrukturer mere generelt end at opholde mig ved sensationen i at erfare, hvordan det var at være i drag for eksempel. Der er fortsat en lav tolerance over for køn og udtryk for køn. Så hvordan kan vi forandre synet på køn i form af politiske tiltag?«

Nu er det nok, så er det sagt, 2000
Nu er det nok, så er det sagt, 2000
Nu er det nok, så er det sagt, 2000
Nu er det nok, så er det sagt, 2000
Nu er det nok, så er det sagt, 2000
Nu er det nok, så er det sagt, 2000

Børn. For de fleste af bidragyderne til manifestet fra 2000 ændrede børnene dagsordenen. Den er stadig værd at kæmpe for - men betingelserne er radikalt forandrede. Kvinderne på billedet er ikke de kvinder, der fremgår i artiklen. Arkivfoto: Martin Kurt Haglund/Polfoto

Serie

Seneste artikler

  • I en verden så sød som sukker

    8. januar 2010
    Det nuttede marcherer. Verden synes besat af nuttede dyr og søde designervarer. Glemt er glamour, coolness og muskelkraft; nu vil vi have bløde former, barnligt dign, hvalpe, der er ved at falde i søvn, babyer, der ler og biler med store runde lygter. Det ligner ren eskapisme oven på et voldsomt årti, men følelserne er ligeså gamle som menneskearten
  • Årtiet, hvor vi indså, at de har gjort os afhængige

    31. december 2009
    Vandana Shiva ser faktisk tilbage på årtiet, der gik med glæde. Det var nemlig primært defineret af, at folket indså, at magten ligger bedst i egne hænder. I udviklingens og fremskridtets navn har vi lært at være afhængige. Den afhængighed er vi ved at bryde, lyder det optimistiske budskab fra den indiske aktivist
  • Årtiets plader

    28. december 2009
    i følge Klaus Lynggaard og Ralf Christensen i inderlig samklang, dyb uenighed og alfabetisk orden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu