Læsetid: 7 min.

Sofavælgerne erobrer Frankrig

Med krisen i blodet har franskmændene netop givet regeringen en historisk afklapsning ved regionalvalget. Halvdelen stemte ikke, og kun De Grønne mønstrede reel vækst. Sarkozyog socialisterne kridter nu banen op til præsidentvalget i 2012
Dårligt fra start. Præsident Sarkozy på vej fra møde med sin nedbøjede premierminister efter nederlaget ved lokalvalgene. Det er en skidt start på det, der skal sikre hans genvalg om to år.

Dårligt fra start. Præsident Sarkozy på vej fra møde med sin nedbøjede premierminister efter nederlaget ved lokalvalgene. Det er en skidt start på det, der skal sikre hans genvalg om to år.

Patrick Kovarik

27. marts 2010

»Livet bliver hårdere og hårdere, og jeg er bekymret for mine børn med krisen og det hele,« fortæller Antonia Santamaria, 52, mens hun slukker visakortmaskinen i den parfumebutik, hvor hun arbejder som ekspedient. Butikken ligger tæt på togstationen Gare Du Nord, der efter en stribe voldelige sammenstød mellem politi og unge indvandrere i dag er videoovervåget. Som så mange andre i kvarteret har Antonia Santamaria ikke stemt ved de to seneste søndages regionalvalg:

»Jeg har ingen mening om politik. Det ændrer alligevel ikke noget, om det er det ene eller det andet parti, der er ved magten,« siger hun, men understreger dog:

»Med den regering, vi har, bliver de rige rigere, og middelklassen forsvinder.«

Sarkozys krisehjælp giver hun ikke meget for: »Bankerne har fået hjælp, men vores kunder har ikke længere råd at købe noget. De køber kun udsalgsvarer, folk er virkelig bange for at bruge penge,« siger hun og forklarer, at hun særligt bekymrer sig for Sarkozys bebudede pensionsreform, hvor selve pensionsalderen er sat på spil:

»Jeg begyndte at arbejde som 16-årig og har arbejdet hele mit liv. Det begynder jeg at kunne mærke nu, og jeg har ikke lyst til at fortsætte, indtil jeg bliver 65,« siger hun, mens hun i en fart lukker butikkrn for at nå et af de tog, der kører trods dagens strejke.

Sarkozy på Facebook

Den franske præsident Nicolas Sarkozy havde på sin Facebook-profil opfordret vælgerne til at stemme. Han lovede at gå foran som et godt eksempel:

»Jeg stemmer også selv, fordi det ikke blot er en ret, men også en borgerpligt.«

Men selv om præsidenten har 219.243 venner, var det langtfra nok til at ændre ved, at kun 46,33 procent af vælgerne stemte i første runde, den 14. marts. I anden runde en uge senere stemte lidt flere, nemlig 51,21 procent.

Blandt de borgere, som rent faktisk begav sig til urnerne, stemte 54,3 procent ifølge forskningscentret CEVIPOF på venstrefløjen, mens 36,1 procent af stemmerne gik til Sarkozys gaullistiske UMP. Det ekstreme højre, Front National, hentede 8,7 procent.

I medierne er valget blevet udlagt som en gigantisk lussing til Sarkozy og UMP, en genkomst til Front National og en massiv sejr til venstrefløjen, der nu sidder på magten i 21 ud af 22 regioner. Kun Alsace er fortsat styret af UMP.

Men dermed er vinderne af valget faktisk ikke afsløret, forklarer Pascal Perrineau, direktør for CEVIPOF, som havde organiseret valgmøde med tre eksperter dagen efter valget.

»De eneste to grupper, der er vokset i stemmetal siden 2004, er den, som ikke stemmer, og De Grønne,« siger Perrineau.

Således er gruppen på 21 millioner sofavælgere vokset med mere end syv millioner siden seneste regionalvalg. De Grønne er vokset med mere end 1,9 millioner stemmer ved valgets første runde. I anden runde blev partiets stemmer talt med i valgforbundet med socialisterne, så her findes individuelle stemmetal ikke. Alt tyder på, at stemmerne ved de to valgrunder faldt nogenlunde ens for socialister og grønne. Og hvis De Grønnes stemmer ikke tælles med, har Venstrefløjen mistet mere end to millioner stemmer siden første runde ved det seneste valg.

