Vor tids helt: Manden, der kunne græde

Hele Danmark kender bevægelsen: Han fører en pegefinger op mod kinden, lige ved siden af næsen, og han fjerner hurtigt sin finger igen. Hans hoved er let bøjet til den ene side, og hans blik er rettet mod jorden. Sådan kender vi den nu forhenværende forsvarsminister Søren Gade. Det synes klart, hvad fingeren gør: En mand fjerner en tåre, fordi han kæmper imod sin bevægelse.

Men fingeren gør også noget andet: Den fjerner sådan set ikke tåren, den placerer den i vores bevidsthed. Fingeren udpeger tåren for os. Havde han ikke forsøgt at fjerne tåren, havde vi måske ikke set den. Det er sikkert ikke Søren Gades intention, men det er fingerens funktion. Det er på grund af fingeren, at vi er sikre på, at manden græder.

Det er ikke bare en minister, der græder. Det er en forsvarsminister, som kæmper imod følelser, han ikke kan overvinde. Søren Gade skulle forsvare os mod vores fjender, men han kan ikke forsvare sig mod sin egen bevægelse. Og ligesom de romerske rigmænd, der iscenesatte deres egen begravelse som teater længe inden deres død for at blive bevæget over de andres bevægelse, bestilte Søren Gade en film om sine sidste timer som minister på TV2. De lavede den, og Søren Gade fik det sådan, at man så ham græde igennem i forskellige situationer:

En særlig ulykkelig historie

Suveræn afbryder han sin afskedstale for kollegerne i ministeriet for at græde. Han drikker en slurk, vender sig væk, som for at vi ikke skal se ham græde, men det betyder igen, at alle ser ham græde. Departementschefen er også rørt: »Vi er bevæget over din bevægelse«. Siger han til ministeren. Til sidst kører ministeren fra Christiansborg til Holstebro med pigerne i ministerbilen: Efter fire timers tur stiger han ud og siger til pressen: Jeg kan ikke undgå at føle det lidt vemodigt. Fingeren kører lige op forbi kinden.

Søren Gade har selvfølgelig en særligt ulykkelig historie. Hans kone døde af kræft, mens han var minister. Alle vidste, at han nu var alene med to døtre. Men lignende er sket for andre uden lignende effekter: Søren Gade kunne ikke gå på vandet, men det var det eneste, han ikke kunne. Han kunne sidde på tv og som en stor, stor mand pege på sit bryst og sige: »Far her«. Og love, at han gik af, hvis der kom mere frem. Han sagde nemlig, at »han var direktøren for det hele«, og »the buck stops here«. Og der kom mere frem, men Søren Gade gik ikke af, og han blev ikke slagtet for sit hovmod.

Søren Gade kunne aflyse interview med journalister under skandalerne i efteråret med henvisning til, at han blev nødt til at være sammen med sine piger. Det ville ingen kritisere, det var helligt for alle. Men åbenbart var det ikke helligt for Gade, for det viste sig at være forkert:

Han skulle i stedet til Skotland sammen med Bendt Bendtsen og bruge våben til at skyde efter dyr. De skulle på jagt. Og ingen anklagede ham for kynisk at spekulere i offentlig medlidenhed. Søren Gade kunne sige til Ekstra Bladet, at han ikke kunne se sig selv i spejlet, hvis »vi på grund af pengemangel undlader at købe beskyttelse mod vejsidebomber.« Siden kom det frem, at forsvarets eksperter havde bedt om bedre beskyttelse af køretøjerne i Afghanistan mod vej- sidebomber, men det fik de ikke. Det ødelagde heller ikke Gades troværdighed. Søren Gade var forsvarsminister for Danmark, mens vi var engagerede i to fejlslagne krige. Måned efter måned er danske soldater dræbt i krige, som forekommer uden fremskridt og uden mening.

Da de danske soldater forlod Irak, hed det sig, at vi nu havde skaffet sikkerhed i området. Under Søren Gades sejrstale i lejren uden for Basra lød alarmsirenerne, og for at søge beskyttelse kastede han sig på jorden. Alle andre var blevet ydmyget. Men han kunne lægge sig uden at blive trådt på, han kunne puste sig op uden at blive skudt ned, og han løb fra løfter uden at blive kaldt en løgner. For Søren Gade var fantastisk til at sørge offentligt. Og der var nok at sørge over i hans tid som forsvarsminister. Han kunne græde for de faldne. Han blev belønnet: Efter efteråret 2009, som ville have afsluttet enhver anden ministerkarriere i Danmark, blev Søren Gade af P3s lyttere kåret til årets dansker.

Krokodillen bag tåren

Det sjove er, at Søren Gade som minister var det modsatte af Anders Fogh Rasmussen. Fogh blev ikon på fysisk form og psykisk selvkontrol. Søren Gade er skaldet og rund og slet ikke i form, og han kunne ikke kontrollere sin bevægelse. Fogh var hård og smækkede døren i hovedet på sine modstandere, Gade lavede mod sin leders ønske et historisk bredt forlig med sine modstandere og udtalte i den anledning: »Jeg er ikke politisk racist«. Han ville ikke ekskludere nogen fra indflydelse. Fogh vandt valg på valg på valg, men da hans karriere som statsminister var ved at være slut, gik det op for ham, at han aldrig vandt sine vælgeres hengivenhed. Anders Fogh Rasmussen var sådan en, man ikke ville være imod: Pressen fik aldrig fat i ham, hans egne adlød ham af hensyn til magten, og oppositionen kunne ikke besejre ham. Anders Fogh Rasmussen stod i spidsen for en kulturkamp mod blødsødenhed. Han er et billede på en kultur, hvor det er i orden at foragte svaghed og kalde dem, der klager over, at de ikke klarer sig, for »tudefjæs«. Søren Gade var ualmindelig blød og eftergivende:

»Han er blevet blødere«, siger den ene af hans to døtre i filmen om farens seks år som minister i en periode, hvor alle andre blev hårdere. Fogh vandt magten, men han vandt aldrig hjerterne. Ingen savnede ham, da han gik af som statsminister, mens alle savnede Gade, da han gik af som forsvarsminister.

Fogh vandt kampen mod klynkekulturen, men Gade vandt hjerterne på at være det tudefjæs, som vi foragter os selv for at foragte. Det var Gade, der gik af som statsmand. Han kunne lige det med fingeren.