Baggrund
Læsetid: 2 min.

Øl for den søde tand

Flere slags øl egner sig til at ledsage desserter. Men i udsøgte tilfælde kan øllen selv gøre det ud for hele desserten
Moderne Tider
6. marts 2010

Varm øl? Som skal serveres med flødeskum? Det må være en spøg, men nej, det var netop den tvivlsomme attraktion, som den højhalsede flaske stillede i udsigt. »Overrask Deres gæster« lokkede etiketten tilmed, og skønt søde sager principielt bør overlades til søde børn og de søde tanter er det jo også en professionel pligt at udforske hver en galakse af øluniverset. Så hvorfor ikke vove sig kækt ud, where no man has gone before?

Ultraprès er strengt taget ikke øl, men et destillat af øl, nemlig af denne mørke og søde Ultradélice fra belgiske Brasserie dÉcaussines, der efterfølgende har fået tilsat et skvæt kaffeekstrakt. Resultatet bliver verdens så vidt vides eneste øllikør. Navnet er en sammentrækning af ultra og après, der betyder efter på gallisk, og det er just efter en bedre middag, den er tiltænkt at skulle nydes. Man varmer op til cirka 50 grader (den må endelig ikke koge).

Glem alt om kulsyre, og af skum findes kun det flødeskum, man selv tilsætter (pas på med at overdosere). Ultraprès er sort, sælsom, stærk og kaffeduftende med en klæbrig mundfølelse, der ikke er fri for at være klæg. Og smagen ja, den er ikke appellerende. Sødmen fra den brændte karamel er for endimensional til at give grobund for nuanceret nydelse. Men hører man til dem, som elsker Irish Coffee eller Bailey, vil man sikkert også sætte pris på dette klistrede, digestive fluidum. Min svigermor kunne lide den, men den forhærdede anmelders dom må være: værd at prøve for eksperimentet, men mere sjælden end lækker. En øldessert mere end en dessertøl.

Bittersød moppedreng

Rigtige øl med potentiale til selv at være dessert findes også. Og hvis genrens konge er chokoladestouten, må kongen over alle chokoladestouts være Choklat, en cremet, bittersød og sirupsagtig moppedreng fra Buffalo-bryggeriet Southern Tier. Aldrig har noget smagt så meget af chokolade uden at være det. Mundfølelsen er vellystig og fuldfedt lasket som en brownie, men en passende mængde kulsyre afgiver præcis det citruspift, der får den tykke chokoladekrop til at leve og vibrere over hele registret fra mælkechokolade i anslaget til en bitter valrona, der klæder et humlet slutspil til perfektion.

Fransk dessertklassiker

Southern Tier laver en endnu mere oppumpet øldessert, Crème Brulée, som er en imperial mælkestout, der fremtræder som et orgie i flødekaramel og vanilje og klinger ud i bourbon. Sødmen er overvældende og stammer dels fra håndudskrabede vaniljebønner, dels fra laktose (mælkesukker). Et must for fans af den franske dessertret, som har lagt navn til øllen. Bestemt ikke en slankeøl, og selvfølgelig er den sødere end godt er, men på en interessant og orkestreret måde. 66 cl bliver i overkanten, så find hellere nogen at dele flasken med.

Sådan!

At kakao skulle virke afrodisisk, altså elskovsfremmende, er mere anekdotisk end dokumenteret, men derfor kan man alligevel sagtens tænde på Aphrodisiaque fra Montréal-bryggeriet Dieu du Ciel, der går for at være en af verdens 50 bedste øl (ifølge ratebeer.com), og den er da også et meget blidere og blødere bekendtskab end de to foregående amerikanske monstre. Først melder sig røget malt, så følger en bølge af vanilje, kakao og chokolade, der matcher hinanden i rent ud himmelske harmonier, og herefter toner finalen over i ristet kaffe og fin kakaobitterhed. Sådan skal det gøres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her