Læsetid: 7 min.

Når melankoli forveksles med depression

Sundhedsstyrelsens rapport 'Mental sundhed blandt voksne danskere' bygger på WHOs idé om mennesket som fuldstændig sundt og lykkeligt. En idé, der sygeliggør melankolikere
Sundhedsstyrelsens rapport 'Mental sundhed blandt voksne danskere' bygger på WHOs idé om mennesket som fuldstændig sundt og lykkeligt. En idé, der sygeliggør melankolikere
24. april 2010

»Min helbredelse er biokemisk.« Sådan udtrykte idéhistorikeren Hans Jørgen Thomsen sig om det mirakel, som bragte ham ud af den voldsomme depression, det melankolske vanvid, han havnede i tilbage i 1987-1988. Det var nu ikke fordi, han satte lighedstegn mellem depression og melankoli. Slet ikke. For Hans Jørgen Thomsen var helbredelsen for depression 'blot' en betingelse for, at det sorteste sortsyn lettede, og fuglene ikke længere skræppede, men sang. For sin normale melankoli holdt han af; den indeholdt nemlig en sans for realiteter, endelighed og død, en sans som han beklagede blev trængt voldsomt tilbage i moderne menneskers liv.

Er det nu også rigtigt? Er vi ikke voldsomt opmærksomme på livets skyggesider? Læser man for eksempel Sundhedsstyrelsens rapport Mental sundhed blandt voksne danskere, så får man den depressionsgrå meddelelse, at hele 10 procent af den voksne danske befolkning føler, at de har en dårlig mental sundhed. Det vil sige, at denne andel af befolkningen bliver oftere ramt af psykiske sygdomme, og deres fysiske livskvalitet er dårligere som følge af rygning, mangel på motion og et højere forbrug af alkohol og af euforiserende stoffer.

Egentlig er det ikke opsigtsvækkende nyt. I en årrække har man kunnet følge væksten i antallet af mere eller mindre nedtrykte danskere. Det støt stigende forbrug af antidepressiva - biokemi - har været den tilbagevendende indikation for denne udvikling. Alligevel er der grund til at kaste et nøjere blik på Sundhedsstyrelsens rapport. For i modsætning til Hans Jørgen Thomsens insisteren på at skille patologisk melankoli (depression) fra normal melankoli forstået som en menneskelig karakter og stemning, risikerer Sundhedsstyrelsens idé om mental sundhed at sygeliggøre melankoli som sådan.

En tilstand af trivsel

Med andre ord følger Danmark med denne rapport trop i forhold til verdenssundhedsorganisationens WHO og EU's fokus på mental sundhed og fremme af mental sundhed. Men risikoen består i, at også danskeres tolerance over for mennesker med et tungt og trist humør svinder ind, mens kravet om kun at omgås lette og lyse mennesker i højt humør vokser tilsvarende. Og motoren bag denne udvikling er intet mindre end en statsautorisering af såvel danskeren som samfundet som lykkeligt og mentalt sund.

Sundhedsstyrelsens rapport skildrer med andre ord mental sundhed som en win win-situation. Borgeren bliver i stand til at udnytte sit intellektuelle og emotionelle potentiale og finde og udfylde sin rolle i det sociale liv og i skole- og arbejdslivet. I forhold til samfundet bidrager en god mental sundhedstilstand til velstand, solidaritet og social retfærdighed.

Baggrunden for win win-opfattelsen er den danske rapports tilslutning til WHO's definition af sundhed fra 1948. Sundhed bliver her til en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social trivsel og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse. Godt 50 år senere definerer WHO mental sundhed som en tilstand af trivsel, hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndtere dagligdags udfordringer og stress på frugtbar vis, kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet. Omvendt definerer WHO dårlig mental sundhed som mentale sundhedsproblemer og belastninger, svækkede funktioner i forbindelse med sorg, symptomer samt diagnosticerbare psykiske sygdomme, som for eksempel skizofreni og depression.

WHO og den danske sundhedsstyrelse vil selvfølgelig det sunde. Det er godt, men det er også for meget af det gode. For det, WHO lancerede tilbage i 1948, var egentlig en definition på lykke. Det vil sige, at definitionen ikke kun lægger op til, at en læge erklærer en person sygdomsfri. Nej, ambitionen var - og er - langt større. Den enkelte skal føle sig helt fri for lidelser, belastninger og modstand i livet - eller i det mindste være i stand til let at tackle triste begivenheder ud af livet.

Sygeligt tung og trist

I det omfang Danmark følger denne WHO-tænkning, bliver 2010 pludselig til 2010 Happiness - startskuddet på et årti, hvor vi fremmer udviklingen af mennesker med en let og lys sindsstemning. Ingen skal finde sig i at være trist og tungsindig. Derfor skal vi hjælpe mennesker, som ikke lever livet let nok. Og er man ikke modtagelig for hjælp, så har man i den mentale sundheds navn en tabers temperament - et melankolsk temperament.

Men er melankoli kun lig med dårlig mental sundhed? Nej, det vidner melankoliens historie om. I antikken skelnede man mellem det melankolske (triste og tungsindige) temperament, det flegmatiske (rolige og træge) temperament, det sangvinske (lette og opstemte) temperament og det koleriske (opfarende og hidsige) temperament. Og balancen - eller snarere ubalancen - mellem de fire temperamenter afgjorde ifølge antikkens sygdomslære - humoralpatologien - om personen var syg eller blot havde et bestemt temperament. Havde man et overskud af melankoli - af sort galde - så var man sygeligt tung og trist. Kuren mod den sygelige tristesse var at reetablere balancen mellem de fire kropsvæsker, der fulgte temperamenterne, nemlig sort galde, slim, blod og gul galde. Men overskuddet af melankoli kunne også være udtryk for. at man var i besiddelse af et bestemt og højt estimeret - kunstnerisk - temperament.

En dæmon

Tilbage i antikken, men også i melankoliens idéhistorie finder vi disse - negative som positive - vurderinger af melankolien. I middelalderen bliver melankolien gjort til en dæmon, der besætter munke og gør dem ude af stand til at se al den mening, Gud har fyldt verden med. I stedet bliver verden frygtelig, ligegyldig og tom. I renæssancen taler man derimod om den generøse melankoli, ikke mindst hos det kunstneriske undtagelsesmenneske, som drager nytte af melankolien til at skabe stor kunst. I oplysningstiden bliver melankolien reduceret til depression, en sygdom som skal afskaffes, da den forhindrer en let, lys og lidelsesfri sindstilstand. Og det er her, vi befinder os; midt i en antidepressiv bevægelses forsøg på at afskaffe depression og tristhed som en del af dårlig mental sundhed.

Tallene for, hvor mange der blev behandlet med antidepressiva, er ifølge de seneste tal fra Lægemiddelstyrelsen oppe på 440.000 danskere. Men faktisk indikerer Sundhedsstyrelsens rapport, at hver femte dansker - 700.000-800.000 mennesker - i løbet af et år kan have psykiske symptomer, der svarer til kriterierne for en eller flere psykiske sygdomme.

En nedsmeltning

Så massen af nedtrykte mennesker bliver nærmest enorm, ligesom behovet for at behandle eller at forebygge bliver det. Pointen er, at nedstemthed hverken må opstå eller udvikle sig og blive for dyb og langvarig - så hellere en hurtig og forebyggende indsats. Indsatsen består som oftest af enten piller og/eller samtaler hos en psykolog - måske endda en positiv psykolog eller coach i stedet for en dyr, langsom og hård freudiansk samtaleterapi. Det skal være let at bevare et lyst sind.

Det siger jeg med en vis skepsis, ikke fordi jeg forherliger melankolien. For går melankolien amok, havner et menneske i svær depression, så er det selvfølgelig grotesk ikke at gribe ind med hjælp på den ene eller anden måde. Mit hovedærinde er ikke desto mindre at sætte spørgsmålstegn ved forestillingen om, at helt op til 800.000 danskere om året skulle have brug for professionel hjælp til psykisk sygdom. Forholder det sig virkelig sådan, så har vi at gøre med veritabel mental nedsmeltning i det danske samfund. Eller også holder baggrunden for disse tal ikke. Umiddelbart tror jeg mest på, at det sidste er tilfældet.

Behovet for tyngde

Af samme grund bliver opgaven at finde ud af, hvornår vi forveksler ganske almindelige sorgreaktioner med behandlingskrævende psykiske reaktioner. Noget tyder på, at vi forveksler normale og intense reaktioner på at være bedraget af sin kæreste, være skuffet over mangel på forfremmelse eller over ikke at bestå en eksamen med behandlingskrævende situationer. Med andre ord: Selvfølgelig skal vi gøre noget ved en række konkrete lidelser, men at gøre ordinær lidelse som sådan til et problem er uklogt. Risikoen er, at vi bliver skrøbelige og overfladiske.

Præsten og forfatteren Johannes Møllehave blev en gang kaldt overfladisk. Hans forsvar lød: Min overfladiskhed stikker ikke så dybt. I et opfølgende interview forklarede han, at der kun er »én ting, man skal lære overfladisk: at svømme. Ellers går man til bunds. Men man kan heller ikke holde ud at holde sig på bunden hele tiden. Der skal leg og vittigheder til. Det letter sindet. Omvendt skal sindet - i balancens navn - også have tyngde. Ellers flyver tilværelsen forbi i ligegyldighed eller smuldrer i ubærlig lethed.«

Tyngde får man ved at kunne gennemleve et melankolsk stemningsleje - tristhed. Det giver sjælsdybde som menneske. Erfarer man for eksempel sorg ved tab af en nærtstående, så erfarer man afmagt, et vilkår som man deler med andre. Sansen for denne afmagt gør, at man er i stand til at lade sig berøre af andre menneskers afmagt.

Sundhedsstyrelsen har sikkert ret i, at det er sundere ikke at ryge, at motionere mere og drikke mindre. Men vi er i gang med at skabe problemer for os selv, når idealet for en normal dansker sættes lig med et menneske med fuld mental sundhed. For så accepterer vi ikke afmagt og bliver af samme grund dårligere til at hjælpe afmægtige mennesker. Hjælpsomhed er menneskelig.

Claus Holm er prodekan for formidling, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke alene fuld mental sundhed, men også en stigende stigmatisering/sygeliggørelse af introverte og melankolikere.

Vi kan nu engang ikke alle sammen være ekstroverte sangvinikere, selv om det sikkert er den type der slår bedst igennem, når idealet er en PowerPoint-præsentation eller fem selvfølgeligheder præsenteret som dybtgående analyse ...

Udmærket artikel, belyser bestemt hele det overfladiske samfund vi bevæger os støt imod.

Men fællesskabet, er crowd control, som er søsat for at styre masserne, så de bliver mere effektive, og giver et højere afkast, hvis man ser kynisk på det.

Det er jo kun et fællesskab så længe man sidder i vognen, når man ryger af, er der ingen hænder der rækker ud efter staklen.

Man er - man er glad for det man er - så finder man ud af man ikke er som de andre - men man er stadig glad - så siger de andre man er syg - så bliver man ked af det - så siger de andre de vil hjælpe en - så siger man nej - så laver de andre en lov så man skal blive ked af det - så blev man ked af det - så sagde de andre :

Der kan du selv se - du er ked af det !

Arthur Schopenhauer

Jeg tror, at alle introverte, melankolske og/eller misantropiske sjæle oplever perioder, hvor de selv tvivler på deres mentale sundhed. Det er meget let at tro, at der er noget galt med én, når man er omgivet af en så intens dyrkelse af det lalleglade, hypersociale overfladeliv, og det er svært at være glad for, hvem man er, når egenskaber, som man egentlig sætter pris på, generelt opfattes som sygelige. Hvis man står imod længe nok, opbygger man heldigvis en art immunitet, men helt afklaret om ens plads i verden bliver man nok aldrig...

Thorsten Lind

Tak for artiklen
Stof til eftertanke
Lad blot samfundet lalle derudad´....
Her på sidelinien
holder vi
i det stille
usigeligt meget af
den Bittersøde Melankoli.....

.
Positivt, at panellister, der ellers ikke tolererer sprækker i 'lighed og retfærdighed', faktisk kan lide denne artikels indhold. Og Sonja Baudtz' procesbeskrivelse er totalt på kornet. ;-D
For denne artikel er så væsentlig og paradoksal som vækst-artiklerne fra Barcelona fornylig, eller Rifkins artuikel forleden.- Information er det eneste langtidsholdbare avis-abonnement.

Paradokser kan ikke 'rigtig' løses, men det er langt bedre at italesætte dem end at sygeliggøre forsøg derpå - der fra den enkelte person, specielt i tilfælde af at man tror at levere 'løsning' -
jo ofte vil være lattervækkende naive.

Så det vil jeg holde mig fra. Indtil i morgen.

Mads Kjærgård

Man kommer til at tænke på bogen "Spottefuglen",
der handler om en verden, hvor det er forbudt at være trist. Men hvordan man skal kunne rende rundt i en lykkerus her i Løkke Danmark, det er mere end hvad jeg forstår! Jeg vil egentlig vove den påstand at er man nogenlunde intelligent, så kan man ikke være andet end depressiv eller melankolsk.

Tak for en FLOT artikel.

Jeg savnede dog et par bemærkninger om bivirkningerne af brug af psykofarmaka.
Der mangler fokus på konsekvenserne af ”kunstig kemi på hjernen” i form af ændret personlighed og et robotagtig følelsesliv, hvor den medicinerede person hverken er rigtigt glad eller rigtigt ked af det.
Den, på grund af medicineringen, afvigende mentale adfærd må mistænkes at kunne medføre social isolation.
Disse medicinbivirkninger har ikke kun konsekvenser for patienten, men også for dennes familie, venner, arbejdskolleger med flere.
Der er ingen tvivl om, at medicinalindustrien er den store vinder i denne nye trend om ”mental sundhed”, men det er spørgsmålet om anvendelse af psykofarmaka ikke i mange tilfælde er mere skadelig end gavnlig ?

Rigtigt at melankoli ikke skal sygeliggøres som beandlingskrævende depression. Men hvad gør man så ved sine stemningsskift? Vel at mærke i et stadigt mere individualiseret samfund med arbejdspladser fokuseret på effektivitet og kontrol.

Hvor får mange mennesker den kontakt som gør det muligt at dele melankolien med andre, der interesserer sig, og dermed gennem naturligt samvær og -tale få vendt og placeret det der vækker og vedligeholder melankolien (fx den politiske, økonomiske og sociale trøstesløshed der har præget de sidste 10 år - samt følgevirkningerne på det individuelle plan).

Svaret er ikke medicin eller terapi, men en ændring af arbejdet, bolig og uddannelsesforholdene, så individualiseringen, kontrollen og effektiviseringen bliver brudt. Mere tid, mere samvær og mere ro på økonomi og lokale omgivelser!

Kan VKO magte det? Ha ha ha...

Flere lykkepiller, mere Ritalin og evt betablokkere hvis man sku ha lidt ubehagelig hjertebanken efter en urolig nattesøvn. Men hva kroppen er jo selv en stor kemisk fabrik.

MK: hvis man sygeliggør folk, så får man også individualiseret problemerne og undgår at se på de overordnede forhold, der påvirker de individuelle forhold. Det er åbenlyst at der foregår en stærkere individualisering i disse år, der er mindre fællesskab i store tidligere solidariske grupper, de unge er under voldsomt pres, afvigelser tolereres i mindre grad, kontrol og ensretning florerer (paradoksalt nok trods individualiseringen). Alt dette hænger i høj grad sammen med 'systemskiftet 2001'.

Fx var der på universiteterne tidligere langt bedre plads til dem, der ikke var så velorganiserede eller i højrere grad fulgte lystprincippet i deres uddannelse. Eksamensformerne kunne sagtens samle dem op, via gruppeeksamen, afløsningsopgaver osv. I dag er studierne præget af stress, pointssamling og konstant eksamensforberedelse. Samt det tidspres et økonomisk nødvendigt erhvervsarbejde betyder

Hvis du har tendens til depression eller ADD vil du få huller i dette strømlinede flow og skal måske vente et par år før det kursus du mangler bliver udbudt igen. Og så er du måske inhabil een gang til. Den enste vej ud af dette ræs er hvis du er så syg at du skal have særbehandling SPS - socialpædagogisk støtte. Prisen er at du så bliver stemplet som havende funktionsnedsættelser og handicaps - hvor fedt er det, hvis man har faglige ambitioner.

Du mener ikke regeringen har haft indflydelse på denne udvikling? Selvfølgelig har den det... Det er tydeligt på universitetsområdet som på mange andre områder, at man laver en bred motorvej hvor alle skal køre med samme fart og så er der små sideveje, hvor man kanaliserer afvigerne ud så de ikke sinker hovedstrømmen...

Anders Wykow Hansen

God artikel. I stedet for at sygeliggøre ikke-positive sindsstemninger kunne man jo indvende, at nedtrykthed måske netop er den sundeste reaktion på verdens tilstand. Det er i store træk en af pointerne i nedenstående artikel, der handler om den samme debat i USA: http://www.newyorker.com/arts/critics/atlarge/2010/03/01/100301crat_atla...

Og så er der jo nogen, der tjener mange penge på at sælge piller....

Anders Wykow Hansen

God artikel. I stedet for at sygeliggøre ikke-positive sindsstemninger kunne man jo indvende, at nedtrykthed måske netop er den sundeste reaktion på verdens tilstand. Det er i store træk en af pointerne i nedenstående artikel, der handler om den samme debat i USA: http://www.newyorker.com/arts/critics/atlarge/2010/03/01/100301crat_atla...

Og så er der jo nogen, der tjener mange penge på at sælge piller....

Gaspard Winckler

Skøn artikel.

Det sunde menneske er splittet, uforløst, og vigtigst af alt: tvivlende.

Jeg er stødt på en definition af det perverse, som et konsekvent fravær (eller i hvert fald tildækning) af tvivl.
Demokratiet er en tvivlende styreform. Det skal altid bevæge sig, altid være dialogisk. Når vi nu har mistet politikken, er det måske fordi kapitalismens perverse holdning til begær har taget over. Vi skal nyde, underkaste os vores begær, ikke tvivle på det.

Symptomet lader til være en form for følelsesmæssig priapisme; det gør ondt!

(jeg henviser til dette blogindlæg af Center for Vild Analyse, som jeg har lånt pointer fra: http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/angstforvaltning-og-demokratisk-...)

Gaspard: Den måtte jeg lige slå op - av, av, av....

Priapisme (oldgræsk: πριαπισμός) er en potentiel skadelig tilstand med vedvarende erektion uden hverken fysisk, psykologisk eller erotisk stimulering, ofte ledsaget af smerte. Priapisme kræver behandling efter omkring fire timer eftersom blodet i penis ikke skiftes ud med friskt blod, ligesom vævet i penis kan blive permanent skadet.
Navnet er et eponym efter den græske daimon Priapus. Det kvindelige sidestykke benævnes klitorisme.

Men analogien er nu lidt tvivlsom, hvis jeg forstår dig ret. Smerten i demokratiet skyldes jo trods alt pirring og den tilsyneladende appel om deltagelse i det politiske. Men selvfølgelig - en ståpik uden grund og uden mulighed for at lægge sig er som en engageret borger der vil forbedre verden, men som nu ikke kan få indflydelse på noget som helst. Måske er vores pseudodemokrati en konstant pirring, men uden forløsning i form af indflydelse, uden 'myndighed' for borgerne. Jeg synes Habermas siger det rigtigt:
Han hævder, at systemet truer med at "kolonisere" livsverdenen, fordi kapitalismens ekspansion og kriser til stadighed nødvendiggør udvidelse af styringssystemer. Derved bliver livsverdenen forarmet, fordi den frie, fornuftige kommunikation, der alene kan skabe mening, moral personlig identitet, bliver fortrængt.

Jeg mener partisystemet skal ophæves og der skal være fri debat blandt lutter enegængere valgt til Folketinget og som hurtigt kan skiftes ud. Desuden skal der være et Skyggefolketing, hvor borgerne frit kan deltage i debatten og derigennem lægge et vist pres på det besluttende Folketing.

Søren : )

Det er en poetisk tilstand, og der er skabt kodyle værker

Impressionismens grundsætning :

Koncentrer dit syn og tanker på et objekt, og mal alt det der omgiver det.

Koncentrer dig om noget, og gengiv det du ikke koncentrerer dig om.

Drømme er det uskarpe, melankolien og impressionismen er et og det samme, en tilstand ude af fokus.

Musik, billed, poesi...........just wow

Tilføjelse om teknikker.

Musikken bruger heltoneskalaen, som er uendelig.

Der er to, som er løse i tid og rum.

Prikken for øje i penslen, netop som et syn der sætter ud af fokus, og farverne glider ind i en uendelighed.

Poesi ?Mestrer jeg ikke så en melankoliker med ekspertise i ord, må give indsigt.

Al magt ud a fokus og ind i uendeligheden !!

Henrik Sivgaard

Berigende og tiltrængt artikel.

For de mennesker (givetvis et svindende mindretal), som ikke agter eller magter at træde i geled i vor globale, narcissistiske og fascistoide march mod tomheden, er nødvendigheden af tristesse åbenlys.

Vi lever i en verden af relativitet, hvor idéer, begreber osv. defineres ud fra deres modsætninger. Var der ikke tungsind, ville vi ikke ane hvad et lyst sind er. Om end man kunne argumentere for, at det modsatte af tungsind måske burde være letsind? Hvilket dermed antyder, at vi som nation er dømt til kollektivt letsindighed. Døm selv.

Hvorom alt er, applauderer jeg Claus Holm for at skrive denne artikel. Den amerikanske forfatter Ethan Watters har også berørt samme emne, og er lige nu aktuel med en bog, som beskæftiger sig med samme tema, nemlig at det er den amerikanske medicinalindustri (den danske velsagtens ligeså) som eksporterer dette livssyn om et OBLIGATORISK lyst sind. Bl.a. har dette iflg. forfatteren bl.a. betydet at den japanske folkesjæl er gået tabt, da den netop et bygget på årtusinder af melankoli og tungsindighed, og kun få nationer i verden i dag popper lykkepiller som japanerne.

Bogen hedder Crazy Like Us: The Globalization of the American Psyche.

Jeg synes ved nærmere eftertanke, at artiklen er for vag i sine problematiseringer - jeg tror udviklingen i retning af sygeliggørelse af det melankolske hænger sammen med stigende krav til alle om altid at være velfungerende i alle livets sammenhænge: arbejde, skole, familie, fritidssysler osv. Og hvis man ikke er velfungerende, ja så er man sådan set uønsket. Der er ikke plads til det skæve, eller dem med en dårlig dag eller den triste eller lidt aggressive osv.

Derfor gælder det om at kanalisere det skæve ud og ind i en medicineret sygerolle, så det velfungerende kan fortsætte uden afbrydelser.

Det der først og fremmest skal problematiseres må altså være konkrete samfundsmæssige sammenhænge, hvor det skæve og melankolske ikke tolereres - ikke den melankolske person!

Henrik Sivgaard

@ Ole Thofte

De har ganske ret når De benytter begrebet ’uønsket’.

”I et velfærdssamfund bliver moralisten opfattet som en festdræber, der ikke kan finde ud af spillet, ikke kan finde ud af at leve. Moralist er blevet synonym med tudefjæs, en overset og lidt latterlig pædagog, der prædiker for vinden og revser tidens sæder, lige så kedelig som han heldigvis er uskadelig.”

http://www.information.dk/228416

Moralisten kan her i denne sammenhæng fint udskiftes med Melankolikeren, da det netop ikke er ønskværdigt at stille spørgsmålstegn eller sågar tage afstand fra den Belusconiske verden vi alle lever i.

Dog er dette kun at kradse i overfladen af problemet, da man kan ej komme rundt om dette emne uden at nævne WHOs rolle i alt det her. Der findes kun ganske få internationale organisationer som opererer med ligeså suspekte motiver som WHO. Naturligvis er IMF den suveræne lakaj i tilblivelsesprocessen af en ny fascistoid verdensorden, men WHO er godt med.

Så længe man indordner sig, ikke stiller spørgsmål (dvs. ikke er til besvær), forbruger på livet løs, stifter uoverkommelig gæld og som-et-artigt-barn spiser sine piller er der ingen ko på isen. Så er der ingen overhængende fare for, at man bliver udleveret til en fremmed magt på baggrund af terrorloven eller at man får sig en tur i STASI-møllen med den kommende internettraktat (ACTA) fordi man ytrer sin mening i et forum som dette.

Henrik Sivgaard: ja det ser noget sort ud!

Jeg har fulgt Naomi Kleins blotlæggelser af IMFs og WTOs rolle i forværringer af de sociale forhold i mange lande fra Chile over Polen til Sydafrika gennem insistering på neoliberale økonomiske reformer som betingelse for støtte - og at Sydamerikanske lande i fællesskab har brudt med disse organisationer med stor social fremgang som resultat.

Har ikke tænkt så meget på WHO, så tak for problematiseringen. Det er selvfølgelig meget relevant i denne tråd. Er i fuld gang på nettet og faldt over

VICENTE NAVARRO:
'Of course, the WHO continues to do good work in many areas, such as establishing the Commission on Social Determinants of Health. But even there, the commission seems reluctant to take controversial positions, and it avoids or ignores research (and authors), institutions, and positions that may be seen as too controversial. In some cases, the degree to which the WHO caves in to the neoliberal establishment is breathtaking.'
http://www.healthp.org/node/6

Er der overhovedet nogle internationale organisationer der ikke er underlagt neoliberale principper og metoder?