»Fremgangen er altså ikke venstrefløjens, men derimod De Grønnes,« understreger Perrineau.

Faktisk fik også Front National og UMP langt færre stemmer end i 2004. Med så mange potentielle stemmer i farvandet er der lagt op til to hektiske år frem mod præsidentvalget i 2012. Før da skal socialister og grønne finde ud af det sammen og hver for sig. Og Sarkozy skal forsøge at slå sin premierminister François Fillon på popularitet i meningsmålingerne.

Sanktion og krise

Der er ifølge Perrineau tre årsager til, at sofavælgerne blev hjemme. For det første for at protestere over 'udbuddet' af politikerne og deres programmer.

Dernæst vækker regionalpolitik, der hovedsagligt handler om efteruddannelse, gymnasier og transport, ikke passionen i franskmændene. En undersøgelse viste for nylig, at blot 29 procent kan nævne navnet på deres regionsformand.

Endelig har højrefløjens vælgere tilsyneladende protesteret langt mere end venstrefløjens. En analyse i Le Figaro viste, at blot 50 procent af Sarkozys vælgere fra præsidentvalgkampen i 2007 stemte i første runde. Og 41 procent holdt sig fortsat væk i anden omgang. For socialisternes kandidat, Ségolène Royal, var det henholdsvis 44 og 33 procent, der ikke stemte.

Vender man blikket mod dem, der rent faktisk stemte, bliver tre markante resultater fremhævet i medierne. Først og fremmest at Front National er blandt vinderne. Men deres 8,7 procent af stemmerne er væsentligt lavere end de 12,38 procent, de scorede i 2004.

22. marts-bevægelsen - igen

I centrum for opmærksomheden er dog de to hovedblokke, nemlig socialisterne og gaullisterne. Selv om socialisterne vandt denne omgang, er sejren ikke entydig, mener Elisabeth Dupoirier, forskningsdirektør på CEVIPOF og en af de tre eksperter til stede på valgmødet:

»Det er ikke samme flertal som i 2004,« siger hun med henvisning til, at socialisterne simpelthen fik færre stemmer, mens De Grønne gik frem, så magtfordelingen er anderledes end i 2004.

Og netop De Grønne er langtfra et sikkert kort i fransk politik, mener Jérome Jaffré, direktør for meningsmålingsinstituttet Centre d'études et de connaissance sur l'opinion publique. Han er aftenens tredje ekspert:

»De Grønne er overvurderet i forhold til deres reelle styrke. Vi går nu mod valget til Nationalforsamlingen, og her vil de være fuldstændigt afhængige af socialisterne i forbindelse med opstilling af kandidater,« siger han og peger dermed på, at medlemmerne af nationalforsamlingen ikke vælges direkte, men af lokalpolitikerne.

De Grønne mangler den indflydelse og det netværk, som socialisternes gamle makker, kommunistpartiet, råder over. Desuden bør socialisterne alliere sig med det borgerlige centerparti Mouvement Démocratique, mener Jérome Jaffré:

»Hvis midten får en afgørende rolle ved præsidentvalget, bør socialistpartiet række en hånd ud til MoDem,« siger han og tilføjer, at socialisterne alternativt skal sørge for, at De Grønne opstiller en kandidat, der kan sluge fem til syv procent af midterstemmerne ved første runde af valget, så den flanke er dækket ind.

De Grønne kender deres svagheder. Derfor har en af deres mest profilerede skikkelser, Daniel Cohn-Bendit, forfattet et forslag til, hvordan de bør udvikle deres organisation. Hans tekst blev bragt i Libération den 22. marts - en reference til dengang, Cohn-Bendit var med til at stifte Le Mouvement du 22 mars (22. marts-bevægelsen, red.), som gødede jorden for studenteroprøret 1968.

Nu, hvor den seksuelle frihed er opnået, plæderer Cohn-Bendit for et lokalt styret politisk kollektiv.

