Læsetid: 6 min.

Frihed skal også kunne nydes af de fattige

Afmagt i menneskers liv - ikke social ulighed i sig selv - er den største udfordring for at skabe større social retfærdighed. Staten kan ikke nøjes med at sikre, at de individuelle frihedsrettigheder eksisterer - den bør også tilse, at alle har mulighed for at nyde godt af dem i praksis
Frihed. Selv om de kronisk forarmede måtte lære at affinde sig med deres afsavnsprægede livs og muntert tage det på sig, vil den munterhed aldrig kunne fjerne deres reelle friheds-berøvelse. Den vil fortsat være en kilde til lidelse.

Frihed. Selv om de kronisk forarmede måtte lære at affinde sig med deres afsavnsprægede livs og muntert tage det på sig, vil den munterhed aldrig kunne fjerne deres reelle friheds-berøvelse. Den vil fortsat være en kilde til lidelse.

Noel Celis

10. april 2010

I vor tids politiske filosofis hovedstrøm står de dominerende teorier om retfærdighed i betydelig gæld til en tankegang, som i vidt omfang blev indledt i 1600-tallet af Thomas Hobbes. Denne tankegang er kendetegnet ved overvældende betoning af en hypotetisk 'social kontrakt', som indbyggerne i en suveræn stat på en eller anden måde formodes at have indgået med hinanden. Den således implicit forudsatte kontrakt tænkes at definere de 'nødvendige institutioner', som ethvert samfund behøver. 'Kontrakt-tilgangen' har sat et stærkt præg på den moderne politiske tænkning om retfærdighed, men dens begrænsede fokus kommer til at indsnævre analysen af retfærdighedsbegrebet urimeligt. Især fordi den bringer teorier om retfærdighed på afstand af de faktiske liv, som mennesker lever.

I modsætning til kontrakttraditionen anlagde en række andre af oplysningstidens tænkere (Adam Smith, Marquis de Condorcet, Mary Wollstonecraft, Karl Marx og John Stuart Mill, for eksempel) en række alternative udgangspunkter, der alle har som fællestræk, at de interesser sig mere for det faktiske sociale liv end for institutionel perfektion. Hvad der bestemmer det sociale liv, afhænger nemlig ikke kun af, hvilke institutioner der eksisterer, men også af andre påvirkninger, herunder navnlig af menneskers adfærd og den sociale interaktion. Denne alternative indfaldsvinkel har meget at tilbyde moderne politisk filosofi og også meget at tilbyde vores faktiske praksisser og politik.

Hvis vi vil lægge hovedvægten på menneskers faktiske liv, melder der sig straks et spørgsmål: Hvordan skal vi forstå rigdommen og fattigdommen i menneskers liv? Den tilgang, jeg har forsøgt at forfølge, har i vid udstrækning fokuseret på de friheder, som mennesker i varierende grad har adgang til. Herved adskiller den sig markant fra andre tilgange til evaluering af de fordringer, som retfærdighedsbegrebet stiller os over for - f.eks. tilgange, der vil afsøge, hvorvidt bestemte formelle rettigheder er opfyldt, og om disse rettigheder rent faktisk kan gøres gældende eller ej. Mange af disse rettigheder kan naturligvis udmærket spille en rolle som instrumentel rettesnor, der kan fremme mere frie sociale liv, men en aspiration efter større retfærdighed kan næppe stoppe her. At sikre en reel indfrielse af de individuelle frihedsrettigheder kan anses for at være et socialt engagement, og dette fordrer, at en statsmagt kan spille en aktiv rolle i henseende til at fremme den materielle frihed for folk til at gøre, hvad de har grund til at værdsætte, og til at vide, hvad der er gennemførligt.

De faktiske evner

Men hvis det er vigtigt ikke at lade sig begrænse af den institutionelle libertarianismes læsning af frihedsbegrebet, er det også nødvendigt at gå ud over den utilitaristiske betoning af målinger af mental nytteværdi, i form nydelse eller ønskeopfyldelse. Selv om kronisk forarmede personer - f.eks. håbløst fattige eller langtidsledige - måtte lære at affinde sig med deres afsavnsprægede livsstil og muntert tage den på sig, vil den hermed opdyrkede munterhed aldrig kunne fjerne deres reelle frihedsberøvelse. Denne vil fortsat være dem en kilde til lidelse.

