Læsetid: 7 min.

Han er faktisk i familie med dronning Elizabeth

Han er alt det, den moderne, hårdtarbejdende brite burde hade, men trods sin privilegerede overklassebaggrund har den konservative leder, David Cameron, formået at male et moderne billede af sig selv som en mand af folket
Facade. Ifølge meningsmålingseksperterne har vælgerne købt ideen om David Cameron som varm og omsorgsfuld - som en mand af folket. Problemet er, at de ikke er helt så overbevist om, at resten af partiet har de samme kvaliteter.

Facade. Ifølge meningsmålingseksperterne har vælgerne købt ideen om David Cameron som varm og omsorgsfuld - som en mand af folket. Problemet er, at de ikke er helt så overbevist om, at resten af partiet har de samme kvaliteter.

Andrew Parsons

17. april 2010

Han ikke kun ligner et produkt af fortidens britiske aristokrati med sit velstrøgne udseende og højfornemme accent. David Cameron er indbegrebet af den traditionelle britiske overklasse, der blev født til at herske. Han er en fjern slægtning af dronningen, søn af en velhavende børsmægler og - på morens side - barne- og oldebarn af generationer af konservative parlamentsmedlemmer. Lige som dem fik han den klassiske eliteuddannelse på kostskolen Eton - der indtil videre har udklækket britiske 18 premierministre - efterfulgt af videregående studier på Oxford Universitet. Hans bekendtskaber fra rigmands- drikkeklubben Bullingdon sidder nu i hans skyggekabinet, som borgmester for London eller i andre ledende stillinger i ind- og udland. I dag er Bullingdon skiftet ud med den eksklusive Mayfair-klub White's - hvor typer som prins Charles og hans sønner kommer - og derudover kendes hans omgangskreds primært som Notting Hill-kliken med henvisning til inderkredsen af det Nye Konservative Parti, der alle bor i den eksklusive London-bydel. Det er - ufrivilligt - sigende, når hans venner beskriver hustruen Samantha som den, der sørger for en mere pluralistisk omgangskreds og et jordnært fodfæste. Især når det tages med i betragtningen, at Sam Cam, som hun populært kaldes, er datter af en baron og til hverdag arbejder som kreativ direktør i firmaet Smythson's, der sælger luksuskontorartikler til kendisser.

Klassisk, men alligevel ikke

Med andre ord: David Cameron - der stadigvæk er til landlige fritidsinteresser som skydning og ridning - er stereotypen på en britisk konservativ premierminister - for to-tre generationer siden. Men som valgdagen nærmer sig, ser det ikke desto mindre stadig mere sandsynligt ud, at briterne er parate til at lægge låg på klassekampen og i stedet har besluttet, at Cameron trods sin privilegerede opvækst opfylder det mere moderne krav til en britisk premierminister - nemlig at han er en mand af folket. Måske er David Camerons opmuntrende meningsmålinger vidnesbyrd om, at briterne slet ikke er så optagede af klasse længere.

»Folk siger, at de er ligeglade med politikernes opvækst. Labour tror, det virker bedre, end det gør, så de kan slet ikke lade være med at spille på det,« siger Tony Travers, valgekspert fra London School of Economics (LSE), til Information.

Men det kan lige så vel være, at Camerons gennemslagskraft hænger sammen med, at han - trods den på papiret klassiske 'konservativ premierminister'-opvækst - faktisk skiller sig ud fra sine partikammerater på en række områder. På Eton gjorde han sig primært bemærket ved at forstuve sin fod, da han - ifølge skolebladet - dansede til sækkepiber på en studietur til Rom, samt for en episode, hvor han var tæt på at blive smidt ud efter at have røget hash. I stedet slap han med at skulle kopiere 500 linjer latinsk tekst.

Hans medstuderende fra Oxford husker ham ikke som særlig politisk i studietiden, og han var hverken medlem af det ærkekonservative Oxford University Conservative Association eller Oxford Unionen, hvor unge håbefulde politikere - som den tidligere konservative partiformand William Hague og den jævnaldrende konservative London-borgmester Boris Johnson - fik deres grundlæggende debattræning og gjorde deres første erfaringer i at sælge sig selv og føre valgkamp. Ifølge hans ven, Steve Rathbone, droppede han studenterpolitikken til fordel for »at have det sjovt«, og rockmusik var dengang en større passion.

Efter universitetsårene, hvor han sluttede med topkarakterer, røg han nærmest ved en 'fejl' ind i politik, fortæller en konservativ insider til The Sunday Times. I 1988 - i slutningen af Margaret Thatchers regeringstid - startede han i research-afdelingen i partiets centrale kontor og steg hurtigt i graderne. Snart var han leder af partiets politiske afdeling og var med til at forberede briefinger for ministre samt premierministeren forud for den ugentlige spørgetid i parlamentet. Men det var især ved valget i 1992, hvor han var med til at sikre John Major en overraskende sejr, at den dengang 25-årige Cameron gjorde sig bemærket. Kolleger beskrev ham dengang som en »imponerende, fanatisk bridgespiller«, der kunne være »temmelig opblæst, men han anses for en fremtidens mand«.

Under '92-kampagnen stod Cameron op klokken fem hver morgen for at sætte sig ind i dagens historier, så han kunne briefe Major. Han beskrives som særlig dygtig til at gennemskue, hvilke historier der skulle plantes i hvilke aviser.

»Han var en ekstraordinært dygtig og begavet ung mand,« siger John Major til The Observer.

