Det lyder rigtigt fint, når man siger, at man er cirkusprinsesse. På et tidspunkt drømmer alle piger vel om at blive det. Det var også min drøm, da jeg var lille. Men man er altså kun cirkusprinsesse i otte minutter. Jeg sælger slik og popcorn lige inden forestillingen. Så skynder jeg mig over i 'sminken' for at tage prinsessekjolen på. Jeg har mange sår her på siden, hvor lynlåsen sidder, for i virkeligheden kan man ikke tage kjolen på selv, man skal have hjælp. Men der er ikke altid nogen, og så gør jeg det selv. Så skal jeg i manegen og præsentere hestene. Det er en cirkusprinsesses arbejde - at præsentere hestene. Så snart jeg er færdig, skal jeg klæde om igen, så jeg er klar til at sælge slik og popcorn i pausen. Så skal jeg have kjolen på igen, så jeg kan være med i afslutningen af forestillingen, hvor vi alle sammen er i manegen.
Jeg er født privat
Jeg var cirkusbarn i Cirkus Arena hver sommer fra jeg var 11 år. Min far solgte nogle lastbiler til Benny Berdino, vores cirkusdirektør, og så kom jeg ind ad den vej. De første år legede jeg bare med de andre cirkusbørn, men så begyndte jeg at hjælpe til. Jeg solgte programmer og den slags, og mine opgaver blev større og større.
Efter nogle år væk fra cirkus, mødte jeg Jackie Berdino, Bennys søn, og i september blev Jackie og jeg gift. Det var et rigtig cirkusbryllup. Det var hornmusik, dromedarer og fyldt med cirkusfolk. Jeg er uddannet kontorassistent, og var ved at videreuddanne mig til ejendomsmægler, så hvis ikke jeg havde mødt Jackie, så havde jeg været ejendomsmægler i dag. Men så skulle vi jo finde noget, jeg kunne lave i Cirkus Arena. Jeg er født privat. Det siger vi om folk, der ikke er født i cirkus. Når man er født privat, så har man som regel heller ikke noget talent - jeg har ikke jongleret hele mit liv, og jeg vil aldrig kunne lære at jonglere på et niveau, så det kan bruges i forestillingen. Så vi var enige om, at det skulle være noget med dyr, for det kan man lære sig. Jeg har altid interesseret mig for heste - jeg voksede op i Viborg lige ved siden af en rideskole, så det lå lige for.
Tale hestenes sprog
Det var svært at lære at præsentere hestene. Vi har en rigtig dygtig dressør, Tim. Han sagde på et tidspunkt, at jeg aldrig nogensinde ville komme i manegen, men jeg har arbejdet hårdt, og nu er han tilfreds. Det er min første sæson som cirkusprinsesse. Jeg træner med hestene hver morgen. Tim er englænder, og han har lært hestene et mærkeligt sprog, som er en blanding af engelsk, tysk, fransk og italiensk. Så siger jeg 'Kom Hiiiiier, Kom Hiiiiier.' Det betyder, at de skal komme over til mig. Eller 'Forwirtz'. Det betyder fremad. Jeg er ved at lære alle hestene at kende. Mardur råber jeg meget af. 'Mardur am platz'. Han vil gerne være leder af flokken, så han løber i sit eget tempo. En anden af hestene er meget nervøs, så ham skal jeg tale forsigtigt til, når jeg stejler ham - altså vil have ham til at stejle. Jeg ved også, hvor de gerne vil kløs, og så klør jeg dem der, når jeg gerne vil rose dem.
Svært at smile
Det med at smile har faktisk været noget af det sværeste for mig. Jeg er ikke vant til at optræde foran så mange mennesker. 'Smile, smile,' råber Tim, når vi træner. 'Undskyld, undskyld,' siger jeg så. Jeg er meget koncentreret, når jeg arbejder med hestene, og jeg er jo uddannet på kontor, så det falder ikke naturligt for mig. Men jeg har fået styr på det nu.
Efter træningen tjekker jeg, at kaffevognen fungerer. Så går jeg tilbage til vores vogn og laver kontorarbejde. Jackie har to børn, og når vi er i provinsen, underviser jeg Anastazja, den yngste. Lige nu ligger vi i København, så vi kører hende i skole hver dag. Jeg gør også rent i vores vogn. Der skal gøres rent meget tit. Der skal også laves noget mad - ellers bliver min mand sur. Og så begynder aftenens forestilling.
Der er da en aldersgrænse
Det hårdeste er, når vi er i en endagsby. Så skal vi pakke det hele sammen og rejse, når forestillingen er slut. Som regel er klokken mellem halv tolv og halv ét, før vi er fremme ved næste by, og teltet er sjældent slået op før klokken 11 næste dag, så jeg kan ikke træne med hestene før. Når vi ligger samme sted i lang tid, så er der ro på. Som nu. I går brød sodavandsmaskinen sammen - den har vi allerede fået lavet.
At bo i et cirkus er selvfølgelig specielt, men selv om udsigten er anderledes fra dag til dag, så er det her mit hjem. Vi er én stor familie, og der kommer hele tiden folk forbi vores vogn. Det kan jeg virkelig godt lide, men en sjælden gang lukker jeg da døren og håber, at der ikke kommer nogen forbi til kaffe. Ellers kravler jeg bare ind i min seng og ignorerer det, når der kommer nogen og banker på. Jeg kan ikke forestille mig at arbejde andre steder end her. Der er selvfølgelig en aldersgrænse for en cirkusprinsesse, det ved jeg godt. Det er normalt, at man stopper med at arbejde i manegen, når man er omkring 40 år. Der er én ovre fra elefantfamilien, som er 42 år, som stadig optræder. Men hun er også en del af et større show. Jeg kan jo ikke komme ind som cirkusprinsesse på krykker. Det holder ikke. Men så finder vi bare på noget andet, jeg kan lave.