Der er langt fra et indlæg i aviser til en spritny partistruktur. Oven i det hele kommer socialistpartiets kroniske identitetskrise: Hvori består det politiske program, og hvem skal lede partiet?

Fortsat spor efter Sarkos succes

Det tredje bemærkelsesværdige valgresultat er de 36,7 procent, som højrefløjen opnåede. En reel straf fra vælgerne og samtidig det dårligste resultat for en borgerlig regering siden systemskiftet til den femte republik i 1958. Ifølge Perrineau er det udtryk for en valgklassiker: Valget ses som et midtvejsvalg, hvor vælgerne kan komme af med deres utilfredshed med den siddende regering. Samtidig har krisen gjort tingene værre. Det samme gælder Sarkozys stribe af reformer, der ofte ikke føres til dørs, når kritikken bliver for hård og hans efterhånden verdensberømte utraditionelle måde at være Frankrigs præsident på. Et godt eksempel er netop hans profil på Facebook, hvor f.eks. også fotos fra Woody Allens besøg i præsidentpalæet er at finde. En meningsmåling foretaget et par dage før valget viser, at blot 29 procent af befolkningen foretrækker ham frem for premierminister François Fillon.

Siden valget har Sarkozy hentet repræsentanter for sine modstandere internt i UMP til en ministerrokade for at stoppe kritikken. Han har droppet den CO2-skat, som industrien havde kritiseret voldsomt. Og endelig henvendte han sig onsdag til pressen for at kommentere valget. Her forklarede han journalisterne, der ikke måtte stille spørgsmål, at han havde forstået befolkningens budskab, men i øvrigt vil fortsætte med sin stribe af reformer. Heriblandt pensionsreformen.

Og alt andet lige er Sarkozy også stadig inde i kampen:

»Der, hvor højrefløjen klarer sig bedst, er i de østlige regioner, hvor Sarkozy skabte de største fremskridt i 2007. Det er områder, hvor han havde held til at opdyrke en ægte tradition for det nationale, republikanske højre, som Chirac havde mistet,« siger Pascal Perrineau.

Advokaten

Blandt Sarkozys trofaste vælgere hører advokaten Virginie Huberty, 25, der godt vil interviewes, hvis vi kan fortsætte med at gå i den retning, hun alligevel skal. Så vi går ned ad den hyggelige Rue Daguerre i Paris' 14. arrondissement, hvor luften krydres af delikatesseforretningernes muslinger, brie, appelsiner og friskbagt brød.

Som advokat går hun op i, at man stemmer til valgene:

»Jeg arbejder med jura, så alle valg er vigtige for mig. Der er folk, som er døde for vores ret til at stemme,« siger hun.

Virginie Huberty fortæller, at hun i første omgang stemte på en borgerlig kandidat fra en lokal liste, og i anden omgang på Valérie Pécresse, minister for videregående uddannelse og forskning.

»Jeg ville helst have stemt på en kandidat, der havde professionel erfaring fra erhvervslivet også i anden runde. Men jeg ville heller ikke stemme på venstrefløjen - og deres kandidat har heller ikke megen praktisk erfaring,« siger hun.

Sarkozys præsidentperiode har ikke ændret det store, mener Virginie Huberty:

»De bliver næsten altid valgt af omkring 50 procent af befolkningen, så halvdelen er altid utilfreds, og derfor er det helt normalt, han svækkes,« siger hun.

- Har han en chance i 2012?

»Det afhænger af modkandidaten. Hvis det er Ségolène Royal eller François Hollande (tidligere formand for socialistpartiet, red.), vinder Sarkozy. Men hvis det er Dominique Strauss Kahn (direktør for IMF og tidligere socialistisk minister, red.) eller Benoît Hamon (socialisternes ordfører, red.), som er ung, er det ikke til at vide,« siger hun. Og fortsætter i sin retning ned ad Rue Daguerre. Feltet er åbent. Mens de klassiske fløje både plejer kernevælgere og fisker i dybet af 'ubrugte stemmer', melder nye politiske bevægelser sig på banen, herunder også Sarkozys ærkefjende og Chiracs tidligere premierminister Dominique de Villepin. Den sidste Facebook-opdatering er ikke foretaget i denne sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu