Læsetid: 5 min.

Real Madrid Blues

Sidste lørdags opgør mellem FC Barcelona og Real Madrid var ikke giganternes kamp; men to hold, der spillede mod hinanden, hvoraf det ene var bedre end det andet. Den slags prunkløse sandheder er ikke usentimentale. De er pisseirriterende
I fjendeland. Real Madris Guti (tv) i nærkamp med Barcas Messi   i kampen, der demonstrerede, at Reals værste fjende er - Real.

I fjendeland. Real Madris Guti (tv) i nærkamp med Barcas Messi i kampen, der demonstrerede, at Reals værste fjende er - Real.

Javier Lizon

17. april 2010

Findes der en fri vilje i international topfodbold? De Real Madrid-spillere, der sjoskede til omklædning efter 0-2-ydmygelsen til FC Barcelona i den stærkt hypede el gran clasico sidste lørdag, lignede fatalistiske restprodukter. Efter Leo Messis første mål og Pedro Rodríguez Ledesmas afgørende træffer er Barca tre point foran rivalerne fra hovedstaden, og med syv kampe til mål i La Liga og et Barca-mandskab, der synes urørligt, er skriften på væggen tydelig for alverdens Real-supportere: Ikke alt, og slet ikke pokaler, kan købes for penge.

Kampen var på forhånd blæst op til at være titanernes sammenstød. Verdens absolutte nr. 1, Lionel Messi, skulle krydse klinger med nr. 2, Cristiano Ronaldo, der forrige år kunne titulere sig verdens bedste fodboldspiller. Spørger man spanske aviser, er Ronaldo netop gårsdagens mand. I denne sæson er der intet, der overtrumfer den lille argentiner med tagrendefrisuren. Således i catalanske Sport, der frejdigt fastslog, at »Leo gjorde grin med Cristiano« under Bernabéu-opgøret. Kontrasten var tydelig: Som om en måned med dobbelt hattrick og svimlende fire scoringer i Champions League-kvartfinalen mod Arsenal ikke var nok, satte Messi uden videre dikkedarer tronfølgen på plads med målet til 1-0 i lørdags, alt imens Ronaldo - CR9 - spurtede formålsløst frem og tilbage på flankerne. Jovist var der stepovers og kigge-væk-finter og de obligatorisk opmålte, spredte ben ved de direkte frispark, som på nær ét tordnede durk i Barca-muren. Men der var også buhen af den 25-årige portugiser, som i sommer kom til Madrid for rekordsummen 82 millioner euro. Og det må have gjort ondt på Ronaldo, hvis han altså læste den ellers Real-venlige avis Marca: »For meget Messi til CR9,« skrev de lakonisk på forsiden.

Fumleri foran nettet

Fodbold har et efterliv, som handler om alt det, der kunne være sket. Det er tankevækkende, at Madrids bedste spiller var en indskifter, nemlig Guti, og at hans fænomenale pasning i anden halvleg, der splittede Barcas forsvar ad, blev misbrugt på det skammeligste af Rafael van der Vaart. Velkommen til de ambivalenser, som den betondisciplinære sportsverden hader: Guti havde på selve dagen bebudet, at dette skulle blive hans sidste clasico, for han kunne ikke, som han sagde, forestille sig endnu en sæson i kongeklubben. Timer senere modtager han folkets hyldestbrøl og løber straks ind for at dirigere de skrøbelige Madrid-formationer. På den måde forbliver Gutis friløber til van der Vaart en sentimental gestus, der blot sætter tyk streg under nederlaget. Ikke en gang en genistreg kunne redde Real fra undergang. Og da en anden cirkushest, Raúl González, faktisk scorede i matchens døende minutter, blev målet annulleret, fordi én af de nye, Karim Benzema, fumlede foran netmaskerne.

De fodboldkriminelles Sibirien

Moralen er enkel, og dens ordlyd kan læses i Gutis dybdepas og Raúls indædte målbegær: Real Madrid står ikke i et vadested, hvor man skal vælge mellem gammelt guld a la Raúl og Guti og funklende innovation a la Ronaldo & Co. Den dobbelte stigmatisering, hvor man på én gang lovpriser historien og bandlyser kontinuiteten i en lalleglad halsen efter nuevo, er Reals signatur i moderne tid. Intet under, at Madrid nu står over for syv 'finaler', som de siger. For hver kamp er en finale, som spilles oven på et skrøbeligt, men fascinerende stillads, hvor man både kan vinde stort over superhold og tabe tungt til bundskrabere fra tredje division. Raúl er en nødvendig brik i den larmoyante historieforelskelse, som madrilenerne dyrker, mens hans tilstedeværelse kamp efter kamp præcis vidner om overflødigt mammon: Dybest set burde han bare ekspederes videre i karrieren - til en slags Sibirien for fodboldkriminelle - men det tør man naturligvis ikke, fordi Madrid-essensen så kommer til at dingle i en tynd tråd.

Problemet er, at dén analyse hænger uhjælpeligt fast i den ene af stigmatiseringerne, hvor historien altid er mere værdifuld end verden lige nu. Faktum er nemlig, at Reals ledelse langtfra står med et nyt problem efter en ny katastrofe, hvor man skal vælge mellem gammel kontinuitet og nyt blod - exit Guti, intro Fabregas osv. - men derimod repeterer et omkvæd fra hele Florentino Pérez-æraen: Ikke én sæson uden fyringer, ildebrande og skrækindjagende demonteringer af den illusoriske boble, som Real-fans ynder at befinde sig i. Vi er jo de bedste i verden, er vi ikke?

Katastrofen er derfor ikke, at Xavi Hernandez viste sig at være et langt bedre trumfkort end Gutis lapidariske sublimitet, eller at Messi kører med klatten, mens CR9 skuler vredt mod himlen og flasher de barberede lårmuskler. Eller at Andrés Iniesta selv på lavt blus er et studie i præcis den ynde, som Reals muskulære midtbane ikke ejer ret længe ad gangen. Nej, lussingen er den gennemsnitlighed, som udrangerede Madrid. Barca spillede ikke spektakulært, og det var heller ikke nødvendigt. Messi lavede ikke tre mål på stribe, for langt mindre kunne gøre det. Carles Puyol blødte ikke som en tyrefægter på regionpolitisk korstog, for det her var en let krydret dag på kontoret. 0-2. Det var ikke giganternes kamp, men to hold, der spillede mod hinanden, hvoraf det ene var bedre end det andet. Den slags prunkløse sandheder er ikke usentimentale. De er pisseirriterende.

En del af gamet

Vanen tro snakker man lige nu om trænerskifte til sommer. Manuel Pellegrini, den sympatiske chilener med de triste øjne, har længe haft et exitskilt om halsen - og det er især Marca, der har plantet det dér - mens jungletrommer om José Mourinho eller måske Rafa Benitez buldrer i diverse fora. For så vidt er den sniksnak en del af gamet og den uro, som tegner Reals essens, og netop derfor virker mandskabets imponerende sejrsrække, som kun blev brudt af overmagten fra Barcelona, som en stressende rytme. Igen er det ikke rørstrømsk, at de åbenlyst har bedre styr på melodien ovre i Barca. Det er pisseirriterende.

Så historien kunne have været helt anderledes, hvis van der Vaart havde læst Gutis blik. Og Benzema ikke havde fjumret. Men i tilfældet Real Madrid er 'hvad nu hvis' lig med 'sådan er det'. Den stadige sitren, hvor man hænger i fortiden og lever i fremtiden, er klubbens puls. Real Madrids værste fjende er Real Madrid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu