Baggrund
Læsetid: 10 min.

'Tænk, hvis jeg ikke følte noget, var der så kun pølsevognen tilbage?'

Den prisbelønnede filminstruktør Omar Shargawi er vokset op med en palæstinensisk far, der flygtede fra Mellemøsten i 1948. Men han kender ikke sin fars historie og dermed heller ikke sin egen. Alligevel har han delt farens angst for at rejse til Palæstina. For tænk hvis han ikke følte noget
Selvterapi. Omar Shargawi brugte fem år på at overtale sin far til at rejse tilbage til det Haifa, han flygtede fra i 1948. Det er der også en selvterapeutisk kraft i, siger han.

Selvterapi. Omar Shargawi brugte fem år på at overtale sin far til at rejse tilbage til det Haifa, han flygtede fra i 1948. Det er der også en selvterapeutisk kraft i, siger han.

Moderne Tider
13. marts 2010

Omar Shargawi var skilsmissebarn. I ferierne og weekenderne kom hans palæstinensiske far til Tune ved Roskilde, hvor Omar Shargawi boede sammen med sin danske mor og sine to yngre brødre, og hentede dem i sin bil. Tog dem med til en anden verden. En arabisk verden på Nørrebro. En verden, hvor man kunne drømme sig bort fra, at ens forældre ikke længere kunne finde ud af det samme, når man havde hentet en stak film i videokiosken på Fælledvej.

Sådan begynder en historie. På mange måder har vi hørt den før, men vi kender den alligevel ikke. Og sådan er det også for Omar Shargawi selv.

Når søndagsaviserne fortæller deres menneskehistorier med stort opsatte billeder og lange interview, er det som regel med nogen, vi kender. Eller i de mindste kender vi deres kulturelle bagtæppe. En Thomas Eje, alle over 15 kender ham, skriver journalisten. Kronprinsen. Paprika Steen med sit iltre temperament. Hjemme hos Ghita Nørby.

Selvfølgelig har der været interview med de nye danskere. Massevis. Men den historie, der er deres egen, kender de ikke selv til fulde. Og der er ingen andre til at udforske den end dem selv. Gammeldanskerne kan ikke. Deres billeder af indvandrere, som de fremkommer i litteratur og på film, er ofte indvandreren som netop indvandrer. Ikke som et almindeligt menneske. Men som en person med de indvandrerproblemer, danskerne kender til. Tørklæder. Religion. Familiekonflikter.

Vi står og kigger over på videokiosken på Fælledvej. Eller den bygning, der husede den for over 20 år siden. Nu er der ejendomsmæglerforretning.

»Min far sagde altid, 'Denne her weekend lejer vi kun to film. Maksimum to', og vi kom altid hjem med 10, som vi allerede havde set to gange.«

Og så så de film med mænd som Charles Bronson, Bruce Lee og Clint Eastwood. Men sin egen historie om hans og familiens flugt fra Palæstina i 1948, lukkede faren aldrig op for. Alligevel har længslen og sorgen over tabet af hjemlandet påvirket Omar Shargawi og hans søskende hele deres liv.

Nu har den 35-årige filminstruktør lavet en dokumentarfilm om sin far, Munir Shargawi, med titlen Fra Haifa til Nørrebro som i øjeblikket spiller i udvalgte biografer landet over. En undersøgelse af en far; af en generation af flygtede mænd og kvinder, der kom til Vesten - og en undersøgelse af en søn. Omar Shargawi selv.

»Mine brødre og jeg er vokset op med den palæstinensisk-israelske konflikt, selv om vi aldrig har været i min fars hjemland. Jeg begyndte selv at interessere mig for emnet og lærte en masse andre folks historier at kende. Men jeg kender ikke min egen historie. Den konflikt har fyldt så meget altid. Min fars historie har jeg bare aldrig kendt noget til, på trods af at vi spurgte ind til det mange gange Derfor er der en selvterapeutisk drivkraft bag filmen om min far, hvor jeg i løbet af de fem år, filmen udspiller sig, forsøger at overtale ham til at tage tilbage til Haifa for første gang siden 1948, indtil han til sidst indvilger i at tage af sted,« siger Omar Shargawi, da vi har sat os ind i varmen på en cafe på Sankt Hans Torv, som Fælledvej leder op til.

Lighed på Herlufsholm

Historien fortsætter. Den er præget af skift. Fra ekstremer til ekstremer. Fra Nørrebro til Herlufsholm Kostskole. Bartender på Krasnapolsky i start-90'erne og selvlært modefotograf med en ambition om noget andet end 17-årige modeller. Opvaskerjob mens han lavede film på Filmværkstedet. Og så pludselig Cannes, Peter Aalbæk og en tur hjem fra Sverige i en gammel Ford med fire glade venner og filmpriser for sin debut, spillefilmen Gå med fred, Jamil.

Efter drengeårene i den lille by Tune og i kvarteret fra Sankt Hans Torv til ydre Nørrebro, hvor faren har sin lejlighed, begynder Omar som 13-årig på Herlufsholm Kostskole. På det tidspunkt var han den eneste med indvandrerbaggrund. Men Omar Shargawi så ikke sig selv som indvandrersøn. Hans mor var dansk.

Men han blev konfronteret med sin baggrund på skolen og temperamentet gjorde, at han røg i slåskampe for at sætte sig i respekt. Selv om kostskoleverdenen på mange måder var et markant skift fra Tune, ser Omar Shargawi det som et sted, der lærte ham at komme videre med sit liv.

»Min mor mente, at det var meget fornuftigt, at jeg skulle et andet sted hen. Jeg var en ballademager på nogle områder, så jeg tror, det var en meget klog beslutning. Herlufsholm var noget helt andet. Et sted med streng disciplin, især dengang. Jeg kom i en ren drengeklasse, og rektor var en dansk udgave af Saddam Hussein. Det var hard core, men også lige det der skulle til. Jeg søgte grænser, det kunne jeg også dernede, samtidig med at der var den her disciplin. Der gav masser af gnister, men når jeg ser tilbage på det, var det nødvendigt. Jeg fik slebet kanter af, men kom også ud i nye afkroge, hvor jeg aldrig havde været. Der var også mange eksempler på, at folk ikke var stærke nok til at gå der; de røg i svinget på alle mulige måder. De værste eksempler røg på den lukkede afdeling. Men det fik mig i den rigtige retning og har fået mig til at holde fast i mine ambitioner og forfølge mine drømme. Man kunne ikke gå i denne her skole, og så ikke blive til en skid. Og hvis man kunne klare mosten, var der en form for lighed, der ikke tog hensyn til, at der var rigmandssønner og drenge med adeligt blod, som kørte fra skolen i Jaguar og så den blandede landhandel, jeg kom fra,« siger Omar Shargawi.

Han er ikke meget for at uddybe, hvad det var, han lavede dengang, han var utilpasset, »det var jo strafbart,« mumler han, og selv om Omar Shargawi ikke smiler ret meget, bliver udtrykket en anelse mere afvisende. Han fik sin studentereksamen, og sagde lige som alle de andre, at han skulle være jurist, selv om han godt vidste, det var løgn.

Splittelse

Og så stod 18-årige Omar Shargawi pludselig på en af Københavns smarteste caféer, Krasnapolsky. Den første aften fortalte hans to medbartendere, at de var bøsser. Han tænkte, 'ajj, det er for sjov.' Kontrasten til det indelukkede Herlufsholm kunne næsten ikke være større.

»Jeg fandt jo ud af, at de ikke var så slemme, de bøsser. Krasnapolsky blev i det hele taget porten til en ny og ekstrem verden. Jeg har altid søgt ned i afkrogene og aldrig stillet mig tilfreds med bare at se overfladen.«

Nogle år efter bliver Omar Shargawi far til en lille datter. Moren er Karen Simonsen, den ene halvdel af det nu hedengangne modefirma Munthe plus Simonsen, som han i dag er skilt fra. Han holder fast i sin muslimske tro, men også den kristne tro betyder noget for ham. Han kender salmesangene fra den obligatoriske kirkegang på kostskolen. Men han føler også ind imellem splittelse i forhold til de to kulturer, der mødes i hans liv.

»Det er en indre konflikt; er man det ene eller det andet. Selv den dag i dag, er der situationer, hvor jeg føler den splittelse: Okay, jeg er heller ikke sådan, hvor skal jeg så søge hen? Det er også en styrke at have et ben i begge verdener og kunne forstå begge parter. Jeg har lært at bruge den splittelse til noget mere. Det er blandt andet det, der kommer til udtryk i de film, jeg har lavet,« siger Omar Shargawi.

Det er først i de sene teenageår, han aktivt begynder at interessere sig for sine arabiske rødder og går i gang med at lære sig selv arabisk. Han havde talt det som lille dreng, men efter at forældrene blev skilt, holdt faren op med at tale arabisk med sine sønner.

»Jeg er den, der har dykket mest ned i det arabiske. Mine brødre og jeg har fundet hver vores måde at leve med de to verdener på. Jeg ved ikke, om det gør mig til mere araber end dem. Nu tilbringer jeg det meste af min tid i Kairo, hvor jeg er i gang med en ny film. Før tog jeg til Egypten tre, fire gange om året, resten af tiden var jeg her.«

Uden autentiske historier

I sin prisbelønnede og anmelderroste debutfilm Gå med fred, Jamil brugte Omar Shargawi til dels uprøvede skuespillere, blandt andre Munir Shargawi, i en mørk film om et mellemøstligt parallelsamfund midt på Nørrebro, hvor blodtørst og hævnmotiver lever i en kriminel underverden.

Men det er ikke en film om muslimer, selv om instruktøren og de andre bag filmen godt vidste, at de risikerede at gøre folk i deres bagland vrede ved fremstillingen af et meget råt og kriminelt miljø og en religiøs konflikt mellem sunni- og shiamuslimer.

Omar Shargawi er selv vokset op uden autentiske historier om indvandrere at spejle i den danske kultur. Men hans egne film bruger det muslimske miljø som rammen om en universel historie om hævntørst.

»Dansk film har den samme tilgang til indvandrere, som amerikanerne havde i 1950'erne, hvor hvide amerikanere med skosværte i ansigtet skulle lege indianere. Der er heldigvis andre tendenser i Danmark i dag, men grundlæggende er det stadig sådan. En indvandrer har altid karakter som indvandrer. Han er ikke bare en karakter på samme måde som en dansk karakter. Det skal altid have noget at gøre med den muslimske baggrund, en kone med tørklæde, problemer med familien. Alt det man ser som klichéer, når man ved, hvordan den virkelige verden ser ud.«

På egne vegne

»Manuskriptforfatternes argument er, at det er de problemer, vi har. Gu' er det da ej! Det er måske fem procent af dem. Det er til at brække sig over, og dér er dansk film lysår bagefter. Vi har selvfølgelig kun haft indvandrere de sidste 30-40 år, men jeg glæder mig til en dansk film med en hovedrolle med en tilfældig baggrund, der spilles af en indvandrer.«

Omar Shargawi har ikke noget behov for at fortælle danskerne noget om indvandrere. Og han er godt gal i hovedet over, de kritikere, der mente, at Gå med fred, Jamil var fordomsfuld over for muslimer og opfordrede til antiislamiske følelser.

»Jeg prøver at tage det udgangspunkt, at der ikke er fordomme. Bare fordi man laver en film om Nørrebro, så skal den ikke nødvendigvis have noget med om, at ikke alle indvandrere er terrorister og kriminelle. Den holdning kan gøre mig endnu mere rundtosset end Pia Kjærsgaard og stupide udtalelser om fædre, der voldtager deres døtre. Det skaber stereotyper og er i virkeligheden med til at fastholde en grundlæggende racisme, der ser indvandrere som nogen, der ikke kan finde ud af at tale på egne vegne,« siger Omar Shargawi.

Næste sommer

I filmen Fra Haifa til Nørrebro, som for nylig vandt en Robert, møder man alt andet end stereotyper. Faren Munir er et iltert og humoristisk bekendtskab, men ikke typisk palæstinenser. For ham er palæstinenserne ikke kun ofre, men også idioter. Der er også scener i filmen, hvor det kan være svært at se Munir som en meget lukket mand. Han taler lige ud af posen til sin søn om, hvad han mener er sønnens fejl, og hvad han anser som sine egne.

»Det handler måske om det arabiske temperament. Mange af de arabiske mænd, jeg kender, er ikke bange for at tale om følelser. Men så er der andre ting, man slet ikke taler om som eksempelvis min fars historie. Mange af de sekvenser i filmen hvor han fortæller på arabisk - det er jo ikke engang mig, han taler til, men en palæstinensisk historiker. Der fortæller han historien meget mere rørende, end han fortæller den til mig, i de tre timer jeg har interviewet ham direkte til kameraet,« siger Shargawi.

Og det er måske det, Omar Shargawi endte med at finde ud af om sin far. Noget almenmenneskeligt.

»Jeg tror, han har undladt at fortælle sin historie for at beskytte sig selv. Det er ikke kun en smerte, det er også en identitet at være flygtet fra noget. Som min fars fætter siger, så bliver et menneske holdt fast af sine minder. Hvis det dykker for meget ned i de minder, er det lige pludselig ikke minder mere. Jeg tror, han er bange for, at de skal forsvinde og miste sin betydning. Det er ligesom at fortælle en hemmelighed, så er den lige pludselig ikke hemmelig mere og mister sin energi.«

Det er heller ikke sikkert, at faren skal besøge Haifa igen. Lige efter hjemkomsten skulle han derned allerede ugen efter. Det skete ikke. Omar derimod rejste tilbage efter en uge. Lejede en bil og kørte landet tyndt. De fem år, det tog Omar Shargawi at få sin far med til Haifa, var kun en lille del af den lange dans om det forladte hjemland. Faren havde altid snakket om det. Next summer, Palestine. Next summer.

»Det er ikke kun smerte i forhold til, hvordan det er at skulle se sit land, som andre har taget. Det er også en frygt for - som jeg genkender fra mig selv, for ikke at føle noget. Jeg er født ind i konflikten og smerten og hvad så, hvis jeg pludselig ikke følte noget, når jeg kom derned. Var der så kun pølsevognen tilbage, når jeg kom hjem.«

Men han følte noget.

»Der er meget af det dernede, som jeg tror, jeg har rendt rundt og søgt i mit liv. «

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her