Baggrund
Læsetid: 6 min.

»Folk ved jo slet ikke, hvad det er for et system, der bliver sat i gang«

Overalt i den offentlige sektor findes klageinstanser, der hyldes som individets skjold mod uretfærdigheder fra både staten, markedet og vores medmennesker. Men klagestrukturerne er både omstændelige og omkostningsfulde og kan ende med frustrationer for både borger og system. For ikke alt kan reguleres med jura
Overalt i den offentlige sektor findes klageinstanser, der hyldes som individets skjold mod uretfærdigheder fra både staten, markedet og vores medmennesker.  Men klagestrukturerne er både omstændelige og omkostningsfulde og kan ende med frustrationer for både borger og system. For ikke alt kan reguleres med jura
Moderne Tider
17. april 2010

»Her sidder hele afdelingen,« siger afdelingsleder Lone Fournais og peger rundt i lokalet. Seks snorlige rækker med borde står linet op i det åbne kontorlandskab, hvor 10 medarbejdere i Skattecenteret Holbæk sidder og kigger koncentreret ind i computerskærmene. På et bord står en kop kaffe, en vanddunk, og to bananer ligger imellem små bunker af papirer. Medarbejderne arbejder stort set i tavshed og tastaturets klapren afbrydes kun af et sjældent spørgsmål til sidemanden, eller når papir rives over og smides i papirkurven. Der er en stuebirk i hjørnet og orden i de sagsbunker, der ligger sirligt stablet rundt omkring i lokalet.

Afdelingen er en del af en særligt rekrutteret enhed på 56 medarbejdere, der ikke laver andet end at behandle et helt ekstraordinært stort antal klager over den offentlige ejendomsvurdering for 2007. Vurderingen er fastsat, mens boligboblen var på sit absolutte bristepunkt i efteråret 2007, og boliger stadig blev solgt til ekstremt høje priser.

Men da vurderingsbrevene først landede i borgernes postkasser i foråret 2008, efter boligboblen for længst var bristet, kunne mange ikke forstå, at vurderingen var så høj.

»Mange lagde ikke mærke til, at vurderingen er foretaget i oktober 2007, hvilket nok er én af årsagerne til, at de klagede,« forklarer Lone Fournaise.

»Vi har ellers skrevet det til dem, og det står også på nettet. Men folk forstår det åbenbart ikke helt. Det er ellers en virkelig god hjemmeside,« siger hun.

Skat modtager, i månederne efter ejendomsvurderingerne er sendt ud, 40.000 klager. I halvdelen af tilfældene fører klagen til et 'forlig' mellem borger og Skat, men 20.000 klager ryger videre til Vurderingsankenævnene. En 10-dobling i antallet af klager og en fuldstændig uoverskuelig situation for ankechef i Skat, Bent Madsen. Han måtte tidligt erkende, at opgaven ikke kunne løses med de ressourcer, han selv havde til rådighed:

»Jeg fik lov til at låne 56 medarbejdere andre steder i Skat i to år udelukkende til at sekretariatsbehandle de klager. Vi slog stillingerne op internt, og det lykkedes os at besætte dem alle sammen,« forklarer han.

Når Skat laver interne omstruktureringer, har det ofte vist sig vanskeligt at besætte stillingerne frivilligt, men det to-årige job i ejendomsvurderingen var rigtigt populært:

»Med det job vidste man præcis, hvad man skulle lave de næste to år. Man fik en præcis opgave og noget viden om, hvordan man skulle løse den. Samtidigt blev man samlet i afdelinger, hvor man kunne få et fornuftigt samarbejde op at køre,« siger han.

Helt meningsløst

Det specielle ved klagerne over ejendomsvurderingerne er, at de ifølge Skat i 19 ud af 20 tilfælde er helt uden skattemæssig betydning for både borger og system. Skattestoppet har fastfrosset ejendomsværdiskatten ved 2002-værdien, så ligegyldigt hvad din bolig nu bliver vurderet til, skal du stadig betale skat af et tidligere vurderet beløb.

»For langt de fleste har den offentlige ejendomsvurdering ingen skattemæssig betydning. Undtaget er dem, der skal købe og sælge i perioden; de risikerer at skulle betale en højere tinglysningsafgift, men det er kun relevant for ganske få af dem, der klager,« siger Bent Madsen.

At langt størstedelen af klagerne er helt uden betydning, er underordnet for Lisbeth A. Jensen og Jette Jensen. Begge søgte de jobbet frivilligt ved det interne opslag og ser ikke opgaven som 'meningsløs'. De er cirka halvvejs i deres sagsbunker, og tilbage er næsten udelukkende de klager, der vurderes til ikke at have nogen økonomisk betydning for klageren:

»Det er et spørgsmål om retssikerhed, for når folk sender en klage, skal de selvfølgelig have den behandlet. Man kan sammenligne det med at gøre rent. Det skal bare gøres, selv om det er surt. På den måde tænker man det bare som en opgave, der skal løses,« siger Jette Jensen.

»Det kan godt være, at vi tænker mere over det næste år, når vi er ved at være færdige med den her bunke klager, og det måske føles lidt omsonst. Men man kan da håbe, at der er nogen, der inden da vil garantere, at denne vurdering aldrig vil blive brugt som nyt udgangspunkt for et skattestop. For det kunne da være mere festligt, hvis man skulle klagebehandle noget, der var mere aktuelt,« siger Lisbeth A. Jensen.

Selv om klagebehandlerne kontakter borgerne og forklarer, at vurderingen er helt uden betydning for dem, insisterer mange stadig på at opretholde klagen:

»De siger, at politikere ved man aldrig, hvor man har. At de måske vil bruge vurderingen til at regne fremtidige skatter ud fra. Og det kan vi jo ikke garantere med 100 procent sikkerhed, selv om det er meget usandsynligt,« siger Jette Jensen.

»Når vi forklarer dem, at der er skattestop, og at deres klage derfor er betydningsløs, så henviser de til, at de skal betale ejendomsværdiskat. Der er mange, der ikke har fanget, at den udregnes ud fra en helt anden værdi nu,« siger Jette Jensen og suppleres.

»Det overrasker virkelig folk, at selv om det ender med, at vurderingen bliver sat ned med en million kroner, så får de stadig ikke nogen penge i hånden. Så ringer de og spørger om, hvornår de får deres penge, men det er altså bare surt, fordi ejendomsværdien for 2007 ikke har nogen skattemæssig betydning,« siger Lisbeth A. Jensen.

Klagens grænse

Mens mange klagere over ejendomsvurderinger ærgrer sig, når de selv ikke efter at have vundet en årelang klageproces, får noget som helst ud af det, møder folk med naboproblemer andre frustrationer. For på trods af lejelov og klageinstanser er det en omstændig proces at klage over sin nabo:

»Vi søger først og fremmest at få det løst lokalt ved at mægle, men hvis det ikke virker, ender det hos boligselskabet,« forklarer Birthe Houlind, chefjurist i KAB, der administrerer 50.000 lejligheder i primært Storkøbenhavn.

Klageprocessen er omstændig, og hvis der er tale om så grove overtrædelser af reglerne for husordenen, at det ikke kan klares med en advarsel, så ryger sagen videre fra boligselskabet til Beboerklagenævnet eller direkte til Boligretten.

»Hvis du går hjemme, kan det fylde rigtig meget og føre til dyb frustration. Det bliver forstærket af, at sådan en sag tager uendeligt lang tid, og hvis sagen går videre, er der yderligere ventetid ved domstolene. Hvis det er sager, hvor folk skal smides ud, så kan det tage flere år, hvor folk føler, at det er helt omsonst at klage,« siger hun. I KAB er antallet af klager relativt stabilt, men hvad folk klager over, har ændret sig med tiden.

