Læsetid: 4 min.

Selvhjælperen: Vakuumekspressen

Ens nærmeste har en vis ret til at blive beskyttet mod, at man fortæller om sin afføring. Men i Christianias kælder kan man komme af med det
Ens nærmeste har en vis ret til at blive beskyttet mod, at man fortæller om sin afføring. Men i Christianias kælder kan man komme af med det
Moderne Tider
20. marts 2010

»I er sgu ligesom mobiltelefoner der er lagt til opladning,« skoggerler Christian, mens han trækker de elektriske sugekopper af mig, som efterlader aftryk, der ligner dem, Neo har, da han vælter ud af sin kokon i The Matrix.

Jeg er i Christian Andersens univers i hans homøopatiske klinik under en villa på Frederiksberg. Her er vi måske ikke hele menneskeheden lagt i kokoner, så dog et lille udsnit af os, som vi mennesker er flest: Af og til syge og plaget af vores krop.

Christian er en rundrygget mand omkring de 60. Han har selv opfundet sin vakuumterapeutiske maskine, som han tog til Jylland og udviklede, da han var midt i 20'erne. Siden har han arbejdet med alternativ behandling.

Vi er blandt andet det unge par, hvor hun har haft en diskusprolaps. En bedstemor, der har fået fjernet æggeledere. Og damen ved siden af mig med sudokukrydsen har lige haft lungebetændelse. Hun forklarer, at hun altid lige tager et smut forbi Christian, når hun har været syg.

Jeg er kommet herned med gips på den ene arm, fordi jeg brækkede en finger på en tiliset cykelsti midt på vinteren.

Med det samme, Christian ser gipsen, kigger han på mig og siger:

»Du er jo dum, hvis du kommer herned og tror, jeg kan lave dén.«

Jeg siger til ham, at det ikke er min venstre arm, jeg har problemer med, men min højre. Smerterne kommer fra forrige gang, hvor jeg skvattede på cyklen. Her brækkede jeg albueledet, og det er groet lidt skævt sammen, så jeg får skide ondt i nakken af at slæbe rundt på min unge.

Christian fortæller, at han vil arbejde med mine energier og stille på min krops balance.

Det gør han såmænd hele tiden. På et tidspunkt var der for eksempel kommet en far herned med sin datter, som overhovedet ikke kunne gå, fordi hun var kommet til skade på en trampolin.

»Faren troede ikke en skid på det. Men så et par timer senere, så var hun klar igen, så der blev han godt nok overrasket.«

Kontaktzoner

Christian smider mig i en stresslesslænestol, der står på et podie i et rum fyldt med stole på podier. Og her ligger vi hele eftermiddagen, mens bundter af lyseblå slanger stikker frem fra lemmerne under vores plaider.

En iPod spiller meditatonsmuzak, og fra en lille hvid reol forsyner vi os med gamle ugeblade og får os en halv time på øjet.

Engang imellem kommer Christian ind fra sit homoøpatiske apotek, som også er er en del af klinikken, og justerer på vores sugekopper. Han vender sin pastil i munden og mumler noget om, at »så burde den sgu være på plads«.

Han arbejder med de velkendte kontaktpunkter fra akupunktur og zoneterapi Men frem for at stikke nåle i folk eller trykke dem på deres fødder har han tænkt stort og lavet en maskine, der med sine vakuumterapeutiske fangearme kan hele op til 10-12 mennesker samtidig.

Og så kan man jo også tale sammen imens energierne kommer på plads. Normalt spørger folk mest af høflighed om, hvordan jeg har det, men her er vi oprigtigt interesseret i, hvordan hinanden har det.

Overraskende velkomment

Især damen med sudokukrydsen er snakkesaglig. Vi udveksler tips om, hvad vi ellers har prøvet. Snakker kost og om, hvordan man får sine børn til at spise sundt. Hun fortæller, at hun spiser efter sin blodtype og systemet Fit for Life.

Hendes yngste spiller basketball og drømmer om at komme på landsholdet, men hendes børn har aldrig været tvunget til at spise efter hendes systemer. »De har selv valgt at spise sundt, efter de blev store.«

Hun understreger, at hun bestemt ikke er fanatisk. For eksempel har hun en afføring, der næsten ikke lugter. Men når hun er inviteret hjem til nogen, så spiser hun, hvad hun får serveret. Så lugter det måske lidt dagen efter, »men pyt med det«.

Der er noget overraskende velkomment ved at tale med en vildt fremmed om sin afføring. Ens nærmeste har jo en vis ret til at blive beskyttet mod den slags. Men Christians kælder er et frirum til at komme af med det.

Hun kigger meget interesseret på min gipsarm og spørger, om det gør ondt. Jeg giver den lange forklaring, om hvordan og hvorledes jeg har smerter.

Jeg oplever, at jeg ikke behøver at sandsynliggøre, at det gør ondt, som jeg føler, jeg skal over for min læge eller arbejdsgiver eller min kæreste.

Damen tror på mig, og jeg tror på hende, når vi siger, at vi ikke er helt raske.

Hun fortæller, at hun også healer sig selv. Og sammen med sin mand prøvede de også imago-parterapi. Der godt nok blevet skilt nu. Så nu skriver hun ligesom jeg. »Men kun erotiske noveller.«

Alle taler om det ...

Parret ved min anden side sender hinanden blikke. De er i starten af 20'erne og ser godt ud. Og selv om det tydeligvis var for hendes skyld, at de er kommet herned, så tager han også lige en tur med sugekopperne.

Hun er ved at blive uddannet til kropsterapeut og spørger meget ind til, hvilke energibaner som Christian arbejder med.

Kæresten er ingeniør, og jeg spørger, om han ikke ser en modsætning i at være en mand af videnskab og så gå til alternativ behandling?

Han forklarer, at han »synes, det lyder rigtigt, at din psyke og din krop hænger sammen«.

Christian kommer ind og spørger, om min skulder har det bedre. Han gør sit bedste og flytter rundt på sugekopperne. Og efter fjerde gang, hvor han spørger »hvad nu?«, så synes jeg måske, at det gør lidt mindre ondt.

Eller også gider jeg bare ikke bruge mere tid på den skulder den dag.

Christian brummer tilfreds. »Du siger: Jeg har ikke nogen energi. Eller du siger: jeg har masser af energi. Alle taler om det: Jeg gør noget ved det.«

Han stikker mig et biodynamisk brød, og jeg traver genopladt hjem til virkeligheden .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her