Det var arrogancen, der var det værste for Leif Hornshøj. Det var ikke bare det, at hans lokale sygehus nu skulle lukke. Det var den måde, politikerne havde gennemført det på. Den måde, statsminister Lars Løkke Rasmussen bare sådan uden videre havde slået det fast i sin første åbningstale, og den måde, regionrådsformand Bent Hansen havde nikket og set ud, som om han havde hørt på protesterne. Det var dér, han fik nok. Efter i årtier at have set sin hjemegn omkring Holstebro langsomt lukke og slukke. Efter at have set biblioteker, skoler, posthuse, uddannelsesinstitutioner, domhuse, kommunekontorer, butikker, plejehjem, fabrikker og landbrug lukke - havde han fået nok.
Systematisk gennemgik han lokalavisernes læserbrevsspalter. En for én greb han fat i alle de utilfredse borgere på Holstebro-egnen, der havde protesteret mod beslutningen om at lukke byens sygehus og smelte det sammen med det kommende supersygehus i Gødstrup i udkanten af Herning. Seks ad gangen sad de så i Leif Hornshøjs køkken-alrum og spiste franskbrød med hamburgerryg og rullepølse og talte politik. Nogle faldt fra, men i løbet af efteråret og vinteren blev den tilbageværende gruppe enige om at danne et parti, der skulle stille op til Region Midtjylland. Ingen af dem havde nogen politisk erfaring. Heller ikke Leif Hornshøj, der egentlig er uddannet kommis i Aulum og har brugt det meste af sit arbejdsliv på købmandsforretninger. Men det var det eneste middel, der virkede.
Hvert andet hus
»Vi havde skrevet læserbreve, lavet støttekoncerter og samlet underskrifter i titusindvis, men der er kun én ting, politikere har respekt for, og det er deres taburet,« siger Leif Hornshøj.
»Så det eneste, vi kunne gå efter, var en plads i Regionsrådet. Vi er ikke nok til, at vores mening i sig selv betyder noget.«
Fælleslisten blev stiftet i løbet af vinteren og 30. april sidste år var opstillingslisten klar, nogenlunde samtidig med at Leif Hornshøj gik på efterløn. Partiet fik 47,9 procent af stemmerne i Holstebro. Det er næsten hvert andet hus i byen, som Leif Hornshøj siger, og partiet fløj ind i Regionsrådet, som valgets store overraskelse. Siden er medlemmerne strømmet til partiet, og da Fælleslisten i sidste måned besluttede sig for at blive landsdækkende, gik det pludselig op for Leif Hornshøj, at det ikke kun var i Vestjylland, man følte sig trynet af centraliseringen og de større byer. Støtterne strømmede til fra hele Danmarks udkant.
»Det kom egentlig bag på mig hvor mange, der følte sig kørt over i yderområderne. Til vores generalforsamling kom de fra Vestsjælland, Sydsjælland, Sønderjylland og Lolland og Falster,« siger han.
»Men bægeret er altså også fyldt nu, så derfor er det helt nødvendigt, at der kommer nogen på Christiansborg, der taler udkantsområdernes sag. Vi har rigtig nok fået vind i sejlene, og hvis vi står sammen, kan vi tage en stor bid af de 35-40 folketingsmedlemmer, der er valgt i udkantsområder. Vi kan gøre en forskel. Vi kan blive en magtfaktor.«
Fælleslisten fik godt 36.000 stemmer, da den kun var et regionalt parti med én sag, Det er 3.000 færre, end der skal til for at udløse to kredsmandater. Den har man godt fanget på Christiansborg, der ovenpå Fælleslistens succes er begyndt at røre på sig. Dansk Folkeparti er i øjeblikket på en danmarksturné rundt i yderområderne, SF lancerer et udspil til en udkantspakke, og fire venstremænd præsenterede i denne uge ideen om en regulær udkantsminister, der skal tage sig særligt af yderområdernes udfordringer.
»Ja, det er da for at skabe fokus på udkantsdanmark,« siger Lars Christian Lilleholdt, der er én af de fire venstrepolitikere.
»Vi har oplevet et Danmark, der er helt koblet af udviklingen. Danmark bliver mere og mere delt. Ikke bare i Vestjylland.«
- Skyldes det en arrogance fra Christiansborg?
»Nej, det er ikke et svigt fra Christiansborg eller arrogance, men det er et område, hvor man ikke kan ikke lave cost-benefit-analyser. Det her er områder, hvor man må give lidt ekstra for at få noget igen.«
Flemming Bonne, kommunalordfører, for SF, sidder i øjeblikket og lægger sidste hånd på partiets udkantsoplæg. Han har ikke lige en udkantsminister i tankerne, men han medgiver, at Christiansborg helt har overset provinsens problemer:
»Christiansborg har ikke været gode nok til at sætte en dagsorden på det her område. Indtil Fælleslisten kom, har den nærmest været ikke-eksisterende,« siger Flemming Bonne, der selv har været borgmester indtil 2006 i et af landets hårdt ramte yderområder, nemlig Nakskov på Lolland. Særligt giver han regeringens reformer skylden for de pinte provinsområder:
»Sygehusreformen, domstolsreformen, kommunalreformen, politireformen - det er det rene gift for udkantsområderne, men da man lavede dem, afsatte man lidt penge, distrikterne kunne lege med, men i realiteten var det ikke andet end holdkæft-bolsjer. Der var ikke penge nok til at sikre en udvikling, så i dag står man tilbage med et område, hvor jobbene bliver ved at forsvinde, uddannelsesniveauet bliver ved at falde, og den offentlige service ligger langt under landsgennemsnittet, selv om man betaler det samme i skat. Det er Danmark ikke stort nok til, at vi kan retfærdiggøre.«
For store kommuner
Journalist og forfatter Lars Olsen har skrevet bogen Eliternes Triumf, hvor han blandt andet sætter fokus på landdistrikternes problemer. Med udgangspunkt i Faaborg beskriver han, hvordan tidligere agtværdige danske købstæder må se sig selv omdannet til et frilandsmuseum, hvor intet rigtigt lever.
»I Faaborg er domstolen er lukket, politistationen og kommunen er nedlagt, sygehuset er under afvikling, og posthuset er lukket. Byen er slet og ret lukket ned om ørene på folk,« siger Lars Olsen.
»Vi taler ikke bare om den yderste klitrække, men store dele af landet - gamle købstæder som Ribe, Kalundborg og Faaborg. Yderdanmark er blevet større, og det er en udvikling, der først nu er ved at manifestere sig. Derfor har det været så længe om at trænge ind på den politiske dagsorden.«
Lars Olsen er ikke overrasket over, at oprøret nu kommer, for summen af den centralisering, der har fundet sted det sidste årti, ville på et tidspunkt blive for meget, mener han. Kommunalreformen har nedlagt kommunerne, politireformen har nedlagt politistationer, domstolsreformen har nedlagt domhusene, og på uddannelsesområderne har man nedlagt seminarer, mens sygehusudviklingen har båret i retning af massenedlæggelser og oprettelserne af supersygehusene. Den eneste vej ud for landdistrikterne er, hvis Christiansborg beslutter sig for at genåbne nogle af de steder, mener han.
»Det er fint, man afsætter penge til egnsudvikling og den slags, men man er nødt til at åbne nogle af alle de ting, man har lukket, hvis de skal ud af sumpen. Politikerne må påtage sig et ansvar her,« siger Lars Olsen og henviser til kommissionen for kommunalreformen, der netop påpegede, at kommunerne meget let kunne blive for store.
»Forarbejdet viste tydeligt, at den optimale kommunestørrelse var over 20.000 og under 50.000. Men med kommunalreformen blev over halvdelen af kommunerne over 50.000, selv om kommissionen advarede mod, at det ville blive for besværligt at administrere, og at det ville give en centraliseringstendens uden stopklods.«
Forfatter Egon Clausen er netop udkommet med bogen Fodrejse af tilgroede spor, der er en slags reportagerejse fra vestjyske Nørre Nebel til ligeså vestjyske Tarm. De to byer var tidligere forbundet af en jernbane, men i dag skærer en stor landevej sig gennem landskabet i stedet.
»Jeg kan godt forstå, at bægeret er fyldt - men det er desværre for sent,« siger Egon Clausen.
»Det er jo et udtryk for desperation fra nogle mennesker, der er blevet holdt for nar af deres parti, som for de flestes vedkommende er Venstre. De havde helt ubegrundet troet på, at Venstre stod vagt om det nære samfund, men hvis der er ét parti, som har været med til at afmontere det nære samfund, så er det Venstre. Store dele af den lokale elite i Vestjylland er rasende på Lars Løkke, fordi han lavede den kommunalreform.«
Akademiker-arrogance
Egon Clausen mener ikke bare, der er tale om en hovedstadsarrogance, men, som han kalder det, en akademiker-arrogance fra en gruppe mennesker, der mener at vide bedre. Det har blandt andet givet anledning til konspirationsteorier, som at Christiansborg vil nedlægge hele Vestjylland og omlægge det til naturpark.
»Det er den gamle konflikt mellem natur og kultur. Det er mellem dem, der gerne vil opdyrke naturen og dem, der gerne vil bevare naturen, og her har udkantsområderne tabt.«
»Den er døende over det hele. Nedlæggelsen af sygehuse, posthuse, kommunekontoret og skoler bliver set som samfundets forsøg på at berøve landdistrik- terne den sidste rest af modernitet.«
Og Egon Clausen tror ikke meget på, at politikerne pludselig er begyndt at fokusere på dette Danmark. Det driver hurtigt over, mener han.
»Det er tom symbolik. Politikerne har i virkeligheden heller ikke megen magt, for det meste er bestemt af økonomi. Og i yderdanmark er der ingen økonomi.«
- Men så er det vel bare at sige 'fint nok, det var sådan, det endte, og vi andre skal ikke betale for et område, der aldrig kommer op igen.' Eller hvad?
»Det kunne være interessant, hvis nogen turde sige det sådan. Men det er der ingen, der gør, selv om det er den politik, de fører. Jeg tror, man kunne komme langt, hvis man diskuterede det her på en ordentlig måde.«
Sociologen Henrik Dahl, der for et par år siden udgav bogen Den usynlige verden om denne del af landet, er ret usentimental omkring landdistrikterne, og nøgternt konstaterer han ligesom Egon Clausen og Lars Olsen, at de har tabt. Til gengæld, tror han ikke, de vil rejse sig. I hvert fald ikke som det landdistrikt, vi kendte.
»Du skal ikke ret langt tilbage, før størstedelen af landets befolkning boede på landet, men det styrkeforhold er helt vendt på hovedet i dag, og det giver nogle ret brutale spændinger,« siger han.
»Nye undersøgelser viser, at de fleste af dem, der bor på landet, ikke længere er landmennesker, men bymennesker, og det skaber nogle nye spændinger. Det betyder, at det er byens værdier, der gælder på landet. Landdistrikternes værdier er slut. Hovedsagen er, at landdistrikterne har tabt på alle niveauer, mest af alt fordi det hverken er et socialt eller økonomisk bæredygtigt område at leve i, og personligt mener jeg, at det omfattende statstilskud, der bliver givet, er en meget usund måde at tænke på. Hvorfor skal skatteborgerne betale for at holde sådan et frilandsmuseum i gang? Folk må bo, hvor de vil, men de må også acceptere konsekvenserne af det.«
Udviklingen betyder ifølge Henrik Dahl, at enkelte grupper i en periode føler sig politisk hjemløse, men han tror ikke, det vil skabe grobund for en ny politik eller en ny dagsorden.
»I virkelighedens verden kan man ikke føre sygehusdrift, skoler og den slags på så få mennesker. Inden for de politiske rammer, vi har i Danmark, er det svært at se, hvad man skal gøre, og det eneste, der gør, at der stadig er nogen, der taler om det, og kommunerne stadig eksistere, er på grund af Danmarks største parti, 'Borgmesterpartiet'. Det eneste rigtige at gøre er at lukke kommunerne helt, men det er politisk uspiseligt for V og S, som er de store borgmesterpartier.«
I stedet må man må finde bæredygtige måder at se på landdistrikterne på, mener Henrik Dahl, for som det ser ud nu, kommer der ikke noget ud af kampen. Det er bagtropperne, der slås, siger han, for de fleste mennesker bor i byerne, og det ligger i demokratiets natur, at flertallet bestemmer.
»Jeg tror, vejen frem er byens forestilling om landet. Slut fred med bymenneskerne og få så skabt et økologisk land, hvor der er grønt og blåt, som bymenneskerne kan lide at besøge og kigge på. Landbefolkningen må indse, at de har tabt.«
Strukturreform, centraliseringer og (anti)terrorlovene kom vel ca samtidig.
Det fik min til at tænke, hvor sårbart et samfund man er i gang med at skabe. Hvor let det ville være at lamme et så centraliseret samfund.
Dette var hele pointen med Venstre regeringen, så, ja...
