Læsetid: 15 min.

Den havde Villy aldrig klaret uden dem

Tirsdag rykkede SF rundt på topposterne i partiet. De gamle blev skubbet tilbage, og de unge rykkede frem. Villy Søvndal har været ansigtet på det nye SF, men de unge har været kroppen og motoren bag forandringen. Og de mener det, de siger, om minimumsstraffe og muslimske mørkemænd
Festen. Ved valget 2007 hentede SF den første gevinst af partiets forvandling. Valgsejren blev brugt til at trække partiet mod midten - og det er de unge løver, der trækker hårdest i den retning.

Festen. Ved valget 2007 hentede SF den første gevinst af partiets forvandling. Valgsejren blev brugt til at trække partiet mod midten - og det er de unge løver, der trækker hårdest i den retning.

Thomas Borberg

27. marts 2010

En markant åreladning kulminerede tirsdag, da Villy Søvndal præsenterede sin rokade i SF. Den yngste generation SF'ere sidder nu på bekostning af den gamle garde som Anne Grethe Holmsgaard og Steen Gade på de indflydelsesrige poster lige under ledelsesduoen Sohn & Søvndal.

Selv har de travlt med at nedtone deres betydning og det fælles tankegods, der er dannet i årene i SF's Ungdom. Den nye gruppenæstformand, integrationsordfører Astrid Krag 27, uddannelsesordfører Nanna Westerby og skatteordfører Jesper Petersen på henholdsvis 25 og 28 år, der begge bliver medlem af gruppebestyrelsen, samt det organisatoriske naturtalent 25-årige Thor Möger, Søvndals næstformandskandidat. De har været formandens allierede i kampen om, hvilket parti SF er og skal være.

Når SF'ere taler om denne magtfulde gruppe, taler de om de »unge SFU'ere«. Og helt karakteristisk regnes Ida Auken, der tirsdag fik posten som ny formand for Folketingets Miljøudvalg, ikke som medlem af gruppen, da hun ikke har gået i samme 'politiske skole', som de andre som SFU'er.

De unge er både i indhold og strategi enige med SF-formanden. Og selv om mange af de ældre støtter det, der er blevet kaldt partiets højredrejning, tegner brudlinjen sig nu helt tydeligt. Ingen taler om fløjkrig. Men konflikten skærpes på et tidspunkt, hvor Villy-effekten aftager i meningsmålingerne, og et flertal i baglandet ifølge en rundspørge i Berlingske Tidende har trukket en streg i sandet i forhold til partiets udlændingepolitiske samarbejde med S.

»Vi er et parti, der holdningsmæssigt er delt på midten, og der tæller de unge med rødder i SFU meget. Derfor bliver det kommende landsmøde afgørende,« siger Hanne Melnik, lokalformand på Østerbro.

Den foreløbige kulmination på konflikten, som flere - ikke mindst oppositionspartnerne hos Socialdemokraterne - venter, kommer på partiets landsmøde i slutningen af april, vurderes at få stor betydning for SF's vælgertilslutning og regeringsalternativet.

»Det er ikke de unge, der er imod Søvndals forsøg på at gøre det samme som Anders Fogh i Venstre, nemlig at trække partiet ind mod midten. Modstanden finder man hos de traditionelle venstrefløjsveteraner og ude i de lokale partiforeninger. Det er en bevægelse, som startede allerede for en del år siden, hvor de unge diskuterede, at partiet var kommet for langt væk fra almindelige menneskers problemer,« siger Peter Goll, tidligere SF-rådgiver og i dag direktør for kommunikationsfirmaet Geelmuyden Kiese.

De unge populister

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at det netop er unge partimedlemmer, angiveligt med baggrund i SFU, der forsøger at kuppe sig til stemmer på partiets landsmøde ved at møde op i københavnske lokalforeninger.

Samtidig taler en række tidligere politiske allierede om, at SF's forandring har en pris. Det drejer sig om en række forhenværende medlemmer af Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS) og SFU, hvor de nu toneangivende unge SF'ere i partiets top har lagt grunden til deres politiske visioner og strategier. De tidligere politiske allierede mener, at mange af de ting, SF kritiseres for i dag som f.eks. venstrepopulisme, idoldyrkelse af formanden og magtkoncentration på bekostning af menige medlemmer, allerede så dagens lys i DGS og SFU for år tilbage. Den analyse deles af andre i SF's top.

»SF er blevet meget bedre til at kommunikere tydeligt og frækt. Det er en kæmpestor gevinst, men på værdipolitikken er jeg meget imod den populistiske linje. Blandt de yngre indflydelsesrige SF'ere er der større opbakning til netop den linje end i resten af folketingsgruppen. Nogle af de unge er politisk meget glade for den værdipolitiske populisme. Andre er glade for linjen, fordi de mener, det er strategisk rigtigt i forhold til at gøre op med de myter, der omkring SF,« siger en højt placeret kilde i SF.

Og partiets nye næstformand i gruppen, Astrid Krag, står da også rentonet ved, at hun ikke deltager i dæmoniseringen af Dansk Folkeparti, som kritikere ofte sammenligner det nye moderne folkeparti, SF, med.

»Min holdning til integration handler ikke om taktik og strategi. Det er noget, jeg mener. Jeg er vokset op i en fattig landkommune, hvor systuen flyttede til Polen, og hvor man var Venstre-bønder eller stemte Dansk Folkeparti. Jeg har gået på samme gymnasium som Kristian Thulesen Dahl (DF) og Troels Lund Poulsen (V) og er ikke vokset op i storby-venstrefløjsmiljø. Jeg er faktisk vokset op sammen med nogle af dem, der stemmer Dansk Folkeparti, og derfor kan jeg heller ikke deltage i en dæmonisering af dem. Jeg synes, de har nogle meget reelle spørgsmål, som SF også skal kunne svare på,« siger Astrid Krag, der også peger på, at det betyder noget for hendes politiske dannelse, at Dansk Folkeparti har været der i al den tid, hun har været politisk aktiv.

68-selvrealisering

»Mange i den ældre generation har bare tænkt, at DF er et landsbytosseparti efter Fremskridtspartiet, og dem skal man bare lade gå i sig selv igen. Det har jo givet DF vind i sejlene, at vi ikke har givet nogle ordentlige svar på de problemer, de faktisk rejser. Nogle gange helt ude i skoven, men andre gange væsentlige. Så tag dog og forhold jer til det politisk. Det er naturligt for mig, for jeg har altid kendt til DF,« siger den nye gruppenæstformand.

Den nuværende SFU-formand Pelle Dam, der hurtigt var ude med opbakning til Søvndals udtalelser om Holbergskolen, ser også det nye SF som et opgør med 68'ernes elitære venstrefløj og en tilbagevenden til partiets rødder på rets- og integrationspolitikken.

»68-fokusset på selvrealisering og personlig frihed har taget overhånd, vi vil nu sikre, at frigørelsesprojektet ikke står alene, men hænger sammen med vores lighedsprojekt og samfundsvision. SF er ikke drejet til højre, SF er gået to trin ned ad klassestigen. Det nye SF med klassebevidsthed frem for elitær kulturradikal studiekreds,« skrev han for nylig. Og næstformandskandidat Thor Möger supplerer:

»Sande marxister laver vurderinger af virkeligheden og giver så svar på, hvad er der brug for. Uanset om det gælder integration, velfærd eller økonomi. Det har SF praktiseret med Villys formandskab. Men Astrid Krag og jeg står jo ikke alene med at ville have magt og indflydelse, det vil resten af SF også. Efter at Villy blev formand, har vi været samlet i en grad, som man ikke har set i mange år, og det har været murbrækker for en ny optimisme på venstrefløjen og i SF. Det har betydet en revitalisering meget bredere end bare udlændingepolitikken. For samfundsforandringen er inden for rækkevidde.«

Den lille prins

Det var dengang i 2005, da Villy stadig blev kaldt Røde Villy, og mange i partiet frygtede, at han ved at holde fast i et SF for gamle grå mænd i islandsk sweater ville ende med at sælge billetter ved udgangen i stedet for indgangen.

Ikke så længe efter Røde Villys kåring står en ung kvinde på en talerstol i Horsens og blæser til kamp mod halalhippier og venstrefløjens berøringsangst i udlændingedebatten. Det er SF Ungdoms daværende formand, 24-årige Astrid Krag:

»Det skal være slut med fløjlshandskerne og fine fornemmelser på venstrefløjen. Vi har i for lang tid svigtet dem, vi påstår at kæmpe for,« siger hun, og de 300 unge SFU'ere kræver i en udtalelse »et omfattende opgør med venstrefløjens lalle-tolerance og manglende evne til at levere konkrete håndfaste løsninger, når det handler om nydanskeres integration i Danmark.«

På moderpartiets landsmøde i 2006 tager Søvndal stafetten op fra Astrid Krag og udtalelsen fra SFU-landsmødet og tordner, ganske vist uforpligtende, mod religiøse mørkemænd.

På samme tid er en meget ung mand arkitekten bag en af de største demonstrationer mod regeringen Fogh siden magtskiftet, der samler over 100.000 danskere den 17. maj på Slotspladsen foran Christiansborg. Det er den på det tidspunkt blot 21-årige Thor Möger Pedersen, der står på toppen af sin formåen.

Det starter i efteråret 2004, hvor han i spidsen for DGS og STOP-NU-kampagnen mod uddannelsesnedskæringer for alvor bryder igennem lydmuren og viser sit helt ekstraordinære talent for at organisere masserne.

I 2008 vier magasinet Euroman en stort opsat artikel med titlen 'Den lille prins' til den i offentligheden ukendte strateg. I artiklen refereres Anders Foghs daværende spindoktor Michael Kristiansen for en udtalelse sagt under et foredrag, om at en af de største trusler mod regeringens valgkamp i 2005 var Thor Möger. Möger var blevet kaldt til orden hos undervisningsminister Ulla Tørnæs. Han og Rasmus Meyer, der i dag er projektleder i SF, står fast på deres tal om nedskæringer på uddannelserne. Kort tid efter bliver Thor Möger, som alle anser for at være mere end almindeligt talentfuld, hårdtarbejdende og skarp, ansat som strategisk rådgiver hos SF på Christiansborg.

Generationsskifte

Og som 22-årig og stadig statskundskabsstuderende står han i spidsen for SF's vælgerundersøgelser, som partiet i valgkampen 2007 benyttede sig af i stor stil.

Resultaterne af undersøgelserne flugtede meget godt med de tanker, de unge SF'ere allerede tidligt gjorde sig. Den typiske SF'er var ganske rigtigt en offentlig ansat, men ikke en veluddannet læge snarere end sosuassistent, og mange af partiets vælgere var tilhængere af både regeringens udlændingepolitik og skattestop.

Nuværende integrationsordfører i SF, Astrid Krag, og Thor Möger kender hinanden fra SFU, hvor hun var formand og han i årene 2005-2006 var sekretariatsleder. Astrid Krag efterfølger Jesper Petersen på landsformandsposten.

Nanna Westerby, nuværende uddannelsesordfører for SF og kæreste med Thor Möger, kommer ligesom Krag i Folketinget ved SF's kanonvalg i 2007. Hun er DGS-formand lige før Thor Möger, og før hende sidder Rasmus Meyer på formandsposten. Nanna Westerby har også været formand for SFU, og i 2008 bakker hun eksempelvis op om Søvndals kovending i forhold til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

»Jeg synes, at det var i orden, at man lavede tegningerne,« siger hun til Ritzau.

Fra SFU kommer også Emilie Turunen, der i kampen om formandsposten i SFU blev set som eksponent for Søvndal-linjen. Hun blev valgt til partiets medlem af Europa-Parlamentet i 2009.

Nanna Westerby og Emilie Turunen pryder i dag partiets kampagnemateriale, hvor de flankerer formand Villy Søvndal. Partiets længe eftertragtede generationsskifte er sket, og partiet har flyttet sig til højre.

I den bevægelse har SFU spillet en helt usædvanlig rolle for, at partiet er kommet ud af årtiers ørkenvandring og tæt på ministertaburetterne. Ofte står de unge i partiernes ungdomsorganisationer for at trække moderpartiet tilbage til rødderne, som man ser det med de liberale ideologer i VU. Men hos SF's ungdom forholder det sig stik modsat. De har trukket væk fra moderpartiets traditionelle værdier.