»Vi kan se, at folk har en lavere tolerancetærskel end tidligere,« siger Birthe Houlind.

»Der er folk, der klager over, at overboens børn leger på gulvet, men det er jo ret svært for beboeren helt at undgå, hvis de har børn i en bestemt alder. Vi kan skrive et brev til vedkommende om at tage lidt hensyn, men grundlæggende er det svært for os at gøre så meget i den slags sager,« siger hun og nævner passiv rygning, der kan lugtes gennem vægge og lofter som et andet eksempel, hvor juraen og klageinstansen må melde pas.

150 sager om året

Skat har for lidt over en måned siden sendt den nye ejendomsvurdering ud med posten, der i flere tilfælde viser store fald i den offentlige ejendomsvurdering:

»Nu hvor 2009-vurderingen er kommet, så har den gamle vurdering slet ingen betydning længere. Men vi behandler dem selvfølgelig alligevel af hensyn til borgernes retsbevidsthed,« siger Lone Fournaise.

På trods af de nye vurderinger arbejder Vurderingsanke Midt- og Sydsjælland stadig videre ud fra målet om, at hver medarbejder skal nå 150 sager om året. For klagebehandling af ejendomsvurderingen er tidskrævende, og hver enkelt klage skal igennem en proces, der tager flere måneder. Der skal tjekkes priser i området for klagen, og de bemærkninger, som klageren er kommet med, skal gennemgås, inden klagen sendes videre i systemet til Vurderingsankenævnene. De tager så en beslutning på et møde, hvorefter klagen returneres til den afsluttende behandling i afdelingen.

»Folk ved jo slet ikke, hvad det er for et system, der bliver sat i gang,« siger Jette Jensen.

I den første måned efter den nye vurdering blev sendt ud, har Skat modtaget otte gange færre klager end på samme tid for to år siden. Så foreløbigt lyder meldingen, at der ikke kommer en tilsvarende klageregn over 2009-vurderingen. Imens forsøger de at holde den gode stemning oppe i Skattecenteret i Holbæk.

»Vestsjællands Ankenævn :-)« står der på tavlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marie Sanne Caroline Malmros

Tak for en rigtig god artikel. Det er afgørende at bruge ressourcerne i klage og domstolssystem rigtigt. Det kan jeg, son næsten jurist kun tilslutte mig.

Det er fuldstændigt rigtigt at man prioriterer forkert nogen steder og at det er oplagt at tilføre flere ressourcer til f.eks naboklager samt at stamme og ændre loven på en række områder i boligretten.

Andet område som f.eks. sejler er skilsmisseret, arveret , socialret , skatteret og strafferet.

Problemet er, at de offentlige instanser ikke tænker på borgerens retssikkerhed mere, men derimod på egen økonomiske fordel (for institutionen). Det kan kun ændres ved en holdningsændring, hvor staten ophører med at se sig som modpart til borgeren.

Jeg har selv formuleret en anke over en absurd høj vurdering på baggrund af arveretten. Her spiller den offentlige vurdering en stor rolle. Og dermed også for arveafgiften. Det fik jeg ikke noget ud af, idet Skat fastholdt vurderingen.

Med ved samme lejlighed medsendte Skat afgørelsen en dokumentation for fastholdelsen, der faktisk selv viste, at det område som ejendommen lå i, ved overgangen Regionerne, var blevet slået sammen med langt mere attraktive områder i nærheden. Og det kunne kun opfattes som om, at Skat vurderede det nye sæt præmisser højere end den konkrete vurdering.

Så med andre ord: det halter stadigvæk med vurderingen af ankerne på ulige vilkår, som ankeindstansen bevidst ikke tager hensyn til...

