Læsetid: 5 min.

Jeg er måske lidt en stripper for dig

Medina sang for dronningen til fødselsdagen, lørdag spiller hun på Døllefjelde-Musse marked, hun stod og kaldte sig en stripper på scenen, lige inden hun krammede syvårige piger, som fik autografer...
Medina sang for dronningen til fødselsdagen, lørdag spiller hun på Døllefjelde-Musse marked, hun stod og kaldte sig en stripper på scenen, lige inden hun krammede syvårige piger, som fik autografer...
1. maj 2010

Det får bekymrede borgerlige til at tale om 'normskred' og folkesocialister til at foreslå forbud. Danmarks nye popstjerne Medina står på en scene i København; hun har næsten ikke noget tøj på, men hun har en jakke med nitter på uden over. Det er så dårlig smag, at det er god stil.

»Jeg er måske lidt en stripper for dig.« Det er de første ord til koncerten. Allerede inden hun går på scenen, kører sætningen som slogan i Pumpehuset. Indenfor sælges sorte t-shirts med teksten trykt med store hvide typer: Jeg er måske lidt en stripper for dig. Efterhånden kan man se adskillige bære samme hvide tekst på kroppen. Med knyttede næver over hovederne synger salen med, da denne første sætning synges ud over scenen.

Det kan man se som eksempel på forfærdende forfald. Små piger vokser op med pornoficeringen som vilkår, og stripperen er blevet rollemodel! Unge mennesker jubler som publikum over pop som porno.

Men sætningen handler ikke om, hvordan hun ser sig selv, og heller ikke om, hvordan hun bliver set af dig. Den siger, at hun har set, hvordan du ser hende. Hun ved, hvad hun er for dig, og så ved du også, hvad du er for hende. Du er én, der ser hende som stripper. Når hun siger det på den måde, slår hun igen. Og de andre slår igen, når de siger det med hende. En stripper er én, der passivt bliver betragtet. Og sangeren på scenen betragter aktivt dig, når du betragter hende. Det er ikke dig, der gør hende til stripper. Det er hende, der gør dig til én, som gør hende til stripper. Men det gør hende ikke til din modstander: »Jeg stripper gerne mine ord for dig,« synger hun, så det lyder som en sproglig affære. Bandet hamrer og hiver og pumper løs, blåt lys kaster bogstaverne M E D I N A på væggen bag scenen, og hun danser ikke. Der er ikke mange mænd, som kigger på. Der er piger på seks, syv og otte år og kvinder mellem teenageårene og 40. Hun behandler mikrofonstativet som en stripperstang, og hun slår frem for sig med fingrene som en folketaler: »lad mig danse op og ned ad scenen for dig / jeg blotter gerne mine ord for dig«. Hun fører to fingre fra bunden af skridtet op langs lysken, mens hun indbyder: »rør ved mig / fortæl mig jeg er lækker.«

En påtaget identiet

Det er et stykke popmusik uden melodi, som alligevel er et hit: »Velkommen til Medina«. Sangen byder velkommen til en hellig by og en stjerne, men navnet er en påtaget identitet: Først hed hun Andrea, men efter besøg hos en numerolog blev hun til Medina. Da sangen på morgen-tv blev lanceret som single, opførte hun den sammen med tre kvinder med samme tøj og samme maske: Kameraet flakkede forvirret mellem de fire, det kunne ikke finde den rigtige Medina. Hun forsvandt i mængden af metervarestjerner, men nu står hun på scenen;

»Når du rør ved dig og rækker hånden til mig / så er jeg sikker på at vi skal samme vej.« Det er igen forfald for dem, der ser egoisme over alt, hvor andre uden dannelse forsøger at finde ud af det med friheden: Forbindelsen mellem mennesker formidles af gensidig tilfredsstillelse: Sådan kan man også sige det, der sker mellem mennesker. Det er både kærlighed og økonomi. Hun siger, hun er nøgen og udråber sig som en gave til dig: »nu står du midt på min vej.« Der står vi så.

Et samtidsdrama i selvet

Men hendes nøgne jeg er ikke det sande jeg. Hun er også stripper for dig, for du forventer sandheden om sangeren. Men hun tager tøjet af og afslører, at der ikke er noget at afsløre. Det romantiske jeg, som digterne hyldede som »det nøgne hjerte,« og som efterlyses af kærester, socialarbejderne, terapeuterne og vennerne, dette romantiske jeg er der ganske vist, men det er ikke det eneste. Du forventer, at hun viser sit nøgne hjerte, men hvor det skulle være, er der en kamp. Sangene når ikke frem til et 'inderste indre', men til en konflikt i selvet: »Klubben fylder mine årer/og lægger skjul på alle sår/her ser man ikke svage tårer«, som det hedder i hittet Kun for mig. Hvis man tror på det sande jeg, er det fortrængning. Næste linje er nemlig: »jeg har det godt«. Og det er fortrængning af nederlag, men det er også sejr over selvmedlidenhed og overgang til en fest: »Kun tonerne fylder min verden,« fortsætter hun, inden hun gentager refrænet så desperat, at alle kan høre, at festen er forbi, så snart sangen slutter. Sangen er et samtidsdrama mellem de to jeg'er, som alle er: Følelsernes jeg, der svarer på, hvordan vi har det, og viljens jeg, der gør os til dem vi gerne vil være. De kæmper igen i sangen Ensom: Følelsernes jeg er forladt og ser sig selv forgude ham, der skred, mens viljens jeg råber efter den samme fyr: »Synes du selv, du gjorde det godt?« Viljens jeg hævder hævnen: ›Jeg håber du er ensom.« Den sætning står også på t-shirts, som sælges ved døren. Sangen veksler mellem de to jeg'er, verset forløses ikke i omkvædet, men slår om i et b-stykke, som bliver til et aggressivt omkvæd, inden det falder sammen i det afslørende »baby« foran det sidste spørgsmål: »er du ensom?«

Disse popsange uden melodier og poetiske stemninger giver sætninger til den, der ikke har noget at sige. De giver en grimasse, der kan passe i de situationer, hvor intet er rigtigt. Dem, der er blevet slået, slår tilbage, og de, der bliver set på, siger de har set, hvordan du ser på dem. Det er ikke sikkert, hun synger godt, men hendes sange træffer en kamp, som er et samtidsdrama i selvet.

»Jeg er måske lidt en stripper for dig« kan også betyde, at hun klæder dig af, for er vi ikke alle strippere? Det kan man ikke nå med forbud, men man kalder det et normskred, hvis man ikke er inde i kampen. Det kan lige præcis siges som en popsang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Opium for "folket" !
ak for vores stakkel unger , plaget som de bliver af denne uendelige strøm af stadig mere groteske "idoler".
her, midt i mit liv , kan jeg blive voldsomt angstprovokeret
ved tanken om , at denne ungdom en dag ,
om føje år, skal tørre min bag og passe mit skrøbelige legeme !
og der er vist tale om norm opløsning !

Ungdommen er muligvis ikke, hvad den har været - det skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg selv endnu er ganske ung. Men hvad angår pasningen af Vibeke Hanssons bagdel og resten af hendes skrøbelige legeme, kan hun nok være helt rolig.

Det er, så vidt jeg ved, ikke et nyt fænomen, at de bedste popsange oftest er dem, der er så simple, at enhver kan synge med og ikke mindst relatere til deres indhold - lige som et horoskop på forunderlig vis altid siger lige præcis dét, der passer på én.

På samme måde er Medinas album i al sin populærmusikalske simpelthed én stor girl power-skabelon af ord for dem, der, som Lykkeberg her skriver, har brug for "en grimasse, der kan passe i de situationer, hvor intet er rigtigt":

"Synes du selv du gjorde det godt / da du gik fra mig / Synes du selv at det var flot / Er du ensom? / Jeg håber du er ensom / uden mig".

Unge i dag har via nettet adgang til alverdens musik - også den mere intelligente og komplekse af slagen (hvad det så end er) - og de lytter til det hele. Så bare fordi de 'går på klubben' og synger med på Medina, er håbet ikke nødvendigvis ude. Så som vi unge siger: Take a chill pill! Det hele skal nok gå, og vi skal nok tage os kærligt og kompetent af jeres skrøbelige legemer, når I bliver gamle.