Det virker hos DF

Men SF's forvandling sker ikke uden omkostninger. Det mener en række tidligere medlemmer af DGS og SFU, der har været medlem af organisationerne på samme tid som de unge toneangivende SF'ere.

»Det handler om at have en stærk leder i spidsen og dyrke idolet, mens man forventer, at resten bare retter ind. Der blev mindre plads til intern uenighed, for det har man set virker hos Dansk Folkeparti. Det handler selvfølgelig også om en professionalisering, hvor ledelsen i DGS og SFU tiltager sig mere og mere magt, mens dem, der ikke har så meget erfaring, ikke får mulighed for at gøre sig gældende. Det virker, hvis man vil have magten, men er ikke så frugtbart, hvis der er divergerende politiske holdninger,« siger Lærke Christensen, der meldte sig ud af SFU for tre år siden på grund af organisationens drejning.

Også internt i partiet har kritikere bemærket de unge, der »i pagt med tidsånden« bringer nye toner ind i SF. Blandt andet Martin Jespersen, der sammen med en gruppe på 20-30 SF'ere med tilknytning til partiets asylpolitiske netværk, meldte sig ud i protest mod partiets aftale med socialdemokraterne om integration i august 2008.

»Flere af de unge nye medlemmer af folketingsgruppen, der kommer ind ved valget i 2007, er tydeligvis præget af en helt anden tidsånd end de gamle 68-agtige medlemmer. Det er jo fint, at de er aktive. Ungdommen har altid været stålsatte af, at 'nu skal vi marchere'. Men de anskuer politik på en anden måde. For dem handler det om at vinde; få magt ved at flytte nogle stemmer over midten. Men jeg er snart 60 og tænker mere i den klassiske offentlighed: at vi gik ind i politik, fordi der var noget, vi ville forandre ved at tale op til folk, ikke ned,« siger Martin Jespersen, der i dag har meldt sig ind hos de radikale.

Han erkender, at Astrid Krag med flere ikke nødvendigvis er populister, men mener, hvad de siger.

»Men jeg synes, det er beskæmmende, at Søvndal i et interview med Søndagsavisen siger, at 'han har fundet en guldåre'. Jeg har intet imod, at partiet forandrer sig, når det gælder alle mulige sagspolitikområder, som f.eks. at SF stemmer for finansloven, forsvarsforlig og er positiv over for EU. Bundgrænsen er behandlingen af mindretal. Det er et principielt spørgsmål, og krydser man den grænse, er man gået for langt,« siger Martin Jespersen.

Beskidt spil

De tidligere medlemmer af DGS og SFU mener, at der er et markant sammenfald mellem forandringerne i DGS og SFU og SF's vej mod succesen. Professionalisering, kommunikation i form af enkle budskaber og topstyring er ord, der går igen. Men også manglen på rum til intern kritik træder frem.

»En del af grunden til SF's organisatoriske forandring og nye strategi er grundlagt i SFU. Jeg mener bare ikke, det er det, der er formålet med en politisk ungdomsorganisation. Det er snarere at bevidstgøre unge politisk så bredt som muligt. Men SFU er jo en succes, og de har været ekstremt gode til at skaffe stemmer blandt de unge og få dem til at bakke op om moderpartiet,« siger en tidligere SFU'er.

Men strategien med konkrete budskaber har også en slagside, mener en af de folk, der var tæt på Thor Möger i sin tid i DGS, men i dag er aktiv i Enhedslisten.

»Der kom mere fokus på enkeltsager frem for ideologi. Det kan være meget godt. Men det har den konsekvens, at man ikke kommer til at diskutere bag om problemerne. Man siger bare, at der er et problem. I SF-sammenhæng er Holbergskolen et meget godt eksempel på den udvikling i partiet,« >siger han.

Spillet i SFU og DGS kunne også være beskidt, husker de tidligere aktive. Og med store personlige omkostninger for de ret så unge medlemmer, der ikke kunne klare magtspillet.

For eksempel forsøgte Thor Möger at få ændret DGS's vedtægter, så han kunne fortsætte som formand.

Manøvren lykkedes ikke, fordi flere medlemmer i den næste generation, der stod til at tage over, fik det afværget på foreningens landsmøde.

»Det var personligt meget hårdt. Bagefter var Thor meget vred, og vi blev overfuset. Ledelsen kørte meget hårdt for at få sine ting igennem, og Thor er svær at sige nej til. Han er et af de mest ambitiøse mennesker, jeg har kendt, og helt utrolig skarp. Men det hele blev styret fra oven, hvor kun de 20 pct. dygtigste kunne være med. Og det virkede. De kunne sende folk ud på hvilket gymnasium, det skulle være,« >husker en af dem, der satte sig op mod Thor Mögers linje.

Selv kan Thor Möger ikke genkende beskrivelsen, men tempoet i hans meget hurtige talestrøm skifter, da han siger:

»Jeg skal jo ikke bedømme, om jeg er en dårlig leder. Men jeg synes faktisk, inddragelse og det at få flest muligt involverede, er det mest afgørende kernepunkt for en politisk leder. Selvfølgelig er det vigtigt, at en moderne ledelse kan træffe nogle hurtige beslutninger. Det betyder jo bare ikke topstyring. Det er jo ikke Villy Søvndal og Ole Sohn, der har fundet på, at vi skal i regering. Det har været diskuteret på de sidste fire landsmøder, og vi har oprettet nye fora, hvor vi kan diskutere.«

I portrættet i Euroman beskriver Thor Möger selv, hvordan de bedste hensigter ikke altid er den bedste strategi i politik. Heller ikke i SF:

»Den reelle vej til indflydelse går ikke gennem at have de reneste hænder. Den går gennem benhård kamp om magten for at kunne fordele samfundets ressourcer. Det kræver rå prioriteringer og kompromiser, selvom det nogle gange går ud over ens egne utopiske ideer.«

Regeringsmagten

Udmeldelserne af partiet er så langt blevet overgået af antallet af nye medlemmer, og Thor Möger har spået, at SF skal være Danmarks største medlemsparti inden for en årrække.

»Højrefløjen kommer altid til at slå os på budgetter. De får penge af tobaksindustrien og bankerne osv. Vi har evnen til at begejstre og mobilisere,« siger han.

Og partiet er godt på vej.

Den 1. marts havde SF 17.883 medlemmer. Trods vigende meningsmålinger har Søvndal mere end fordoblet medlemstallet, siden han blev formand i 2005, og SF har som det eneste parti i moderne politisk krønikeskrivning brudt den katastrofale tilbagegang i danskernes politiske medlemskab.

Værdipolitikken er også Thor Mögers hjertebarn. For eksempel var det med ham im kampagnestaben, at SF's spidskandidat til kommunalvalget, Bo Asmus Kjeldgaard, der aldrig havde spillet på den værdipolitiske bane, pludselig stod i den københavnske ghetto-bydel Tingbjerg sammen med partiformænd fra højre og venstre, efter at en præst var blevet chikaneret af indvandrerunge, husker politisk kommentator, Jarl Cordua.

Men som en kilde højt placeret i SF konkluderer:

»Der er sket et skift i kulturen i SF, og den efterfølgende uenighed handler blandt andet om et partis demokratiske og politiske rolle. Er man meningsdanner eller meningsbærer? Skal man lytte til, hvad befolkningen siger, eller skal man også prøve at præge folk til at se nogle større sammenhænge?« >

Thor Möger afviser, at SF ikke længere taler 'op' til vælgerne.

»SF har aldrig fået så mange nye medlemmer af anden etnisk herkomst end dansk som nu. De kan godt høre, at SF ikke siger noget diskriminerende. SF siger, vi vil gerne have en demokratisk skillelinje. Vi vil skelne på, om man er reaktionær eller progressiv ikke på hudfarve, og vi tager selvstændigt stilling som SF,« siger han.

Og Astrid Krag supplerer:

»Vi skal passe på ikke at forklejne vores indvandrere. Det er dem, der skal være bekymrede for, at deres børn bliver rekrutterede af religiøse fanatikere og indvandrerbander. Vi er ved at få skabt en underklasse med etnisk slagsside, og hvis vi ikke som socialister er optagede af det, så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi skal kalde os det. Den aftale, vi har lavet med S, skal forbedre de her menneskers hverdag: væk med ghettoer, væk med fattigdomsydelser, flere praktikpladser,« siger Astrid Krag, der også var pennefører på partiets Akut Plan mod indvandrerbander, som mødte kritik for at ville konkurrere med højrefløjen om, hvem der er mest tough on crime.

Et gruppemedlem har også konstateret, at blandt de yngste SF'ere er meningsforskelle på rets- og udlændingepolitikken i forhold til den ældre generation, men som medlemmet også siger:

»Jeg er selv i et dilemma. Man får måske at vide, at der ikke er plads til kritik, og der er nogen, der går og holder øje med, hvad man siger, for nu handler det om at få magten, men det gør det jo også. Det handler om at få en ny regering, og det med at have de rene hænder og de rene holdninger dur ikke lige nu. Og så kan det da godt være, at jeg er uenig i nogle ting i partiets linje. Men hver gang der kommer en historie ud om, at nu er der uro i Villy Søvndals bagland, så ryger der nogle vælgere. Og hvor klogt er det?«

Så de holder vejret og håber i SF. På at succesboblen ikke brister. Men som Astrid Krag siger, så er de ydmyge i SF. De har lært af de radikales caffe latte-eventyr, og har ikke forventninger om, at de høje meningsmålinger vil kunne fastholdes i al evighed.

Men strategien ligger fast.

»Jeg har ikke hørt nogen tale om, at vi skal justere på kursen,« siger Thor Möger, og de unge er ikke til at skyde igennem, trods pressens megen tale om, at SF har »ramt muren« med Holbergskole-sagen og dårligere meningsmålinger.

Men historierne i pressen kan også påvirkes. Det har de lært i SF. Dagen efter, at Information via ganske få kilder har fået oplysninger om forsøget på at kuppe stemmer blandt lokalforeningerne, sender SFU-formand Pelle Dam en mail til avisen:

»Jeg har hørt rygter om, at I er ved at lave en historie om, at SFU vil kuppe SF's landsmøde. Det lyder godt nok langt ude...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Lars Hansen

Du bringer en masse relevant statistik ind i debatten. Tak for det.

Jeg forstår dog ikke helt, hvorfor du mener, at studerende og udenlandsk arbejdskraft ('green cards' formoder jeg) er relevante i denne sammenhæng.

@Mikael Petersen
Jeg er enig i at det ikke ville være omkostningsfrit hvis S og SF indgik i et regeringssamarbejde sammen med Dansk Folkeparti. Det ville nemlig være ensbetydende med at de to partier ville miste den sidste rest af troværdighed.

På den anden side er det tydeligt at ”det alternative flertal” i øjeblikket bliver anvendt som en usagt og underliggende trussel mod R og Ø, når S og SF helle tiden fremsætter forslag unde at have taget de to øvrige partier med på råd. Man skal ikke være i tvivl om at ”det alternative flertal” er en plan B, som de tidligere arbejderpartier ikke vil tøve med at bruge, hvis Enhedslisten og De Radikale bliver for besværlige.

Desuden kan der ikke herske tvivl om, at de mest fremmedfjendske medlemmer af S og SFs topledelse som eksempelvis Henrik Dam Christensen og Astrid Kragh allerhelst så et kommende regeringssamarbejde der på en eller anden måde inkluderer Dansk Folkeparti.

Når Astrid Kragh eksempelvis ævler om sine søde og sympatiske gymnasiekammerater fra Dansk Folkeparti, skal man ikke være i tvivl om at hun faktisk mener, hvad hun siger, og at hun er en forbenet, etnocentrisk værdikæmper.

Thorsten Lind

Spot on @Per Thomsen........

Al mulig grund til at stemme på de Radikale eller Enhedslisten til næste valg.
Alt andet, er at gamble med Danmarks fremtid!!!!

@Michael Petersen

Det er da meget relevant også at inddrage udenlandske studerende og arbejdstagere i en debat om udlændingepolitik, da de jo er lige så meget udlændinge som flygtninge og familiesammenførte.

Den gennemsnitlige varighed af de forskellige gruppers ophold i Danmark er dog ikke ens, så derfor kan man ikke umiddelbart bruge tallene til at sige noget om, hvor stor en rolle, hver enkelt ordning spiller for den samlede netto-indvandring til Danmark.

Men derfor er tallene da absolut relevante. Man burde bare også have tal for, hvor mange fra hver enkelt gruppe, som udvandrer igen, og hvor mange, som skifter opholdsgrundlag og derfor tæller med to gange.

