Klumme
Læsetid: 4 min.

Retten til fremmedgørelse

1. maj handler ikke om at kæmpe for et arbejde med indbygget nydelse, lykke og selvrealisering. Det handler i stedet om at få arbejdet lidt på afstand
1. maj handler ikke om at kæmpe for et arbejde med indbygget nydelse, lykke og selvrealisering. Det handler i stedet om at få arbejdet lidt på afstand
Moderne Tider
1. maj 2010

Den amerikanske stand-up komiker Chris Rock beskriver to forskellige former for arbejdsliv. Der er jobbet, og der er karrieren. På jobbet går tiden stille og roligt - man møder kl. 7.00 og går hjem kl. 15.00. Er man i gang med sin karriere derimod, er der aldrig tid nok i en almindelig arbejdsdag. Man forsøger hele tiden at optimere sin dag, så man kan få mere fra hånden.

Jobbet udgør kun en del af livet og har den klare funktion at skaffe til dagen og vejen. Man tager på arbejde om morgenen med den vished, at når måneden er omme, er der penge til husleje, forsikringer, tøj og mad. Man kan hade jobbet, men man kan også blot have afklaret med sig selv, hvor meget det skal fylde i ens liv. Jobbet har en form for mening i sig selv, man skubber måske senge rundt på et hospital eller klipper hår, og derfor er der ikke knyttet noget 'realiseringsprojekt' til det. Arbejdet bliver gjort til alles tilfredshed, og når man kommer hjem, er der andre ting, der drager.

Har man en karriere, går det hele meget hurtigere. Det er ikke nok, at bestemte arbejdsopgaver bare skal gøres, nej det bliver en form for værensmodus, som hele ens identitet afhænger af. Der knytter sig en vis hektik og påtrængenhed til dette liv, og derfor kommer fritiden også til at stå i en anden relation til arbejdet. Den er ikke afsondret på samme måde, som hvis man havde et job. Den bliver en sær mellemstation, hvor man tanker op til nye kreative udfordringer, og hvor man måske endda tager ud for at netværke til receptioner og andet. Måske sidder man også lige og nusser lidt ved computeren, efter børnene er lagt i seng.

Karriere, lykke ... og stress

Der er i det moderne arbejdsliv tendenser til, at karriereopfattelsen af arbejdet er begyndt at kolonisere jobopfattelsen. I dag skal selv den 'simpleste' bestilling død og pine betragtes som en del af en karriere. Det er ikke nok, at man har et job og laver det, man skal. Der skal en karriereplan til. Pludselig bliver det væsentligt, hvordan livet ved lige netop denne drejebænk skal udforme sig de næste 20 år, og man skal kunne fortælle en spændende historie om det.

Der er tale om en finurlig dobbelthed i vores forhold til arbejdet. På den ene side hylder vi arbejdet og med Mette Frederiksens ord, vil vi ikke leve i et land, hvor der er nogen, der sidder og spiller guitar dagen lang. På den anden side må arbejdet ikke længere bære præg af slid eller en dont, der forpligter længere, end begejstringen kan bære. Vi skal nyde vores arbejde, vi skal kunne ane udfordringer og muligheder, vi skal ane lykken lige om hjørnet.

Problemet med lykken er dog blot, at hver gang vi er lige ved at være der, forskyder den sig til det næste karrieretrin. Vi tror, vi har frigjort os fra jobbets slid, men sliddet vender tilbage - som det fortrængtes genkomst - nemlig som stress. Det er sgu ikke så let at blive lykkelig.

Fantasien om ur-arbejdet

I stedet ser det ud til, at vi har skabt, hvad man kunne kalde en fantasi om 'ur-arbejdet. For når karrieremennesket har brug for et par minutters adspredelse og dagdrømmeri, så er fjernsynet og magasinerne fyldt med billeder og beskrivelser af det hjemmelavede og det autentiske, kort sagt 'det gode arbejdsliv'. Dengang der var noget ædelt og ærligt ved arbejdet og frugterne af det; dengang arbejde var arbejde og endnu ikke opdelt i job og karriere.