Frihed har mange aspekter, og det er nødvendigt at skelne mellem disse for at kunne vælge det rette fokus for det problem, der skal analyseres. Har vi eksempelvis at gøre med spørgsmålet om tortur og dens forkastelighed som middel til at nå andre - angiveligt vigtigere - målsætninger, vil det navnlig være vigtigt at inddrage relevansen af de klassiske frihedsaspekter i den borgerligt-liberale opfattelse og fra denne tradition fremføre argumentet om, at ethvert menneske må nyde retsbeskyttelse imod tvungen påførelse af smerte fra andre.

Men når det handler om økonomisk og social ulighed i de liv, som forskellige mennesker fører, kan de relevante frihedsaspekter bedre indfanges ved en mere grundig vurdering af det parameter, som det i nyere litteratur er blevet almindeligt at betegne som 'kompetencer', og som tænkes at afspejle en persons faktiske evner og muligheder. Det er let at indse, at selv om midler som indkomster og andre materielle ressourcer kan være værdifulde for at kunne udfolde sine kompetencer, så er de ikke i sig selv indikatorer for de kompetencer og friheder, folk faktisk har. De reelle muligheder, som forskellige personer kan nyde godt af, er i meget væsentlig grad påvirket af variationer i individuelle omstændigheder (f.eks. alder, handicap, talenter, køn, barsel) og af forskelle eller misforhold i det naturlige og det sociale miljø (f.eks. epidemiologiske forhold, forurening, en fremherskende grad af kriminalitet osv.). Alene at fokusere på uligheder i indkomstfordeling kan ikke være hensigtsmæssigt for en forståelse af den økonomiske ulighed.

Muligheder reduceres

Et eksempel kan anskueliggøre dette. At være handicappet rammer en person i dobbelt forstand, idet det dels reducerer den pågældendes evner og muligheder for at tjene en indkomst ('indtjeningshandicappet'), dels gør denne indkomsts omveksling til et godt liv så meget desto sværere som følge af ekstra udgifter til hjælpemidler og umuligheden af fuldt at korrigere for visse typer handicapbetingede ulemper ('omvekslingshandicappet'). En person, der tilfældigvis er fysisk handicappet, kan være nødsaget til at betale for hjælpere og remedier og kan selv da ikke være i stand til at bevæge sig frit omkring. Omvekslingshandicappet bliver konsekvent overset i de programmer til fattigdomsbekæmpelse, der udelukkende koncentrerer sig om indkomsters lavniveau.

Som Wiebke Kuklys, en strålende ung studerende ved Cambridge, påviste for nylig (hun døde tragisk kort efter at have afsluttet sit arbejde), er omvekslingshandicappet for britiske familier med handicappede medlemmer fire eller fem gange så vigtigt som indtjeningshandicappet, når man måler på disse handicaps respektive indvirkninger på afsavn. Et system til fattigdomsbekæmpelse, der udelukkende fokuserer på indkomsters lavniveau, i særdeleshed på om en persons - en eller families - indkomst er under fattigdomsgrænsen, vil nok kunne indfange indtjeningshandicappet, men ikke omvekslingshandicappet, hvilket kan gøre dets programmer til at afbøde fattigdom fundamentalt utilstrækkelige. Men sandt at sige vil indsigten i ethvert alvorligt økonomisk eller socialt problems karakter kunne vinde betydeligt ved at tage højde for betydningen af frihedsgrader og kompetencer.

Hvad så med 'magtbegrebet', der traditionelt er så nært knyttet til ideen om frihed? At sige, at personer er magtesløse i forhold til at rulle de former for omsorgssvigt tilbage, som de har oplevet, kan udmærket udtrykkes inden for kompetenceoptikkens sprogbrug: De har ikke de 'fornødne kompetencer' til at modvirke de forsømmelser, de lider under. Og dog er der en manende styrke og retorisk kraft i 'magtdiskursen', især i forbindelse med magtesløshed, som ordet 'kompetence', der i nogen grad er et kunstbegreb, ikke rigtig kan indfange. At analysere magt og magtesløshed kan bidrage til at skabe en bedre forståelse af den delte verden, vi lever i. Mary Wollstonecrafts vrede og bitre ironiseringer over kvindeundertrykkelsen i hendes samtid supplerede de kølige forstandsargumenter imod kønshierarkiet i hendes klassiker fra 1792, A Vindication of the Rights of Woman.