Henning skrev:

"Den der 24 års regel er jo langt hen symbolpolitik fra den borgerlige regerings side den virker kun i begrænset omfang."

Netop fordi der i hovedsagen er tale om symbolpolitik, så burde reglen jo afskaffes. Man skal da ikke give sin tilslutning til noget, som kun er symbolpolitik.

Men realistisk set har S og SF malet sig så meget op i et hjørne på dette område, at det er for sent at ændre kurs på denne side af et valg. Og det har selv de Radikale vel også erkendt, for de snakker heller ikke om 24-års regel mere.

Det er også en stor misforståelse efter min mening, at 24-års reglen nødvendigvis er den mest problematiske eller urimelige af de ting, som VKO har indført. Og derfor er det faktisk lidt åndsvagt, at man bliver ved med at hæfte sig så meget ved netop den regel fra dele af oppositionens side.

Personligt mener jeg, at bankgarantien er mindst lige så problematisk og urimelig, da det altså ikke kan være meningen, at det skal være folks formue eller bankernes likviditetsmæssige situation, der bestemmer, om en dansker må bo i Danmark med sin familie.

Jeg har f.eks. en ven, som er ingeniørstuderende, og som har fået barn med en au-pair pige. De bliver nu nødt til at flytte til Sverige i mindst 3 måneder for at kunne leve sammen som familie.

Ikke p.g.a. 24-års reglen, men fordi han som studerende naturligvis ikke kan låne 62.231 kroner i banken til en garanti. Og desuden bor han i en lejlighed, som er fremlejet, og som derfor, uanset at den udgør en passende bolig for 2 voksne og et lille barn, ikke lever op til de danske myndigheders krav.

Efter 3 måneder i Sverige kan de så vende tilbage til Danmark efter EU-rettens regler under andre krav end, at han tjener nok til at forsørge sin familie. Hvad han gør, da han har 2 jobs ved siden af studiet.

Den positive side af historien er, at han allerede glæder sig til at række den borgerlige regering en udstrakt langemand, når hans kone søger ophold i Danmark efter EU-rettens regler, og de ikke kan gøre en fis ved dette, uanset hvor meget de end hopper og springer rundt på tungen og stiller krav om indvandringsprøver og fandens oldemor og hendes pumpestok.

Skulle vi have nået at få en ny regering til den tid, vil det være ham en lige så udsøgt fornøjelse at række en lige så udstrakt langemand til S og SF med beskeden "tusind tak for ingenting".

Henning Ristinge

Jeg er af ret indlysende grunde fuldkommen enig med dig hvad angår 24 års reglen, men jeg jeg kan også udmærket godt forstå at man ikke vil føre sig frem på at ændre den, der er ganske enkelt ikke stemme at hente på det der er tværtimod mange stemme er at tabe og vinder man valget kan man jo så altid sige at man undersøgte sagen og fandt reglen skadelig og virkningsløs hvad angår dens egentlige hensigt.

Men hvorfor skulle man dog skyde sig seklv i foden inden et valg? Som du siger så har selv de Radfikale læst skriften på væggen. Men gu er det da dybt beklageligt, men det er situationengenerelt hjemme som jeg ser det - overordentlig beklagelig - ,en uanset hvordan man vender og drejer det så har intet demokratisk flertal råd til bare at give fanden i folkelige strømninger, men man bør selvsagt bearbejder dem og gøre et ærligt forsøg på også at lede og ikke bare som Pauls siger - lade sig lede - jeg er ganske enig

@Henning

Ja et udvalg er jo en oplagt løsning her, og når det så er færdig med sit arbejde, så kan man f.eks. ændre 24-års reglen til en 21-års regel, som EU mange gange har opfordret DK til, og finde på nogle nye tiltag imod tvangsægteskaber, så man kan vise, at man skam tager dette problem alvorligt.

Rent faktisk mener jeg, at man er meget ung til at flytte permanent til et andet land, når man er 18-20 år, og jeg kan heller ikke se skaden ved, at den herboende i det mindste er færdig med sin ungdomsuddannelse, før han eller hun skal til at tage ansvar for en udenlandsk ægtefælles forsørgelse og integration i Danmark.