Lige som at fængselsvæsenets betydning i USA er enorm og i stigning - med 2,5 million fængslede, så er sygehusvæsenets betydning i Danmark tilsvarende enorm og i stigning med de eksplosivt stigende sundhedsudgifter og hvor vi effektiviserer ved at samle sundhedsvæsenet i centrale kæmpesygehuse.
Lige som at fængselsmanien i USA er løbet løbsk, er det samme tilfældet med sundhedsmanien i Danmark, hvor vi bruger uhyrligt med penge på at overbehandle befolkningen - gratis - for det må jo aldrig koste noget at blive behandlet.
Jeg skal ikke præcis kunne fastlægge årsagssammenhængen, men ikke sjældent ses det, at sygehuset forsvinder først, fordi sundheden skal centraliseres. Derpå forsvinder posthuset, politistationen, skolerne, bibliotekerne.
Til kommunalvalget fik Venstre ca. 24% af stemmerne. I udkantsdanmark fik Venstre ca. 32% af stemmerne...såh er det vel ikke mere end rimeligt at de lider med os andre...
En naturpark i bananen Skagen - Ringkøbing - Tønder - Lolland er mit bud...
Ser frem til den dag hvor Inf. har artikler uden den at allestedsnærværende meningspusher Henrik Dahl,
skal spørges om alt mellem himmel og jord.
Der må da være andre...?
Har selv boet på vestsjælland. Det er tydeligt at tingene er under "afvikling" derude...ingen udvikling.
Et hus bliver sat til salg fra nogle ældre mennesker som er måske er kommet på plejehjem..men igen købere. Ingen unge familier kommer til. En forretning lukker, og ingen erstatning kommer efter den..osv osv. Håndværkere derude køre til Kbh, meget lidt at lave derude. desuden kender alle en håndværker derude, så de få opgaver der måske kunne ligge derude, bliver udført til lidt "Zimbabwedollars".
jeg ved ikke hvem som skal give skylden, men det er vel en del af denne urbanisering som se over hele danmark i disse tider. Om denne udvikling skyldtes en borgerlig eller lønmodtager regering er svær at sætte fingeren på. Når man ser på de fine gamle godser som ligger derude, vidner det jo om en hel landkultur, som er gået til grunde. Om det er fordi vores samfund er blivet til et mere "intelligentsamfund" hvor værdisæt ses mere bag en computer hvor man er iklædt i fine hvide skorter, hvor alt er strømlignet, og manglene indføling med andre er bliver formindsket kan jeg heller ikke sige præcist. Danmark er jo ikke længere en egentlig landbrugsnation, men nok mere et knowhowland. Vi har ikke produktionsvirksomheder. De arbejdspladser er jo blevet outsourset ti andre lande. idag findes den gamle "arbejdsmandstype" eller ikke så meget mere. Alle er blevet en slags specialister. Hvor en kvinde eller mand uden den store uddannelsesmæssige baggrund, kunne komme ind fra gaden og finde job på en fabrik, og få et akkejob, fejejob mv. Jeg kender ikke svaret, jeg kan kun se hvad der sker. Idag bor jeg selv nord for KBH og driver en byggevirksomhed.
I Grønland overvejes det seriøst, at yde økonomiske støtte til nedlæggelse af bygderne, med henblik på at samle befolkningen i de større byer. Enhver der har været i en grønlandsk bygd vil vide hvorfor. Mon ikke også fremtidens danskere vil foretrække byerne, med mindre de er landmænd, meget ressourcestærke / velhavende eller på rekreation i sommerlandet, hvorfor idéen om naturparker ikke er mere tosset end at den allerede er realiseret flere steder, omend i mindre skala?
Det begynde at gå rigtig galt da Venstre lugtede stemmer i bybefolkningen. S svigtede i indvandringsproblematikken, den manglende folkelige forståelse for IT 's og den globale arbejdsfordeling.
Som får stemte folk i provinsen som de altid havde gjort.
Dette førte til nedlukning.
Modgift kan være at man som modgift orienterer sig mod de nærmeste metropoler i EU i stedet for Københavnstrup.Samt stemmer kontra!
Tak for en god artikel.
Jeg kan ikke lade være at tænke om, de politikker der føres fra Osteklokken i København, ikke handler om politik, men om at undgå politik.
Derfor er alt der minder om politik, blevet udskriftet med populisme og frygt. Frygtmanien er dog også et populistisk projekt, der handler om at fremskrives sig ansvaret, og bebrejde "de andre" for nedturene. Det passer også bedre til den mediekultur vi har i Danmark. Dvs. indholdet er komplet ligegyldigt, så længe der er en eller anden der lider, og vi andre kan berolige også selv med at det lorte liv vi lever, trods alt er bedre end han fyren der blev voldtaget at sin mor, og derefter efter pressen, eller den eneløse række af tabere der drømmer om at undslippe deres almindelighed ved at udstille sig i et verdensfjernt TV-show.
Derfor har jeg stor respekt for initiativer som fælleslisten, der bekræfter at livet leves uden for mediernes og taburetklæbernes kunstige virkelighed.
Jeg håber at fælleslisten kan være nålen, der springer ballonen, og lille lars, lene-ligemeget, helle tågening, villy søvnsal og alle de andre fantaster, og løgnere opdager at vi har gennemskuet deres bedrag og svig...
Så lad handler
Så er oplevelsen af manglende (nær)demokrati langt om længe også nået ud i provinsen. Bestemt ikke umuligt at komme med nogle bud på udvikling af disse områder og til gavn for hele landet mht samlet økonomi, miljø, trivsel mv, men helheds- eller nytænkning og borgernes vilje til omstilling ligger vist ikke lige til højrebenet for diverse indgroede tænketanke, de politiske medier, lobbyister eller etablerede indflydelsesrige personer og særligt ikke, hvis det ikke lige gavner deres egne snævre interesser og karrierer. Intet noget nyt fra vestfronten. Næppe heller fra fælleslisten, som formodentligt også går hen og bliver tilsvarende korrupte, hvis de opnår indflydelse og ikke bliver spist. Noget minder forresten om cirkusset i DBU.
...man kunne jo starte med at droppe kørselsfradraget på selvangivelsen - et skridt i pagt med tiden...
Det er blandt de veluddannede, vi i dag finder politikere, meningsdannere, erhvervsfolk, indlydelsesrige akademikere og mediefolk, skriver Lars Olsen. De mange fejlslagne projekter som især rammer udkantsdanmark er et godt eksempel herpå.
Dagens politik bliver ikke udført at dem der har fingeren på pulsen man af teoretikere der selv har deres på det tørre og de bliver godt hjulpet af medierne der ligeledes tilhører samme elite, hvad denne artikel er et godt eksempel på.
Henrik Dahl: "Hvorfor skal skatteborgerne betale for at holde sådan et frilandsmuseum i gang? Folk må bo, hvor de vil, men de må også acceptere konsekvenserne af det.«"
Vil det så sige at alle der bor i "Udkants Danmark" skal betale mindre skat?
I "Udkants Danmark" får man jo ikke det samme for den betalte skat, som i "Urban Danmark"
Åhhh hvad!
Nedlægning/udsletning af kommuner har betydet det helt store spring ud i identitetsløsheden for store dele af DK.
Effektivisering af opgaver har helt sikkert været nødvendige - men har vi så fået det??
Men udradering af demokratiets yderste led er en fatal misforståelse. Medmindre da, at man har en hel anden dagsorden...sjovt nok sker det samtidig med at "den store leder" har travlt med at eksportere demokrati til Irak.
Paradokserne er enorme i dansk politik.
Baglandet / Aftenlandet / "Landet"
Fælleslisten ønskes god vestenvind....!
Venstres argument for at føre kommunerne (meget) store var, at opgaverne skal løses der, hvor borgerne er. Dette betød, at kommunerne skulle være så store, så de kunne varetage alting, lige fra pas til kørekort til særforsorg. Derfor denne oplevelse af centralisering.
Interessant nok tror jeg mange ikke følte det som en centralisering, da man i 1970 lavede en kommunalreform. Men da havde man også talt om det siden 1958/1960. Og indddraget borgerne meget i den. Her blev den gennemført på hvad ? 1½-2 år?
I den gamle kommunalreform (fra 1970) tog man hensyn til folk(ets) følelser også. Derfor var de fynske byer ved kysterne selvstændige kommuner.
Eller købstæderne som det hed da jeg lærte om det i skolen i begyndelsen af 1970erne...
Nu er det som man man bare har banket kommuner og folk sammen uden at tage hensyn til noget som helst. F.eks. har man banket Esbjerg og Ribe sammen - hvorfor? Og man har banket Fåborg sammen med Ringe....
Og hvorfor?
Jo, for at kunne sørge for at kommunerne blev så tilpas store, at de kunne ordne alt for borgerne, også give dispensationer fra miljø-reglerne....til de borgere, der måtte sæge derom...
Stor respekt til Fælleslisten og deres 'oprør fra neden'. Dog vil jeg pointere at løsningen ikke altid er at deltage i parlamentarisme og det centralistiske cirkus, hvis man vil bevare håbet om at det hele skal blive godt. Det eneste der kan give en det hele, er hvis man tager magten i egen hånd og påbegynder den kommunale selvforvaltning og selektivt samarbejde som nødvendigvis må blive grundstenen i fremtidens post-kapitalistiske samfund, hvis det skal blive en succes.
Gradvist, gradvist begynder vi at vågne op af tornerosesøvnen.
Den naive tro på at folketinget, medierne og eksperterne "ved hvad de laver" og vil vores alles, bedste (og ikke kun deres eget), har sammen med flexlån, nye køkkener og absurde boligpriser skabt en sløvende suppe som kryderet med en afledende og meningsløs mediestrøm, fik os til at sove i et par årtier.
Denne søvn var nødvendig, for uden den kunne de massive indskrænkninger i vores civile og demokratiske rettigheder ikke finde sted.
Uden vores passivitet og accept af global frygtpolitik - ingen terrorlov.
Uden vores manglende nærvær og forståelse af lømmelpakkens konsekvenser, ingen indskrænkninger af selve vores grundlovssikrede ret til at forsamles og demonstrere.
Og uden vores manglende protester over de hemmligholdte forhandlinger om øget kontrol af internetettet - ingen ACTA / Internet overvågningslov i støbeskeen.
Dette gælder naturligvis også for konstruktionen af en bæredygtig fremtid, og destruktionen af vores oprindelige identitet som et tolerant og åbent samfund i det hele taget.
I hele mit liv har jeg set os skrive vrede breve til og om hinanden som forskubber, placerer og uddelegerer ansvaret for vores samfunds vanskeligheder og åbenlyse ubalancer.
Sjældent om nogensinde har jeg hørt ordene: JEG gør for lidt. JEG sviner for meget. JEG har en indre svinehund og en for kort snor til den. JEG gør ikke det store, udover at vise min indignation, for at ændre på min grådighed og dens konsekvenser. Og JEG har sovet for meget og gjort for lidt for at forandre den virkelighed jeg selv er en (omend beskeden) medskaber af.
Så hermed et alternativt indlæg: JEG står ved alt det ovenstående og mere til. Jeg er en småfed, velfærdsnydende, intolerant klovn, som spiser for meget fed mad, drikker for meget alkohol, og giver for lidt af min elendige SU til dem som har endnu mindre.
Sådan er det, helt uforbeholdent.
Men jeg er begyndt at gøre noget ved det.
Jeg sender kritiske indlæg direkte til politikerne på Christiansborg - ikke mavesure, men informerede og konstruktivt kritiske.
Jeg forsøger at få svar på hvorfor vi f.eks. holder ACTA / Interneforhandlingerne hemmelige?
Og jeg har skrevet til en redaktion på DR for at foreslå et program om den samlede politiske konstruktion som terrorloven, lømmelpakken og nu snart ACTA udgør i forhold til omdannelsen af en demokratisk nation til en semifacistisk.
Det gør mig ikke til en engel, ikke til et bedre menneske, eller nationens oversete redning. Men det gør mig til en del af det eneste som på lang sigt kan afværge en stadig mere centraliseret styreform og en stadig mere desillusioneret borger - det gør mig til en aktiv demokrat.
Mit håb er at stadig flere vil følge trop, og lade sine drømme, skuffelser og ambitioner for vores samfunds fremtid, tilflyde politikere og mediemoguler direkte - så de ved at det ikke er dem som kontrollerer os - men omvendt.
Så må vi jo til at genoprette kommunerne, posthusene, andelsselskaberne, bibliotekerne og de lokale folkeskoler (der hvor der er børn endnu).
Det fremstilles som om at slagtningen af udkantsområderne er noget københavnerne har bestemt, men det er jo politikere fra de partier, der står særligt stærkt i udkantsområderne som har bestemt det. Forhåbentlig går det den anden vej nu.