»Jeg kendte ham ikke særlig godt, men jeg var imponeret over hans kølighed og evne til at tænke klart under pres.«

Da Cameron forlod politik i 1994 for en lederpost i Carlton Communications, var det en bevidst beslutning for at opbygge personlige erfaringer i den private sektor med henblik på en senere politisk karriere. Firmaets chef, Michael Green, har beskrevet Cameron som »bestyrelsesmateriale« og forsøgte forgæves at overtale ham til en fremtid i virksomheden. Journalister, hvis veje krydsedes pr-manden, David Cameron, var dog mindre imponerede:

»Cameron gav aldrig et direkte svar, hvis det var et muligt alternativ at skjule noget, hvilket sikkert gør ham perfekt til den rolle, han nu søger: Den næste Tony Blair,« skriver BBC's tidligere business-redaktør Jeff Randall i The Telegraph.

The Suns tidligere business editor, Ian King, beskrev pr-Cameron som et »giftigt, glat individ«.

Camerons eneste nævneværdige karrieremæssige skuffelse var, da han i 1997 stillede op i valgkredsen Stafford og tabte - dvs. det år, den unge Labour-formand Tony Blair kom til magten ved en jordskredssejr. Vinder Cameron den 6. maj, vil han imidlertid tage revanche, for han vil i så fald slå Blair med seks måneder og blive landets yngste premierminister i moderne tid.

At det konservative parti havde set dette potentiale i den unge mand, blev klart i 2001, da han blev tildelt den sikre valgkreds Witney i Oxfordshire. Cameron blev valgt, og siden er det gået stærkt.

Den daværende konservative leder, Michael Howard, opdagede Camerons skarphed og inddrog ham i 2003 i sit skyggekabinet og gjorde ham i 2005 til uddannelsestalsmand. Samme år - efter partiets tredje valgnederlag i træk til Labour - gik Howard af, og den kun 39-årige Cameron vandt mod alle odds kampen om magten i partiet over mellemgenerationens mand, David Davis. Efter yderligere fem år har han formået af transformere - eller som han selv udtrykker det: »afgifte« - partiet, så det igen er valgbart.

Familiemanden

Politisk set har han - som Tony Blair og New Labour-projektet - valgt Den Tredje Vej og har trukket partiet mod midten. Det, som nogen kalder for cameronism, fokuserer på at reparere broken Britain - eller 'det knækkede Storbritannien'. Han insisterer på, at hans opvækst ikke gør ham ude af stand til at identificere sig med andre folks problemer: »Jeg har ikke dette faste synspunkt i livet, at man kun kan bekymre sig om noget, hvis man selv direkte har oplevet det,« som han siger.

Cameron har formået at finde en balance mellem at være pro-ægteskab - et signal, der falder i god jord hos den traditionelle del af partiet - men samtidig pro-civilt partnerskab, som appellerer til partiets venstrefløj. Han er højtråbende grøn, men taler samtidig imod øget regulering; han er lidenskabelig omkring øget ansvarlighed, hvilket både signalerer, at han ønsker mindre centralstyring, men også betyder, at han vil kæmpe for de mindrebemidlede. Han er med sine egne ord en »medfølende konservativ«.

Når det er lykkedes Cameron at personificere det medfølende, bunder det især i Cameron-familiens personlige tragedie. I 2002 blev David og Samantha Cameron forældre til den svært handicappede Ivan, der havde brug for hjælp 24-timer i døgnet. David Cameron har gennem de seks år, Ivan nåede at leve før sin død sidste år, fået et bedre kendskab til landets Nationale Sundhedsvæsen (NHS), end de fleste ville ønske at få, og han har lovet, at NHS vil være fredet mod nedskæringer, hvis han bliver betroet opgaven at afvikle landets enorme gæld.

»Det har stor indflydelse på dig, hvis du har et handicappet barn, og du tilbringer en masse tid på hospitaler med socialarbejdere og aflastningspersonale. Det bringer dig tæt på en masse mennesker, som du møder i politik, men du møder dem på en anden måde,« siger David Cameron.

Cameron-familiens personlige historie har gjort ham mere menneskelig i manges øjne, men billedet af »en ganske almindelige hårdtarbejdende familie« er - ifølge kritikere - også delvist iscenesat. Cameron og hans lige så aristokratiske finansordfører George Osborne har begge kastet sig over cyklen som led i det moderne konservative partis grønne profil, og Cameron var den første politiker til at invitere pressen indenfor i hjemmet, hvor han lod sig interviewe, mens han hjalp med børnepasning (parret har nu to børn og venter en tredje) og madlavning, og mens han sludrede om sine og hustruens ganske almindelige hverdagsproblemer med børnepasning, når begge forældre arbejder.

Cameron har med 'afgiftningen' af partiet og iscenesættelsen af sig selv gjort det så godt, at både venner, partikolleger og politiske iagttagere er ude af stand til helt at placere ham.

»Han er af natur, mener jeg, langt mere konservativ, end han giver sig ud for, eller som han er tvunget til at være af politisk nødvendighed,« siger Oxford-ven og parlamentsmedlem, Ed Vaizey, til Vanity Fair.

»I USA vil han kunne være en moderat demokrat,« siger partiets rådgiver, Ian Osborne, til samme blad.

Ifølge en Guardian-redaktør ligger sandheden om Cameron imidlertid i »Bullingdon Klubben - alle hemmeligheder om, hvem han er, ligger der«.

Forfatteren til biografien Cameron: The Rise of the New Conservative, Francis Elliott, beskriver den konservative formands personlighed som 'glasagtig': »Glat, kold, så fejlfri og poleret, at du glemmer, det er en barriere - indtil du forsøger at krydse den.«

Ifølge meningsmålingseksperterne har vælgerne imidlertid købt ideen om David Cameron som varm og omsorgsfuld - som en mand af folket. Problemet er, at de ikke er helt så overbevist om, at resten af partiet har de samme kvaliteter. Om kun tre uger vil David Cameron vide, om briterne kan se gennem fingre med hans og partiets 'belastede' fortid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu