Brevkassen: Jeg forstår mig ikke på kunst

Den fortvivlede, København

Jeg tillader mig at spørge anonymt, for det er en ret stor skam for mig, men jeg kan sige, at jeg er nyuddannet humanist og i slutningen af 20’erne. Jeg forstår nemlig ikke moderne kunst, og de steder jeg normalt kommer, ville det være mindre pinligt at sige, jeg var impotent.

Det er særligt den ’finere’ kunst, jeg har besvær med: lyrik, dans og moderne billedkunst, installationer og i særdeleshed videokunst. Jeg forsøgte i en periode på et par år at læse mindst et digt om dagen fra nulevende danske digtere, men jeg begreb det simpelthen ikke. Niels Frank, Simon Grotian, Palle ­Sigs­gaard – alle mulige feterede digtere, men jeg forstod aldrig, hvad jeg skulle med det, og kom aldrig nærmere en oplevelse eller indlevelse, eller hvad der nu var meningen med det.

Det samme gælder størstedelen af den kunst, jeg af og til stifter bekendtskab med på de moderne museer, og nu hvor det her er anonymt, kan jeg godt indrømme at jeg målrettet går efter nøgne kvinder, når jeg er på den slags udstillinger – dem er der en del af i moderne fotokunst. Jeg er til helt hurtige fiks og det slagkraftige, som der er i de letteste europæiske film eller de mest spektakulære udstillinger på Louisiana.

Det er ikke sådan, at jeg ikke kan lide kunst; jeg ville virkelig gerne være bedre til at se lyset, men jeg kan konstatere, at jeg har en ret plat smag og mere og mere begynder at ligne min jyske far, som ofte spørger, hvad vi skal med alt den kunst. Hvorfor skal vi betale til det, spørger han, og jeg svarer, han er en idiot, der ingenting fatter, men nu er jeg i tvivl. Hvem er en idiot? Hvad synes I, hvordan kommer jeg til at se lyset, hvordan får man en god smag, og hvad skal jeg svare min far?

Svar I:

Som kultiveret jyde vil jeg hævde, at det er noget vrøvl, at man bare kan gå ud og ’føle’ kunst. Folk, der bare nyder synet af et TAL R-maleri eller en halv kalv i formaldehyd fra Damien Hirst, har oftest en solid kulturel bagage at ’føle’ med. »Social reproduktion« ville sociologen Bourdieu kalde det.

Din bagage, kan bringe dig lige hjem i armene på farmand. Eller med din fortvivlelse i armene på noget helt nyt.

Vil man ’se lyset’, må man vide, at ’stuhr’ kunst ikke er lig god smag. Man må ned på bunden af sig selv for at vurdere. Er Hirsts langsomt rådnende kalve en god måde at svare hans mekanikerfar, forholde sig til døden og sætte en ny standard for Vanitas? Er han bare enormt smart til at malke guldkalven?

Når du alligevel er nødt til at følge dine ’kulturelle’ venner, så søg lidt på kunstnerne forinden, lær noget, se selv efter, og vid, at visse dejlige damer, der kan ende helt nøgne, kan scores på at stille spørgsmål bare lidt dybere. Du er så i din fulde ret til i sidste ende at forblive plat. At få sin egen potens, at blive lidt større, koster noget, og når det kommer til stykket, kan man ikke snyde. Det er ikke fordi man er født idiot, man behøver at dø sådan. Det ville da virkelig være en skam.

- Tine Byrckel

Svar II:

Tab nu ikke helt modet, nøgne kvinder er vel ikke det værste udgangspunkt, heller ikke for et godt svar til din påholdne far. Ganske vist har Hirst endnu ikke skåret kvinder i skiver og lagt dem i lage, eller Tal R tværet dem ud på lærredet, så vidt jeg husker. Men du behøver vel heller ikke føle for det altsammen.

Du kan også tænke dig lidt om og læse på lektien, eller hvad andre forklarende refererer til. En god smag kræver mange års træning, men er til gengæld ikke meget værd. Det er derimod nysgerrighed og en uskrømtet reaktion på værkerne.

Det sidste føler jeg mig ikke helt sikker på er, hvad der driver dine drilagtige ve-råb. Der var engang, installationer var noget blikkenslageren tog sig af, det kan jeg snakke med om som arkitekt. Det ligger tungere med installationen som kunstform, men jo flere man ser, desto nemmere bliver det at hitte rundt i semantikken, eller rørføringerne for nu at gøre dig humanistisk rundtosset.

Yngre (og nogle ældre) kunstnere synes ikke, der er så stor forskel på en tegning og en video. Sådan er det. Og det er sket før, at man først forstår, hvad noget betyder, når der er gået 10-20 år. Heldigvis har du jo tiden for dig.

- Allan de Waal