Fantasien om ur-arbejdet manifesterer sig f.eks. i måden, dagligvarer markedsføres på i dag. De moderne produktionsmetoder tildækkes, de store producenter go local og inviterer indenfor på den lille økologiske gård, der tapper den dejlige, naturlige mælk. Væk er den stive kittelklædte mejerist på mælkekartonen, og ind kommer koen - dette fetichobjekt med dens autentiske brølen og blomsterkrans og duft af sommer.

Vi har sågar indført en person, der skal inkarnere fantasien om ur-arbejdet. Er en figur som Bonderøven på DR2 nemlig ikke en sådan person? Han fremviser det frie og uafhængige liv, hvor man hygger sig med at udføre et reelt stykke arbejde og lever af egenproduktion. Når vi ser ham, bilder vi os ind, at ur-arbejdet, det simple liv, findes et sted derude. Paradokset er naturligvis, at Bonderøven formentlig kun kan leve sit uafhængige liv, fordi han får løn fra DR for at vise det (og lidt hektarstøtte oveni).

Retten til fremmedgørelse

1. maj kan ikke handle om at få mere nydelse og lykke ind i arbejdet, dvs. om at booste karrieren. Det kan heller ikke handle om at komme tilbage til ur-arbejdet. Måske handler det i første omgang om at se, hvordan karrierelivet, som skulle være lykken, er fyldt med stress og jag. Og hvordan ideen om det simple liv er en fantasi, som kun kan ses på fjernsyn.

Lad os få arbejdet lidt på afstand i stedet. Måske er der noget at finde i en forestilling om arbejdet som et ganske almindeligt job med ganske almindelige opgaver, der bare skal løses. Friheden ligger ikke i arbejdet selv, men i forholdet til arbejdet. Og dette forhold kunne i første omgang bestemmes ved en vis distance til arbejdet, måske endda en form for fremmedgørelse over for det.

»Søger du drømmejobbet?« ... »Er du lige den, vi mangler?« ... »Brænder du for IT?«, spørger jobannoncerne i dag. Måske burde man svare: »Næh, egentlig ikke, men jeg kan sagtens udføre jobbet alligevel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jonas Jakobsen

Supert indlæg. Man kunne dog spørge: ønsker det vilde analyse-centers medarbejde sig selv et frisør-job eller at skubbe hospitalssenge? Hvis ikke, er hyldesten til det "fremmedgjorte" arbejde så ikke endnu en fantasi, en drøm om den "helt almindelige" jobfunktion uden de store identitetsprojekter - en funktion ANDRE kan være tilfredse med, men ikke OS SELV?

Ingvar Skov Johansen

Glimrende artikel, der imidertid efterlader spørgsmålet ubesvaret: Hvis arbejdslivet ikke skal være scene for vores forestillinger om lykke og selvrealisering, hvad skal så?

Simon Jensen

Godt indlæg. Siger lidt: Alle har et godt liv.

Hotel manden der flytter senge er sikkert glad, lykkelig og tilfreds - men det er efter arbejde. Hvor andre (typisk iværksættere) er glade, lykkelige og tilfredse hele dagen, hele året rundt.

Peter Hansen

Simon Jensen, at dømme efter al den megen brok, man hører fra selvstændige dagligt, kan det da vist ikke være rigtigt, hvad du skriver.
Til gengæld har vi nok lidt svært ved at forstå, at det for mange mennesker er fuldt tilstrækkeligt at vide, hvad de skal, og hvad der forventes af dem på deres arbejde; men sådan har rigtig mange mennesker det. Og de er glade og stolte af, hvad de udretter - hvor vi andre kan have en tendens til evig selvkritik og gentagen evaluering og arbejde med at forbedre. Vi har svært ved at acceptere 'godt nok'.