Læsetid: 3 min.

Var det den verden, vi drømte om?

To unge tyske forfattere advarer imod den stigende overvågning og politikernes tendens til at legitimere enhver stramning i sikkerhedens navn. Historisk har staten været den største trussel mod borgerne
Moderne Tider
20. marts 2010

Som tysker i Danmark kan man selv efter nogle år i landet ikke undgå at blive forbavset af og til. I hvert fald hvad angår forholdet til staten må det konstateres, at de to lande, som geografisk ligger ved siden af hinanden, i virkeligheden befinder sig på hver deres planet. Hvor man i Danmark har et paternalistisk forhold til staten, hvor borgerne og staten med andre ord har indgået en pagt, som til forveksling ligner en forsikringsordning, der leverer en altomfattende tryghed mod nogle af verdens højeste skatter og afgifter, så er man mere skeptisk i Tyskland. Om end man ikke betragter staten som ligefrem fjendtlig, så må den alligevel gerne holde sig på afstand.

Årsagen til disse forskelle er naturligvis at finde i historien. Hvor staten i Danmark igennem det 20. århundrede har været garant for velfærd, har dens tyske pendant været (med)ansvarlig for to verdenskrige og én af de største forbrydelser begået i historien. Netop derfor sørgede Forbundsrepublikkens ophavsmænd for, at statens magt aldrig mere skulle blive total - Tysklands føderale struktur er i den forbindelse blot ét eksempel. Og hvor danskerne hylder flag, konge og fædreland - nationen; så har vi tyskere i efterkrigstiden dyrket, hvad filosofferne Dolf Sternberger og Jürgen Habermas i 1970'erne betegnede som Verfassungspatriotismus, forfatningspatriotisme, hvilket dækker over en slags stolthed over en fungerende retsstat. I modsætning til det etnisk-nationale fællesskab - Volksgemeinschaft, som det også blev kaldt i 1930'ernes Tyskland - så ses samfundet i dag som et fællesskab baseret på frie, aktive borgere, der deler politiske værdier som demokrati, frihedsrettigheder, etc. Det er dem, borgerne, som skaber staten, så den kan varetage visse nødvendige opgaver. Staten er der for borgerne - og ikke omvendt.

Tillid som forudsætning

Så langt i teorien, for virkeligheden har i de seneste år forandret sig, også i Tyskland. Statens beføjelser er vokset, overvågningen af den enkelte borger har taget til, kampen mod terrorisme har nærmest givet carte blanche til at gribe ind i den enkeltes privatsfære. Det er netop denne udvikling, som forfatterne Juli Zeh og Iilja Trojanow er bekymrede over. »Det er ikke ligefrem meningen med demokrati. Denne forudsætter tillid mellem borgerne og staten. Staten kan ikke behandle sine borgere som potentielle terrorister, kan ikke permanent iagttage og kontrollere dem. Den, som siger, at al magt udgår fra folket, kan ikke agere, som om folket bestod af 82 millioner kriminelle. Demokrati forudsætter et andet menneskebillede.«

Det interessante ved denne lille bog er, at det er to af Tysklands mest anerkendte unge skønlitterære forfattere, som har skrevet den. Mellem linjerne kan læses en vitterlig forargelse over tingenes gang og den brede offentligheds manglende refleksion og modstand. »Det er ikke terrorismen, som for tiden udgør en fare for vores land, men derimod viljen til at lade sig intimidere af terrorister, såsom forsøget at instrumentalisere denne terroristiske trussel til at skabe autoritære strukturer.«

En særlig tysk erfaring?

For antiterrorlovgivningen rammer alle, påpeger Zeh og Trojanow. Den skelner ikke mellem den pæne borger og den mulige terrorist. »Det kan ikke lade sig gøre at skabe mere sikkerhed, man forskyder blot sikkerhed. Det, som ligner større sikkerhed, er tit og ofte tvivlsomt. Lad os sige, der bliver skabt mere sikkerhed imod terrorister, så går dette samtidig hånd i hånd med mindre sikkerhed over for staten. Og det, som ikke kan påpeges nok, og hvad det 20. århundrede jo har vist med al tydelighed, er, at den største fare udgår fra staten.«

Nu kan en dansk læser naturligvis sige, at det her er den særlige tyske erfaring, der gør sig gældende. Måske. Men det gør bogen nu ikke mindre tankevækkende. For tendenserne er de samme i Danmark, ja i hele den vestlige verden. Stauning eller kaos - dette udsagn gælder i bund og grund også for dagens politikere, påpeger de to forfattere. For politikerne - og medierne kunne man tilføje - har en interesse i at skabe frygt for mulige farer og trusler. Og jo større disse trusler er, desto bedre - for så fremstår de folkevalgte for alvor som tryghedens garanter. »Tidligere gik modsætningen mellem kapitalisme og kommunisme, i dag forsøger man at oprette den mellem den vestlige og den muslimske verden. Desværre tror vores politiske kultur stadig, at den ikke kan opretholde sig selv uden fjendebilleder.« Måske en lille smule tysk skepsis overfor staten alligevel er på sin plads? Ja, selv i Danmark?

Ilija Trojanow og Juli Zeh:

Angriff auf die Freiheit. Sicherheitswahn, Überwachungsstaat und der Abbau bürgerlicher Rechte.

176 sider.

14.90 euro.

Hanser Verlag

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Spivaks postkoloniale hovedværk tager stadig pusten fra læseren

    25. september 2021
    En ny indpakning gør desværre ikke Gayatri Spivaks berygtede gennembrudsværk fra 1988, ’Can the Subaltern Speak?’, lettere at fordøje. Men har man tålmodigheden, forstår man, hvor dybt dets postkoloniale kritik fortsat stikker
  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som dansker i Danmark kan man næppe undre sig over, at fællesskabet stadig virker. Den udvikling, som Trojanow og Zeh beskriver for Tyskland gælder også i Danmark. Nok er Tyskland hovedansvarlig for verdenskrigen, men er dog gået alt for langt i selvbebrejdelser, for de unge forfattere er næppe bekendt med, hvor få danskere, der satte sig til modværge over for nazisterne, og hvor mange danskere, der allerede fra 30'erne var begejstrede for nazismen. I dagens Danmark lever fortsat partier, hvis grundsyn er ikke blot sammenhængskraftens fællesskab, men et "Volksgemeinschaft".
Både Tyskland og Danmark kender til særlove og nødret, eksempelvis som tyskerne indførte i 1933, Danmark fra 1941, Tyskland 1968 og Danmark samtidigt med en stykelse af efterretningstrjenesten og begge med "berufsverbot" som resultat, senest antiterrorlovene, der i Danmark har givet anledning til at efterspørge en "forfatningsdomstol".
Var det den verden, både tyskere og danskere drømte om i 1945?

Heinrich R. Jørgensen

Helt på bølgelængde med Per Diepgens kommentar.

En væsentlig bog, der gerne måtte få en dansk pendant, der strøg til tops på bestsellerlisterne.

Krigsmodstanden er stor iblandt de europæiske folk, selv om krigen ikke berører Europa selv. Holland er for tiden på vej væk og møder stor kritik, også offentligt af sine egen generaler.
På forsiden af Die Zeit stod for nylig under billedet af en kvindelig og en mandlig soldat med store bogstaver "Alles auser kämpfen", og som undertitel til to store inlæg i bladet: Værnet (Bundeswehr) er i dag en globaliseret armé, moderne og åben. "Men når den, som i Afghanistan, udsættes for ildkamp, kan den ikke klare opgaverne. Hvad er tropperne så gode til?" Anita Blasberg og Stefan Willeke opstiller da i bladet et "Kundus-Syndrom" efter den hændelse, som også i dansk presse har været omtalt.
Med en omskrivning af denne artikels overskrift: Var det den verden, vi skabte - hvem ellers?