Læsetid: 2 min.

Drengevold i Paradishaven

Morten Ramslands nøgterne fortælling om en drengeverden af vold og krop er et kontrapunkt til hans fabulerende succesroman Hundehoved
Moderne Tider
23. april 2010

Morten Ramslands Sumobrødre handler om en flok drenge i Paradishaven, et forstadskvarter ved en mose et sted i Danmark, hvor vi følger dem i zonen mellem barndom og pubertet. Paradishaven bliver et noget ironisk stednavn for dette barndomsunivers, der skildres som alt andet end et uskyldens paradis. Det er en verden af tæv, fækalier, urin, blod, bræk, sperm, dyreplageri og pornoblade.

Vi hører om drengenes voldelige og latrinære aktiviteter: Menneskelorte kastes ind i baghaver, kaninunger dybfryses, en netop kønsmoden drengepenis stikkes ind i et savlende hundegab, forældrenes halvfyldte vinkartoner spædes med tis, og først og sidst er der konstant tæv i luften. Tæv som en slags sport, en drengeleg med sin egen lystfyldte energi, som vi først får beskrevet, da jeg-fortælleren Lars mod slutningen mærker den svinde i sig:

»Mit hjerte bankede ikke længere ved tanken om at uddele lussinger, mit blod susede ikke på samme vilde måde ved tanken om Barnebarnet, der om lidt ville blive fanget og bryde ud i gråd; jeg kunne ikke mærke det boble i min mave«.

Ord og syner

Romanen forskønner på ingen måde dette rå og meget kropslige drengeunivers, men i kraft af sin nøgterne fortællestil svælger den heller ikke i det ækle. Jeg-fortælleren udtrykker sig ligefremt i enkle, korte hovedsætninger: »Skrubtudsen forsøgte at kravle ned fra ketsjeren. Der kom blod ud af munden på den, og det ene bagben strittede mærkeligt. Det var ikke sjovt længere, men det var Franks tur til at slå«.

Derudover består romanen i lange passager af mundret dialog, i samme kortfattede og kollokviale stil.

Lars afviger dog fra mundretheden, når han, til sin lærerindes fortvivlelse, giver efter for sin trang til at bruge ord, der ikke findes (»Man kunne ikke blive tolak i hovedet. Det lød ellers så rigtigt, det smuttede på tungen«.) For så vidt som Ramslands roman har selvbiografiske træk, er det nok her, man skal ane forfatteren in spe. Ligesom forfatterskabet kan siges at gives en urscene, da Lars eksperimenterer med at lukke sig ned i en kammerats dybfryser og her får syner på en måde, der nok kunne varsle Ramslands succesroman Hundehoved, hvis magiske realisme i øvrigt er meget langt fra den nøgterne fortællestil i Sumobrødre.

Og han har det med at få syn, fantasibilleder i sit hoved.

Usentimentalt

Lars bor med sine forældre og sin lillebror Overbiddet, og omgangstonen i familien adskiller sig ikke meget fra den i drengeflokken: man taler ikke pænt til hinanden, og man taler slet ikke pænt om morfar og farmor eller om farfar, der indimellem kommer kørende i sin bil, kun for at blive modtaget af drengestreger og sin søns forbandelser. Det gælder om at falde i søvn, inden »bollelydene« begynder fra forældrenes soveværelse, og det gælder om at æde sig en kvalme til i mayonnaise og smør og andre fede sager, så far bliver nødt til at nøjes med havregryn og måske vil smide nogle af sine 130 kilo. Desuden er familielivet fuldt af gåder om forældrenes seksuelle forhold, til hinanden og til andre.

Det kunne lyde som en skidt knægts psykobiografi, men den neutrale og ligefremme fortællestil gør romanen til en levende og overbevisende skildring af et usentimentalt drengeunivers, hvor vold ikke er udtryk for ondskab og sadisme, men en omgangsform, man vokser fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her