Vi har også vores egen indre udkant i København. Jeg sidder her 4 km fra Christiansborg, vores lokale posthus er også lukket, planen er at biblioteket også skal lukke og de to nærmeste folkeskoler er slået sammen til en ustyrlig mastodont. Vi er også fjernstyret og trætte af det (jeg er i hvert fald)...
Måske handler det ikke om at støtte yderområderne, men om at aflaste storbyerne for de kæmpe investeringer i udvikling af en overbelastet infrastruktur, et fremmedgørende liv uden social kontrol mv.
Måske handler det om at affortrylle forestillingen om at alt stort er godt.
Sammenhængskraft er en funktion af overskuelige sociale miljøer, hvor andre mennesker er vedkommende.
@ Laurids Hedaa
Du er inde på noget af det rigtige.
Når storby-folket stakler os der bor i udkants-danmark, ved de ikke hvad de taler om.
Alt stort er ikke godt, hvis det var, så havde vi der bor her nok truffet nogle andre valg, men det gør vi ikke fordi hér er den sammenhængskraft som man efterlyser andre steder. Her er ikke noget café-miljø, men til gengæld er her så meget andet f.ex. gode sociale relationer hvor der er plads til alle uanset social status. Vi passer på hinanden hér. Her er trygt at være.
Det nogle kalder øde områder er det vi andre sætter pris på som store smukke landskaber bl.a. med lyngklædte klitheder, åbne marker, skove, Limfjorden og Vesterhavet. Vi der bor her vil ikke undvære noget af det.
”De fleste, der bor på landet, er bymennesker”, siger Henrik Dahl. Eftersom det rent logisk er noget vrøvl burde det få ham til at overveje hvad det egentlig er han mener.
Som sociolog kunne han måske have sagt noget i retning af: en stadig større andel af de, der bor på landet, har en relation til de store byer, hvor uddannelse og tilvækst er centreret. Enten fordi de selv er opvokset i byen, har boet der en periode under sin uddannelse, eller fordi de har forbindelse gennem arbejde, familie og venner. Det betyder, at den kulturelle forskel mellem land og by er blevet udvisket. Der er stadig forskelle, men der er ingen skarpe grænser. Vi skal lige huske, at det er en udvikling der har været i gang siden byerne for alvor begyndte at vokse i 1800-tallet, og som fik et ordentligt skub da bilen og fjernsynet blev folkeeje. Affolkning, butiksdød og sygehuslukninger er ingen nyhed, men grænsen for, hvad der er urentabelt flytter sig. I dag havner mellemstore byer i udkantsfælden, og det betyder at udviklingen gør ondt på nye grupper.
Når Henrik Dahl konkluderer at byen har vundet og landet har tabt, er det forsimplet. Både landområdernes og hele landets identitet forandres, men historien er ikke slut. Danmark består stadig af 43.000 km2, og der bor stadig mennesker i det åbne land eller i småbyer, som selvfølgelig har al mulig interesse i sine egne livsvilkår. Det intressante må være, hvordan en fremtid på landet kan se ud. Her er jeg er til gengæld ganske enig med Henrik Dahl i, at store dele af Danmark i det store samfundsperspektiv bør opfattes som rekreativt område for bybefolkningen. Det taler for ny kontakt mellem by och land, hvis bybefolkningen altså gider. Det, som har tabt er ikke landområderne, men forestillingen om Danmark som et landbrugssamfund. Den forestilling har med milliarder af støttekroner i virkeligheden været med til at affolke og ødelægge landskabet. Der er ikke urimeligt, at man i fremtiden giver støtte til at reparere de værste skader – ja, det er faktisk en forudsætning hvis man vil have et landskab som tilfredsstiller byboerne.
Dertil kommer de mellemstore provinsbyers vilkår, som er en anden historie. Her bor faktisk en betydelig del af befolkningen, og at kalde deres politiske interesse for ”råb fra bagtroppen” er lige lovlig arrogant.
(Jeg skal måske tilføje at jeg bor og arbejder i Sverige, i en kommune 50 kilometer fra Malmö, hvor disse problemstillinger er højaktuelle. I kommunen er man helt bevidst om, at fremtidsmulighederne ligger i den relative nærhed til Malmö-København kombineret med megen natur og et landbrug som er mere afslappet end det danske. Det største enkeltsag her er infrastruktur – kommunen ligger uden for det regionale tognet, men arbejder selvfølgelig for at blive koblet på. I Svensk sammenhæng er 50 km fra storbyen dog bare et stenkast)