Læsetid: 6 min.

På værksted med Hamid, Mohamad og Fisse-Peter

De taler om biler, som om det var en kæreste, og deres hænder er ru af hårdt arbejde. Klassiske arbejderdyder blandet med en god portion humor er det, der får de unge på automekanikeruddannelsen til at stå op om morgenen, fortæller Rasmus Præstmann Hansen, der har skrevet ph.d. om maskulinitet på uddannelsen. Gennem humor iscenesætter de unge sig nemlig som mænd
God værkstedshumor. Det bliver næsten en ære at blive drillet og få et øgenavn. Humor er knyttet tæt sammen med leg, der får lærlingene til at føle sig inkluderede, forklarer Rasmus Præstmann Hansen.

God værkstedshumor. Det bliver næsten en ære at blive drillet og få et øgenavn. Humor er knyttet tæt sammen med leg, der får lærlingene til at føle sig inkluderede, forklarer Rasmus Præstmann Hansen.

Kristine Kiilerich

13. marts 2010

Det er en typisk dag på automekanikeruddannelsen i en mellemstor dansk provinsby. I et hjørne af værkstedet holder gruppen med Mohamad, Hamid, Hassan og Fisse-Peter til. De snakker om at være på røven. De mangler penge, siger de. Hamid udbryder: »Vi sælger Mohamad! Ja, vi sælger ham til rockerne i byen. Hvad ville I give for sådan en lille fræk perkerrøv.«

Humoren fyger frem og tilbage på autoværkstedet, og det er ikke helt tilfældigt. For humor var et helt centralt, gennemgående træk på uddannelsen, mener Rasmus Præstmann Hansen, der fulgte de unge automekanikere igennem otte måneder for at skrive ph.d. om maskulinitet.

»Jeg gik i gang med projektet, fordi jeg undrede mig over det store frafald på de drengedominerede ungdomsuddannelser. Forklaringerne på frafaldet handlede ofte om, at der manglede praktikpladser, men jeg tænkte, at der også måtte være andre grunde til, at man ikke kunne fastholde de her drenge,« siger Rasmus Præstmann Hansen. Det var her, humoren kom ind i billedet.

»Humor er tæt forbundet med en maskulinitetsnorm på uddannelsen, som på den ene side er med til at skabe produktive fællesskaber, men som på den anden side også skaber nogle udgrænsninger - udgrænsninger af det pigede, bøssede og dengsede - der får drengene til at holde fast eller falde fra, « siger Rasmus Præstmann Hansen og påpeger, at der på den måde er en dobbelthed i maskulinitetsnormen, der både skaber sammenhold i gruppen og samtidig risikerer at støde nogle fra sig. Hvem lukkes inde og hvem lukkes ude? Hvem holder fast og hvem glider ud, hvem kan følge de normer, der følger med, når man går på sådan en uddannelse.

»Det ville jeg gerne finde ud af ved at se på samspillet mellem mænd. Køn skabes ikke kun i forholdet mellem kønnene, men også i høj grad i de kampe, der er mellem mænd. Maskulinitet konstrueres også i samspillet mellem drenge og mænd.«

Sex, sex, sex

Automekanikeruddannelsen rekrutterer hovedsageligt drenge fra arbejderklassen med faglærte og ufaglærte forældre, ifølge Rasmus Præstmann Hansen. Dermed følger også et bestemt maskulinitetsideal, som hænger tæt sammen med humor og fællesskab på uddannelsen. Drengene markerer da også værkstedshumoren som en vigtig værdi i deres skoleliv. Det er vigtigt at kunne grine, have det sjovt og rart. Det er det, der får dem til at stå op om morgenen.

»Det tages frem som en positiv dimension i sammenholdet og kammeratskabet. Det kan næsten blive til en ære at blive drillet og få et øgenavn. Humoren kan eksempelvis handle om at bøje verber på en anderledes måde, eller om, hvordan man kan bruge et stykke værktøj på en sjov måde. Humor er knyttet tæt sammen med leg, der får eleverne til at føle sig inkluderede. Den gjorde også, at jeg kunne føle mig velkommen og hurtigt kunne finde mig tilrette og navigere i et miljø, jeg ikke er vant til,« siger Rasmus Præstmann Hansen og forklarer, at meget humor er koblet op på sex, seksuelt begær og en lummer stemning. Et eksempel er fra en dansktime, hvor drengene skal lære notatteknik. Flere af dem synes, det er svært, og en af dem udbryder, at »os på den ordblinde langside fatter det ikke«. Senere skal de lave en grammatisk øvelse, der handler om at sætte r eller e på udsagnsord. En af drengene foreslår, at de skal sætte et andet ord ind i stedet for, eksempelvis at 'bolle'. Grinende læser en af drengene op: »Danmark boller meget svinekød.« »Politiet boller manden bag træet.« Latteren buldrer løs i lokalet. >

En rigtig mand

»Det er en machomaskulinitet, der er på spil, og det handler om at positionere sig selv som en rigtig dreng. Man bliver en del af fællesskabet ved at være med og fortælle frække vitser. Humoren er med til at etablere en heteroseksuel maskulinitet, der er allestedsnærværende, og som sætter rammerne for, hvad man kan sige og hvad man ikke kan sige. Fissesnakken - for at sige det, som det er - fylder meget og overdøver alt muligt andet,« siger Rasmus Præstmann Hansen.

Og man skal kunne tåle det, hvis man er en rigtig mand.

Man skal spille med. På den måde kan humoren også blive til konflikter, når drillerierne kammer over. Og det kan være svært for nogen. Eksempelvis Johannes, der er kristen. Han kan ikke forholde sig til den måde, de andre lever deres liv. Det eneste, han hører om er piger, sex og druk, men Johannes har aldrig selv drukket sig fuld, han kan ikke snakke med, og der er mange ting, han ikke deltager i. »I sidste ende handler det om at få det bedste ud af det,« siger han. Det handler om at overleve.

»Flere af drengene gav også udtryk for, at 'det var noget drengerøvsfis'. At der var for meget fissesnak, og at der manglede nogle piger for at få en balance. Hvis man ikke kan tåle det, så falder man ud, for det er svært at få adgang til det dominerende fællesskab. Humoren kan være godmodig, men den kan også gå over i mobning,« siger Rasmus Præstmann Hansen.

Men der er stadig andre måder, man kan positionere sig på, hvis man ikke er så god til det med at fortælle vittigheder. Eksempelvis, hvis man er virkelig dygtig til det med biler, eller hvis man får praktikplads på et anerkendt værksted. Hvis bare man kan det med motorer og kan hjælpe de andre, så har man lov til at være en nørd og får en plads i fællesskabet alligevel.

»Hierarkier og grupper etableres og nogle bliver så bildrengene og finder på den måde plads i hierarkiet. For det er også anerkendt at være dygtig, at kunne arbejde hårdt og få ru hud på hænderne.«

De nusser og pudser

Der er nemlig en værdi i at arbejde hårdt, så man kan se og mærke det bagefter, mener Rasmus Præstmann Hansen og fortæller, at de fleste af dem ser tilbage på deres folkeskoletid som en kedelig, stillestående tid, hvor man bare sad på sin flade.

»De fleste på uddannelsen har en række erfaringer fra en skole, hvor man ikke kunne bruge sin krop eller sine hænder. Man var ikke i gang, man var passiv. Og selv om nogle af dem var dygtige rent bogligt, hældte de stadig mere til de gamle arbejderdyder, hvor håndens arbejde er mere værd. Jeg har selv skullet forsvare mit arbejde, når de spurgte mig, om jeg virkelig får penge for at lave det, jeg laver. For dem er et arbejde noget man kan se. Man skal mærke, at man har lavet et stykke arbejde, og der ligger nærmest en kropslig tilgang til arbejdet med hænderne og til begæret mod bilen.«

Men drengene er knapt så hårdkogte, som de gerne vil virke. De kæler og nusser deres biler, næsten lige som hestepiger nusser deres heste. Og bilen bliver pudset, skruet i, støvsuget og poleret

»De viser en enorm omsorg for bilen, faget er virkelig noget, man går op i. Samtidig er bilen også noget, man kan vise frem. Den er sej, liret op, man gejler dem, så de lyder godt og ser lækre ud.«

Og selv om de fleste svarer, at der mangler nogle lækre babes at kigge på, når de blev spurgt om, hvordan det var at gå på en uddannelse næsten udelukkende med andre drenge, så udviser de også respekt for de piger, der er der.

»Når de taler om piger, handler det om dem, der ikke er der. Frisørpiger for eksempel. Dem kigger de på. Men de piger, der går på uddannelsen hører på en måde ikke med i den kategori. Dem kan de godt snakke om som kammerater, de kan finde på at sige 'det var også godt, hun blev formand' eller 'det er vigtigt, at der er gode omklædningsrum'. Så det er egentlig ikke for at se på dem, de gerne vil have piger på uddannelsen, snarere for at have et venskab med piger,« siger Rasmus Præstmann Hansen.

Han fandt da også kun én eneste lætpåklædt dame på en væg. Og den sad længst væk i et lokale, som ingen brugte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som jeg før har fortalt herinde har jeg undervist på Teknisk Skole i et par år, også på mekaniker-uddannelsen. Og faktisk er den der med 'den ordblinde langside' ikke en vits eller en joke, selvom den er sagt sådan. Mange af de her drenge er faktisk ordblinde i en eller anden form, eller er læse/skrive svage. Og har brug for meget struktur i deres hverdag.

Min erfaring med de her auto-drenge er den, at de godt kan lære, også notat-teknik, hvis det kobles op på noget, de interesserer sig for f.eks. biler. Og det undrer mig noget, at deres dansk-lærer ikke render rundt i værkstedet sammen med dem. Og simpelthen får dem til at tage notater, skrive hvad de gør. når de har lavet en bil, f.eks. udskiftet en del. Dels lærer de dansk, og notat-teknik, dels er det faktisk noget, de skal kunne i forbindelse med deres arbejde.

Og jeg er glad for at Information fortæller om hverdagen på en erhvervs-skole. Mere af den slags, tak...