Næsten alle de situationer, jeg er stødt på, hvor jeg kan se, at 24-års reglen har skadelige og urimelige effekter, handler om 21-23 årige.

Og modstanden mod tilknytningkravet fra dele af oppositionen forstår jeg slet ikke. Det er faktisk det mest rimelige og saglige af alle de krav, der er, og som det p.t. er udformet, så kan de fleste med et minimum af indsats leve op til det.

For mange drejer det sig bare om, at deres ægtefælle skal til Danmark på visum én gang. Og ærlig talt er det vel ikke helt urimeligt, at man lige har set det land, hvor man ønsker at bosætte sig, før man søger om en opholdstilladelse.

Er man ikke født eller opvokset i Danmark, så skal man have opnået permanent opholdstilladelse, og man skal have lært at tale dansk og have gennemført en dansk uddannelse eller opnået en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked. Og det er vel ikke specielt urimelige krav at stille til mennesker, som trods alt også har tilknytning til et andet land end Danmark, og som derfor også kunne vælge at bo i dette land med deres ægtefælle, hvis denne ikke er dansker.

Men der hersker tilsyneladende nogle meget overdrevne forestillinger om både 24-års reglen og tilknytningskravets rækkevidde og betydning, både blandt deres tilhængere og modstandere.

Måske hænger det sammen med, at begge dele opfattes som "antimuslimske" regler, hvad de vel også er. Og så vælger man at fokusere på, at man er imod racisme, i stedet for at fokusere på, hvad reglerne reelt indebærer, eller hvorfor de er populære hos vælgerne.

Jeg er faktisk meget enig med dig i, at centrum-venstre selv har en stor del af skylden for, at den yderste højrefløj har fået så meget vind i sejlene, fordi man har forsømt at udforme en realistisk integrationspolitik og en realistisk asylpolitik.

Den danske debat har i mange år været et polariseret slagsmål mellem antimuslimer og antiracister, og dette er en vigtig del af årsagen til, at højrefløjen har siddet så tungt på magten.

For et flertal af vælgerne er nu engang mere bekymrede for muslimsk indvandring til Danmark end de er for racisme. Hvilket vel ikke burde komme så meget bag på antiracisterne, som det gør, når man ser på, hvor mange steder i Verden muslimer render rundt og springer sig selv og andre i luften i Allahs navn.

Forandringer kræver derfor, at antimuslimerne får kvalificeret modspil fra andre end antiracister, og det venter vi så stadig på.

Henning Ristinge

tja - Lars - egentlig ville det vel være rart om der også kom et kvalificeret modspil fra folk der mener sig selv - antiracister.

@Henning

Ja det har du ret i. Det ville være fint, hvis antiracisterne kunne komme lidt videre end til bare at tage afstand fra Dansk Folkeparti og f.eks. anvise nogle realistiske løsninger på, hvad man gør ved ghettodannelser, bandeproblemer og dannelsen af en ny underklasse bestående af etniske minoriteter.

Og det ville også være rart, hvis antiracister forholdt sig til, hvad det koster at modtage flygtninge i Danmark, kom med et bud på, hvor mange og hvilken slags flygtninge, vi skal modtage, og ikke mindst hvordan det skal finansieres. Altså hvilke skatter er det, der skal sættes i vejret for at modtage x antal flere flygtninge, eller hvilke offentlige ydelser er det, der skal skæres ned og fjernes?

Altså udover de skattestigninger og besparelser, som skal til for bare at fjerne det nuværende store underskud på statsfinanserne.

Eller skal vi alternativt sætte den danske mindsteløn betydeligt ned, så det bliver lettere for flygtninge at finde sig et ustøttet job i Danmark, og hvilke konsekvenser vil dette i givet fald få for den økonomiske ulighed og fattigdom i DK?

Dette er altsammen emner, som tilhængerne af en mere human flygtningepolitik end den nuværende bliver nødt til at forholde sig til, hvis de skal kunne præsentere befolkningen for et troværdigt alternativ til VKO´s politik på området.

Lars Hansen, man kunne også bare aflægge de racistiske briller og indse, at udenlandsk arbejdskraft ikke står tilbage for dansk og derfor skal have løn derefter.

Sider