Magtbegreb og frihed

Eller tag Steve Bikos bemærkninger om 'afmagt' i 1970'ernes apartheid-baserede Sydafrika. »Afmagt avler,« sagde Biko, »en race af tiggere, der møder fjenden med et smil, men forbander ham i toilettets private enrum - som dagen igennem villigt råber 'Baas' (chef på afrikaans, red.), men kalder den hvide mand for 'en hund', når de kører hjem i bussen«.

Selv om fravær af kompetencer af enhver slags må give anledning til bekymring, vil den type kompetencefravær, som har relation til menneskers manglende muligheder for at kunne handle frit eller tale åbent på grund af andres magt, altid have en særlig kritisk karakter. Dette vil altid være et vigtigt indsatsområde i henseende til at fremme frihed og komptencer. Men alle samfund involverer ikke blot konflikter, men også samvær og gensidig støtte. De bestræbelser for større retfærdighed, som vil styrke friheder og kompetencer i menneskers liv, må være opmærksomme på begge aspekter.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At frihed skal nydes og nydes af fattige virker på mange forvirrende, når vi i dansk politik ellers sætter begreberne frihed og lighed sammen.
Kapitalisten kan tale om frihed uden lighed, liberalisten Fogh Rasmussen om frihed uden tolerance, mens socialisten sætter lighed som forudsætning for frihed.

I dagens Jyllandsposten findes i Hauges Hjørne en måske konstrueret skabelsesberetning, men alligevel en gangbar opfattelse hos højrefløjen, her hos de engelske konservative - et apropos til artiklen fra The Gurdian.
Hauge finder, at det var de konservative, der dannede velfærdsstatens grundlag, men "da de konservative havde skabt den engelske velfærdsstat og kunne glæde sig over værket.... de gode tider.... da var det, at socialisterne genopfandt fattigdommen...." Og han slutter i Danmark: "Hvis det ikke lykkes at opfinde fattige og helst fattige børn, da vil det ikke lykkes socialdemokraterne at genvinde magten."
Da fattes man ord om samfundets socialklasser.

Søren Kristensen

Selvfølgelig er der er der brug for, ud over en generel indkomstudjævning, at tilgodese de tilfælde hvor særligt dysfunktionelle sociale- og helbredsbetingede forhold gør livet både mere besværligt og dyrere end normalt. Men jeg hører til dem der tror folk langt hen ad vejen godt kan lide at opfatte sig sig selv som selvberoende og derfor hellere modtager deres almisser som mere eller mindre obligatorisk overførselsindkomst (det sociale sikkerhedsnet) frem for en klynge af særlige tillæg, nøje udregnet på baggrund af hin enkeltes specifikke handicap omend dette princip måske er mere retfærdigt ud fra et millimeterdemokratisk synspunkt.

Det vigtige er, som altid, at de der "virkelig har behov", får den hjælp og økonomi de har brug for og hvem siger det ene udelukker det andet, andre end politikerne?

Søren Kristensen

Groft sagt er samfundsværdierne ligesom en stor tag selv buffet og adgangsbilletten til herlighederne er uddannelse. Når det er sagt, skal man huske at også veluddannede kan blive syge og gå på tvangsauktion og få brug for hjælp og blive fattige. Men i det store og hele er det først og fremmest de bedst uddannede blandt de mange veluddannede og deres efterkommere der forbruger og forvalter samfundsværdierne. At samfundsværdierne ideelt set tilhører os alle er en anden snak, som sikkert bliver mere aktuel hvis/når vi får en anden regering.

Beklager, enten tilhører værdierne os alle eller ikke.
En ny regering gør ingen forskel. Men opfattelsen af folket er forskellig. Det forlyder, at dronningen i aften holder det folkelige gilde, anderledes end den senere gallamiddag. Indbudte er ministre, biskopper, politiske ledere, borgmestre og anden øvrighed. Den påbudte påklædning er kjole og hvidt, herlighedsværdierne idealitet legitimeres