Den smalle landevej fortaber sig ud af forruden. Horisonten flimrer i varmedisen, og brune og rødlige nuancer blander sig med asfaltens glitrende grå. Et fladt, goldt ørkenlandskab omgiver bilen, og samtidig rejser sneklædte bjerge sig forude.
Vi befinder os i Death Valley. To timers kørsel fra kasino-paradiset Las Vegas er alt civilisation ophørt, og festbyen, der aldrig sover, føles meget fjern. USA er kontrasternes land. Turen fra Las Vegas i Nevada-ørkenen, der ligger inde i landet, til det frodige San Francisco i det nordlige Californien viser det tydeligt. Rejsen gennem ørkenen mod havet er et bombardement af ekstremer.
Med sine 225 kilometer, en gennemsnitstemperatur på 45 grader og en titel som USAs varmeste, tørreste og laveste område er Death Valley ikke et af de mest gæstfrie steder. Derfor vælger mange besøgende at blive i den aircon-kølige bil undervejs og køre en direkte rute, men det behøver man faktisk ikke. Dalen byder på flere seværdigheder, og tager man turen i vinterhalvåret, er det en unik oplevelse, at forlade bilen og udforske naturen på egen hånd.
11 dages regn
Death Valley ligger isoleret inde bag fire bjergkæder. Derfor regner det sjældent, kun cirka 5 centimeter om året. Når regnen endelig falder, gør den det til gengæld med så voldsom en kraft, at den har dannet et par dramatiske kløfter, som det er muligt at vandre op igennem.
Mosaic Canyon er en sådan kløft, med klipper af marmor slebet silkeglatte i forskellige bløde kurver et næsten uvirkeligt landskab, som ved første øjekast ikke ser ud af ret meget. Men bevæger man sig via den smalle slugt og ind gennem de bølgende klippesider, udfolder kløften sig på den anden side i takt med følelsen af at være en uendeligt lille del af et meget stort univers.
Da vi tager turen i januar, er der cirka 20 grader. En behagelig temperatur, selv om kløfter som Mosaic Canyon midt på dagen stadig bliver en god del varmere. Vand er uanset årstid en vigtig bestanddel i rygsækken, men vi slipper for den ubarmhjertige hede, som hvert år sender turister akut hjem. Dog er det også i januar, dalen får mest nedbør.
Selv om nætterne er kølige, fungerer motellernes tæpper fint. StovePipe Wells Lodge ligner noget fra de amerikanske roadmovies, og for 140 dollar pr. nat kan vi køre bilen op foran moteldøren og få dagens ret serveret i den tilhørende saloon. Aftenen, og den kan nemt blive lang, for det er mørkt kl. 17.00, går med at smage den lokale øl og spille kort.
Dantes dødsrige
En doven prærieulv følger os med øjnene, da vi næste morgen svinger ud på den smalle vej. Snart forsvinder den lille enklave af civilisation i bagruden, telefonsignalet dør, og vi er igen på vej i et vakuum af sand og stilhed. Funeral Mountains hedder bjergkæden, der rank og alarmerende følger os ind i intetheden.
Til sidst skrumper klipperne ind til en mørk klat bag os, mens vi nærmer os Amerikas bundprop: det laveste sted i USA, 85 meter under vandets overflade, pandekagefladt, fastpresset ørkensand, så tørt, at jorden slår sprækker. Et stykke væk ligger et udsigtspunkt navngivet Dantes View, måske med tanke på den italienske digters verdensbillede, hvor dødsriget er anbragt i jordens underste lag. Oppe fra udsigtspunktet kan man se en stor, hvid, lysende plet, der reflekterer solen som en ensom snedrive.
Først da vi kommer ned til snedriven og helt tæt på, bliver vi klogere. Det er salt. Death Valleys ikoniske udtørrede salt-sø ligner en slags månelandskab indpakket i krystaller, og man kan nemt forestille sig, at her kan blive ubehageligt i sommerhalvåret.
Men dødens dal er også sit eget ensomme paradis. Følelsen af at være på bunden af verden er mærkeligt berusende. Dante eller ej er der tale om en placering hinsides virkeligheden.
Vegetationen forvandler sig så drastisk de følgende dage, at stop til fotografering konstant skal indflettes. Vi passerer bløde Sahara-sanddyner, kilometerlange kaktusplantager, spejlblanke skovsøer, mystiske bjerglandsbyer og neongrønne græsbakker, der til forveksling ligner baggrundsbilledet på Windows XP. Langsomt bliver landskabet mere frodigt, og til sidst når vi Santa Cruz. Derfra kan man køre nordpå langs havet ad Highway 1. Og lige inden man når San Francisco, bør man unde sig selv et stop i solnedgangens lys, når den rammer Stillehavets kyst.
