Brevkassen: Kan man opdrage på sin voksne søn?

Moderne Tider
17. april 2010

Ellen Margrethe – Østjylland

Jeg har en voksen søn i starten af 20’erne. Vi har generelt rigtig gode relationer til hinanden, åbne linjer og gensidig tillid. Men der er en ting i hans liv, som oprigtigt talt undrer mig. Han er ved at tage en uddannelse i jura ved Århus Universitet. Han har høje karakterer fra gymnasiet og klarer sig stadig fremragende. Men jeg forstår ganske simpelt ikke hans liv.

Han har været sammen med sin kæreste, siden han var 16 år. De lever som et ægtepar. De er flyttet sammen i en ejerlejlighed inde i Århus. De holder ikke avis, de læser tilsyneladende ikke andet end ’lektier’ til studiet. De går aldrig i teatret. De virker komplet ligegyldige over for det samfund, de lever i.

De tager hvert år i uge otte med min mand og jeg på skitur, de rejser meget, de holder af dykkerferie, men det kunne ikke falde dem ind for eksempel at besøge et museum i udlandet. Kultur og politik interesserer dem åbenbart dårligt.

Mit spørgsmål er: Er det et generationsfænomen, at jeg undrer mig over deres livsvalg? Er det helt naturligt i den alder at leve sådan?

Svar I:

Der vil i en hvilken som helst generation være mennesker som din søn og hans kæreste. Hvis du tænker tilbage, er der sikkert også nogle af dine gamle gymnasievenner, der i dag lever et fint og roligt liv uden de helt store åndelige udfordringer. De er godt tilfredse, formentlig. Men det betyder ikke, at du skal blande dig uden om. Det ville jo nærmest være tarveligt, når nu du ved, hvordan din søns liv kan blive mere interessant.

Det er aldrig for sent at opdrage sine børn – man skal bare være pokkers forsigtig, når man gør det, efter de er blevet voksne. Så har de nemlig en tendens til ikke at bryde sig om det. Men hvis du er lidt diskret, kan du måske stadig nå at få lusket glæden ved de ting, du selv værdsætter, ind hos din søn.

Hvorfor inviterer I eksempelvis på skiferie i uge otte? Jeg har aldrig fattet skiferie, og kunne ikke drømme om at spilde en ferieuge på noget så monotont som at køre ned ad den samme bakke dag efter dag. Og hvis turen går til Val Thorens, så tror da pokker, at de ikke gider gå på museum.

Hvis I nu inviterede dem på en rejse til New York eller Berlin i stedet, tror du så, de ville sige nej? Selvfølgelig ikke. Og så har I lige skaffet nogle teaterbilletter. De er lidt afvisende, men går naturligvis med. Måske bliver de glade for det. Og så til jul – når de ligesom er ved at være varme, giver du dem et års-abonnement på Information. Smart.

Kristian Villesen

Svar II:

Ligegyldighed kan føre til apati, heroinmisbrug og selvmord. Det lider din søn ikke af, og han lader til at være almindelig. Han holder hverken avis eller går i teatret, men det gør de færreste jo. Du mener ikke, han interesserer sig for politik og samfundet i det hele taget, men interesse for jura er da uhyre politisk, og han værdsætter også parforholdet, ejendomsretten og jeres familie.

Du søger svar på, hvorvidt din søn lever det gode og meningsfulde liv, men tager udgangspunkt i at et sådant liv skal leves, ligesom du lever dit. Det er en fejlantagelse, der måske kun kan retfærdiggøres ved, at du er hans mor, og ser hans liv som en del af dit eget.

Smag lidt på ordet livsvalg, som du selv har valgt at bruge. Det understreger, at der er tale om valg, og hvor der er valg, er der undren, som netop gør os i stand til at vælge til og fra. Undren er næppe et generationsfænomen. Hvis du vil bevare dit gode forhold til din søn, skal du være opmærksom på, om din undren bliver til unødig bekymring - især i uge otte.

Marchen Neel Gjertsen

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her