Klumme
Læsetid: 5 min.

Her smager krisen godt

Kreuzmann inviterede til mad på Skovshoved Hotel. Han havde mistet alt og ramt bunden. Men hans bundniveau er højt
Klassisk. Det er nyklassisk mad til overkommelige priser - traditionelt og hjemmelavet.

Klassisk. Det er nyklassisk mad til overkommelige priser - traditionelt og hjemmelavet.

Kristine Kiilerich

Moderne Tider
17. april 2010

»Har du tid til en frokost nede på Fritidshjemmet?« sagde Kreuzmann.

Jo, da. Jeg har trods alt kendt manden hele livet.

Gennem vekslende tredjemænd havde jeg fulgt hans deroute. For tre år siden var han mangemillionær og boede på Taarbækdalsvej med kone, børn, au-pair og Range Rover, men så skete der det med genbokonen og hans pik og det med de latinamerikanske aktier, og det sidste jeg hørte var, at han boede til leje på Ordrup Jagtvej og havde anlagt fuldskæg. Men sådan en som Kreuzmann går det aldrig helt galt for. Hans mundrette telefonnummer, et af de første 40-numre fra slutfirserne, havde han, ifølge mit display, stadig, og 'fritidshjemmet' var Skovshoved Hotel. Som teenager spillede han 7-11 om plovmænd i krostuen, og da Erik og Margit Brandt ejede hotellet, brugte han restauranten som et outsourcet spisekammer og hentede take away-foie gras i firehjulstrækkeren.

Jeg ankom standmæssigt; for min stand, vel at mærke: på cykel, og gik gennem hotellet ud mod restaurantdelen. Sidst jeg var der, regerede ægteparret Brandt, og det med et væld af tapeter, udsøgte antikviteter og rariteter fra hele verden. Flamboyant, romantisk, vildt og stilfuldt. Men engang i nullerne overtog et andet legenda- risk kystbanepar, Nadelmanns, og de lod arkitekt og indretningsekspert Mikael Mammen tage fat og transformere hotellet til international hyggeluksus med cremefarvede sofagrupper og store, hvide pendler fra lampemageriet Prandina i Veneto. En mindre anmassende stil, kan man sige. Ikke så mange historier.

Alle er kedeligere end Erik og Margit Brandt.

Kreuzmann sad ved den hvide dug. Hans evige pagehår var nyvasket og fuldskægget trimmet. Han havde tabt sig lidt, men ikke helt nok til den slidte slimline Prada-skjorte fra 90'erne, som hang skødesløst over de slidte jeans. Docksides på fødderne, selvfølgelig. Det ender altid dér.

»Og du er begyndt at skrive lidt madanmeldelser for Information,« sagde han. Og det blev derved, hvilket faktisk var bekymrende, for den gamle Kreuzmann ville have hånet mig ned i helvede og tordnet mod de røde lejesvende; kaldt mig skidespræller og nasserøv, men den nye Kreuzmann kiggede mig bare underligt nulstillet i øjnene og tog mod spisekortet fra den venlige tjener.

»Er der en særlig årsag til, at du ville se mig?« sagde jeg.

»Der er en årsag til alt,« sagde han.

Jo tak, det lærer man både på købmandsskolen og hos Dalai Lama.

Et mormorsmil

Køkkenet på Skovshoved Hotel styres nu af Rasmus Kjær, en kok med renommé fra flere af byens bedre restauranter og fra sit eget Barcelonatapas-sted, Extra, på Østerbrogade. I Skovshoved laver han ny-klassisk mad til overkommelige priser.

Frokostkortet er traditionelt. Smørrebrød en masse, men hjemmelavet. Også rullepølsen laver de selv. Prisen for en håndmad svinger mellem 55 og 75, hvilket bestemt synes rimeligt.

Jeg valgte deres treretters frokostmenu (235 kr.), og Kreuzmann kombinerede en leverpostej med menu-kaninen. Vi fik hjemmebagt brød på bordet og en meget kraftig valnøddeolie fra Perigord at dyppe i. Jeg synes en god, frisk olivenolie klæder brød bedre, men lad nu det ligge. Der var intet galt med intentionerne.

Min forret var røget ørred med sprød salat, og det var akkurat passabelt. Friséestilke er ikke rare at få i munden, så dem lod jeg ligge. Radise skåret på mandolinen, så pænt ud, og den røgede ørred var fin og forglemmelig. Kreuzmanns leverpostej kom i et lille glas og den var han tilfreds med. Han smilede over bordet. Ville han bare sidde og nikke som en mormor?

Kaninen var rigtig god. Vi fik et velstegt lår hver, maskeret med en glace og saltet og beriget med tern af bacon; kødets eget krydderi (som komikeren Simon Jul har udtrykt det). En lille udstanset top af cylinderformet kartoffelfondant, lidt gulerod og forårsløg var tilbehør. Gedigen og saftig, fransk landmad.

Jeg nappede en crème brulée til dessert, og den var eksemplarisk både hvad smag og konsistens angik.

»Vi skulle måske gå en lille tur ned til havnen?« sagde Kreuzmann. Det gjorde vi så. Man stod og klargjorde bådene dernede. Der var koldt i solen. Kreuzmann stillede sig med ryggen mod havet og kiggede mod de sorte tegltage.

»De ligger og vrider sig derinde,« sagde han og pegede over villaerne.

»Inde hos mig på Nørrebro har vi ikke mærket så meget til den krise,« sagde jeg. »Der er stadig kø hos grønthandleren.«

Kreuzmann vendte sig og kiggede kort på mig. Mere skulle der ikke til. Jeg fik det nøjagtig som dengang under karnevalet i 1984, da jeg stod og bankede samba på en koklokke i mit tofarvede gøglersæt inde i Pisserenden og nåede hele vejen til gu-ga, gu-ga, gu-ga, gu-ga, gu-ga - hey!, før det gik op for mig, at alle de sortklædte foran Floss overvejede at kvæle mig, og at jeg i øvrigt stod lige under et stort banner med påskriften: sambafri zone.

Vi daskede rundt på villavejene, før Kreuzmann foreslog, at vi vendte tilbage til hotellet og fik lidt aftensmad. Først da gik det op for mig, at han slæbte rundt på en taske med noget i. Hvad dog?

Der var pænt besøgt i restauranten. Ikke champagne i isspande og bragesnak, bare små familier eller par, som i al stilfærdighed var nede for at spise ordentligt.

En god smag i munden

Vi tog begge hummersuppe til forret (140 kr.), og den kunne sin historie. Hæsblæsende koncentreret; cognac, fløde, brændt hummerpower. De to store stykker hale, som den var beriget med, havde fået nøjagtig, hvad de skulle. Jeg ledte febrilsk efter et glas hvid Bourgogne på kortet, havde gladelig betalt 150 kr. for et glas Meursault. Det fandtes kun på flaske, og den sydafrikanske sauvignon blanc, som jeg måtte nøjes med, tabte på knock-out i første hug.

»Jeg har læst hele Biblen,« sagde Kreuzmann og fastholdt mit blik.

Jeg overvejede at tale om tro, men lod være. Han så for alvorlig ud.

Alle retter frister på aftenkortet. Vi kunne have valgt rå, pillede rejer til forret, foie gras, hønsebouillion. Til hovedret var der duer, højreb af jersie, en fin treretters i øvrigt (395 kr.), og så den variation af kalv, som Kreuzmann tog (245 kr.), og min rødtungefilet med kartoffelcrunch, syltede porrer og citronsmør (235 kr.).

Man anretter æstetisk og ukrukket, og Kreuzmanns kalvetema omfattede både brisler, kæbe og medaljon. Han virkede meget tilfreds. Jeg fik tre generøse fileter af rødtunge, og de havde genoplivet det gamle Bocuse-trick. Papirtynde kartoffelskiver var fastgjort på fiskens ene side og stegt helt sprøde med fisken. Den var umanerlig velstegt. De syltede porrer gjorde sig godt visuelt, men ikke rent praktisk. Fem centimeter lange var de, og en mør porre er ikke det letteste at skære i, den trevler. Citronsmørret lå som en let sauce over porrerne og var en kende for tynd, både i smag og konsistens.

Kreuzmann bøjede sig ned og tog noget fra tasken. »Værsgo,« sagde han og rakte mig Biblen over bordet.

Så fik han fat på tjeneren, betalte, gav mig hånden og gik.

Jeg sad tilbage med en god smag i munden.

 

Skovshoved Hotel

Strandvejen 267

www.skovshovedhotel.dk

Bordreservation: 39 64 00 69

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her