Med venlig hilsen

Gert Hjembæk

Rart at Holbæk Kommune tager hensyn til noget!
Der er en del områder det halter slemt med!
Blandt andet børn der smides ud af skolerne, uden fyldestgørende begrundelse. Selvfølgelig tilbyder kommunen ikke ny skole.
Prestigefyldte projekterer omkr. stiforløb. Radiomaster inden for fredningszoner.
Nej der er ingen ankemuligheder!!
Og meget mere! Holbæk Kommune er en "VIRKSOMHED"

Der betales ikke længere arve-afgift i Danmark. der betales bo-afgift på 15% af den værdi, af det man arver. Og dette trækkes fra, inden man får sin arv udbetalt.

Den offentlige vurdering er fastsat i 2007, hvor priserne var i højeste gear; folk betaler det samme i ejendoms-skat som de gjorde i 2002, uanset vurderingen af deres ejendom. (og uanset om de omprioriterer). Og hvis man f.eks. har fået vurderingen sat ned med en million kr. så vil det typisk give et nedsat skattegrundlag på ca. 9.000 og ca. 3000 kr. i nedslag i skatten (skattefradrag på 33%).

For langt de fleste har det således ingen praktisk betydning, vurderingerne.

Karsten Aaen

Nænej, ikke når der er tale om jord- eller anden ejendom og dermed også en anstødssten for familie-eje forhold. Hvordan skulle en konkret ejendom ellers kunne arves uden betaling?

Med venlig hilsen

Martin Kaarup

God bemærkning fra Peter Hansen som genkender det underlødige samfundssyn af borgeren er en træls modstander.

Når befolkningen skal tilvaretages af deres egen forvaltning sker der udfra grundsatsen af borgeren snyder og er doven. Artiklen forsøger dog at holde den vrangforestilling fra døren med små bemærkninger hist og pist, men det er artiklens blotte tilstedeværelse som afslørter dens egentlige syfte. Peter Hansen har formuleret det fint i hans indlæg ovenover.

Befolkningen er modstanderen af det offentlige Danmark og den måde de belønner deres ansatte afslører formålet, såsom når vanrøgtede børn - med cigaretbrændemærke her der og allevegne fra deres sindsyge forældre - ikke tvangsfjerne, fordi den besparede pulje penge pengene allerede er opbrugt først i regnskabsperioden.

Den opfattelse af befolkningen som modstander af hele systemet er ikke kommet ud af ingenting. Den er fremformet i små etaper, i takt med at erhvervslivet gør større indhug på befolkningens offentlige midler. De skal i stigende takt kanaliseres over i det private erhvervsliv - over til de luddovne aktionærer.

Et tidssvarende modeksemplet som fremstiller et helt andet samfundbilledet, idet vi nu taler om virksomheder der ikke ved hvilket systemet de sætter gang i kunne være artiklen fra extremmediet, Dagbladet Politiken's artikel om virksomheder som har fået et skattesmæld.

Artiklen giver himmelvid plads til virksomhederne at bortforklare deres tyveri. Flere lægger ikke engang skjul på at de mener Skat tager fejl og at det er deres penge.

Det havde jo været et sælsyn om indeværende artikel havde anvendt lige så meget plads til borgernes synsvinkler som Politikens artikel.

Artiklerne fremviser hver deres særegne karakteregenskaber når emnet indbefatter borgere eller virksomheder. Når emnet falder på virksomhederne vil journalisternes leften ingen ende ta', mens det forholder sig omvendt når det drejer sig om befolkningen; her behøver jounalisten åbenbart ikke yderligere indsigt får vedkomne kender alt til befolkningens inderste væsen.

Iøvrigt, I lyset af Skat's eget udsagn (jvf. artiklen i Politiken) om at befolkningen i Danmark årligt frarøves 7 - 14 milliarder (1.000.000.000) kroner af disse storartede stolte evigt-gode virksomheder, så virker indeværende klagemål knappest lønsomt.

(http://politiken.dk/erhverv/article944722.ece)